Leder og indhold – 13. juni 2009

4 minutters læsetid

Det er blevet juni, og kalenderen siger, at det er sommer. Det ved vi jo godt, hvad betyder: en masse regnvåde dage og en hel del større biografpremierier.

Der er både interessante og knap så interessante ting at se frem til, men her på planeten glæder vi os f.eks. temmelig meget til Sam Raimis tilbagevenden til horrorgenren med Drag Me To Hell, der har dansk premiere i næste uge (se traileren på forsiden). Den 17. juli får vi næste indlæg i Harry Potter-sagaen, The Half Blood Prince, og den 21. august kommer 3D-genindspilningen af My Bloody Valentine. Quentin Tarantinos nyeste opus, Inglorious Basterds, har dansk premiere den 28. august, og det bliver spændende at se, om der er mere substans i den, end der har været i mandens seneste film. Vi holder vores forventninger i stramme tøjler.

Også i den forgangne uge har der været genrefilm på programmet. The Haunting in Connecticut (med den danske titel Hjemsøgt) fik lunkne anmeldelser i USA, men en spøgelseshistorie er jo alligevel sjældent at kimse af, så lad os nu se. Til gengæld kan man med ro i sindet springe over det fjerde indlæg i Terminator-serien. Terminator Salvation har ikke et eneste frelsende karaktertræk, og er en entydigt rædselsfuld film.

Hollywoods yndlingsord?

”Sequels”, ”prequels” og ”remakes” er tre ord, Hollywood er glad for. Nogle gange går det godt – andre gange går det rigtig skidt. Terminator Salvation er et eksempel på sidstnævnte, og formår – i lighed med Matrix Reloaded og Matrix Revolutions – at afmystificere det univers, som de glimrende to første film etablerede (vi glemmer lige treeren og Arnie med Elton John-solbriller, ikk’?).

Det er det centrale problem med både fortsættelser og ”prequels”, mens remakebølgen sådan set er harmløs, men blot ofte fører nogle totalt ligegyldige film med sig. Hvor f.eks. Tobe Hoopers Texas Chainsaw Massacre fra 1974 stadig vil være en klassiker om 20 år (og længere frem), er der næppe mange, der vil huske Marcus Nispels 2003-remake om 10 år.

Nu vi er ved Marcus Nispel, er det netop kommet frem, at han er tilknyttet den kommende Conan-film som instruktør. Den nye Conan omtales i industrien fortsat som en remake, men det bliver spændende at se, om det holder – eller om filmen (som det nogle steder har rygtedes) forholder sig mere tekstnært til Robert E. Howards Conan-univers, og ikke er en decideret genindspilning af Arnie-klassikeren.

Maskinen arbejder på højtryk

Men det slutter naturligvis ikke her – sequel-, prequel- og remakemaskinen kører på højtryk i Hollywood i disse år, og vi kan også se frem til en remake af Predator, som bliver produceret af Robert Rodriguez og skal instrueres af Neil Marshall (Dog Soldiers, The Descent, Doomsday). Suspiria-remaken skulle fortsat være på skinner med en 2010-premieredato, A Nightmare on Elm Street er på vej og det samme er en lang række ældre titler – fra Piranha over Hellraiser til Poltergeist. Listen er nærmest uendelig.

Hvad skal vi med dem? Kan de noget? Vil de noget? Eller er de alle som én designet til bare at trække et nyt publikum i biografen, som ikke har set de oprindelige film. Ja, sandsynligvis – men ind imellem kan nogle af genindspilningerne jo heldigvis noget. Det samme gælder nogle sequels og prequels. F.eks. er vi jo ikke kede af, at Raiders of the Lost Ark tilbage i 1980’erne fik to fortsættelser – men til gengæld er vi ret kede af Indiana Jones og Flugten fra Alderdomshjemmet fra sidste år. Var det ikke det, den hed?

Men har vi virkelig brug for en Alien-prequel, som nu ser ud til at være på vej? Eller tre nye Scream-film, som Kevin Williamson angiveligt skulle arbejde på nu?

Svaret blæser i vinden, men vi vil under alle omstændigheder tage dem under kærlig behandling, når de når frem til redaktionens skrivebord her på Planet Pulp. Og ret skal også være ret: vi hader ikke i udgangspunktet hverken sequels, prequels eller remakes. Men når man i Terminator Salvation oplever en radikal underminering af et allerede etableret univers, sådan som vi også så det i George Lucas’ tre Star Wars-prequels (midichlorians, my ass!) eller ser række på række af ligegyldige remakes, må de også have kniven. Til gengæld bliver de gode eksempler behandlet pænt – selv om der desværre ofte er langt mellem dem.

Her på stedet er vi både parat til at tage hockeymasken på og gi’ dem med macheten og hoppe i vores Julemandskostume og uddele stjerner.

Op med agurken

Juni måneds Planet Pulp-opdatering byder hverken på genindspilninger, fortsættelser eller prequels. Til gengæld får I en spandfuld anmeldelser af udgivelser fra danske Another World Entertainment – mange af dem i den lumre afdeling. F.eks. mener vi, det må være første gang vi i ét og samme nummer anmelder to film, der byder på onani med en agurk (Vild på Sex og Thundercrack!). Vi har også lede bikere på programmet i Satan’s Sadists (fans af Twin Peaks vil more sig over ”Dr. Jacoby” i rollen som led motorcykelbølle) samt onde nazier i La bestia in calore og liderlige japanere i Tokyo X Erotica og Raigyo.

Vores in-house R.A. Salvatore-ekspert fortsætter rejsen gennem Forgotten Realms med anmeldelser af både bog- og tegneserieversionen af Homeland – som, meget apropos, er første roman i prequeltrilogien til Icewind Dale-trilogien, som vi tidligere har anmeldt her på Planet Pulp.

Endelig har vi også Judge Dredd på programmet for første gang i nogen tid, da vi anmelder bind 10 (!) i den fortløbende serie af kolossale opsamlingsalbum i The Complete Case Files-serie.

Vi vender tilbage med den sædvanlige omgang godt og blandet om en måned, og alt imens arbejdes der bag kulisserne på et stort tema, som vi dog ikke løfter sløret for endnu – ligesom vi heller ikke ved præcis hvornår det kommer på siden. Vi satser på at det bliver vores største opdatering nogensinde, så der ligger noget arbejde foran os, men temaopdateringerne er altså ikke døde her på Planet Pulp.

I må have en god sommer indtil vi ses i næste måned. Nu vil vi tage sommerhattene på og nyde en kold drink i solen.

Film:
La bestia in calore (Djævelen fra Gestapo / The Beast in Heat) (Luigi Batzella, 1977)
Gli occhi freddi della paura (Cold Eyes of Fear) (Enzo G. Castellari, 1971)
Raigyo (Zeze Takahisa, 1997)
Satan’s Sadists (Al Adamson, 1969)
Thundercrack! (Curt McDowell, 1975)
Tokyo X Erotica (Zeze Takahisa, 2001)
Vild på sex (Baby Love) (Joseph W. Sarno, 1974)

Bøger:
The Dark Elf Trilogy – Book One: Homeland (R.A. Salvatore, 1990)

Tegneserier:
Judge Dredd: The Complete Case Files 10 (John Wagner, Alan Grant m.fl., 2008)
The Legend of Drizzt – Book One: Homeland (Andrew Dapp & Tim Seeley, 2005)

Skriv et svar

Your email address will not be published.