Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

La casa con la scala nel buio

La casa con la scala nel buio
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Lamberto Bavas omarbejdede TV-serie er blevet til en habil giallo, der dog er tæt på at blive langtrukken henover midten.

La casa con la scala nel buio (A Blade in the Dark)Lamberto Bava er søn af den kendte italienske kameramand og instruktør Mario Bava, og helt i sin fars ånd var en af Lamberto Bavas første film en hårdkogt giallo. Oprindeligt var han blevet hyret til at lave en lille miniserie til italiensk TV i fire afsnit, hvor hvert afsnit skulle rumme et mord. Da selskabet imidlertid så, hvad Bava havde brygget sammen, mente de, at resultatet var alt for voldeligt.

Bava måtte derfor tage sin TV-serie med tilbage til klipperummet, hvor den fik en overhaling og genopstod som en 110 minutter lang biografgyser. Flere steder i filmen kan man godt mærke, at der har været fusket en del rundt med filmrullerne, for mange scener virker en smule sammensatte og andre fremstår lange på en ikke helt hensigtsmæssig måde. Det færdige arbejde skal man dog ikke kimse af, for La casa con la scala nel buio, eller A Blade in the Dark, er bestemt en seværdig oplevelse.

Overholder genrekonventionerne

Filmen blev udsendt i 1983, på et tidspunkt hvor den italienske giallobølge var stagneret i det formsprog, som skulle blive gentaget igen og igen frem til slutningen af 80’erne, hvor der ganske enkelt ikke længere var et publikum til den slags film.

La casa con la scala nel buio overholder da også alle genrens konventioner – morderens identitet får vi først i filmens sidste minut, og der skal vel at mærke imponerende mange krumspring til for at det kan lade sig gøre. Selv morderens køn er vi i tvivl om, og derudover får vi naturligvis også en banal psykologisk forklaring på, hvorfor morderen er begyndt at myrde løs.

I La casa con la scala nel buio er forklaringen på morderens tilstand faktisk så absurd, at man med forundring må spole tilbage og høre forklaringen et par gange. Hvad baggrunden er, skal ikke afsløres, men lad det være sagt, at den involverer tennisbolde! Dertil skal nok tilføjes, at det manuskript Elisa Briganti og Dardano Sacchetti fik skrevet til filmen, er alt andet end perfekt.

Flere omstændigheder omkring morderens identitet hænger ikke sammen, da det endeligt afsløres, hvem der står bag alle filmens ugerninger, men det betyder ikke så meget. Man er underholdt uanset hvad. Elisa Briganti, men især Dardano Sacchetti, har i øvrigt været særdeles aktive manuskriptforfattere siden 70’ernes begyndelse, og man vil uden tvivl være stødt ind i mindst en af dem tidligere, hvis man blot har set en håndfuld af de klassiske spaghetti-exploitation.

Metalag
Bruno (Andrea Occhipinti).

Bruno (Andrea Occhipinti).

I La casa con la scala nel buio lejer den unge filmkomponist Bruno en stor villa et sted i de toskanske bjerge for at kunne arbejde uforstyrret på scoret til en gyser, som snart skal udkomme. Filmen han skriver til er brutal, og instruktøren Sandra mener, at Bruno er den helt rigtige til opgaven.

Det er Bruno selv nu ikke så sikker på, da han har en sensitiv natur og faktisk slet ikke er glad for mørke og uhyggelige ting. Arbejdet skrider planmæssigt frem, og gennem de bidder af musikken vi får lov at høre, er det helt klassisk italiensk gysermusik han leverer. Masser af synthesizer og underligt elektrokor.

Det interessante i denne sammenhæng er, at Brunos score flere gange får lov at optræde som kildemusik i filmen, og således sker det første mord til Brunos gysermusik. Brunos score går dermed hen og bliver en del af lydsporet til La casa con la scala nel buio, hvilket slet ikke er dårligt tænkt og meget godt udført. De egentlige komponister bag musikken er i øvrigt Guido og Maurizio De Angelis.

Huset som en stor del af filmen udspiller sig i.

Huset som en stor del af filmen udspiller sig i.

Det går hverken værre eller bedre, end at en række kvinder kigger forbi Brunos hus. Meget arbejdsro får han ikke, og da slet ikke efter at en nabo bliver dræbt, mens hun sniger sig rundt i villaen. Bruno selv forstår ikke, hvad der foregår, men som folk begynder at forsvinde omkring ham, går det op for ham, at der er en morder løs.

Rædselsslagen forsøger Bruno at finde hjælp, men da han ikke kan fremvise beviser for at der er sket noget morderisk, er der ingen hjælp at hente. De fleste fortæller ham, at det må være nerverne det er galt med – han arbejder jo på musikken til en gyser, og det slider på psyken.

Ubehagelige mordscener
Morderens første 'offer'.

Morderens første ‘offer’.

Da der ikke er ret mange som ved, at Bruno bor i den lejede villa, er der også et ret begrænset persongalleri i filmen. En del af de, der myrdes, må derfor hentes ind ude fra, hvilket kan virke lidt ufrivilligt komisk.

Smilet stivner dog hurtigt, når man først ser de ekstremt ubehagelige mordscener. Særligt scenen hvor en ung pige får trukket en klar plastpose ned over hovedet af morderen, som derefter smadrer hendes kranie mod en håndvask. Det ser meget, meget modbydeligt ud, og man kan ikke fortænke de italienske TV-producenter i at mene, at dette var lidt for stærkt til deres publikum.

Brunos efterforskning skrider langsomt frem, og han begynder at finde spor, der peger mod morderen. Den store villas tidligere lejer var en kvinde ved navn Linda, og som Bruno graver i sagen, bliver det klart, at denne kvinde var alt andet end normal. Spørgsmålet er så, om denne Linda kan være skyld i mordene. Bruno begynder nu et intenst efterforskningsarbejde, der snart fører ham ud, hvor han ikke kan bunde.

Klassisk manieret skuespilstil
Ingen hørte hendes skrig.

Ingen hørte hendes skrig.

De medvirkende i La casa con la scala nel buio leverer deres roller med den helt klassiske manierede stil, der kendetegner de italienske film fra denne tid, og når den samtidig er eftersynkroniseret til engelsk bliver det pludseligt svært ikke at smile, de steder hvor dialog og overdreven mimik går op i en højere enhed.

Kvinden belures.

Kvinden belures.

Både Andrea Occhipinti i rollen som Bruno og Anny Papa som filminstruktøren Sandra gør det dog godt, og man skiftevis irriteres og glædes over den uskyldige Brunos manglende forståelse for det, der sker omkring ham. Som en blind tumler han gennem filmens første del, uden så meget som at registrere de mystiske ting omkring ham. Dette er nok ikke helt troværdigt, men filmisk virker det godt.

Om de øvrige medvirkende er der ikke så meget at sige. De gør det, de skal, og en pige smider blusen på det rigtige tidspunkt. Præcis som sin far, er Lamberto Bava åbenbart godt klar over, hvad der sælger billetter.

Tæt på langtrukken
Kort før døden indtræffer.

Kort før døden indtræffer.

La casa con la scala nel buio er imidlertid ingen perfekt film, for som allerede nævnt i begyndelsen har den visse tempoproblemer. Den føles ikke dynamisk nok, og der bruges meget tid på gentagende scener, der ligner hinanden til forveksling. Dette skyldes utvivlsomt at filmen oprindeligt var tænkt som serie i flere dele. Her ville de mange ens scener ikke genere, men bare knytte de enkelte afsnit visuelt sammen.

... og så døde hun.

… og så døde hun.

Tanken bag filmen har nok været at skabe en langsomt dreven historie, der til tider eksploderer i grusom vold. Det lykkes sådan set også, men fordelingen mellem stemningsopbyggende scener og de konkrete mord er desværre vredet skæv. Der er alt for få mord i forhold til den tid, der bliver brugt på at skabe atmosfære i den store villa, og i sidste ende betyder dette, at man ikke ligefrem sidder og bider negle.

La casa con la scala nel buio er ikke en decideret kedelig film, men den kommer tæt på at være langtrukken. Dårlig skal man dog ikke kalde filmen, for visuelt er den glimrende, og de mord der bliver begået, er så bestialske, at det nok vil få de fleste voldsentusiaster til at klappe i hænderne.

Fabelagtig slutning
Filminstruktøren Sandra (Anny Papa).

Filminstruktøren Sandra (Anny Papa).

Dertil kommer at de sidste ti minutter er ganske, ganske fabelagtige. Her formår Bava med ét at kombinere finurlig psykologisk horror med rå vold, hvilket skaber et stærkt klimaks. Faktisk er filmens slutning så god, at man helt glemmer de lidt tamme passager hen over midten, og man kommer først i tanke om dem lidt tid efter. Bava er derfor undskyldt, for La casa con la scala nel buio kan vitterligt en ting eller to, men man skal ikke forvente et brag af en film.

La casa con la scala nel buio er alt i alt en hæderlig giallo, der leverer særdeles stærke mord. Det er hverken den bedste eller mest interessante film, men den planter sig som et solidt bidrag til genren. Hvis man således er parat til at vente på en håndfuld gode scener pakket ind i lidt uinteressant svøb, er La casa con la scala nel buio fin underholdning og igen: mordet på badeværelset er noget af det mest ubehagelige undertegnede har set på film.

4 stjerner

Titel: La casa con la scala nel buio
Andre titler: A Blade in the Dark, House of the Dark Stairway
Instruktør: Lamberto Bava
Manuskript: Elisa Briganti & Dardano Sacchetti
Cast: Andrea Occhipinti (Bruno), Anny Papa (Sandra), Fabiola Toledo (Angela), Michele Soavi (Tony Rendina), Valeria Cavalli (Katia), Stanko Molnar (Giovanni)
Producere: Lamberto Bava (producer), Mino Loy (ukrediteret producer), Luciano Martino (ukrediteret producer)
Foto: Gianlorenzo Battaglia
Klip: Lamberto Bava
Musik: Guido & Maurizio De Angelis
Spilletid: 110 minutter
Aspect ratio: Anamorphic Widescreen 1.85:1
Lyd: Stereo
Sprog: Engelsk
Undertekster: Ingen
Produktionsland, år: Italien, 1983
Distributør (DVD): VIPCO (UK)
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 12 | 13/10/2006

Stikord: Giallo, Italian Cinema

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *