Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

Last Action Hero

Last Action Hero
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Den amerikanske actionfilms guldalder, som jeg argumenterer for løber fra 1982-1993, blev afsluttet med dette unikke mesterværk, hvor underholdning og en intelligent dekonstruktion af actionhelten og actiongenren gik op i en højere og skøn enhed.

“Tanken om en varmere og hyggeligere actionfilm virkede rigtig på det tidspunkt. Arkansas’ guvernør, Bill Clinton, havde netop slået George Bush i præsidentvalget i 1992, og medierne var fulde af historier om, at babyboomerne var ved at tage over efter krigsgenerationen, og hvordan Amerika bevægede sig i en antivoldelig retning.”

Det var til det landskab, det var i den tid, Last Action Hero ankom. Meget var sket siden 1982 og First Blood; meget var sket op igennem 1980’erne.

Hele metalaget i actionfilmen og i forhold til actionhelten var blevet tydeligere. Men hvad skete der så, når actionkongen, actionhelt numero uno, selveste Arnold, gik all-in på en familievenlig metaactionkomedie?

Publikum havde andre forventninger

Det gik – naturligvis, fristes man til at sige – ikke godt. Publikum var ikke klar på den slags. For dem var Arnold stadigvæk en af de hårde drenge, på trods af, at han allerede på det tidspunkt havde medvirket i flere succesfulde komedier – tænkt blot på Twins (1988) og Kindergarten Cop (1990).

Så det var ikke fordi, publikum ikke kunne lide Arnolds komedier. Nej, men når en filmtitel indeholder ordene “Action Hero”, og når den lanceres som årets helt store blockbuster, så havde publikum mere klassiske Arnold-forventninger, også når man tager med i betragtning, at Terminator 2: Judgment Day (1991) havde været en kæmpesucces.

At der også var sket et politisk skifte, og at man havde en anden tilgang til våben og vold (det kan man så spørge sig selv om man havde/har), hjalp så åbenbart ikke på filmens succes. Bevares, Last Action Hero tjente penge, men som Arnold selv siger:

“Men faktisk tjente Den sidste actionhelt penge; den var kun en fiasko i forhold til de forventninger, der havde været. Hvis jeg ikke havde været en stor stjerne, var der ingen, der ville have lagt mærke til det.”

En af de største filminstruktører – hvis I spørger mig

Der er skabt en masse myter omkring Last Action Hero. Om tilblivelsen, om tiden, hvor den udkom, om at den var en økonomisk fiasko osv. Og det er vigtigt, også for at forstå actionhelten, Arnolds rolle og hele blockbuster-konceptet.

Men det kan godt tage fokus væk fra, hvor fremragende en film det faktisk lykkedes for John McTiernan, Arnold og alle de andre at skabe.

Lad os lige dvæle kort ved John McTiernan. Hold nu op en filmskaber! Instruktøren bag Predator (1987), Die Hard (1988) OG Last Action Hero. Tre af mine all-time-favoritter og tre meget vigtige mesterværker i den amerikanske actionfilms guldalder.

Så for mig er han en af alle tiders vigtigste filminstruktører, selvom der nok ikke er mange, der vil give mig ret. Udover de tre mesterværker har McTiernan instrueret film som The Hunt for Red October (1990), Die Hard with a Vengeance (1995) og ikke mindst den undervurderede The 13th Warrior (1999).

Film skal naturligvis ses i kontekst, tiden den udkommer i og den tradition, den skriver sig ind. Men film kan også nydes som selvstændige værker. Og det vil jeg mene, mange glemte at gøre, da den udkom tilbage i 1993. Receptionen, kritikken blev formet af datidens holdninger, af datidens filmpolitiske landskab. Som Arnold selv er inde på, skyldes det jo også, at han netop er med i den.

En ægte fantasyfilm?

Hvis man ser på Last Action Hero, og ikke på de problemer, der var med at få den lavet, så er den spækket med både effektiv action og komedie, men den er i sin essens faktisk en rendyrket fantasy-film: En billet giver adgang til en anden verden, helten tager ind i den anden verden, og helten fra den anden verden kommer med ind i filmens “ægte” verden.

Det er forskellige verdener med forskellige fysiske love. Der er ikke drager og fangekældre, men der ikke desto mindre tale om fantasy. Metafantasy, som her hvor skurken Benedict fortæller om sine planer:

“Gentlemen. Since you are about to die anyway, I may as well tell you the entire plot. Think of villains Jack. You want Dracula? Dra-cool-la? Hang on, I’ll fetch him. Dracula? Huh. I can get King Kong! We’ll have a nightmare with Freddy Krueger, have a surprize party for Adolf Hitler, Hannibal Lecter can do the catering, and then we’ll have christening for Rosemary’s Baby! All I have to do is snap my fingers and they’ll be here. They’re lining up to get here, and do you know why Jack? Should I tell you why? Hmm? Because here, in this world, the bad guys can win!”

