Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

Kull the Conquerer

Kull the Conquerer
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Kull the Conqueror har præcis lige så meget charme og kvalitet, som et lunkent afsnit af Xena eller Hercules. En ildelugtende fejltagelse, som jeg håber alle de medvirkende skammer sig over.

Kull the ConquererDer er blevet lavet rigtig mange virkelig dårlige fantasyfilm, og Kull the Conquerer fra 1997 er bestemt ingen undtagelse. Fantasy har åbenbart været en svær genre at mestre at dømme ud fra det ret lille antal vellykkede film. Grunden kan muligvis ligge implicit i selve genren, da de fleste fantasyfilm ofte er ufatteligt pompøse og selvhøjtidelige, udstyret med et forholdsvis kompliceret plot, der helst skal antage episke proportioner og så et meget belastende pseudo-middelalderligt formsprog, der næsten ikke er til at bære.

Alt dette er imidlertid også træk, der belaster uhyggeligt meget af den fantasylitteratur, der som en jævn strøm er blevet spyttet ud som paperbacks siden 70’erne. Man kan derfor mene, at mange fantasyfilm sådan set bare prøver at efterleve genrens generelle konventioner, men det viser nok i det hele taget bare, hvor ucharmerende fantasy i store træk er.

Fra Conan til Kull

Der er dog også blevet lavet gode fantasyfilm, og Conan the Barbarian (1982) er netop et rigtig godt eksempel. Her formåede John Milius at skabe en meget troværdig film, der takket være en særdeles minimalistisk tilgang til genren fungerede perfekt. Man må nok heller ikke underkende, at Milius var forholdsvis tro overfor ånden i Conan-novellerne, for man kan beskylde Conans skaber Robert E. Howard for meget, men han undgik rent faktisk størstedelen af de kritikpunkter, der blev rettet mod fantasygenren ovenfor.

For at vende tilbage til Kull the Conquerer, så er karakteren Kull ligeledes skabt af Howard. Man kan faktisk kalde Kull en form for proto-Conan, for Kull-novellerne blev skrevet, før Howards historier om Conan. Conan-novellerne blev imidlertid en kæmpemæssig succes, og de har altid overskygget den langt mindre kendte Kull. Derfor er det næppe så underligt, at det først var i 1997, at verden kunne opleve en filmatisering af Kulls eventyr, men det kunne også være godt det samme, for filmen var nærmest dømt til at fejle på forhånd.

Ren udnyttelse af Howards gode navn

Kull the Conquerer blev instrueret af den alsidige TV-mand John Nicolella med et manuskript udarbejdet af den relativt ukendte Charles Edvard Pogue, der imidlertid året forinden havde vist, at han kunne arbejde med fantasygenren. Det var nemlig Pogue der stod bag manuskriptet til den ganske forfærdelige, men relativt succesfulde Dragonheart fra 1996.

Med Kull the Conquerer gik Pogue imidlertid galt i byen, for ikke alene valgte han at skrive sin helt egen historie, der kun benyttede navnene fra Howards noveller; han forsøgte heller ikke blot tilnærmelsesvis at udnytte novellernes stemning. Der er med andre ord tale om ren exploitation, hvor der bliver tærsket langhalm på Howards gode navn. Bevares, man genkender en enkelt scene fra Kull-novellen By This Axe I Rule!, men det er næppe nok til at kvalificere filmen som en egentlig filmatisering.

Dertil kommer, at skurkindens navn Akivasha, er hentet fra Conan-universet. Føjer man til alt dette, at instruktøren John Nicolella hverken havde nogen vision eller synderligt store ambitioner med Kull the Conquerer, er det alt i alt et ret tragisk produkt vi sidder tilbage med.

Fra barbar til konge
Den gamle kong Borna, spillet elendigt af Sven Ole Thorsen.

Den gamle kong Borna, spillet elendigt af Sven Ole Thorsen.

Filmen åbner en mørk nat, da barbaren Kull har besluttet sig for at søge ind i kongeriget Valusias hær. Det er general Taligaro ikke glad for. Kull er en simpel barbar fra Atlantis, og derfor skal han have en lærestreg. Der opstår med andre ord splid mellem de to fra filmens første øjeblik, men det skal blive værre. Med ét ankommer der nemlig et sendebud, som fortæller, at kong Borna er gået amok, og nu henretter alle sine nærmeste.

Kull (Kevin Sorbo).

Kull (Kevin Sorbo).

General Taligoro beordrer straks sine mænd hjem, og alle galopperer nu af sted for at berolige den gale konge. Kull løber også med, og her fører nogle forvirrede øjeblikke til, at Kull ved tilfældighedernes spil bliver den nye konge af Valusia. Det hele sker meget pludseligt, og Kull går fra at være en simpel barbar det ene øjeblik til at være konge over det mest civiliserede land i hele verden i det næste. General Taligaro havde selv regnet med, at han skulle blive konge når Borna en dag døde, så han er alt andet end lykkelig over måden, tingene har udviklet sig på.

Nu følger en tid, hvor vi ser Kull tosse lidt rundt i sit nye miljø. Der er meget barbaren skal lære, og gennem talrige fjollede scener gengives alle disse genvordigheder. Der bliver imidlertid også introduceret et kærlighedsforhold, for Kull har et godt øje til slavepigen Zareta, men han ønsker ikke at tage hende i kraft af sin ret som konge. Kull ønsker at Zareta skal forelske sig i ham som menneske, hvilket naturligvis danner basis for uendeligt mange patetiske dialoger og scener igennem hele filmen.

En diabolsk plan
General Taligaro.

General Taligaro.

Den nye konge er populær, men alt ånder ikke fred i Valusia. Mørke kræfter er på spil i form af dæmontilbederen Enaros, der efter lang tids søgen har fundet en måde at vække mørkets fyrstinde Akivasha fra hendes slummer i dødsriget. Det tager ikke lang tid for Enaros at sætte sin plan i værk, og snart befinder den smukke Akivasha sig atter blandt de levende, parat til at indtage tronen i Valusia.

I dette står Kull bare i vejen, så Akivasha smeder en diabolsk plan, der både involverer den gerrige tronraner general Taligaro og Kull selv. Via magi forhekser Akivasha nemlig Kull, så han vælger hende som sin dronning, og på bryllupsnatten fingerer den onde troldkvinde kongens død. Skylden falder på slavepigen Zareta, der bliver dømt til døden for at have forgiftet kong Kull. Akivasha sidder nu som enke tilbage med tronen, og så burde alt jo være godt.

Slavinden Zareta (Karina Lombard).

Slavinden Zareta (Karina Lombard).

Så let slipper man bare ikke af med en barbar. Akivasha myrdede ham nemlig som sagt ikke; hun bedøvede ham, og holder ham nu som sexslave i kælderen under paladset. Herfra lykkes det Kull at undslippe, og snart har han også befriet Zareta og taget flugten sammen med hende og hendes bror Ascalante.

Herfra begynder handlingen imidlertid at gå i opløsning, for først planlægger Kull at det lille selskab skal flygte mod nord, men snart står det klart, at de skal hente et eller andet højt oppe i ismasserne – hvad det er forklares først sent i handlingen, og hvorfor finder vi aldrig ud af. Da Kulls flugt bliver opdaget, sætter Akivasha alt ind for at indfange den undvegne barbar – ja, hun bruger faktisk irrationelt meget energi på den undvegne fange. Det hele ender, vanen tro, i et bombastisk opgør, hvor Kull må krydse klinge med Akivasha for at redde Zareta, der naturligvis er begyndt at elske ham oprigtigt i løbet af filmen. Hvad kan man sige – i bedste fald er det plat og uoriginalt.

Jammerdal
Overskurken Akivasha (Tia Carrere).

Overskurken Akivasha (Tia Carrere).

Kull the Conquerer er rent ud sagt en frygtelig film. Den fejler stort set på alle områder, lige fra historien til skuespillerne. Den største skyld for fadæsen må dog tilfalde instruktøren John Nicolella, der ganske enkelt ikke har formået at bruge sin fantasyverden til noget troværdigt. Hans ambition med projektet rækker ikke videre end et middelmådigt afsnit i én af de mange TV-serier, han har arbejdet på, og filmens effekter er pinlige computergenererede ting, der mildest talt er tåbelige.

Når han tilmed har valgt at bruge den talentløse flødebolle Kevin Sorbo i rollen som Kull, kan det næsten ikke blive mere tragisk. Sorbo er en håbløs skuespiller, der desværre belastede verden med sin fortolkning af Herkules i TV-serien Hercules: The Legendary Journeys, der løb fra 1995 til 1999. Denne serie gik samtidig med den lidt mere berømte Xena: Warrior Princess, der blev produceret fra 1995 og helt frem til 2001. Næppe forbløffende er det da også i disse to seriers ånd, at Kull the Conquerer er lavet, og man bemærker ikke nogen nævneværdig forskel mellem Sorbos Herkules og Kull.

Det elskende par, Kull og Zareta, med brormand Ascalante (Litefoot) i baggrunden.

Det elskende par, Kull og Zareta, med brormand Ascalante (Litefoot) i baggrunden.

De andre medvirkende er dog, præcis som Sorbo, alle medskyldige i filmens mange elendigheder. Det være sig lige fra de fælt overspillende biroller, som jeg ikke engang gider bruge tid på her, over den øretæveindbydende Karina Lombard, der spiller Zareta, til den komplet tåbelige Litefoot (et indianernavn) i rollen som Ascalante.

Hvis der er grund til at jamre over disse, er det imidlertid først med Tia Carrere i rollen som Akivasha, at vi møder den virkelige grund til at klage. Carrere sprutter og spjætter sig gennem rollen som den über-onde dæmoniske heks, der delvist hader og elsker Kull. Det gør hun så latterligt, at det halve kunne være nok til at ødelægge en karriere. At hun har klaret sig gennem en hel del film og TV-serier efterhånden, kan ene og alene tilskrives det faktum, at hun ser godt ud, for nogen skuespiller er hun ikke.

Skrækkelig fantasy
En digital dæmon sætter kronen på værket.

En digital dæmon sætter kronen på værket.

Kull the Conquerer er en tragisk film, der på alle leder og kanter viser hvor skrækkelig fantasy er, når det bliver lavet dårligt. På en eller anden måde lader det til, at sci-fi har det meget bedre under dårlige vilkår end fantasy, men hvad det så skyldes, skal ikke kunne siges.

John Nicolellas barbarfilm har præcis lige så meget charme og kvalitet, som et lunkent afsnit af Xena eller Hercules, og den fortjener ikke at blive regnet som stort andet end et trivielt spin-off projekt, skabt for at koge nogle dollars ud af Robert E. Howards popularitet og Kevin Sorbos hastigt falmende stjernestatus.

Undgå denne film så længe du kan, for medmindre du gerne vil udsætte dig for jammerlig fantasy af værste skuffe, uden underholdningsværdi overhovedet, er dette en ildelugtende fejltagelse, som jeg håber alle de medvirkende skammer sig over.

1 stjerne

Titel: Kull the Conquerer
Instruktør: John Nicolella
Manuskript: Charles Edvard Pogue
Cast: Kevin Sorbo (Kull), Tia Carrere (Akivasha), Thomas Ian Griffith (General Taligaro), Litefoot (Ascalante)
Producere: Rafaella De Laurentiis (producer), Hester Hargett (co-producer), Arthur Lieberman (associate producer), Beverlee Dean (executive producer), Jeff Franklin (executive producer), Steve Waterman (executive producer)
Foto: Rodney Charters
Klip: Dallas Puett
Musik: Joel Goldsmith
Spilletid: 96 minutter
Aspect ratio: 2.35:1 Anamorphic widescreen
Lyd: Dolby Diguital 5.1
Sprog: Engelsk, spansk, fransk
Undertekster: Engelsk, spansk
Produktionsland, år: USA, 1998
Produktionsselskaber: Korsala Productions, Rafaella De Laurentiis Productions
Distributør (DVD): Universal
Udgave/region: 1

Anmeldt i nr. 16 | 13/02/2007

Stikord: Barbarer, Fantasy, Robert E. Howard

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *