Lasse Grønborg
Ingen kommentarer

La maschera del demonio

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Mario Bavas La maschera del demonio er et mesterværk af en gotisk gyser, der spiller fermt på alle klichéerne.

La maschera del demonioJeg bliver nødt til at starte denne anmeldelse med at komme med en indrømmelse. Der findes nogle film, der af mange mennesker betragtes som mesterværker, som jeg altid af den ene eller den anden grund har undgået. Disse film er Psycho (1960), La maschera del demonio (1960) og The Dirty Dozen (1967).

Mulighederne for at se specielt de to sidstnævnte film har ellers været utallige, da de vel nærmest sendes på en eller anden TV-station minimum en gang om ugen. Men grunden skal nok findes i det faktum, at når en film af alle bliver udråbt til et mesterværk indenfor sin genre, og alle anmeldere hylder den, så bliver jeg hurtigt en anelse skeptisk.

Derfor har jeg bevidst undgået disse tre titler, og i tilfældet med La maschera del demonio er det direkte tåbeligt, da min DVD-samling består af flere af filmens instruktør Mario Bavas titler, hvor specielt Cani arrabbiati (Rabid Dogs) fra 1974 har en meget høj status. Derfor var det bare et spørgsmål om at slå til, da La maschera del demonio skulle anmeldes til Planet Pulp, og det var næsten med en form for ærefrygt, at jeg satte DVD’en i maskinen og gjorde mig klar.

I ledtog med Satan

Filmens prolog viser hvorledes Prinsesse Asa Vajda blev dømt for at være i ledtog med Satan og derfor først skulle bære Satans maske og derefter brændes, indtil kun aske var tilbage af hendes krop. Inden straffen eksekveres, når Asa dog at forbande sin familie og lover hævn overfor de kommende generationer. Da Asa og hendes håndlanger/elsker Igor Javutich skal brændes, begynder der at regne i en sådan grad, at gennemførelsen af ceremonien er umulig, hvorefter Javutich bliver begravet på den nærmeste kirkegård og Asa i sine forfædres grav under slottet, hvor familien er bosiddende.

Denne prolog er meget atmosfærisk med vindens lyde på soundtracket og tågen krybende hen over skærmen. Tilmed er prologen sikkert også ganske blodig for sin tid. Men den er i hvert fald en genial øjenåbner, der fik mig til at undre mig over, at jeg ikke havde fået set denne film før.

Herefter springer handlingen to århundreder, og vi følger de to læger, den unge Dr. Andre Gorobec og Dr. Thomas Kruvajan, der er på vej til en konference. Da de vil skyde genvej gennem en skov, ryger hjulet af deres hestevogn, og mens kusken sætter det på igen, beslutter de to læger at se sig omkring i den nærliggende ruin. Her finder de Asas grav og grundet et angreb fra en flagermus, får Kruvajan ikke bare åbnet graven, ødelagt det kors der skulle holde Asa indespærret, men samtidig skåret sig og blødt ned i graven.

Tilbage fra de døde

På vej tilbage til hestevognen møder Gorobec og Kruvajan den unge og smukke Katia Vajda, der er i familie med Asa og bor på slottet med sin far og bror. Gorobec lader sig betage af denne smukke jomfruelige kvinde og beretter, at de overnatter på den nærmeste kro om natten. Han håber selvfølgelig, at han får fornøjelsen af hendes selskab igen. Efter dette romantiske mellemspil viser det sig, at blodet fra Kruvajan har vækket Asa til live igen. Men for at hun kan genopstå, kræver det Katias krop. Derfor kalder hun på sin håndlanger Javutich, der, i en scene som kunne være taget fra Zombi 2 (1979), står op fra graven.

Katia lider af et tungt sind. Hendes far beder hende derfor om at rejse bort fra slottet og de mange triste historier, som det bærer på. Men det ønsker Katia ikke, da hun føler, at hun hører til der og ikke andre steder. Men det viser sig, at det ikke bare er Katia, og faderen kan mærke, at noget er under opsejling. Da faderen samme nat besøges af Javutich, er det kun ved hjælp af et kors, at den udøde holdes væk.

Det natlige besøg har dog konsekvenser for faderen, der er skræmt fra vid og sans. Katia husker sit møde med de to læger og beordrer straks en af tjenerne til den nærmeste kro for at hente dem. Men da tjeneren ankommer til kroen, er det i form af Javutich, der har myrdet tjeneren og overtaget hans plads. I stedet for at bringe Dr. Kruvajan til den skræmte fader, bliver han bragt til Asa, der hypnotiserer ham og via et kys forvandler ham til en af sine håndlangere.

Herefter tager Dr. Kruvajan på sygebesøg hos faderen og lover Katia og hendes bror, at blive der natten over og passe på den syge. Men næste morgen er Dr. Kruvajan væk og faderen er død. Det er nu op til den unge Gorobec at finde ud af, hvad der er sket med hans kollega, opklare mordene på tjeneren og faderen samt redde Katia fra Asa.

Mesterværk af en gotisk gyser

Lad det være sagt med det samme, La maschera del demonio er et mesterværk af en gotisk gyser. Den er fyldt med atmosfære og flotte billeder, og ingen klichéer er for fine til ikke at skulle inddrages, som f.eks. masser af spindelsvæv, tåge, faldefærdige gravpladser, et stort slot, den konstante lyd af vindens susen på soundtracket og hemmelige døre. Men det virker, og under hele filmen sidder jeg med en fornemmelse af, at dette ikke kan ende lykkeligt.

Der er en stemning af mørke og ondskab hele vejen gennem filmen. Specielt scenen hvor Javutich fører Dr. Kruvajan til Asa er mesterligt udført. Vi ser Javutich føre Dr. Kruvajan gennem nogle rum, og snart forlades de store trygge oplyste værelser til fordel for nogle små gange, der er helt mørke bortset fra den lille smule lys, som Javutichs lygte giver. Derfor må Dr. Kruvajan forsøge at holde trop med den ilende Javutich for at kunne se noget, men da han indhenter lygten, er Javutich forsvundet og lygten hænger frit i luften, indtil Dr. Kruvajan rækker ud efter den og lygten falder på jorden og slukkes. Dette er en meget stemningsfyld og uhyggelig scene. Men den er ikke alene, for filmen er fyldt med dem, og jeg vil ikke ødelægge flere ved mine sikkert kluntede genfortællinger.

Barbara Steele lyser op på skuespilfronten

Barbara Steele der spiller hovedrollerne som Asa/Katia er skræmmende god både som den djævelske Asa og den uskyldige Katia. Men denne tour de force fra Barbara Steele bliver ladt i stikken af de andre skuespillere, og filmens største problem er efter min mening, at mange af skuespillerne er for teatralske i deres roller. Det virker lidt som at se et gammelt teaterstykke, hvor rollerne skal være så tilpas overdrevet, at folk på sidste række også kan følge med. Dette betyder, at filmen kommer til at mangle det sidste for at kunne kåres som Bavas bedste film. Det er stadigvæk et mesterværk, lad der ikke være den mindste tvivl om dette, men når Mario Bava selv har sat niveauet så højt, er selv prædikatet et mesterværk nogle gange ikke nok.

På en medfølgende DVD er der dels dokumentaren Mario Bava – Maestro of the Macabre og et interview med Barbara Steele. Interviewet er ganske spændende, og dokumentaren er også anbefalelsesværdig for folk, der ikke kender så meget til Bava i forvejen. Men for de der har set hovedparten af hans film, er det begrænset, hvad dokumentaren byder på. En masse lovprisninger fra kendte amerikanske instruktører, for lange gennemgange af hvorvidt Friday the 13th (1980) og Alien (1979) har ladet sig “inspirere” af hans film og for lidt om privatmennesket Mario Bava; men måske et godt sted at begynde for Mario Bava-jomfruen.

Nu da jeg langt om længe har set La maschera del demonio, må jeg give folk ret i, at det er et mesterværk, så jeg burde nok lægge resten af min tvivl på hylden og få set Psycho og The Dirty Dozen. Hvilken kanal mon sender dem næste uge?

La maschera del demonio er venligst stillet til rådighed af Xploited Cinema.

6 stjerner

Titel: La maschera del demonio
Dansk titel: Djævelens maske
Andre titler: Mask of Satan, Black Sunday
Instruktør: Mario Bava
Manuskript: Ennio De Concini, Mario Serandrei og Mario Bava(ukrediteret). Baseret på en novelle af Nikolai Gogol. George Higgins (Engelsk Dialog)
Cast: Barbara Steele(Asa Vadja/Katia Vadja), John Richardson(Dr. Andre Gorobec), Andrea Checchi (Dr. Thomas Kruvajan), Ivo Garrani(Prins Vajda), Arturo Diminici(Igor Javutich/Javuto), Enrico Olivieri (Prins Constantine Vajda), Antonio Pierfederici (Præst)
Producere: Massimo De Rita, Lou Rusoff (U.S version), Samuel Z. Arkoff (Executive producer U.S. version)
Foto: Mario Bava
Klip: Ted J. Kent
Musik: Roberto Nicolosi, Les Baxter (US versionen)
Spilletid: 84 minutter
Aspect ratio: 1.66:1 anamorphic widescreen
Lyd: Engelsk mono, Italiensk mono. Italiensk 5.1 Audio
Sprog: Italiensk
Undertekster: Italiensk
Produktionsland, år: Italien, 1960
Produktionsselskaber: Galatea Film, Jolly Film
Distributør (DVD): RHV (Ripleys Home Video)
Udgave/region: 0

Anmeldt i nr. 15 | 13/01/2007

Stikord: Forbandelser, Gotika, Italian Cinema

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *