Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

La morte ha sorriso all’assassino

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Vi har her en af den slags små filmiske perler, der en engang imellem dukker op af den herlige italienske filmskraldespand. Jeg vil anbefale den på det varmeste.

La morte ha sorriso all'assassinoSå er det sørme blevet tid til at se på endnu en film af den fantastiske Joe D’Amato. Den italienske sleaze-instruktør, der har et stort antal af porno- og horrorfilm på sit CV. La morte sorriso all’assassino (engelsk: Death Smiled at Murder) er dog fra D’Amatos tidlige periode – før han blev indfanget af pornodjævelen – og er en metafysisk horrorfilm med et utal af slibrige elementer.

Titelrod

Men en lille detalje skal nævnes, før vi kigger på selve filmen, og den har med titlen at gøre. La morte sorride all’assassino er den originale italienske arbejdstitel. På DVD-coveret hedder den Death Smiled at Murder, men når man starter filmen, er titlen Death Smiles at Murder – en variant som f.eks. ikke er at finde på IMDb.

Forvirret? Det er jeg i hvert fald, og dette er en problemstilling man ofte møder, når man har med disse europæiske sleazeperler at gøre. For godt nok er den produceret i Italien, men den er blevet lanceret på det amerikanske marked. Så hvad skal vi egentlig kalde filmen? For den ene italienske titel er kun en arbejdstitel, og titlen på DVD-coveret er en lanceringstitel. Men når man slår den op på det troværdige IMDb, er den opført under den titel, som blev lanceret i Italien, nemlig La morte ha sorriso all’assassino. Derfor kommer den her til at hedde La morte ha sorriso all’assassino.

Manden med aliaserne

Som man ser i anmeldelsen af Porno holocaust (1981) benyttede D’Amato sig af en grotesk stor mængde af aliaser – og med La morte ha sorriso all’assassino figurerer den italienske spøgefuld under navnet Aristide Massaccesi. Det kan i øvrigt indskydes, at han også selv har filmet filmen, skrevet historien og har været med til at lave manuskriptet.

La morte ha sorriso all’assassino har også to forholdsvis store navne på rollelisten, nemlig Klaus Kinski og Ewa Aulin – den meget smukke svenske pige, vi tidligere har set i Candy (1968) her på Planet Pulp.

En syret indledning
Franz (Luciano Rossi) der manisk mumler i begyndelsen af filmen.

Franz (Luciano Rossi) der manisk mumler i begyndelsen af filmen.

Filmens indledning vil blive beskrevet meget præcist, da denne er meget kendetegnende for, hvordan hele formen, stilen og handling udformer sig. La morte ha sorriso all’assassino tager sin begyndelse i en krypt, hvor en sortklædt mand står og betragter liget af en ung kvinde. Manden begynder at tale ud i tomheden og det bliver klart, at den døde kvinde er hans søster.

Underskønne Greta (Ewa Aulin).

Underskønne Greta (Ewa Aulin).

Han knæler ved hendes side, og kameraet zoomer ind på mandens ene øje. Der klippes abrupt til en lyshåret kvinde, der giver manden fra den foregående scene en syngende lussing. Han river tøjet af hende, og snart ligger de på en seng. Hun skriger og prøver at slippe fri, og der klippes endnu engang. I næste scene ser vi den lyshårede kvinde ligge under en dyne, og manden ligger ved hendes side. Hun siger, at hun vil væk. Endnu engang klippes der, denne gang tilbage til den knælende mand i krypten.

Filmens syrede start tager endnu en drejning, da der nok engang klippes. Denne gang til et nærbillede af et insekt, som vi ser manden betragte igennem et forstørrelsesglas, og vi ser, at han og den lyshårede kvinde er på en græsmark. Hun kalder ham Franz og siger, at han skal prøve at fange hende, hvis han virkelig elsker hende.

Walter von Ravensbruck (Sergio Doria).

Walter von Ravensbruck (Sergio Doria).

Mens den melankolske og meget 70’er-agtige baggrundsmusik skaber lydsiden, ser vi nu Franz løbe som en liderlig hund efter kvinden – den kvinde der er hans søster. Pludselig står der en herre i et snehvidt jakkesæt foran kvinden. Han har det helt rigtige corny 70’er-look, som bliver fuldendt af et flot overskæg, og han smiler til kvinden. Pludselig sidder den nyankomne mand og kvinden på en bænk, hvor han kærtegner hende. Dette ser Franz på afstand, mens han gemmer sig bag et træ. Kvinden bemærker Franz og sender ham et længselsfuldt blik, hvorefter hun vender sig om mod den anden mand.

Der klippes tilbage til krypten og til et nærbillede af Franz. Herefter følger en montagesekvens, hvor der klippes mellem Franz’ øje og den løbende, lyshårede kvinde. Da denne sekvens slutter, ser vi et endnu nærbillede af den døde kvinde, der er identisk med den lyshårede kvinde og den Greta, vi møder senere.

Franz’ stemme bryder tavsheden og han siger, at de dræbte hende, og at han intet gjorde for at stoppe dem. Derefter begynder kameraet at køre rundt og i bevægelsen klippes der til et rullende vognhjul. Vi ser nu en hestevogn i fuld fart ride igennem en skov.

Ingen ordinær handling
En kusk med åben mavesæk.

En kusk med åben mavesæk.

Og så går filmens egentlige handling ellers i gang, efter den meget drømmende og virkningsfulde indledning – men hvis man tror at filmen bliver mere ordinær, kan man godt tro om igen. Hestevognen styrter lige foran et ungt par – hr. og fr. von Ravensbruck – der sidder og nyder deres kaffe i haven. Kusken ligger død, spiddet af en træpæl og hans indvolde er synlige.

Inde i vognen ligger der en besvimet lyshåret kvinde. Politiet ankommer, og det bliver nu tydeligt – med kostumer, navne og andre ting – at filmen foregår for lang tid siden i Tyskland – nok i begyndelsen af 1900-tallet. Kvinden vågner op, og en læge – spillet sublimt af Klaus Kinski – kommer for at tilse hende. Hun lider naturligvis af hukommelsestab og kan intet huske.

Sleazekongen Klaus Kinski i rollen som Dr. Sturges.

Sleazekongen Klaus Kinski i rollen som Dr. Sturges.

Da lægen er alene med kvinden beder han hende – igen, naturligvis, når vi tager genren og instruktøren i betragtning – om at tage tøjet af. Scenen er meget stærk, og vi følger både den liderlige læges blik, en tjenestekvinde der kigger ind gennem en sprække og den blonde kvindes blik, der iagttager lægen i et spejl.

Den centrale medaljon.

Den centrale medaljon.

Lægen lægger den halvnøgne kvinde på sengen, og vi ser et nærbillede af kvindens flotte kavalergang, hvor en medaljon er synlig. På bagsiden af medaljonen står der “Greta 1906”, og da lægen efterfølgende siger, at det var tre år siden, bliver det på en meget fin måde gjort klart, at vi befinder os i 1909. På medaljonens bagside er der også nogle underlige inskriptioner.

Lægen finder tilmed et gammelt ar på kvindens hals, og det hele bliver meget mystisk, da vi ser en kort scene, hvor Franz skærer en anden kvinde – tjenestepigen Gertrud der holdte øje med dem – på præcis samme sted. Men der klippes igen tilbage til lægen og Greta – som vi må gå ud fra hun hedder. Hun spilles i øvrigt meget flot og forførende af den underskønne Ewa Aulin.

Flere mystiske scener
Først er han der, så er han der ikke!

Først er han der, så er han der ikke!

Den mystiske læge tager af sted, men vil først se liget af kusken. Dernæst klippes der til tjenestepigen, som sidder på sin seng. Hun vender sig om, og der sidder Franz, men da kameraet zoomer ud, er han der alligevel ikke. Så ser hun ham i et spejl, og så er han væk igen. Dernæst klippes der til en mærkværdig scene, hvor vi ser Franz løbe på en græsmark. Scenen er filmet i frøperspektiv, og der er blevet brugt et specielt objektiv på kameraet, som får det til at se ud som vi ser det gennem et øje. Vi ser i samme scene Gertrud løbe på marken – i samme perspektiv.

Eva von Ravensbruck (Angela Bo).

Eva von Ravensbruck (Angela Bo).

Der klippes igen, og vi ser Gertrud – i et normalt billede – stoppe op ved et træ. Pludselig peger et gevær på hende – uden man ser hvem der har våbnet – og Gertrud fortæller, at hun ikke har sagt noget. Men geværet går af, og der vises et nærbillede af Gertruds blodige og ødelagte hoved.

Greta – der endnu ikke har fået sin hukommelse tilbage – bliver hos det unge par, som af en eller anden grund er blevet glade for Greta og nu vil holde en fest for hende. I mellemtiden ser man den underlige læge arbejde i sit kammer med mystiske ting.

Incest, begær, gotisk horror, magi og levende døde
Alle drømmer om Greta.

Alle drømmer om Greta.

Jeg vil ikke røbe mere af handlingen – f.eks. hvad Franz og lægen har med det hele at gøre – da meget af filmens styrke ligger i, hvad den enkelte beskuer kan komme frem til. Men de grundlæggende handlingselementer indeholder incest, begær – og specielt hvorledes begær kan opsluge det menneskelige individ – kærlighed og en gotisk form for horror med magi og levende døde.

Det stærke ved La morte ha sorriso all’assassino er, at de overnaturlige elementer aldrig forfalder til det platte, og at det hele formår at emme af mystik. Handlingen er mildest talt underlig – ikke rodet, vel at mærke – og det håber jeg da har været meningen, og derfor fremstår filmen også sær på en tiltrækkende måde.

Familien Ravensbruck på sengekanten.

Familien Ravensbruck på sengekanten.

Filmen er fyldt med mærkværdige blikretninger – her kunne man gå ind i en meget spændende analyse af de forskellige blikke, båder beskuerens og de medvirkendes, men det vil jeg lade være op til den enkelte at gøre og blot nævne muligheden, da filmen ikke kan forstås uden at tage blikretningerne i betragtning.

Desuden er der underlige klip, creepy nærbilleder og mange andre besynderlige virkemidler. Handlingen er som et puslespil, hvor der hele tiden kommer nye ting på, men som i de bedste Lynch-produktioner kan man aldrig skabe et endegyldigt svar på, hvad det er man ser. Kun en masse, fine hentydninger, der giver La morte ha sorriso all’assassino en meget kryptisk og uhyggelig karakter.

Hen mod slutningen begynder det hele naturligvis at give lidt mere mening, men den mening kommer kun frem, hvis man har været opmærksom igennem hele filmen – som det er tilfældet i de fleste giallofilm, hvor de psykologiske aspekter og bagvedliggende motiver ofte er meget groteske og voldsomme.

Stilen bærer det hele
Øjet der ser.

Øjet der ser.

Filmens visuelle side er en ren nydelse, og det bliver på fornemste bevist, at den gode D’Amato faktisk kan sit kram – han begyndte også som kameramand, før han blev instruktør og forfatter. La morte ha sorriso all’assassino er flot filmet, med mange gode nærbilleder, indramninger, fine kompositioner, specielle perspektiver og en fin brug af zoomeffekten, som vi jo alle ved var meget populær dengang.

Ja, man kan endda gå så vidt at sige, at det er stilen – mere præcist de fantastiske nærbilleder og det bevægelige kamera, som skaber filmens blikretninger – der bærer det hele. Lydsiden, der er en blanding af underlig støj og melankolsk musik, er meget effektfuld og understøtter den creepy og drømmende stemning som gennemsyrer hele filmen.

Dødens engel kom forbi.

Dødens engel kom forbi.

Og så skal man ikke glemme, at det er en D’Amato-film, hvor det liderlige og meget blodige – som er typisk for D’Amato – går hånd i hånd med det subtile, drømmende og meget skræmmende univers, som filmen skaber. Der er tale om erotiske scener, splattersekvenser, groteske og dekadente optrin, og til dette kan man også føje elementer fra giallogenren.

Som genre vil jeg nok betegne filmen som en metafysisk, gotisk horror-giallo, og det skal forstås på den gode måde, hvor La morte ha sorriso all’assassino inkorporerer de bedste elementer fra gotisk horror såvel som giallo og sammenstiller det med en overrumplende visuel stil og levende klipperytme.

Anbefales på det varmeste

La morte ha sorriso all’assassino er meget mere end ren exploitation. Vi har her en af den slags små filmiske perler, der en engang imellem dukker op af den herlige italienske filmskraldespand. Jeg vil anbefale den på det varmeste, og man bør gøre sig selv den tjeneste, at købe filmen med det samme.

La morte ha sorriso all’assassino er venligst stillet til rådighed af Xploited Cinema.

5 stjerner

Titel: La morte ha sorriso all’assassino
Andre titler: Death Smiled at Murder, Death Smiles at Murder, Death smiles on a Murderer, Sette strani cadaveri
Instruktør: Joe D’Amato
Manuskript: Joe D’Amato & Claudio Bernabei
Cast: Ewa Aulin (Greta), Klaus Kinski (Dr. Sturges), Luciano Rossi (Franz), Sergio Doria (Walter von Ravensbruck), Angela Bo (Eva von Ravensbruck)
Producere: Oscar Santaniello
Foto: Joe D’Amato
Klip: Piera Bruni & Gianfranco Simoncelli
Musik: Berto Pisano
Spilletid: 85 minutter
Aspect ratio: Widescreen 16:9
Lyd: Dolby Digital Mono
Sprog: Engelsk
Undertekster: Hollandsk
Produktionsland, år: Italien, 1973
Produktionsselskaber: Dany Film
Distributør (DVD): Japan Shock Video and Film Distribution
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 15 | 13/01/2007

Stikord: Gotika, Italian Cinema

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *