La montagna del dio canibale

Her har vi med en rigtig, eller i hvert fald næsten rigtig, eventyrfilm at gøre. En forsker er forsvundet i Ny Guineas jungle, og fordi hans ekspedition var ulovlig, er myndighederne ikke synderligt interesserede i at lede mere end højst nødvendigt efter den forsvundne akademiker.

Af den grund beslutter den forsvundne forskers kone Susan sig for, i samarbejde med forskerens bror Arthur, selv at begive sig ud på en redningsekspedition. De flyver således til Ny Guinea, men da de ikke har nogen særlige erfaringer med junglen, må de først skaffe sig en guide. Det får de i form af Professor Edward Foster – en personlig ven af den savnede forsker. Efter at en håndfuld bærere er blevet hvervet, kan rejsen begynde. Indledningsvist flyver de med helikopter så langt det er muligt, men så må selskabet forcere den tætte jungle videre til fods.

Kannibalgudens bjerg – dér må jeg hen!

Ingen ved præcist, hvad den forsvundne videnskabsmand søgte efter, men Professor Forster har en grum mistanke. Alt omkring den forsvundne ekspedition var omgærdet med mystik, og det leder Forster til den konklusion, at de må være draget til en hemmelighedsfuld ø, der domineres af bjerget Ra Ra Mu.

Derfor begiver Susan og hendes medhjælpere sig nu mod denne ø, men før de ankommer skal de gennem mange strabadser. Der skal rejses i kano, kæmpes mod krokodiller og diskuteres med de indfødte. Alt sammen i bedste eventyrertradition, men da de endeligt står for foden af det sagnomspundne bjerg, har meget ændret sig. Fortællingens tone er blevet en anden, og det uskyldige eventyr har fået beskidte overtoner, som kun italiensk film har kunnet levere det.

Løseligt oversat betyder “Ra Ra Mu” Kannibalgudens Bjerg. Det var der ikke nogen, som fortalte Susan og Arthur, da rejsen begyndte, men som ekspeditionen kommer frem gennem junglen, begynder flere og flere informationer at dukke frem. Bjerget skulle være beboet af den nærmest mytiske Puka-stamme, der er vilde kannibaler. Det tyder ikke godt, og mens det i filmens første halvdel primært er junglen, som sørger for at minimere antallet af ekspeditionsmedlemmer, begynder hvidmalede indianere nu også at angribe selskabet.

Det hele tegner til at blive en grim affære, og interne stridigheder får vores lille gruppe eventyrere til at gå i opløsning. Redningsmanden bliver imidlertid lægen Manolo, der slutter sig til gruppen under rejsens sidste del, og dermed kommer til at virke som den lim, der holder selskabet samlet. Undervejs har de fundet flere spor der peger på, at Susans mand rent faktisk er draget mod øen, og da de nu står for foden af Kannibalgudens Bjerg, er der næppe nogen tvivl om, at den forsvundne forsker har besteget bjerget. Hvordan historien udvikler sig videre herfra, skal ikke afsløres, men forbered dig på en saftig afslutning.

Eksperimenterer med genrekonventionerne

La montagna del dio canibale (Mountain of the Cannibal God som filmens internationale titel lyder) fra 1978, blev instrueret af Sergio Martino. Martino var en af den italienske genrefilms helt store navne, om end han altid har stået i skyggen af navne som eksempelvis Dario Argento og Mario Bava. Det er imidlertid ikke helt retfærdigt, for Martino var med til at udvikle mange af de genrer, som et meget stort antal andre instruktører kunne lukrere på.

Sergio Martinos bidrag til giallofilmens faste handlingsmønster er dermed ikke til at undervurdere, og en film som Lo strano vizio della Signora Wardh (The Strange Vice of Mrs. Wardh) fra 1971 var både tematisk og visuelt med til at skabe selve genren.

Som instruktør må Sergio Martino derfor regnes blandt den italienske genrefilms vigtigste, men han adskiller sig fra mange af sine åndsfæller på ét punkt. Martinos film eksperimenterer ofte med genrekonventionerne, hvilket de grundlæggende ganske konservative italienske instruktører ellers ikke var synderligt kendte for. En giallo som Morte sospetta di una minorenne (Suspected Death of a Minor) fra 1975 er et godt eksempel på dette, hvor lige dele politiaction og humor røres sammen med de traditionelle genreingredienser.

Et andet godt eksempel er netop La montagna del dio canibale, der snupper med arme og ben fra Hollywoods traditionelle eventyrerfilm, og blander det sammen med tidens særdeles populære kannibalfilm. Martino krydser med andre ord klassiske elementer fra 50’ernes og 60’ernes amerikanske junglefilm med hardcore exploitation. Det kommer der sådan set en del ret interessante ting ud af, men helt vellykket er eksperimentet ikke.

