Killers

I 1981 var der ikke meget at råbe hurra for, hvis man boede i England, og var ung og arbejdsløs. Margeret Thatchers urkonservative styre sad tungt på magten, og satte England på økonomisk vågeblus. Ikke nok med at der hverken var arbejde eller stabile fremtidsudsigter; Thatcher førte et ideologisk korstog mod alt, hvad der var ungt, progressivt og anderledes.

Hendes medløbere i pressen og regeringen forsøgte naturligvis at fremstille de unge og arbejdsløse som dovne og ugidelige. Havde man ikke noget arbejde, var det ens egen skyld. Man kunne bare blive klippet og tage et af de mange jobs, der ikke fandtes. Lyder det som noget, vi har hørt gentaget herhjemme de senere par år?

Håbløsheden i Thatchers England

Var man ung og arbejdsløs, var det meget nemt at komme til at føle sig stigmatiseret og udskældt. Det føltes som om, hele samfundet var på nakken af én af den ene grund, at man var til. Mange sad tilbage med en følelse af håbløshed, og den eneste logiske konsekvens syntes enten at være at gøre en ende på det hele eller også gå fuldstændig amok og smadre det hele Det er i dette lys, Iron Maidens andet album Killers skal ses.

Iron Maiden var ved at etablere sig som et de største bands inden for den nye britiske heavy metal, New Wave Of British Heavy Metal, der sammen med punken og den elektroniske New Wave og New Romance pop var reaktioner på de samme trøstesløse tendenser i det britiske samfund.

Tilværelsens håbløshed skinner tydeligt igennem på Iron Maidens Killers-album. Over hele pladen, fra coveret og titlen til de enkelte sange, lurer der et dødstema og en stemning af undergang og elendighed. Pladen indledes med “The Ides of March”, som er et af pladens to instrumentalnumre.

“The Ides of March” er en kort hymne, som bandet i de tidlige dage indledte alle deres koncerter med over PA-anlægget. Nummeret glider direkte over i det næste, “Wrathchild”, der er et af Steve Harris’ mange opgør med sin far. Sangen handler om en mand, der er vokset op uden en far og nu driver den aggressive unge mand rundt for at finde ham. Allerede her fornemmer vi, at der er noget i gære.

Død og drab

Mordet i alle dets forskellige aspekter står som et centralt element i de fleste af numrene. “Wrathchild” nævner dog ikke noget eksplicit om mord og vold, men man skal ikke længere hen end til pladens næste nummer, “Murders in the Rue Morgue”, før mordene vælter ind i stimer. Sangens hovedperson overværer et dobbeltmord i Paris i den fiktive gade Rue Morgue, og alle tror fejlagtigt, at det er ham, der står bag ugerningen.

Selve nummeret er i øvrigt inspireret af Edgar Allan Poes berømte novelle The Murders in the Rue Morgue fra 1841. Som de unger, der rendte rundt og hørte Iron Maiden omkring 1980, føler sangens hovedperson sig udpeget og gjort ansvarlig for noget, man ikke er i stand til at styre. Sangen handler dybest set om, hvordan anderledes mennesker gøres ansvarlige for alle problemer.

Samme tema finder vi i nummeret “Innocent Exile”, der handler om, hvordan samfundet forfølger de personer, der ikke passer ind; “They say I Killed a Woman. They know it isn’t true / They’re just tryin to frame me, and all because of you”.

Numrene “Another Life” og “Prodigal Son” handler om at tage den yderste konsekvens af elendighederne: selvmordet. Der er kun et vers i “Another Life”. Det kan ikke udelukkes, at de gæve gutter i Iron Maiden ikke har kunnet finde på flere, men det giver et godt indtryk af en person, hvor alt kører i mindre og mindre cirkler, og intet ser ud til at blive bedre.

I “Prodigal Son” er selvmordet mere underforstået i sangens tema. Nummeret er atypisk for pladen, da det er det eneste, der har referencer til magi og overnaturlige fænomener. Der er dog ingen tvivl om, at nummeret handler om en person, der har rodet med noget, som ikke kan styres, og nu frygter at gå til grunde.

Pladens stærkeste nummer er dog uden tvivl titelnummeret, “Killers”. Nummeret handler om den koldblodige dræber, der uden nåde tager sine ofres liv. Sangen er en sand Iron Maiden-klassiker, der indledes med Paul Di’Annos skrig og Dave Murrays kriblende guitartriff. Det er vellysten ved ofrenes frygt og hjælpeløshed, der er nummerets centrale tema. Denne morder næres ved frygt, og mere vil have mere, og volden rammer helt tilfældigt.

Helt i top

Man kan ikke kalde Killers for en decideret konceptplade. Det er numrene for forskelligartede til. Til gengæld har man brugt døden og drabet som en overordnet metafor for den trøstesløse tilstand, der herskede i England i 1981. Pladen er for Iron Maiden på mange måder også temmelig direkte i sit sprogbrug. Pladen mangler helt de eskapistiske elementer, der alle dage har været en stor del af Iron Maidens tekstunivers.

Killers placerer sig som et af hovedværkerne inden for New Wave Of British Heavy Metal. Både musikalsk og tekstmæssigt er pladen helt i top. Som alle de tidlige Iron Maiden-albums er den temmelig rå i lyden, men ikke så upoleret som debutalbummet. Killers var den første af ti Iron Maiden-plader, der blev produceret af den legendariske Deep Purple- og Rainbow-producer Martin Birch.

Det er tydeligt i forhold til den første plade, at der har sat sig en erfaren herre i producersædet. Det er med denne plade den klassiske Iron Maiden-lyd skabes. Killers er langt mere konsistent og helstøbt end sin forgænger. Det er blevet anført, at pladen mangler det klassiske lange, episke Iron Maiden-nummer, men det synes jeg ikke. Alle numre på pladen er forholdsvis korte og i et højt og hårdtslående tempo og det lange nummer ville her virke malplaceret, da pladen fungerer optimalt som den gør.

Nummerliste:
1. The Ides Of March (1.46)
2. Wrathchild (2.54)
3. Murders In The Rue Morgue (4.18)
4. Another Life (3.23)
5. Genghis Khan (3.07)
6. Innocent Exile (3.52)
7. Killers (5.01)
8. Prodigal Son (6.11)
9. Purgatory (3.20)
10. Drifter (4.49)

Total spilletid: 74:31

Anmeldt i nr. 22 | 13/08/2007