Tina Turner og Jack Slater

Last Action Hero starter lige på og hårdt: En skurk har taget en masse folk som gidsler, og det er op til superstrømeren Jack Slater at redde dagen. Vi er i et opskruet univers: Helten går på biltagene, han har MANGE våben og borgmesteren bliver spillet af selveste Tina Turner!

Det trumfes, da Arnold siger følgende til en strømer “You wanna be a farmer? Here’s a couple of acres!”, hvorefter han sparker ham i skridtet. På dansk har det fået denne herlige oversættelse af Henrik Thøgersen (nok vores bedste oversætter p.t.): “Vil du være pølsemand? Her er nogle ristede løg!”

Da Jack skal til at gøre det af med skurken, ryger fokus. Bogstaveligt talt. For vi er i virkeligheden i en biograf, og det vi lige har set, er slutningen på filmen “Jack Slater 3”. Allerede i denne scene fornemmer man en masse biografnostalgi: Den gamle smukke biograf er i forfald.

Vi møder knægten Daniel Madigan, der, udover en sovende ældre herre, er den eneste i biografsalen. Daniel løber gennem biografen, op til fremviserens rum, hvor han finder den sovende biografejer Nick, som Daniel vækker, og så ordnes filmen. Men der er den slut – det gør dog ikke noget, da Daniel har set den mange gange!

Nick lover Daniel, at han kan få en speciel oplevelse. Nick vil nemlig, om aftenen, vise Daniel den nye Jack Slater-film, før den får officiel premiere! Men først skal Daniel i skole.

Not to be!

I skolen fortæller læreren om Hamlet, som hun omtaler som “The first action hero”. Derefter viser hun et klip fra filmatiseringen, hvor Laurence Olivier spiller Hamlet. Mens klippet kører, begynder Daniel at dagdrømme, og snart er det Arnold (eller Jack Slater i Daniels univers), der indtager rollen som Hamlet!

Først hører vi den klassiske dybe mande-trailerstemme, der siger “Something is rotten in the state of Denmark, and Hamlet is taking out the trash” og efterfølgende “No one is going to tell this sweet prince good night.”

Arnolds/Slaters udgave af Hamlet har skydevåben og bomber, og han slutter da også klippet af med følgende replik, før han sprænger det hele i luften: “To be or not to be? Not to be!”

Nu ved vi, at Daniel for alvor søger tilflugt i filmens univers, og at Jack Slater er hans store idol. På grund af et møde med en indbrudstyv er Daniel lige ved at komme for sent til den ekstraordinære premiere. Men Daniel når det, og Nick står klar med gammeldags uniform og en helt speciel billet – bemærk for øvrigt, at der står “Pandora” på Nicks hat, ja, hvem sagde Pandoras æske?

Billetten skal efter sigende stamme fra selveste Harry Houdini! Da billetten rives over, ser vi noget magisk glimmer. Ja, nu kan fantasyfilmen for alvor begynde.

Daniel sætter sig ind i biografsalen, filmen går i gang, og endnu engang klipper vi til Slaters filmunivers. Vi ser, at den nye Slater-film er instrueret af Franco Columbo – kendere vil videre, at det også er navnet på én af Arnolds bedste venner, så der er lidt mere til metagryderetten.

Metasaxofonen

Vi møder nogle skurke, blandt andet den modbydelige Benedict – ja, han er en mand med britisk accent, og så ved vi jo godt, at han er skurk.

Kort efter møder vi Slater, der ankommer til sin grandfætters hus. Noget er galt; et par strømere er nemlig også kommet til stedet. Det viser sig, at der en bombe. Slater overlever, men grandfætteren og de to strømere dør.

Den ene af betjentene (en sort mand) siger endda, at der kun var et par dage til pensionen, og så kommer der den klassiske Lethal Weapon-saxofon-lyd. Mere meta! Vi husker jo nok, at Danny Glovers karakter i Lethal Weapon konstant taler om pensionen.

Det giver endda ekstra mening, når man tænker på, at Michael Kamen, der komponerede musikken til Last Action Hero også stod bag scoret til Lethal Weapon. Og for at det ikke skal være løgn, er det jo også Shane Black, der har været inde over historien til begge film.

