
De fleste tegneserienørder, mig selv inklusiv, kan nok huske, hvordan det var, dengang man gik i gang med at læse tegneserier. Enten sad man fastlåst på det lokale bibliotek, lånte tegneserier af sin fætter, sad på sine bedsteforældres loft og ledte sin fars gamle samling igennem, eller vandrede fra den ene brugtbutik til den anden. Eller man gjorde noget helt andet i “jagten” på nye tegneserier.
Tegneserien havde nemlig på den ene eller anden måde vakt en passion i den unge person, som efter nogen tid blev helt opslugt. Hvad enten det var af Anders And, Seriemagasinet, Knold og Tot, Tintin, Edderkoppen eller noget helt andet. For nogen forsvandt interessen så, da der begyndte at komme piger, druk og biler ind i billedet, eller andre blev bare ved. Nogle dyrker tegneserien som en anden religion, mens andre har et mere afslappet forhold til det. Når man er lille, sluger man det meste råt, og når man bliver ældre, og får en mere veludviklet nørdhjerne, begynder man at finde frem til de serier, man bedst kan lide.
Men der er ikke nogen definition, der kan indfange alle aspekter af tegneserienørden, som kan have mange ansigter: der er dem der sværger til gamle, klassiske serier som Anders And og Tintin. Så er der dem, der bedst kan lide amerikanske superheltefortællinger fra f.eks. Marvel eller DC. Og andre kan kun lide europæiske art house-serier eller lumre tegneserier, der for nogen kan erstatte et pornoblad (og ja, undertegnede har i sine unge år haft et godt øje til Druuna fra Morbus Gravis, hvilket jeg vil påstå de fleste mandlige tegneserienørder har haft).
Men som sagt er passionen det, der samler nørderne under ét, hvad enten det er nørden, som er storsamler, eller nørden, som bare godt kan lide at læse blade og albums, uden at have noget forhold til dem som samlerobjekter. Men for nogle bliver denne passion og glæde ved tegneserier til noget, som kommer til at hjælpe andre tegneserieelskere. Og en af disse personer er Lars Rasmussen.
Bedstemor med slag i og porno som hård valuta
Lars Rasmussen, som Planet Pulp har sat stævne en mørk i februaraften i Lars’ hjem et stykke nord for Århus, er en tegneserienørd, som virkelig har gjort et stykke arbejde for sin hobby: Lars startede for små fem år siden sit eget forlag, som en direkte reaktion på at bind tre i serien Marshal Blueberry ikke blev udgivet på dansk. Den frustration, Lars har ligget inde med, kan andre tegneserienørder sikkert også nikke genkendende til. For det er da belastende, at nogle af ens favoritserier pludselig stopper med at blive udgivet på dansk! Indledningsvist faldt snakken dog på, hvorfor og hvornår Lars begyndte at læse tegneserier:
“Jeg har ikke været ret gammel. Vi var nogle knægte, der kom hjemme hos min mormor, og hun havde et skab fyldt med tegneserier, som hun købte til os. Og der var bl.a. Tarzan, Sølvpil og Fantomet. Det var de klassiske drenge-tegneserier. Og ligegyldigt, om vi sagde, vi gerne ville have Edderkoppen, Superman, og andet i den stil, så valgte hun at overhøre det, og blev ved med at købe Sølvpil og de andre serier. Men vi læste jo det hele, så det var fint nok.”
“Og da jeg så var en syv-otte år, i slutningen af 70’erne, var det jo helt vildt hot med bog/bytte butikkerne, og vi havde faktisk et par stykker af den slags butikker i den lille by, jeg kommer fra. Og ham, hvis storebror der havde den ene af butikkerne, kendte jeg, og så begyndte jeg at hænge ud nede i butikken. Jeg var sådan lidt af en nørd. Når jeg havde fri fra skole var jeg enten på biblioteket for at låne de nyeste tegneserier – ham bibliotekaren var lige så nørdet som jeg, og han lagde de nyeste tegneserier til side til mig, og selv om man kun måtte låne fem af gangen, fik jeg lov til at tage 10 med – eller også var jeg oppe i byttebutikken og læse det nyeste.”
“Da jeg så blev 12-13 år, begyndte jeg at passe butikken for min kammerat, som på det tidspunkt havde overtaget butikken fra sin storebror. Så sad jeg der, fik stort set ikke noget i løn, men jeg fik lov til at være der, og det var det vigtigste. Så kunne jeg sidde og læse, og fik også lov til at tage blade med hjem, og så længe jeg ikke tog porno med hjem – som var det, der var penge i – sagde min chef/ven ikke noget.”
“Det var typisk lørdag formiddag, jeg sad i butikken, for der havde han tømmermænd, da han lige var nogle år ældre end mig. Men jeg sad også nogen gange i hverdagen og bare læste, for der kom ikke mange kunder. Men om torsdagen kom de fra den lokale håndværkerskole for at købe Weekend Sex og den slags blade.”
“Og så begynder det ellers for alvor. Jeg tager tasken over nakken med de blade, jeg havde læst, og tager bussen til Randers og Århus, hvor jeg så kan bytte. Hurtigt finder jeg ud af, at hvis min chef havde fire eller fem af det samme pornoblad, så gjorde det ikke noget, at jeg tog et enkelt eller to med hjem. Og pornoblade var hård valuta. Når jeg så kom til de andre butikker med 20 pornoblade, hvad enten det var Weekend Sex eller noget andet, så kunne jeg købe vildt meget, da de på det tidspunkt ikke regnede tegneserier for en skid.”
“Det hænger også sammen med, at tegneserierne på det tidspunkt blev trykt i virkelig mange eksemplarer – de blev jo trykt i 10- og 20000 eksemplarer, det er ikke som i dag, hvor 1000 er mange. Det betød så også, at mine porno-byt gjorde, at jeg fik en samling uden lige, men så gik det galt i 1988”.
Lars har en ret stor tegneseriesamling, som dog, af flere årsager, har ændret sig i løbet af årene. Når man spørger Lars, hvad hans favoritserie er, hvilket er et klassisk frygteligt spørgsmål at skulle svare på, får man da heller ikke noget entydigt svar. Men efter at Lars har tænkt sig lidt om, kommer han dog frem til, at serien Franka er hans favorit sammen med Blueberry. Men generelt er det helt tydeligt, at Lars har en svaghed for europæiske tegneserier fra 70’erne og 80’erne. Og så er vi tilbage ved 1988, hvor vi lige skal se, hvad det var, der gik galt.
At blive voksen – eller historien om at begå den samme brøler to gange
“Jeg blev ældre, og på det tidspunkt skulle jeg bruge penge til at gå i byen og den slags. Og jeg tænkte: nu er jeg blevet så gammel, og tegneserier det skal man ikke læse mere. På det tidspunkt var jeg også blevet lidt træt af Marvel. Alderen og det, at jeg ikke længere brød mig om Marvel, gjorde, at jeg solgte hele min enorme samling” (man fornemmer her på Lars, at det er et meget trist kapitel i hans liv, red.).
“Jeg gik ind i en bytteshop i Randers, og hvor har jeg fortrudt det mange gange, for jeg fik ikke en skid. Måske 5% af, hvad det rigtig var værd. Det var både album og blade, hele svineriet røg. Hold kæft, hvor har jeg fortrudt det. Jeg er 17, da jeg sælger hele skidtet. Efterfølgende, da jeg starter på handelsskole i Århus, er jeg ikke længere samler. Men jeg kan alligevel ikke holde mig væk, og i ny og næ læser jeg et Edderkoppen-blad eller noget andet. Det er bare sådan lige for at holde mig ajour.”
“Men lige pludselig skifter det. Marvel bliver i mine øjne bedre, og jeg tror det var lige før den mesterlige “Kraven-sagaen”, at jeg hoppede på vognen igen.” (Kraven er en af Edderkoppens utallige fjender, og “Kraven-sagaen” er en meget anderkendt fortælling som strakte sig over tre Edderkoppen-blade, helt præcist fra Edderkoppen 72-74 i 1990, red.).
“Jeg kunne ikke holde mig væk længere. Og så købte jeg Edderkoppen, Projekt X, og en masse andet, og så voksede det til endnu en stor samling. Men så gjorde jeg det sgu igen. I 1991 sælger jeg det hele igen – heldigvis havde jeg ikke helt så meget, som første gang, jeg solgte ud. Igen var det tankerne omkring min alder kontra tegneserier, der gjorde, at jeg solgte.”
“Så gik der et års tid, og så begyndte jeg så at købe igen. Jeg droppede tanken om, at man ikke kunne samle på tegneserier som voksen, og så har jeg ellers samlet lige siden. Og i årene op til, jeg mødte min kone, var jeg en hardcore samler: hold kæft hvor brugte jeg mange penge, og jeg skulle bare hente alt det tilbage, som jeg havde været så dum at sælge. Jeg væltede rundt i antikvarbutikker og købte, og købte og købte. Og det gjorde ondt, for på det tidspunkt var jeg stadig på SU.”
“Jeg blev så uddannet som HA i datalogi, og så gad jeg ikke læse mere. Men det gjorde så, at jeg fik penge mellem hænderne. Jeg gik fra SU til rigtig løn, flyttede i billig lejlighed med min kone ude i Brabrand, så der var masser af penge til tegneserier, for de mange penge skulle jo ikke gå til mad. Hold kæft, hvor jeg købte meget. Jeg abonnerede på stort set alt, måske på nær Min Hest.”
“Alt hvad der udkom, og når der kom et nyt album i de mange serier, jeg fulgte med, så købte jeg jo også det. Og siden 1991 har jeg ikke solgt ud… jo, Basserne solgte jeg, for jeg havde ikke plads. Jeg havde samtlige numre, og de fyldte helt vildt, der var omkring 450 numre på det tidspunkt, jeg solgte dem. Det havde også noget at gøre med, at vi i 2000 fik vores første barn, og så skulle jeg lige pludselig indskrænke min skabsplads, da der også skulle være plads til børnetøj i det rækkehus, som vi på det tidspunkt var flyttet ind i. Så der røg Basserne”.
Vi kigger os rundt i det lækre lokale, hvor vi sidder og snakker med Lars, for at få et indtryk af den samling, vi netop har hørt om. Den ene væg er fyldt med hylder, hvorpå alle Donovan Comics’ produkter ligger. På samme væg er der en montre fyldt med tegneserie- og filmmerchandise (som til dels er et levn fra dengang, Lars havde en butik med tegneserier og merchandise), og på modsatte væg er der så reoler fyldt med bøger (mest fantasy og heldigvis en masse R.A. Salvatore-romaner) og udenlandske tegneserier.
Den tredje væg er skjult bag et arbejdsbord, og på modsatte væg befinder rummets “alter” sig. I et stort skabt er der fyldt op med tegneseriealbums, og det er syn for guder. Foran skabet ligger der en stor bunke med nyere udenlandske tegneserier, som Lars har fået tilsendt af diverse forlag. Ned fra loftet hænger der også merchandise, og netop som mit blik bliver holdt fast af en Edderkoppen-figur, fortsætter Lars:
“Der er affugter på herude, og der er varme på. Der er 18 grader, og max 40 % luftfugtighed. Så det er der tjek på. Da jeg var færdig med min uddannelse troede jeg, som alle andre på mit studie, at jeg skulle have en direktørstilling. Men sådan er virkeligheden ikke. Jeg fik en snak med en studievejleder, som sagde, at jeg måske skulle skrue forventningerne en smule ned. Så jeg kom på nogle kurser, og endte med at ryge ind på et reklamebureau som desktopper, og senere fik jeg arbejde på et reklamebureau i Randers som produktionskoordinator, og efter noget tid gad jeg ikke det mere. Jeg ville hellere sidde og layoute ting og trykke og den slags. Og det gjorde, at jeg i ni år – fra 1998-2007- fik arbejde på et firma, som solgte reservedele. I dag er jeg så ansat i et firma, der sælger kontorartikler”.
Og det er et fuldtidsjob, så man må sige, at Lars har nok at se til med job, kone, to børn og et forlag, der kræver mellem 10 og 20 timers arbejde i ugen. Efter, at vi havde hørt, hvordan Lars havde ageret på jobmarkedet, var det tid til at vende tilbage til samler-snakken, som skulle lede frem til Donovan Comics.
Et forlag bliver til
“Da jeg samlede meget, kunne jeg godt mærke, at flere serier begyndte at droppe ud. F.eks. Sammy og Blåfrakkerne, som ikke er stor kunst, men jeg var helt pjattet med de to serier. Ridder Goodwill, der også stoppede, har jeg også altid været vild med. Og så var der selvfølgelig Blueberry, som jeg var helt tosset med. Og så stoppede den, og der manglede et bind.” (Det var serien Marshal Blueberry, der stoppede med bind to, og det var så bind tre, Lars ville give danskerne mulighed for at læse på dansk, red.)
“Det var ikke sådan, at der manglede mange bind, som eksempelvis med serien XIII, nej, det var ét sølle bind. Så jeg begyndte at skrive, og specielt Carlsen havde mig konstant på ryggen, og jeg ringede, skrev og spurgte, om de ikke ville udgive, men nej, det ville de ikke. Jeg blev tosset over det, og ville gerne selv udgive den. Min oprindelige plan var at gøre det allerede i 2000, hvor den udkom på originalsproget. Men jeg havde en knægt med kolik, så fik ikke rigtig søvn i et par år. Og så fik vi barn nr. to. Da han blev omkring et år, begyndte jeg at få overskud igen, og da var vi så fremme i 2004.”
“Jeg begyndte at ringe rundt til forhandlere, som fortalte mig, at jeg burde droppe projektet, da det ikke ville sælge. Men jeg ville gøre det, og var ude og låne 35.000 kr. – jeg blev røvrendt af forlaget, Dargaud, som godt kunne mærke, jeg var en grønskolling, så jeg fik lov til at betale ved kasse 1. En produktion koster i dag 25.000 kr., så jeg fik lige lov til at betale 10.000 ekstra” (De to beløb er begge inklusiv rettighederne og trykningen af 1000 eksemplarer, red.)
“Da aftalen om Blueberry var ved at komme på plads, skulle det gå stærkt. Jeg ringede i sin tid til Dargaud for at få rettighederne til Blueberry-albummet. De ville ikke forhandle med private, så da hun spørger, om jeg er momsregistreret, siger jeg naturligvis ja ja. Så ville hun have en mail den efterfølgende dag, så jeg havde travlt. Jeg skulle have et cvr-nr, lave en hjemmeside og finde på et navn.”
“Så jeg måtte ind og presse på for at få et web-domæne, og da det var gået i orden, ringede jeg ind til cvr, hvor de fortalte mig, at det tog 8 dage. Så jeg måtte finde på en løgnehistorie uden lige, og det endte med, at jeg fik det. Så på 48 timer fik jeg klasket den hjemmeside op, som er der nu, og så kom problemet: hvad fanden skal mit firma hedde? Og så kom navnet Donovan Comics frem som en panikløsning.” (Karakteren Blueberry hedder oprindeligt Michael Steven Donovan, og det er der navnet til forlaget kommer fra, red.)
Snakken faldt på arbejdet med at få rettighederne til serierne, og det kan være en meget besværlig affære. Lars har længe arbejdet på at få rettighederne til serien Jim Cutlass, men det er ikke så nemt:
“Jeg har ringet, skrevet og mailet. Men de er helt umulige at arbejde sammen med. Jeg ringer derned, kan ikke fransk, så det bliver på mit bedste skoleengelsk, og bliver svaret af en lind strøm af franske gloser, jeg ikke fatter. Jeg spørger, om jeg ikke kan blive stillet om til “udenlandske rettigheder”, men der plapres videre på fransk. Ja, hvad skal jeg sige? For helvede, hvis man har en “udenlandsk rettighedsafdeling”, så stil da om til den. Sådan var det konstant”.
Som Lars selv siger, kan han ikke tale fransk, så det er meget sjovt, at han står krediteret som oversætter på eksempelvis Ridder Goodwill 11, som vi har anmeldt her på Planet Pulp. Så det var på tide at finde frem til, hvordan han bærer sig ad med at oversætte fra et sprog, han ikke forstår.
At oversætte, uden at kunne det sprog, man oversætter fra
“Jeg vil ikke sige det er nemt. Efter udgivelsen af Blueberry, som jeg ikke har oversat, skulle jeg finde en anden løsning, da oversætteren af Blueberry ikke kunne bruges igen. Så jeg lavede en lille annonce på Seriejournalen, hvor jeg så fik flere henvendelser. Jeg sendte så en prøveside ud, tror det var fra Goodwill 11, der lige stod for døren på det tidspunkt. Der var så en pige, der meldte tilbage, som sagde, at hun kunne oversætte det hele, på nær en af taleboblerne, som hun ikke helt kunne finde ud af.”
“Så tænkte jeg, at der måtte være nogle online-oversætterprogrammer, og så fik jeg faktisk oversat den bobbel, som hun ikke kunne klare. Det var sgu da satans, at jeg kunne oversætte den, når hende, der kunne fransk, ikke kunne. Så jeg satte mig til at oversætte resten af siden, uden at kigge på pigens oversættelse. Og den oversatte jeg stort set lige så godt som hendes oversættelse, plus at jeg endda havde klaret den talebobbel, hun ikke kunne.”
“Så tænkte jeg også: det gider jeg sgu ikke betale penge for, når jeg selv kan. Så jeg valgte at prøve, og hvis jeg knækkede nakken på det, måtte jeg betale mig fra det. Og det gik, og jeg har faktisk fået ros for det: På Seriejournalen fik jeg 4 for min oversættelse.” (Der arbejdes med karaktererne 0-6, så man må sige at 4 er ganske godt af en mand, der ikke taler fransk, red.).
“Jeg tænkte bare: hold da helt kæft. Når jeg oversætter gennem den online-oversætter får jeg en omgang gebrokkent engelsk ud, men når man så har billederne at støtte sig til, er det faktisk ikke så svært, som man skulle tro. Samtidig har jeg også en støttepædagog, som ikke vil nævnes ved navn, der hjælper mig. Jeg har flere gange tilbudt at kreditere ham på albummet, men han siger pænt nej tak. Så I må ikke skrive hans navn, men I må gerne kalde ham en hemmelig KGB-agent. Det er også vigtigt, når man oversætter, at man holder sig til genren og mediet. Og måske derfor går det så godt for mig, da jeg jo kender meget til sproget i tegneserier”.
Da Lars så fik udgivet sit Blueberry-album, kunne man have forestillet sig, at det var det. Men sådan skulle det ikke gå, og det skyldes bl.a. Troldspejlet:
“Egentlig var det bare den Blueberry, jeg ville udgive og så stoppe. Men så kom Troldspejlet ind i billedet. Jeg havde ikke gjort andet, end at sende dem et eksemplar af albummet. Men så skrev de derinde, at det var Donovan Comics’ erklærede mål at udgive serier, der ellers var stoppet af andre. Og jeg skal love for, at det gav mig motivation. Og da jeg så fandt ud af, at Goodwill, en anden af mine favoritter, var stoppet, så var der ingen vej tilbage. Så jeg bestemte mig for, at hvis bare Blueberry kunne køre rundt, så udgiver jeg sgu en til. Og den gav overskud, så det gjorde jeg, og så har jeg bare taget en ad gangen.”
“Det hele kan lige og lige løbe rundt, men man skal bestemt ikke regne sin arbejdstid med. Jeg har ca. haft et overskud på 5000 kr. brutto, og så har jeg også nosset i det et par gange eller tre. Sandslotte (dansk tegneserie, red.), Mørkets datter (roman, tidligere anmeldt her på Planet Pulp, red.) og Last Hope (manga, red.) har samlet givet et underskud på 60.000 kr. Så der kunne måske havde været 20.000 kr. i overskud per år, hvis de bare var gået lidt bedre. Mange skriver til mig, hvornår næste bind kommer i XIII og de andre serier. Jeg vil gerne udgive dem nu, men det kræver tid og penge. Det er jo et enmandsprojekt, som kræver meget tid”.
Med hensyn til fremtiden er Lars ikke helt sikker på, hvad der skal ske. Eksempelvis ramte romanen Mørkets datter helt forbi publikum, så han tror ikke, at han tør at gå videre med romaner. Selvom han faktisk havde overvejet at få R.A. Salvatores romaner oversat til dansk. Da Planet Pulps udsendte udtrykker sin glæde ved tanken om Salvatore på dansk, siger Lars, at han faktisk allerede har folk, der vil hjælpe ham med korrektur. Så måske er det ikke helt umuligt.
Men ét er sikkert: Lars er ikke løbet tør for idéer, og han er stadig en samler. I Århus ligger der en del brugtbutikker, som dog mere eller mindre har det samme og til samme pris. Men i nærheden af Vesterbro Torv ligger der én med speciale i porno, hvor ejeren dog har en god viden om tegneserier. Så når Lars kommer forbi, sker der ting og sager:
“Det koster mig altid knapper at gå derind, fordi han ved, jeg er samler. Og så lægger han en bunke til side til mig. Der ligger bare det fedeste, f.eks. næsten urørt Marvel fra 1967, og mit mundvand begynder at løbe, og så køber jeg det hele. Og i dag har forhandlerne mere tjek på, hvad tegneserier er værd i forhold til dengang i 80’erne, hvor jeg stod i butik, og tegneserierne kun var et supplement til pornoen. Så når man kommer ned og ser et bestemt nummer af en serie, man gerne vil have, så knurrer man først over, at prisen er så høj, men jeg ender med at købe det alligevel”.
Og så er det, at snakken falder på de idéer, som Lars arbejder med:
“Jeg har masser. Der er mange ting, som mangler at blive udgivet, og en masse nye ting, som heller ikke bliver udgivet på dansk.” (Lars viser os et flot katalog, hvor han har sat mærker ved de ting, han godt kunne tænke sig, og det ser rigtig godt ud, red.). “Det vælter også ind med franske albums, og meget af det er godt nok lort, som de ikke kan få afsat andre steder, og så tror de, at ham tossen fra Donovan vil hoppe på krogen. Og de fleste af de albums er noget hø, men det er også små perler imellem.”
“Desværre er det sådan, at Carlsen napper rettighederne til de fedeste ting, og de udgiver ikke engang det hele. Men pointen er, at der er rigeligt at tage af, når bare jeg får tid og penge til det.”
Det kan virke som en overordentlig stor mundfuld at køre et forlag som en enmandshær. Og Lars har som sagt også trådt ved siden af et par gange, men alligevel har han en vilje, der får ham til at fortsætte. Eksempelvis lukkede han også sin tegneseriebutik Noorderzon, efter den kun havde været der et år. Det gik bare ikke. Men det virker ikke til, at Lars er blevet slået ud af kurs, men mere som om, han har lært af sine fejltagelser. For han ved godt selv, at det er de gange, han har satset, at det er gået galt. Men hvorfor fortsætter han så?
Passionen
“Og nogle gange, når det hele brænder på med jobbet, konen, børnene og skolebestyrelsen, så tænker man på, om det er det hele værd. Men så skal jeg bare sidde og læse en tegneserie, så ved jeg, det er rigtigt, det jeg gør. Og så hjælper det naturligvis også, når man får ros for sit arbejde, så kan det løbe koldt ned ad ryggen, når folk roser mig for at udgive netop deres favorit. Og det er fedt.”
Efter en hyggelig snak med Lars kunne vi begive os tilbage mod Århus med en god fornemmelse i maven. For det første er Lars en mand, der virkelig brænder for sin interesse for tegneserier. Han har masse fine anekdoter, en stor viden, og så har han det helt rigtige samler-gen. Men han er ikke bare en tilfældig nørd.
For Lars har valgt, at han aktivt vil tage del i den danske distribution af udenlandske tegneserier. Og hvad enten man bryder sig om Blueberry, Ridder Goodwill, XIII eller noget af det andet, Lars udgiver, så er det et initiativ, som bestemt er vigtigt at støtte op om. Og samtidig viser historien om Donovan Comics, at man faktisk kan udrette noget indenfor miljøet, hvis man har den rette passion og den fornødne arbejdsmoral. Så held og lykke med fremtiden skal der lyde til Lars fra Planet Pulp.
Udgivet i nr. 28 | 13/02/2008
Stikord: Interview