Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

Le notti del terrore

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Blandt de italienske zombierslaskere, der fulgte i kølvandet på Fulcis Zombi 2, er Le notti del terrore en stor klassiker.

Le notti del terroreZombiefilmen er en helt særlig type film, der har en popularitet, som overstiger langt de fleste andre horrorgenrer. Hvorfor er svært at sige, og blandt det efterhånden pænt store antal filmteoretiske værker, der beskæftiger sig med genren, bliver årsagerne til filmenes popularitet fortolket vidt forskelligt.

Eksempelvis har forfatteren Clive Barker – en af 80’ernes vigtigste skikkelser inden for horror – foreslået, at zombietilværelsen som sådan tilbyder en bedre skæbne end døden og glemslen, i det Barker opfatter som det post-kristne samfund. Om han har ret i dette er nok en smagssag, men det er i den tråd mange filmhistorikere arbejder, når zombiefilmene skal analyseres.

Tre kategorier

Helt overordnet falder den moderne zombiefilm i tre kategorier. For det første er der filmene i stil med George Romeros sociopolitiske tilgang, som vi eksempelvis ser det i økogyseren Non si deve profanare il sonno dei morti (The Living Dead at Manchester Morgue) fra 1974.

Dernæst er der de rendyrkede actionfilm, hvor det næppe lønner sig at søge efter alt for mange budskaber i handlingen. Denne del af genrens univers er vel bedst eksemplificeret gennem de film, der er blevet udsendt siden 90’ernes sidste del, og den populære Resident Evil (2002) er et meget godt billede på dette.

Den sidste kategori er de italienske zombiefilm, der blev indspillet i løbet af 80’ernes første halvdel. Denne særdeles lukrative niche i den italienske filmskat blev ansporet af Lucio Fulcis Zombi 2 fra 1979, der naturligvis stod i dyb gæld til Romero. Den helt store forskel var imidlertid, at Fulcis film kastede alle fine fornemmelser fra sig og leverede rendyrket splat. Det vandt point hos det italienske filmpublikum og filmen gik dermed hen og indtjente langt mere end Dawn of the Dead fra 1978, der var filmens primære inspirationskilde.

En stor klassiker

Med Zombi 2 lød startskuddet for en hel bølge af film der rullede ud af Italien, og de var stort set alle af uhyrlig lav kvalitet. Heri ligger imidlertid den charme, der efterfølgende har gjort disse film så populære, for i stedet for politiske holdninger og god underholdning, præsenterer de et ublu univers fyldt med blod og sex.

Det er film som spiller på de mest primitive elementer, og netop derfor er mange af dem også fantastisk underholdning. En af de suverænt bedste, når vi taler dårlige italienske zombiefilm, er Le notti del terrore fra 1981. Filmen har alt hvad en underholdende zombiefilm bør indeholde, og tilmed har den en sært dragende scenografi, der gør den til en stor klassiker.

Le notti del terrore blev instrueret af den yderst svingende sleazeinstruktør Andrea Bianchi, der var særdeles aktiv i den italienske genrefilms storhedstid. Desværre ødelagde et stort alkoholforbrug hans karriere, og instruktørens sidste produktion er fra 1993. Efter sigende har Bianchi tilbragt de sidste ti år i pendulfart mellem forskellige afvænningsklinikker, og det er næppe sandsynligt, han nogensinde vender tilbage til instruktørstolen.

Det kan nu også være godt det samme, for med Le notti del terrore har Bianchi skabt et vigtigt fikspunkt for zombiefilm i det hele taget, og derfor har han også indskrevet sig permanent i gyserfilmens store Hall of Fame.

Levende døde etruskere
Arkæologen Professor Ayres (Raimondo Barbieri).

Arkæologen Professor Ayres (Raimondo Barbieri).

Det hele begynder, da en vildmandslignende arkæolog undersøger en gammel etruskergrav, der ligger i nærheden af den kæmpevilla, han bor i. Nede i den gamle krypt vækker arkæologen intetanende de døde til live, og så har vi ellers balladen. De levende døde etruskere er alt andet end venlige, og de tænker kun på en ting; varme indvolde! Begærligt kaster de sig over den stakkels arkæolog, og mens zombierne flår hans tarme ud, forlader vi krypten og handlingen flytter sig til dagen derpå.

Selskabet ankommer.

Selskabet ankommer.

Tre par ankommer nemlig den følgende dag til arkæologens kæmpevilla. Angiveligt skal de besøge deres ven, men da han ikke er i huset, glemmer de ham hurtigt. Vennerne der ankommer, har ikke ret meget andet i tankerne end sex og fjas. De er da heller ikke meget mere end kommet inden for døren, før de første piger smider bluserne og lidt pikant softporn ruller over skærmen.

Der går dog ikke længe før vi ser mere til zombierne, den gamle arkæolog fik vækket til live. De udøde har i nattens løb forladt deres krypt, og nu myldrer de omkring i villahaven. Det betyder, at to af vores opstemte par render ind i zombierne, da de fjoller omkring i haven.

Belejret af zombier
Michael (Peter Bark).

Michael (Peter Bark).

Knap er vi kommet tyve minutter ind i filmen, før zombierne har omringet huset og fanget hovedpersonerne. Foruden seks voksne er der drengen Michael og en række tjenestefolk, som alle udgør perfekte ofre. Lidt atypisk for den sædvanlige zombiekanon har Andrea Bianchis levende døde forstand nok til at bruge simple våben, så det betyder, at de ret hurtigt bevæbner sig med haveredskaber og endda fremstiller en rambuk, de angriber villaens hoveddør med.

Belejringssituationen skal dermed tages ganske bogstaveligt. Zombierne bliver et grotesk billede på fortidens krigsførelse og takket være deres store antal, kan de stakkels mennesker ikke holde dem ude ret lang tid. Én for én falder vennerne for zombiernes glubske kløer, og da de levende døde først kommer ind i huset, bliver situationen desperat. Flugten fører de overlevende venner ud i landskabet, men her går det op for dem, at problemet åbenbart er alt andet end lokalt, for da de endeligt tror sig i sikkerhed, dukker de levende døde atter op.

Gode zombieeffekter
De døde rejser sig fra graven.

De døde rejser sig fra graven.

Le notti del terrore har fart på, og der går ikke længe, før den etablerer en særdeles fortættet og bloddryppende stemning. Både venner og tjenestefolk falder som fluer. Blod er der masser af, og der bliver absolut ikke sparet på kvalmende gut-shots. Dermed opfylder Bianchis film en af de vigtigste præmisser for en god zombiefilm, men dertil kommer at filmen er en visuel nydelse.

På trods af at den blev indspillet på et næsten ikke-eksisterende budget, skal man notere sig, at det var Mauro Gavazzi og Rosario Prestopino, der stod for make-up og speciel effects. Førstnævnte er der ikke meget at sige om, men Prestopino derimod var blandt andet en del af Lucio Fulcis designteam, og han arbejdede med på talrige af mesterinstruktørens produktioner.

De døde går til angreb.

De døde går til angreb.

Blandt andet film som Zombi 2, Paura nella città dei morti viventi (1980) og den navnkundige The Barbarians (1987). Det er da også med stor sandsynlighed Prestopinos bidrag, der driver en stor del af filmens visuelle udtryk. Uanset hvad, er der blevet gjort et fabelagtigt stykke arbejde, og Mauro Gavazzi såvel som Rosario Prestopino har sammen skabt et særdeles personligt zombielook, der ikke kan ses lignende noget andet sted. Når man ser disse levende døde stavre langsommeligt af sted med økser, leer og treforke i hånden, er det svært ikke at juble en lille smule af begejstring, for det er vitterligt et mareridtsagtigt syn der bliver fremvist.

Kultskuespiller
Zombies!

Zombies!

Skuespillerne der medvirker, har helt generelt ikke spillet med i ret meget. Flere har dog optrådt i en del genrefilm. Det største navn er utvivlsomt Karin Well, der spiller den slagkraftige Janet, og sammen med hende finder vi en anden scream queen i form af Anna Valente. Begge har medvirket i en ganske pæn del exploitation, og på nettet har de to damer i dag fået et stabilt fanklientel.

Den mest opsigtsvækkende skuespiller i filmen er imidlertid Peter Bark. Bark spiller den lille dreng Michael, der er søn af Janet. Michael er omtrent noget af det mest ødipale tilfælde, man nok til dato har set på film, og på trods af at det aldrig forklares hvorfor, er der flere scener hvori dette illustreres særdeles tydeligt!

Fra en af filmens visuelt stærkere scener.

Fra en af filmens visuelt stærkere scener.

Da Michael vender tilbage som levende død hen imod filmens slutning, når dette da også uanede højder. Det sexede mor-søn-forhold er ikke det eneste som tiltrækker sig opmærksomhed, for Peter Bark er i sig selv rent faktisk ganske fascinerende. Rollen han spiller er vel omkring 10-12 år gammel, men da Le notti del terrore blev indspillet, var Bark 25 år.

Det man skal forstå er, at Bark var en meget, meget lille og tynd ung mand. Af højde kan han dermed sagtens passere som barn, men i ansigtet ligner han en på 40. Det er derfor ganske absurd at se ham spille barn, og Michael kommer til at fremstå som en grotesk freak. Det er svært at beskrive med ord. Peter Bark skal opleves, og taget i betragtning at han aldrig medvirkede i mere efter Le notti del terrore, har den besynderlige mandsperson faktisk tiltrukket sig temmelig meget opmærksomhed på nettet. Flere sider har dedikeret plads til manden, og Peter Bark er nok i virkeligheden en af de få skuespillere, som fortjener at få det ellers så tyndslidte begreb “kult” påhæftet.

Luk zombierne ind!
Stol aldrig på munke.

Stol aldrig på munke.

Filmens svageste led er genreveteranen Piero Regnolis særdeles usammenhængende manuskript. Handlingen har flere logiske brister, og byder på en del helt vanvittige indfald. En af vores hovedpersoner træder således i en bjørnefælde anbragt i villahaven. Hvorfor der ligger sådan en fælde i græsset forklares aldrig, men det giver ganske belejligt de langsomme zombies lidt tid til at indhente de alt for hurtige ofre.

Et andet eksempel på filmens ufrivilligt komiske udvikling er, da en af de mandlige hovedpersoner siger følgende, mens zombiernes belejring af huset spidser til: “… They move so slowly, we can easily avoid the them… So we might as well let them in! “. Ja så let er der ikke mange zombier, der har det, og vores idiotiske hovedperson betaler da også hurtigt prisen for sit latterlige forslag.

Som det nok fremgår, er det et særdeles tåbeligt manuskript vi her har med at gøre, og det gør naturligvis filmen ret festlig. På den anden side er filmen så dynamisk og visuelt flot, at man faktisk kunne ønske sig, at historien havde kunnet stå mål med resten, for så havde vi uden tvivl haft den ultimative zombiefilm her.

Blandt de bedste
Mors barm er den sikre havn.

Mors barm er den sikre havn.

Le notti del terrore er brillant underholdning og blandt de bedste zombiefilm overhovedet. Den er ikke noget filmisk mesterværk, men den overgår alligevel stort set alt andet på grund af sin fantastiske sammensmeltning af alt det, vi elsker ved de italienske film. Det betyder dog også, at hvis man ikke er til netop den gren af zombiegenren, skal man holde sig langt, langt væk. Dette vil imidlertid være synd, for Le notti del terrore er Andrea Bianchis største værk, og den bør helt sikkert finde vej til alle sleazefans’ DVD-samling.

5 stjerner

Titel: Le notti del terrore
Andre titler: Burial Ground: The Nights of Terror (USA), Nights of Terror (UK), The Zombie Dead (UK), Zombie 3: Le notti del terrore (Italien), Zombie Horror
Instruktør: Andrea Bianchi
Manuskript: Piero Regnoli
Cast: Karin Well (Janet), Gianluigi Chirizzi (Mark), Simone Mattioli (James), Antonella Antinori (Leslie), Roberto Caporali (George), Peter Bark (Michael), Raimondo Barbieri (arkæologen Prof. Ayres), Claudio Zucchet (Nicholas), Anna Valente (Kathleen)
Producere: Gabriele Crisanti
Foto: Gianfranco Maioletti
Musik: Elsio Mancuso & Berto Pisano
Spilletid: 85 minutter
Aspect ratio: Anamorphic Widescreen 1.85:1
Lyd: Dolby Digital 2.0
Sprog: Engelsk
Undertekster: Ingen
Produktionsland, år: Italien, 1981
Produktionsselskaber: Esteban Cinematografica
Distributør (DVD): Shriek Show (USA)
Udgave/region: 1
hvid
Le notti del terrore er også udkommet på dansk region 2, hvor filmen er udgivet af Another World Entertainment (AWE) under den danske titel Zombie – Nattens terror.

Anmeldt i nr. 13 | 13/11/2006

Stikord: Hud, Italian Cinema, Splat, Zombier

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *