I sidste måned skete det endelig. Den 20. marts blev Disney-koncernens opkøb af 21st Century Fox endelig gennemført. Handlen medførte bl.a., at Disney overtog 20th Century Fox og dermed et enormt antal film og tv-serier, som Fox gennem tiden har produceret.
Særligt superheltefans har savlet over udsigten til, at det Disney-ejede Marvel Studios nu kunne indlemme X-Men og Fantastic Four i The Marvel Cinematic Universe, og netop betydningen for Marvel har været ét af de elementer, som nørdsites verden over har diskuteret allermest.
Alle de glade nørder har midt i forventningens glæde glemt, at Disneys opkøb af Fox også har andre konsekvenser; noget der primært har været diskuteret i artikler fra de branchemedier, der har til huse i Los Angeles og har siddet på første parket, da konsekvenserne begyndte at blive tydelige i filmbyen.
Allerede dagen efter, handlen var gennemført, kom den første stribe af fyringer, der indledningsvist ramte chefgangene hos Fox. Samtidig blev det bekendtgjort, at Disney ville lukke Fox 2000, selvom indiegrenen Fox Searchlight indtil videre har fået lov til at overleve.
Som en optakt til købet, meddelte Disney allerede tilbage i november, at selskabet i 2019 ville lancere sin egen streamingtjeneste, og at al Disney-indhold vil blive trukket tilbage fra Netflix i løbet af 2019.
Uden tvivl som en konsekvens af denne beslutning, blev Netflix’ Marvel-serier, bl.a. Luke Cage, Iron Fist, Daredevil og The Punisher, lukket ned én efter én.
Indtil videre står det ikke klart, om Disney også har planer om at trække Fox-producerede film og tv-serier ud af Netflix og andre streamingtjenester som f.eks. HBO, men det er en mulighed, Disney har til enhver tid.
Fra et forbrugermæssigt synspunkt betyder det, at Netflix næppe længere vil være nok, og at man enten må vælge mellem Netflix eller Disney+ – eller punge ud for begge tjenester.
Disney var stort, før det købte Fox – ja, selskabet var stort allerede inden, det opkøbte Marvel Entertainment i 2009 og LucasFilm i 2012. Nu er Disney et monster, der får hæderkronede konkurrenter som Warner Brothers, Universal, Columbia og Paramount til at ligne de små fisk i dammen.
Det er anslået, at Disney efter købet af Fox kunne ende med at sidde på omkring 40 % af den samlede biografomsætning på verdensplan. Selvom det måske ikke er definitionen på et monopol, så bliver Disney så stort et selskab, at effekterne vil blive mærkbare overalt.
De andre større studier bliver nødt til at tage kampen op, og mange frygter, at det betyder et større fokus på franchises, fortsættelser og mega-event-film, mens mindre film og skæve idéer vil få det endnu sværere i Hollywood, end de allerede har det i dag.
Hvorfor tage en chance med en R-rated film, når det er PG13-filmene, der har bedst mulighed for at hive et stort publikum i biografen?
Og hvad med internt i Disney, der nu ejer en stribe titler og franchises, der ikke ligefrem hører til den børne- eller familievenlige afdeling?
Disney-bosserne er næppe dumme nok til at lægge franchises som f.eks. Alien eller Die Hard i graven, men igen: Pengene ryger hen, hvor der er størst sandsynlighed for at få dem tilbage mange gange.
Det bliver spændende at se, hvordan Hollywoods filmlandskab kommer til at ændre sig i de kommende måneder og år. Måske alle sortseerne tager fejl, og meget kommer til at blive ved det gamle.
Men i det mindste bør man som filmfan gøre sig selv den tjeneste at være bare lidt kritisk overfor en handel af så monumental en størrelse, som den, der netop er gået igennem i USA. Ikke at vi kan gøre en skid. Men vi behøver ikke ukritisk at klappe i hænderne ved tanken om X-Men møder Fantastic Four møder Avengers.
De våde superheltefantasier kan vise sig at være dyrt købte.
Månedens leder er skrevet af Mogens Høegsberg.
Film:
First Blood (Ted Kotcheff, 1982)
Triple Frontier (J.C. Chandor, 2019)
Bøger:
The Art of Star Wars (Carol Titelman & George Lucas, 1979)
The Art of Star Wars: The Force Awakens (Phil Szostak & Rick Carter, 2015)
Why Horror Seduces (Mathias Clasen, 2017)
Tegneserier:
Er Der Ikke Nogen der Gider Bolle Mig, Please (Gina Wynbrandt, 2016)
Strannik (Anna Rakhmanko & Mikkel Sommer, 2018)
