Michael Gylden-Damgaard
Ingen kommentarer

Krøniker fra Kvæhl

Krøniker fra Kvæhl
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Dennis Jürgensen har med Krøniker fra Kvæhl skrevet det, der kan betegnes som en dybt forskruet, pre-teen fantasykomedie. Stor litteratur er det ikke, men det er unægtelig underholdende.

Krøniker fra Kvæhl bd. 1: Knusum Kranikum”Bare jeg stadig havde min Slim-kasket!” var det første, der strøg gennem tankerne, efter at have genlæst første bind i Dennis Jürgensens Krøniker fra Kvæhl-pentologi. Knusum Kranikum var dengang i 1988 en helt uhyrlig introduktion til et fantastisk univers, både hvad angik dystre stemninger, dybt karikerede figurer, humoristiske kommentarer og fabelagtige klichéer. Og 17 år senere har det ikke ændret sig en smule.

Planer om udødelighed
Dennis Jürgensen (f. 1961)

Dennis Jürgensen (f. 1961).

Krøniker fra Kvæhl omfatter fem bind; Knusum Kranikum (1988), Vampyrtroldene (1988), Æzurhvin slår til (1988), Heksens Ansigt (1990) og Lusingandos fælde (1990).

De udgør en afsluttet historie om de to børn Arnold og Catharina og deres oplevelser i henholdsvis deres egen verden og i det mystiske og mørke fantasylignende univers, de har fået evnen til at besøge, nemlig rædselsriget Kvæhl.

I Kvæhl er der noget ondsindet på færde. Den paranoide og vanvittige (og vanvittigt sjove) vampyrdæmon Knusum Kranikum har planer om udødelighed. Opskriften på den slags er det kun heksen Sejd, der ligger inde med, og de to slår en handel af: Hun brygger en udødelighedsdrik til ham, og han tager livet af kongen af Hegemonien, Diluvium Dratterdrøvel. Easy as pie, skulle man tro, men nej.

For det første skal der bruges en såkaldt Dragehalespids til drikken. Og for det andet skal der bruges to børnekranier, der skal tilhøre en dreng og en pige fra en anden verden. Vupti – Instant-IntrigueTM. Derfor har Sejd givet Arnold og Catharina evnen til at krydse mellem de to verdener og, som tegn på dette, fjernet deres navler.

Farverigt persongalleri
Krøniker fra Kvæhl bd. 2: Vampyrtroldene

Krøniker fra Kvæhl bd. 2: Vampyrtroldene.

Og så går den vilde jagt ellers. I løbet af de fem bøger udforsker de aldersmæssigt ubestemmelige unger henholdsvis Kvæhl og deres venskabsforhold, mens situationen i Knusum Kranikums hovedkvarter Sylegård udvikler sig i trit med, at hans horder af meget stærke, men utroligt inkompetente vampyrtrolde hverken er i stand til at skaffe Dragens Halespids, de to børn eller kong Dratterdrøvels hoved på et fad.

Allerede i Knusum Kranikum introduceres de fleste af seriens hoved- og bipersoner. Udover vampyrdæmonen og heksen møder læseren ulvemanden Lusingando, der fungerer som Knusum Kranikums rådgiver/intrigante hofsnog. Og som enhver hofsnog med respekt for sig selv, er han selvfølgelig ude efter tronen i Kvæhl, og udsætter da også sin herre for et par fejlslagne attentater i løbet af serien.

Derudover er tronen desværre beskyttet af stendragen Gøler Den Vagtsomme, der udover at komme til live og bide hovedet af tronranere, også viser hr. Kranikum, hvornår Arnold og Catharina befinder sig i Kvæhl.

Slutteligt skal Kryb nævnes – eller rettere, Ebenezer Garvenholz. Kryb kaldes han kun af Knusum K., som han modvilligt tjener, og har tjent lige siden han selv blev drukket af vampyrdæmonen. Han fungerer ofte som temperamentsventil for sin brølende og spyttende herre (eller ‘den savlende og skrigende idiot’ som Lusingando kalder ham), men agerer desuden også ‘comic relief’ for læseren. Og selvfølgelig viser Ebenezer sig at være langt vigtigere end man skulle tro…

Tykskallede fjolser
Krøniker fra Kvæhl bd. 3: Æzurhvin slår til

Krøniker fra Kvæhl bd. 3: Æzurhvin slår til.

Udover disse figurer stifter læseren ofte bekendtskab med vampyrtroldene – en slags større, stærkere og dummere versioner af klassiske fantasy-orker. De skændes og slås konstant og er ligesom deres herre faktisk skidesjove. Gennem hele serien konkurrerer Banders sjak og Svovlers sjak om at blive Herrens favoritter og dermed blive dræbt hurtigst, hvis den dag skulle komme.

Det er altid disse tykskallede fjolser, der bliver sendt ud på missionerne, hvad enten det er at fange børn, hente dragehalespidser, fortrylle kaostrolde (Knusum Kranikums plan er simpel: “.. pand ham ned og tving ham!”) eller at fange de såkaldte saprofytter.

Og saprofytterne er et helt kapitel for sig – små halvorganiske skovvæsner med barket hud og græshoppestemmer fra landet Prosodia. De viser sig at være på Arnold og Catharinas side, eftersom de er en uddøende race pga. vampyrdæmonens tørst efter deres yderst delikate blod. Selvom deres styrke er deres intelligens (de er på mange måder vampyrtroldenes modsætninger), bliver de taget til fange hele tiden, og må reddes af de to børn.

Blod og sølv

Krøniker fra Kvæhl bd. 4: Heksens Ansigt.

I kongeriget Hegemonien udspiller der sig et parallelt forløb. Diluvium Dratterdrøvels yndlingsfarver er rød og sølv, hvor førstnævnte ses i overflod på byens skafotter og sidstnævnte i hans eget skatkammer, hvor grådighed er konge. Dratterdrøvel var engang gift med Sejd (før hun blev så hæslig, at man forvandledes til sten, hvis man så på hendes ansigt), men grådigheden fik hende dømt som heks og landsforvist.

Sideløbende med Lusingando og Kryb i Kvæhl, finder læseren her rådgiveren/hofsnogen Prospor Kummerleben og butleren Zpringer, der udfylder mere eller mindre samme rolle som deres modparter. Kummerleben skummer fløden, og ophober mængder af sølv uden kongens viden, mens Zpringer gør sin pligt om dagen og flænser struber som varulv om natten.

Problemet med kongestaden Cinnober er nemlig, at den er overrendt af varulve. Det er igen heksen Sejd, der har været været hurtig på forbandelsesaftrækkeren og sendt den første varulv til Cinnober for engang at ramme kongen; hvis han selv forvandles, er alt hans dyrebare sølv værdiløst.

Nær enden af serien – hvor de to riger går i krig med hinanden med hver deres monsterhær (den ene bestående af vampyrtrolde, den anden af varulve) – er situationerne i både Kvæhl og Hegemonien da også ændret en hel del.

Arnold og Catharina har skiftevis flygtet fra den sikre død i både deres egen verden og Kvæhl, reddet saprofytter og fået Sejd med på deres side, mens Lusingando og Kummerleben efterhånden er kommet så langt ud, at de ikke længere kan bunde. Ja, selv Knusum Kranikum går tilsyneladende til i slutningen af Heksens Ansigt.

Humor på højt plan
Krøniker fra Kvæhl bd. 5: Lusingandos Fælde

Krøniker fra Kvæhl bd. 5: Lusingandos Fælde.

Hvordan det hele spænder an og ender, må I selv læse jer til. Men der er ingen tvivl om Krøniker fra Kvæhl er letlæselig underholdning og udgør en perlerække af fantastiske små og utroligt komiske tableauer i form af idiotiske vampyrtrolde, rødglødende vampyrdæmoner og andre finurligheder. Sproget er let og ligetil, selvom man godt i dag kan mærke den tidsmæssige afstand til sjællandsk slutfirser-slang.

Dennis Jürgensen bruger ikke lang tid på beskrivelser af omgivelser og overlader meget til læserens egen fantasi. Det kan man holde af eller lade være, men det gør i hvert fald handlingen støt fremadskridende, og levner mere tid til det som det nok i virkeligheden handler om, nemlig klovnen Knusum Kranikum og hans vanvittige vampyrtrolde. Det er dem, man husker når sidste blad er vendt og det er også i høj grad dem, man vender tilbage til.

Et enkelt eksempel kunne være dette, hvor troldene er på jagt efter et magisk stof, der kort sagt kan fange Sejds øjne og sjæl i en krystalkugle. De befinder sig uden for hendes hus:

“Der gik lidt tid. Så blev døren sparket op med et brag.
– Hvem går først ind? spurgte Grak.
– Ikke mig, svarede Uhl bestemt. – Det hus er forhekset.
– Ja, måske bli’r man forvandlet til et eller andet ulækkert, sagde Fæk.
– Hvis det er rigtigt, så må du da ha’ været her før! sagde Løx.
De andre trolde grinede ondskabsfuldt.
– Ska’ du ha’ tæsk?
– Af hvem?
– Af mig, dit fedtøre! brølede Fæk og hamrede en knytnæve i maven på Løx.
– Hold så op med at lege, idioter! tordnede Bander og slog deres hoveder sammen, så det sang i hjelmene. – Den der kommer sidst ind i dét hus får lov til at vaske mine tæer rene med tungen! Sjakket brasede indenfor i vild forvirring.
– Ha ha, det blev dig selv, chef! triumferede Grak. – Nu skal du selv sutte på dine tæer!
– Hvis du ikke holder kæft nu, så ta’r jeg fodbad … i din hjerneskal! Find den flaske, så vi kan komme videre!”

Det er jo humor på højt plan, og i høj grad den samme humor man finder i store dele af Dennis Jürgensens resterende forfatterskab, i særdeleshed i Freddy-bøgerne (1982-88).

Forskruet pre-teen fantasykomedie

Alt i alt må Krøniker fra Kvæhl betegnes som en dybt forskruet, pre-teen fantasykomedie, som man husker i lang tid efter man har læst den – ikke fordi den byder på store eksistentielle grublerier, men simpelthen fordi man forsøger at genkalde sig bare et fåtal af de juvenile eder og forbandelser, der udspys i seriens løb.

Læs den, den er sjov. Eller med Knusum Kranikums ord: “I skal ikke tænke, elendige fæhoveder. I skal parere ordrer eller dø!”

4 stjerner

Seriens titel: Krøniker fra Kvæhl
De enkelte bind: Knusum Kranikum, Vampyrtroldene, Æzurhvin slår til, Heksens ansigt, Lusingandos fælde
Forfatter: Dennis Jürgensen
Udgivet: 1988-90
Forlag: Tellerup
Format: Paperback
Sideantal: 622 sider (123-126 s. per bind)

Anmeldt i nr. 3 | 13/01/2006

Stikord: Fantasy, Hekse, Vampyrer, Varulve

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *