Kilink soy ve öldür

Kilink soy ve öldür (international titel: Kilink Strip and Kill) er den tredje film i rækken om den tyrkiske superskurk Kilink. Som de to tidligere film i serien blev den udsendt i 1967, hvilket må siges at være lidt af en bedrift, men samtidig fortæller det også en hel del om det tempo, filmene blev til under.

Plagiat på plagiat

Til de der ikke kender ham, kan det fortælles, at Kilink er en bizar skikkelse, der var et plagiat af den italienske superskurk Killing, som atter var et rip-off af skurken Kriminal. Der var altså et ret lang tradition bag den tyrkiske bad guy, og det var da heller ikke noget problem for Yilmaz Atadeniz, instruktøren bag de tre Kilink-film, at få indsamlet materiale til filmene.

Kilink soy ve öldür, som Atadeniz selv skrev manus til, er dog den længste af de tre film, og helt sikkert det mest sammenhængende indslag i serien. Det giver pote, og det må blankt erkendes, at det er Atadeniz’ tredje og sidste film om Kilink, der klart er den bedste.

Forbrydertræf

Kilink soy ve öldür begynder præcis der, hvor toeren, Kilink uçan adama karsi (1967), slap. Alle tror, Kilink døde, da han faldt ned fra et højhus takket være The Flying Man – en tyrkisk superhelt i stil med Superman. Det viser sig nu, at Kilink slet ikke døde. Faktisk har han det glimrende, og da vi møder ham igen, sidder han hjemme i stuen og kissemisser med kæresten Suzan. De planlægger en ferie på Hawaii, hvilket er ret besynderligt at overvære.

Kilink sidder vel at mærke i sin trofaste skeletdragt, mens de fører samtalen om ferien, og vanen tro kysser de da også temmelig intenst – ligeledes mens Kilink er iklædt maske og dragt. Sært ser det ud, men snart har vi ikke tid til at bekymre os om den slags bagateller, for så fortæller superskurken, at han har en lille sag, der skal ordnes, før de kan tage af sted. Han skal nemlig til et møde i New York.

Her springer handlingen til det, der nok må være den amerikanske storby. Mødet, Kilink skal deltage i, viser sig at være et tophemmeligt forbrydertræf. På mødet skal den internationale bande diskutere, hvordan de bedst muligt får fingre i en mikrofilm, der viser planer over Tyrkiets raketter og radarstationer. Tanken er, at de med de tyrkiske raketter vil gennemføre et anslag, der vil indskrive sig i historiebøgerne. Hvad det egentligt betyder, skal ikke kunne siges. Hvad det præcis er for tyrkiske raketter, der er tale om, bliver heller aldrig sagt.

Bandens to største problemer er, at de ved, den tyrkiske mafia også er på udkig efter denne mikrofilm og samtidig, at det tyrkiske politi kender til underverdenens interesse i sagen. Dermed er opgaven ikke let, men efter mødet bliver to agenter udpeget til at drage til Istanbul og ordne sagerne.

Kilink var slet ikke var indbudt til mødet. Han har sneget sig ind, og da han ser sit snit til det, snigmyrder han den ene af agenterne, som skal til Istanbul. Forklædt som denne agent rejser Kilink nu tilbage til Tyrkiet for at opsøge den ambassadør, der skjuler mikrofilmen.

Men hvorfor?

Før han når så langt, skal han dog gennem adskillige næve- og ildkampe. Især den tyrkiske mafia viser sig at være en hård nyser, men ambassadørens sekretær er også lidt af en morderisk dame, som Kilink må være lidt kreativ for at rydde af vejen. Det løser han imidlertid ved at sprøjte hendes ansigt til med et kemikalie, der gør hende grim, og det kan damen ikke klare. Hun bryder øjeblikkeligt sammen, og tilbyder Kilink mikrofilmen i pant for modgiften, der kan gøre hende smuk igen. Den findes bare ikke, og sekretæren dør af giften kort efter.

Nu har Kilink mikrofilmen, men i stedet for at stjæle den, smører han et nyt kemikalie ud over ryggen på den døde dame. Dernæst trækker han mikrofilmen over den dødes ryg, og på den led kopierer han filmen med usynligt blæk, således at filmens indhold står skjult på sekretærens lig. Snedigt, men “hvorfor?” spørger man sig selv. Det er imidlertid vigtigt for Kilink at politiet ikke finder ud af, at han kender til mikrofilmen, så derfor putter han den tilbage i gemmestedet bagefter.

Hvad Kilink vil med planerne over raketterne, fremgår ikke. I de første to film ville han overtage verdensherredømmet med en dødslaser, men om det stadig er tilfældet, får vi aldrig oplyst. Den slags behøver publikum åbenbart ikke at få at vide.

En plottråd mangler stadig at blive introduceret, og det er, at den tyrkiske mafia planlæger at smugle en stor ladning guld ind i landet. Guldet skal ankomme til Istanbul forklædt som kul, og det kommer sammen med mikrofilmen til at udgøre de poler, hvorimellem den hurtigtflyttende historie udspiller sig.

Tørre tæsk til tøserne

Lad det bare være sagt, at Kilink soy ve öldür ikke ligefrem er let at følge med i. Der bliver sagt utrolig meget, og der bliver konstant indgået alliancer på kryds og tværs. Folk forråder imidlertid også hinanden for et godt ord, og her er det især damerne, der bedrager deres mænd til fordel for Kilink.

Kilink, der som bekendt er lidt af en damernes ven, gør nemlig et nummer ud af at komme på nært hold af det store udvalg letpåklædte piger, som befolker filmen. Nøgenhed er der ikke noget af, men stemningen er trods alt temmelig lummer, også set i forhold til seriens to tidligere film.

Det sætter kulør på sagerne, og da det samtidig i vid udstrækning er de kvindelige roller, der dominerer plottet, får filmen et solidt præg af girl power. Dog kan man ikke ligefrem tale om ligestilling, for stor set alle kvinderne får løbende tørre tæsk af deres mænd. Ikke mindst af Kilink, der er en temperamentsfuld herre.

Det er i øvrigt sjovt at bide mærke i, hvor vigtigt hævnmotivet er. Filmens forskellige fraktioner, der kæmper indbyrdes, udråber konstant, at de vil hævne snart det ene, snart det andet. Jo jo, her får man i hvert fald bekræftet alle stereotype idéer om mellemøstlige æresbegreber. Selv politiet hopper med på vognen, og gør deres opgør med Kilink til noget personligt.

Mere moden instruktør

Visuelt er der tale om en jævnt uinteressant produktion uden de helt store armbevægelser. Det samme kan siges om skuespillet. Ud over nogle ret underholdende skudkampe mellem Kilink og diverse mafia-goons samt en scene, hvor Kilinks kæreste bliver tortureret med en giftslange – tydeligvis lavet af gummi – er der tale om den for serien sædvanlige overskruede stil.

I modsætning til de tidligere film har man været lidt mere forsigtig med valg af musik. Det er stadig tydeligvis musik stjålet fra John Barrys score til You Only Live Twice (1967), der træder klarest frem, men Yilmaz Atadeniz har denne gang valgt stort set helt at undgå de åbenlyse temaer. Det medfører et mere anonymt lydbillede, som vel også giver Kilink soy ve öldür et mere seriøst præg.

Det er da også mere eller mindre det generelle indtryk af filmen. Det er nærmest som om instruktøren er modnet lidt, og har fundet sit fodfæste. Man kan næsten kalde Kilink soy ve öldür en respektabel film, og var det ikke lige fordi, den var indspillet i 1967, kunne man måske også kalde den solid.

Charmerende

Yilmaz Atadeniz’ sidste film om forbryderkongen Kilink er en stabil spændingsfilm. Den er fyldt med fart og tempo fra start til slut, og så er Kilink først og fremmest meget mere i centrum. Det skaber en bedre dynamik, hvilket kombineret med en mere stabil produktion og en bedre gennemtænkt historie, skaber en film, som man nødvendigvis må tage alvorligt. Navnlig slutningen er helt i top, og det er jo en fremgang i forhold til de første to.

Alt dette må endeligt ikke forstås alt for højtideligt, for Kilink soy ve öldür er en ultrabillig lortefilm fra ende til anden, men set i forhold til de tidligere film i serien, har den langt flere kvaliteter. Faktisk er filmens største problem nok, at den med en længde på ca. 90 minutter trækker i langdrag. Efter 45 minutter har vi set det hele, og fra da af er det sådan set kun gentagelser. Det er bare ikke helt så sjovt at se piger i bikinier blive tortureret anden gang, lige såvel som den fjollede action, den dumme dialog og de latterlige effekter bliver lidt tunge, efter at der er gået en time.

Kilink soy ve öldür er anbefalelsesværdig, ingen tvivl om det, men man skal være i humør til absurd superskurkevrøvl og bestemt ikke tro, det er den mest underholdende trashfilm, der til dato er blevet gravet frem. Kilink-serien er som helhed rigtig charmerende, og den sidste er klart den bedste, men den kræver et publikum, der er indstillet på dette besynderlige mix mellem James Bond-parafrase og tegneserieaction.

Kilink soy ve öldur er venligst stillet til rådighed af Onar Films.

Anmeldt i nr. 24 | 13/10/2007

Stikord: Rip-off, Turkish Cinema