Killer Crocodile

Herligt. Vi er ved en strand. Et ungt par ankommer. Manden spiller på guitar, og kvinden flasher lidt hud. En stor krokodille, der stønner som Darth Vader, kravler ud i vandet. Kvinden tager en svømmetur og vupti – vandet bliver rødt, og kvinden føres væk, som var det en haj, der havde kæben i hende. Så skifter vi scene. Et par ældre fiskere sidder i mørket og brokker sig, og op af vandet kommer en kæmpekrokodille.

Italienske mestre

Skærmen fryser, og med store gule bogstaver står der ”Killer Crocodile” hen over krokodillen. Sceneskift igen. Vi er ved en flod, og da vi til noget, der minder lidt for meget om temaet fra en kendt hajfilm, ser teksten ”The crocodile was created and built by Giannetto De Rossi” ved vi, at vi er i trygge hænder – italotrash-hænder vel og mærke! Krokodillen er helt grinagtig i sin mekaniske latexudformning, men det støtter faktisk kun op om filmens andre ”plussider”.

Effektmesteren Giannetto De Rossi har lavet effekter og makeup til genrefilm som L’umanoide (1979), Zombi 2 (1979), Apocalypse domani (1980), Rambo III (1988) og Haute tension (2003). Så han kan faktisk godt lave ordentlige ting, selvom hans arbejde i Killer Crocodile er en anelse ujævnt og først forløses i slutminutterne, hvor den får fuld skrue.

Og instruktøren Fabrizio De Angelis, der her skjuler sig bag det fængende navn Larry Ludman, er ikke en hr. Hvem-som-helst. Han er mest kendt som producent, hvor han benytter sit rigtige navn Fabrizio De Angelis, og har titler som Zombi 2, Zombi Holocaust (1980), E tu vivrai nel terrore -L’aldilà (1981), Quella villa accanto al cimitero (1981) og I nuovi barbari (1983) på sit CV.

Ganske imponerende må man sige – hvis man som jeg er til den slags. Angelis skrev også manuskripter, lavede lidt special effects og spillede lidt skuespil. Et moderne renæssancemenneske om man vil – og for andre bare en italiensk skraldemand.

Bag det spøjse alias David Parker Jr. (hvorfor vælger man det?) gemmer der sig den legendariske manuskriptforfatter Dardano Sacchetti, der har skrevet mange af de førnævnte film, og derudover har han skrevet næsten 90 film! Og når man ser ned over creditslisten og opsnapper de øvrige navne, kan man konstatere, at Killer Crocodile er lavet af et all star-hold af italienske ”mestre”. Men kan alle disse ”store” navne levere varen?

80’erne og kemisk affald

Kemisk affald, eller dumpet kemisk affald, er skyld i balladen i troperne. En gruppe overspillende miljøforkæmpere, anført af Kevin (Richard Anthony Crenna), forsøger at komme til bunds i sagen. Og så er der krokodillen – og vel at mærke en muteret én af slagsen! Men naturligvis prøver den korrupte dommer (Van Johnson) at dække over det kemiske affald. Og da et lig dukker op, siger han, at det rotorbladene fra en motor, der har lavet skaderne. Lige indtil jægeren Joe (Ennio Girolami) kommer og siger, at det er gjort af en krokodille. Hvor har vi set en lignende scene? Ellers ikke mere om handlingen her.

Som man kan tale om auteurtræk hos instruktører som Tim Burton og Martin Scorsese, så kan man også tale om italo-træk. Hvad enten filmen er fra 1980 eller 1989, så ligner de på mange måder hinanden: Der er dårlig dialog/jammerlige synkronisering, huggen med arme og ben fra andre film (læg blot mærke til handlingen i Killer Crocodile og tænk på en hajfilm fra 1975), manieret overspil og et helt bestemt look og en helt bestemt lyd.

So bad it’s good

Ind imellem dukker der mesterværker op af denne mødding, men generelt er det ikke filmkunst med tryk på kunst. Nej, det er film lavet med en beskidt tankegang på lummerhed, splat og penge. Og det er Killer Crocodile et godt eksempel på. Som en ”so bad it’s good”-film leverer den varen. Bare se på dommerens outfit. Eller på den ”skumle” dialog mellem dommeren og miljøsvinet.

Der er til overflod af POV-skud i Killer Crocodile – både fra krokodillens side og helt generelt. Det er et godt greb for at skabe spænding, men her bruges det lidt for meget. Når man følger krokodillens POV kommer der en lyd, som minder om gode gamle astmatiske Darth Vader. Og det kan man jo blot trække på smilebåndet over. Og at trække på smilebåndet er netop det, man gør, når man ser Killer Crocodile: Det er på alle leder og kanter en ganske forfærdelig film, som underholder netop ud fra den præmis.

Hvordan miljøaktivister bliver dræbere

Filmen er dog en anelse lang i spyttet, der er et lidt langt mellem blodet, og den har sine småkedelige passager, og det gør, at Killer Crocodile hører til i den middelmådige, men stadig seværdige del, af italomøddingen.

Filmens største problem er dog, at den ikke helt ved, om den skal være økohorror eller rendyrket monsterfilm. Jægeren Joe siger til vores hovedpersoner ”I er de der miljøfolk. Økologi og alt det der?” Hvorefter han kommer med en lang forsvarstale for jægerstanden. Økofolkene vil ikke slå krokodillen ihjel, men det vil jægeren.

Og der er ingen tvivl om, hvor filmens manuskript har sin sympati/moral: I de scener hvor Killer Crocodile for alvor smider økoen og griber jæger-/monsterdelen bliver det gevaldigt underholdende – og så kan jeg bare sige, at man skal glæde sig til det herlige og gennemført grinagtige klimaks, hvor en hat, en blodig mand og en grotesk dødsscene er ingredienserne!

Og så kommer der naturligvis et lille twist i afslutningen, og jeg afslører nok ikke for meget ved at sige, at Killer Crocodile II udkom i 1990, hvor Angelis blev erstattet i instruktørstolen af ingen ringere end Giannetto De Rossi. Og den håber jeg også, AWE kaster sig over.

At filmen har en lummer undertone/overtone kan heller ikke komme som nogen overraskelse, og da følgende dialog udspiller sig mellem to kvindelige miljøaktivister, kan man jo kun nikke anerkendende: ”Bryster er vel vigtigere end bagdele”. Tak til AWE for denne herlige ujævne udgivelse.

Killer Crocodile er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 70 | 13/08/2011

Stikord: Animal Horror, Italian Cinema, Kæmpemonstre, Rip-off, So Bad It’s Good, Økohorror