Så kommer der nogle skurke, og Slater kører af sted. Og så sætter filmen trumf på: Skurkene kaster en stang dynamit efter Slater, Slater skyder til dynamitten, som skifter retning, og så bryder den gennem biograflærredet og lander inde i biografien! Tak for kaffe. Bemærk for øvrigt, at der står “Acme” på dynamitten, og at Daniel kort forinden havde stenet til noget TV med Road Runner. Ja, det hele giver mening.

Ind i fiktionens verden

Daniel forsøger at slukke dynamitten med sine popcorn, men lunten fortsætter bare med at brænde. Daniel løber, der kommer et glimt, og da Daniel slår øjnene op, ligger han i bunden af en bil. Slaters bil!

Så nu er Daniel havnet i filmuniverset. Og nu er vi omkring 28 minutter inde i filmen – altså Last Action Hero og ikke den fiktive “Jack Slater IV” fra filmens univers.

I Slaters univers er de fysiske love anderledes. Biler kan nærmest flyve, det hele har et lettere filmset-feel, og Sylvester Stallone spiller hovedrollen i Terminator 2: Judgment Day!

Da Daniel og Slater ankommer til politistationen, ser vi både Catherine Tramell (Sharon Stones karakter fra Basic Instinct (1992)) OG Roberts Patricks politimand fra Terminator 2: Judgment Day. Og en animeret kat og MEGET, MEGET andet.

For at gøre en lang historie kort, så bliver Daniel (der er bevidst om, at han er med i en film) en del af plottet i “Jack Slater IV” OG Slater bliver en del af det plot, der omhandler den magiske billet og Daniels univers.

Og så man godt tage en dyb indånding. Hvis man er blevet nysgerrig, så kommer man til at kunne læse meget mere om metalagene, og actionhelten, i min kommende fagbog, der har arbejdstitlen “Fra det første blod til den sidste actionhelt”, som, hvis alt går godt, udkommer i 2022, året hvor First Blood fylder 40 år.

Actionhelten

Men tilbage til Last Action Hero. Metalagene er, som man nok man nok kan fornemme, mange. De kommer både som meget tydelige og som mere subtile. Men kernen er i forhold til actionhelten: Daniel møder sit store idol, og det viser sig, at actionhelten ikke har de samme evner, da han kommer ind i vores verden.

For Daniel handler det om Jack Slater; for os handler det om Arnold, så allerede her er der et dobbelt lag. Og dem er der mange af filmen igennem – som jeg også har forsøgt at ridse op.

Alle disse intertekstuelle lege giver filmen kulør, og det gør, at man kan se den igen og igen. Men det rykker ikke ved, at filmen dybest set handler om at tro på sig selv, om at finde sig selv. Både for den ensomme filmnørd Daniel og for den ensomme actionhelt Jack Slater.

Det, og kærligheden til filmmediet, er filmens smukke fundament. At den så også er basalt morsom, spækket med fede one-liners, at den får skabt en fed fantasy-fortælling, og at der er lækre actionscener, er “bare” bonus.

Rendyrket mesterværk

Der er en fornem kontrast mellem filmens to universer: Den mørke, våde og realistiske skildring af New York og den solbeskinnede og over the top-skildring af Los Angeles. Det er enkelt og effektivt realiseret, og det giver tilskuerne, dig og mig, en helt speciel oplevelse.

Ja, det er et rendyrket intertekstuelt mesterværk OG en voldsomt underholdende filmoplevelse. Det er en dekonstruktion af actionhelten OG en hyldest til actionhelten. Kort sagt er det bare en fremragende og ganske unik filmoplevelse.

Og så giver jeg lige ordet til James Belushi, der dukker op til premieren på “Jack Slater IV” i klimakset til Last Action Hero. Belushi, som spiller sig selv, og som også spillede sammen med Arnold i Red Heat (1988), ankommer sammen med konen og siger følgende til journalisten:

“I’m not really a big fan of Arnold’s… She is, you know… Arnold really turns her on and I just want to be there when it happens.”

6 stjerner

Titel: Last Action Hero
Dansk titel: Den sidste actionhelt
Instruktør: John McTiernan
Manuskript: Shane Black og David Arnott efter en historie af Zak Penn og Adam Leff
Cast: Arnold Schwarzenegger (Jack Slater), Austin O’Brien (Danny Madigan), Charles Dance (Benedict).
Foto: Dean Semler
Klip: Richard A. Harris og John Wright
Musik: Michael Kamen
Spilletid: 131 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 1993

Anmeldt i nr. 186 | 13/04/2021

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *