Kiss of Death

Det var med nerverne uden på tøjet, at jeg satte det seneste udspil fra Motörhead, Kiss of Death, i anlægget. Motörhead er nogle af mine ældste og største musikalske helte. Bandets energiske frontmand gennem mere end tredive år Ian “Lemmy” Kilmisters betydning som rock ’n’ roll-ikon, inspirator, musiker og sangskriver kan på ingen måde overvurderes.

Det er dog mange år siden, at Motörheads larmende, beskidte og højeksplosive blanding af klassisk rock ’n’ roll, blues, metal såvel som punk slog igennem og var med til at trække 80’ernes til tider lidt for polerede og pæne heavy metal-scene i en mere beskidt og farlig retning.

De kan stadigvæk

Ingen kan fortænkes i at være nervøs for, om Lemmy og drengene efterhånden skulle være ved at miste grebet, da dette er gruppens 23. album. Der findes desværre alt for mange eksempler på gamle metalbands, der gennem 70’erne og 80’erne udgav mesterværk på mesterværk, men som op gennem halvfemserne og her i det nye årtusinde kun har eksisteret som sølle kopier af sig selv.

Og hvorfor skulle Motörhead og Lemmy ikke være endt som alle de andre metalpensionister, der burde have indstillet karrieren for 10-15 år siden? Der er efterhånden en alvorlig risiko for, at man bliver ufrivilligt vidne til en rigtig pinlig affære, hver gang der kommer en ny skive fra et gammelt, hæderkronet band.

Med Kiss of Death kan man dog roligt glemme alle spekulationer om, hvorvidt Lemmy og resten af bandet skulle være faldet af på den. Tro mig; de kan skam stadigvæk. Faktisk vil jeg gå så vidt som at påstå, at dette må være et af de bedste udspil fra Motörhead i over ti år.

Albummet åbner, som ethvert udspil fra Motörhead bør, med et hurtigt, hårdt og energisk nummer. “Sucker” har et umådeligt simpelt riff, og Lemmys stemme lyder lige så vred og rå som altid. Pladen fortsætter i samme spor med den shufflende, headbanger-egnede “One Night Stand”. Ja, ja, selv om Lemmy har rundet de 60 år, har han ikke glemt, at rock ’n’ roll ikke er noget værd, hvis ikke der også er indblandet en ordentlig portion sex, og drugs er vist også stadig inde i billedet ved festlige lejligheder.

Ballade er et højdepunkt

Et af pladens højdepunkter er den eftertænksomme og halvakustiske “God Was Never On Your Side”. For mange vil det nok komme som en overraskelse at høre Lemmy spille en stille ballade, og nogen vil sikkert mene, at det er både alderdomstegn og sell-out. Rigtige kendere af Motörhead vil dog vide, at Lemmy fra tid til anden slukker forstærkeren, griber den akustiske guitar og viser en anden og mere følsom side af sig selv.

Og hvis der er nogen, der kan spille en ballade så den går rent ind, er det Lemmy. Fordi han er kendt for sin kompromisløse musik og livsstil, og fordi det sker så sjældent, virker det ekstra stærkt når han vender blikket indad og skruer ned for tempoet.

Det fede ved en Motörhead-ballade er, at den aldrig bliver patetisk. Lemmy tuder ikke over piger eller andet føle-føle-pladder i sine stille sange. Ud fra et personligt perspektiv synger han om verdens grusomheder og hyklerier, så man gider lytte efter.

“God Was Never On Your Side” behandler et af Lemmys yndlingstemaer, nemlig religionernes hykleri og meningsløshed. Et særdeles aktuelt emne må man sige. Sangen er Lemmys opgør med sin egen far, men også en hvas kommentar til al den ulykke og frygt, religioner har påført mennesker verden over.

Primitiv, energisk og larmende heavyrock når det er bedst

Bortset fra “God Was Never On Your Side” er hele Kiss Of Death Motörhead, som vi kender dem. Det er hurtigt, højt og lige på og hårdt. Opskriften på numrene er den samme som altid. Ganske simple guitar- eller basriffs udgør rygraden i hvert nummer, med Lemmys altid rå og aggressive stemme foran en mur af flænsende guitar og dundrende trommer, hvor Lemmys stadigt sikre basspil knytter musikken sammen til en tæt enhed.

Motörhead udgøres i dag, udover Lemmy selvfølgelig, af Phillip Cambell på guitar siden 1984 og Micheal “Mickey Dee” Delaouglou på trommer. Mickey har været et fast medlem siden 1992, mens Phill har vandret lidt ind og ud af gruppen et par gange. Sammen er de et stærkt musikalsk unit, der stadig turnerer flittigt, og som også dukker op i Danmark fra tid til anden.

Motörhead er et af den slags band, hvor man altid ved hvad man får: Primitiv, energisk og larmende heavyrock når det er bedst. På Kiss of Death formår gruppen at variere den simple musikalske opskrift på sikker vis, så man undgår for meget tomgang. Egentlig er der ikke nogen kedelige numre på pladen.

Det eneste Kiss of Death mangler, er lige det ene nummer, der får alvor får én op af stolen. Der mangler ganske enkelt det riff eller omkvæd, der i bare et eller to numre går rent ind første gang man hører det. Når et band som Motörhead spiller så enkel og pågående musik, skal der bare være et nummer eller to, der siger bang med det samme, ellers mister musikken lidt af sin pointe.

Modet og viljen til at leve livet

Er Kiss of Death så en overflødig plade, når den ikke har et potentielt hit? På ingen måde. Selv om man ikke synger med efter første gang, rummer pladen alligevel flere fine sange, som mange yngre bands ville give højre røvballe for at have skrevet. Tempoet og energien er stadig i top hos Motörhead, og Lemmy beviser, at bare fordi man er over 60, er der ingen grund til at sige farvel og tak. Han har stadig noget på hjerte, og hans vigtigste budskab er, at sex, drugs & rock ’n’ roll ikke handler om alder, men er for dem, som har modet og viljen til at leve livet og trykke den af.

Kiss of Death er venligst stillet til rådighed af Target Distribution.

Nummerliste:
1. Sucker (2:59)
2. One Night Stand (3:05)
3. Devil I Know (3:00)
4. Trigger (3:53)
5. Under The Gun (4:44)
6. God Was Newer On Your Side (4:21)
7. Living In The Past (3:45)
8. Christine (3:42)
9. Sword Of Glory (3:52)
10. Be My Baby (3:40)
11. Kingdom Of The Worm (4:08)
12. Going Down (3:35)

Total spilletid: 44:54

Anmeldt i nr. 10 | 13/08/2006