Svær kombination

Bag filmens manuskript stod Cesare Frugoni, og han har tydeligvis haft store problemer med at kombinere de to elementer. Det betyder, at filmens første del er rendyrket eventyr, hvor der immervæk sker en række brutale og blodige uheld, men egentlig exploitation er der ikke tale om. En indfødt mister en arm under et krokodilleangreb, og vi ser flere scener med dyr, der kæmper indbyrdes. Intet overgår imidlertid det, man senere kunne se i film som Cannibal Holocaust (1980) og Cannibal Ferox (1981).

Man kunne næsten gå så vidt som at sige, at den første del er ganske stueren. Og så dog, for man mærker, at der ligger død og ødelæggelse lige under overfladen. Da ekspeditionen endeligt ankommer til kannibalbjerget ændres filmens udtryk da også radikalt, og kommer ud af busken med det, der ellers kun har været antydet.

Nu ser vi glade indfødte, som vellystigt slubrer indvolde i sig, og dertil kommer en lang række af kannibalfilmens faste bestanddele. Vi ser en kastration, en voldtægt og generelt en hel masse ubehageligt blod. Smider man derudover et par orgiescener ind, hvor vi blandt andet ser en nøgen indfødt kvinde onanere og en anden, hvor en indianer tager en stor gris bag fra, bliver helhedsindtrykket pludseligt meget beskidt.

Faktisk er filmens sidste halve time et festfyrværkeri af ublu exploitation, og på trods af, at Sergio Martiono aldrig selv har været stolt af denne del, er det særdeles fornøjeligt at se. Navnlig den lille dværgkannibal bør trækkes frem som et særligt grotesk element.

Solide skuespillere

Alt dette kunne jo nok lyde som den typisk kannibalfilm, men det er det ikke. La montagna del dio canibale har nemlig et væsentligt fortrin frem for så mange andre, og det er, at der rent faktisk medvirker en del solide og interessante navne i filmen. I hovedrollen som Susan finder vi således den barmfagre Ursula Andress, der spillede Bond-baben Honey Ryder i Dr. No (1962), og her i Sergio Martinos film var hun bestemt ikke bleg for at smide kludene.

Blandt de mandlige medvirkende spiller Stacy Keach – der nok er bedst kendt som privatdetektiven Mike Hammer – Professor Edward Foster, og den forsvundne forskers bror Arthur spilles af Antonio Marsina, der tidligere primært havde slået sine folder i spaghettiwesterns. Lægen Manolo spilles af Claudio Cassinelli, der havde den mandlige hovedrolle i Martinos førnævnte Morte sospetta di una minorenne, og det er da også hovedsageligt fra politifilm og giallogenren, vi kender Cassinelli.

Tilsammen udgør dette firkløver et særdeles veloplagt skuespillerteam, der formår at føje intensitet og troværdighed til filmens krævende adventuredel. Her er der nemlig ikke ret mange saftige scener, der kan bære filmen, og derfor ligger arbejdet hos skuespillerne.

Meget tomgang

Det bringer os videre til det egentlige kritikpunkt, for på trods af de talrige gode scener, er der ret meget tomgang i La montagna del dio canibale. Der bliver brugt meget tid på at vise ekspeditionen trave gennem junglen, og de udfordringer, de møder, gentages flere gange. Cesare Frugoni, manuskriptforfatteren, har haft svært ved at finde en plausibel måde at udvikle filmens handling på, og det betyder at flere af ekspeditionsdeltagerne begynder at ændre adfærd, som historien skrider frem.

Der afdækkes en hel del mørke sider hos deltagerne uden at dette udvikles fuldt ud, og derfor virker det i sidste ende ufrivilligt komisk og forceret. Sergio Martinos film er derfor alt andet end elegant, og man fornemmer ret tydeligt, at handlingen er en sammenstykning af flere uafhængige idéer.

La montagna del dio canibale er ikke noget mesterværk og absolut ingen fejlfri perle, men den har sine stærke sider og må regnes blandt de vigtigste kannibalfilm. Det er derfor næppe heller overraskende, at Another World Entertainment har valgt at genudgive filmen under den danske titel Kannibalernes Dronning. Det betyder at filmen nu er lettere tilgængelig herhjemme end nogensinde før, og den er derfor helt sikkert værd at checke ud.

La montagna del dio canibale er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 13 | 13/11/2006

Stikord: Italian Cinema, Junglen, Kannibaler, Video Nasty