Las Amantes del Diablo

Som så ofte før begynder det hele, da en letpåklædt ung kvinde må flygte gennem natten. Hun flygter hals over hoved fra et eller andet, som er lige i hælene på hende. Hvem ved vi ikke, men det må være en mand. Vi ser hans fødder og øjne.

Så får vi for første gang et grundigt kig på kvinden og opdager, at hun slet ikke er så ung endda. Hendes hår er gråt og ansigtet indfaldent. Noget har skræmt denne kvinde fra vid og sans, for det er ikke naturlig alderdom, der tegner sig i ansigtet på hende. Det er ælde påført gennem frygt.

Det får vi i hvert fald forklaret senere, da kvinden er undsluppet sin forfølger og nu ligger sikkert på et hospital i Madrid. Lægerne er bekymrede for hende. Hun var en godhjertet og smuk sygeplejerske før hun tog på ferie i en lille afsidesliggende turistfælde ved havet. Nu er hun et lallende grønsag, der kun kan fable om “amuletten”, “musikken” og “Sheeba” – eller “Hundjævlen”.

Pigens navn er Maria Salas, og noget frygteligt må være tilstødt hende i den lille by. Den der er mest fortvivlet over Marias situation er hendes søster Hilda. Hun kan kun se hjælpeløst til, mens søsteren lider. Dette ændrer sig dog, da Maria forsvinder fra hospitalet hvor hun er indlagt. Ingen ved hvordan hun forsvandt, og nu beslutter Hilda, at hun vil opklare mysteriet om søsterens skæbne.

Den skumle Dr. Nescu

Hilda drager til den lille kystby og begynder at mænge sig med de rige og rastløse. Der går da heller ikke lang tid før hun får kontakt med den besynderlige Dr. Tills Nescu, der er en berygtet skørtejæger, rig læge og “magiker”. Han har udviklet særdeles stærke hypnotiske kræfter gennem særlige studier, som han ikke ønsker at beskrive nærmere.

Disse hypnotiske evner er han dog ikke bange for at vise frem, og de er vitterligt ganske kraftige. Han kan få folk til at gøre hvad han ønsker, blot ved at stirre intenst på dem og vifte en ganske prangende amulet foran dem. Skulle det mon være den samme amulet som Maria fablede om i sine vildelser?

Hilda bliver interesseret, og snart begynder der at udvikle sig en romance mellem hende og Dr. Nescu. Her skal det dog indskydes, at vi nu ved at denne doktor er alt andet end en engel. Før Hilda kommer ind i billedet ser vi ham ofre en kæreste rituelt, og han opfører sig absolut ikke rart, så snart han ikke optræder offentligt. Tilmed går han klædt i barokke gotiske kostumer, og spiller orgel ud på de små timer om natten.

Dertil kommer at han lever i en ensom borg udenfor det lille ferieparadis, og har flere mærkværdige tjenestefolk, såsom en gammel asiat og en retarderet mandsling ved navn Juan. Meget suspekt, og flere folk fra egnen advarer da også Hilda mod at omgås doktoren.

Hilda, Carlos og Andrea

Advarslerne vil Hilda ikke lytte til. Hun vil finde frem til sandheden, men da hun nævner Maria over for Nescu, slår han sagen hen. Han har ikke set Maria længe, og af en eller anden grund tror Hilda på ham. Faktisk kommer det så vidt, at Hilda forelsker sig i lægen, og snart opfører hun sig som den pige, doktoren ekspederede til det hinsides kort før Hilda kom ind i billedet.

To personer er dog ikke blevet omtalt endnu. Den ene er Carlos, en ung læge fra det hospital, hvor Maria var indlagt. Carlos forelskede sig særdeles hurtigt i Hilda, da hun var i Madrid for at se til sin syge søster, og nu har han fulgt hende til den lille kystby for at hjælpe hende. Som en kælen skødehund følger han Hilda omkring og hjælper hende, hvor han kan. Carlos’ kærlighed til pigen er kun alt for tydelig, men hun har slet ikke øjne for ham. Kun Dr. Nescu kan holde på Hilda, og Carlos må se hjælpeløs til mens den ubehagelige kærlighedsaffære udvikler sig.

Den anden person er Andrea. Hun er Nescus sekretær og følger ham som en skygge over alt. Helt loyal er hun dog ikke overfor sin herre. Faktisk overværer vi ham true Andrea flere gange og advare hende om, at hun udmærket ved, hvad han vil gøre ved hende, hvis hun ikke adlyder ham.

Hvad det rent faktisk er, han kan gøre ved Andrea, finder man aldrig ud af, men Andrea er i hvert fald ikke i tvivl. Hun er skrækslagen og bliver rent faktisk nødt til at tage stoffer for at kunne klare presset. Det er ikke alt.

Andrea er nemlig lesbisk, og hun er lige så forelsket i Hilda som Carlos er det. Det betyder at hun ikke kan acceptere at Nescu indleder et forhold til pigen, men hvad kan hun stille op? Det store spørgsmål er nu om enten Carlos eller Andrea kan redde Hilda fra Dr. Tills Nescus klør. Ret hurtigt står det nemlig klart, at Nescu er en ond satanist, som har opnået grusomme kræfter gennem ofringer af smækre piger til Djævlen.

Grotesk sammenblanding af klichéer

Handlingen i José María Elorrietas Las Amantes del Diablo (Feast of Satan) fra 1971 er for så vidt rørende enkel. Det er en klassisk kriminalhistorie krydret med lige dele okkultisme og sex. Netop denne sammenblanding gør dog også filmen til en særdeles fornøjelig cocktail, og et ægte barn af sin tid.

Som sagt udspiller det meste af handlingen sig i et lille ferieparadis blandt rigmænd og solrige strande. Den labre Hilda, spillet af Krista Nell, smutter omkring i bikini det meste af tiden, og det gør alle andre kvinder i filmen sådan set også. Det hele er ren 70’er-idyl og et smukt tidsbillede. Mændene går omkring i spøjse jakkesæt og skjorter, der foruden at have flipper som når skuldrene, kun er knappet til navlen.

Den mest dekadente er dog Dr. Tills Nescu, spillet af Espartaco Santoni, der ligner en blanding mellem en alfons og en greve løftet direkte ud af en Hammer-film. Alene det at han bor på en borg og spiller orgel hver nat, omgivet af kranier og flagermus, men om dagen står på vandski og drikker store drinks med paraplyer i, er helt grotesk og en så bizar sammenblanding af klichéer, at man hverken kan grine eller græde.

Man sidder ganske enkelt med åben mund og polypper, mens denne burleske spanske omgang lummer satanisk sleaze løber over skærmen. Gys er der ikke ret meget af, men til gengæld bliver vi overlæsset med noget der tangerer softporn og masser af frække “glimt”, som bryster der lige anes eller liderlige bemærkninger. José María Elorrieta ved hvad der holder publikum fanget, men helt glemmer han dog ikke uhyggen og faktisk har hele slutsekvensen mange interessante træk.

Skifter gear

Filmisk fejler denne corny lille produktion ikke noget, og den sprudler af løjerlige indslag. Flere steder er der faktisk også tid til lavkomiske kommentarer og et billigt grin eller to på bekostning af den hjernedøde tjener Juan. Latteren og den lumre stemning forsvinder dog som dug for solen, da Hilda ankommer til borgen og vælger at flytte ind.

Med et skifter filmen gear og bliver en rendyrket gotisk tragedie. Forbilledet er entydigt de engelske Hammer-film, men det er set gennem spanske briller, med et varmblodet temperament man ikke ser i englændernes film.

Filmen tangerer en storladen tragedie, og når man er færdig med at grine af alle de vanvittige indslag, sidder man med en morbid historie ud af Poe-traditionen. Under den solvarme, spraglede 70’er-fernis gemmer der sig en sort perle, som vil glæde mange goth-fans. Djævlen selv og de sataniske elementer, som titlen lover os, ser vi ikke meget til. Præcis hvad det er for et “feast”, bliver heller aldrig afsløret, men det er en detalje som man nok ikke skal hænge sig i.

Masser at kigge på og grine af

Las Amantes del Diablo er nok i sidste ende ikke helt gyserfilm nok til at kunne blive kanoniseret som en klassiker. Den har ikke blod nok, og faktisk er den heller ikke helt saftig nok, hvad det seksuelle angår. Alt går dog op i en højere enhed, og når man først har accepteret at José María Elorrieta foretrækker at gå rundt om den varme grød, er det ganske ok. Der er masser at kigge på og grine af, og mange kedelige øjeblikke er der ikke.

Filmen trækker dog ud, og det tager Nescu lidt for lang tid at få Hilda med sig hjem til borgen. Her kunne et større persongalleri og flere dødsfald nok have lettet ventetiden. Det er der imidlertid ikke, og så må vi nøjes med det vi har.

Alle forventninger bliver dog indfriet, da klimaks nærmer sig, og her skal man virkelig glæde sig til en herligt kompromisløs slutning, der nok vil komme bag på selv de mest skarpsindige seere. Instruktør Elorrieta bryder nemlig her et par genrekonventioner, hvilket man kun kan tage hatten af for.

Las Amantes del Diablo kombinerer strandfest med gotisk Hammer-horror, og det ser man ikke ofte. Dertil kommer, at filmen rent faktisk vokser og modnes hen imod slutningen. Der er således ikke tale om rent affald, men en finurlig historie, der med sprælsk energi leverer en gammelkendt vare med små variationer.

Hvis alt dette lyder interessant, ser jeg ingen grund til, at man ikke skulle anskaffe sig filmen. Personlig er jeg glad for at den sataniske Dr. Nescu, den liderlige lesbiske sekretær Andrea og den forvirrede Hilda nu alle har fundet en plads i min DVD-samling.

Anmeldt i nr. 10 | 13/08/2006

Stikord: Lesbianisme, Satanisme