Kanal Obskuriøst De Luxe: Monopol-TV i udvalg 1980-88

Alle, der kender lidt til den danske fanzine-scene, har også hørt navnet Henrik Larsen. Han er manden bag fanzinet Obskuriøst, der siden 2001 er udkommet i 21 numre, senest i efteråret 2018.

Henrik Larsens seneste udgivelse er imidlertid en decideret bog på 170 sider. Kanal Obskuriøst De Luxe indeholder således ikke færre end 690 omtaler af forskellige programmer, der blev vist på DR i perioden fra 1980-88.

Temaet – og titlen Kanal Obskuriøst – er hentet fra et ældre nummer af Henrik Larsens fanzine, hvor han fokuserede på de fantastiske genrer. Sigtet i bogen er dog bredere, ligesom indholdet er betydeligt udvidet (med 300 nye omtaler).

Et udvalg

I sit forord redegør Larsen for bogens baggrund og afgrænsning. Han skriver, at Kanal Obskuriøst De Luxe kan ses som hans svar på Politikens Tv i 70’erne, der aldrig blev fulgt op af en tilsvarende bog om 1980’erne.

Forskellen er, at hvor Tv i 70’erne medtog alt, der var vist i 70’erne, begrænser Henrik Larsen sig til et udvalg, vel primært af tids- og pladsmæssige årsager. Mange af omtalerne er stadig af genretitler, men der er også meget andet iblandt, og Larsen siger selv, at sigtet har været på mainstream.

Ikke desto mindre finder han også plads til diverse kuriøsiteter, f.eks. en opera baseret på Edgar Allan Poe og udvalgte dokumentarer. Der er også blevet plads til enkelte musikfilm og koncertoptagelser.

Tidsmæssigt begrænser bogen sig til perioden 1. januar 1980 til 30. september 1988. Når lige præcis den sidste dato er valgt, skyldes det, at TV2 brød tv-monopolet, da stationen gik i luften 1. oktober 1988.

I forordet beskriver Henrik Larsen også, hvordan arbejdet med at lave bogen er foregået, og det er et imponerende indsamlingsarbejde, der ligger bag!

Basismaterialet har været affotograferinger fra fysiske aviser suppleret med opslag på Ekstra Bladets online-arkiv. Larsen påpeger dog også venligt, at nogle programoversigter er tilgængelige på hjemmesiden www.danskkulturav.dk (men kun til og med 1983), mens resten kan findes på www.larm.fm, som dog angives som ikke helt uproblematisk.

Uanset hvad, så er det tydeligt, at Henrik Larsen har gjort et kæmpe arbejde med at pløje sig igennem programoversigterne fra næsten et helt årti.

Monopol-TV

Efter forordet følger et kort kapitel med titlen “Om firser-tv”, hvor Larsen beskriver sit eget forhold til firsernes tv-landskab.

Han kommer også ind på DR’s eftermæle fra monopoltiden som elitært, venstredrejet og kedeligt. Det fremgår tydeligt – også af bogens katalog – at det ikke helt stemmer overens med sandheden, selvom Larsen skriver, at det heller ikke er helt forkert.

Et andet vigtigt aspekt, Larsen kommer ind på i kapitlet, er falske erindringer: Hvad har man set hvor og hvornår? Den slags er væsentligt at have in mente, især hvis man leder efter specifikke titler, som man mener at have set.

Entusiasme og personligt præg

På side 7 starter bogens egentlige indhold, nemlig de 690 omtaler. Omtalerne er organiseret alfabetisk efter dansk titel.

Hvert indlæg angiver foruden den titel, DR har vist programmet under, grundlæggende information om produktionen: Originaltitel, produktionsland og -år samt instruktør. Det angives også, hvornår programmet er vist på DR og, hvis der er tale om serier, hvor mange afsnit, DR viste.

Nogle omtaler er korte – tre-fire linjer – og giver kun en ganske kort, faktuel beskrivelse af, hvad filmen/serien/programmet handlede om, men mange af dem er lidt længere og har karakter af minianmeldelser, hvor Henrik Larsen giver sit besyv med.

Det er ganske fremragende læsning, uanset om man alene anvender bogen til opslag, eller om man sætter sig for at læse den fra ende til anden.

Henrik Larsens entusiasme for emnet skinner tydeligt igennem, og han krydrer teksterne med små anekdoter fra sit eget liv, der giver bogen et charmerende personligt præg, ikke ulig den tone, man finder i fanzines.

Ubetydelige småfejl

Kanal Obskuriøst De Luxe er naturligvis ikke uden sine småfejl, som f.eks. når Butch Cassidy and the Sundance Kid (1969) omtales som Butch Cassidy and the Sunshine Kid (s. 19), og der er også enkelte sproglige idiosynkrasier, som f.eks. “langtidschauffør” i stedet for “langturschauffør” (s. 22) – men altså, her befinder vi os virkelig i petitesse-land.

Af og til er der også enkelte udeladelser, som principielt må opfattes som fejl, men som mere rettelig bare er forglemmelser – helt forståeligt, projektets omfang taget i betragtning.

F.eks. var jeg helt overbevist om, at min far på et tidspunkt i 1980’erne havde optaget Bernard Borderies to kulørte fransksprogede filmatiseringer af Dumas’ De Tre Musketerer på VHS.

Det undrede mig, at de to film ikke blev omtalt i bogen, når nu Henrik Larsen medtager den amerikanske 1948-filmatisering.

Efter lidt research, viste det sig, at jeg ikke her havde været udsat for en falsk erindring; de to franske film havde været vist (i 1982), og Henrik Larsen fortalte mig efterfølgende, at der ganske enkelt var tale om en smutter, som vil blive rettet, hvis bogen skulle komme i et andet oplag.

Indtil jeg skrev til Henrik Larsen og spurgte om det, var jeg faktisk i tvivl om, hvorvidt der var tale om en fejl/forglemmelse, eller om der var tale om et bevidst fravalg.

Det bringer mig videre til det eneste virkelige kritikpunkt, jeg har af Kanal Obskuriøst De Luxe, nemlig udvælgelseskriterierne.

Arbitrært udvalg

Henrik Larsen lægger ikke skjul på, at udvalget er arbitrært, ligesom han også angiver, at det ikke er alle titler af og med f.eks. Marx Brothers, Gøg og Gokke, Chaplin osv., der er medtaget – sidstnævnte af pladshensyn.

Det betyder til gengæld også, at bogen dermed frarøves sit potentiale som opslagsværk. Jeg har fuld forståelse for, at pladshensyn spiller ind, men her havde jeg foretrukket en mere klar grænsedragning, hvor bestemte genrer ganske enkelt var fuldstændig udeladt til fordel for andre, der så blev fulgt helt til dørs.

En genre, der f.eks. kun optræder flygtigt, er westerns; noget Henrik Larsen også skrev til mig i forbindelse med vores korrespondance om De Tre Musketerer.

Visse klassikere er med, f.eks. ovennævnte Butch Cassidy og The Searchers (1956; vist på DR under titlen Forfølgeren), men mange andre må være udeladt, måske på grund af Henrik Larsens modvilje mod John Wayne (s. 59f.).

Den personlige linje er på den ene side noget af det, der er med til at gøre Kanal Obskuriøst De Luxe til en så fornøjelig bog, som den er; omvendt er de ikke-eksisterende udvælgelseskriterier med til at gøre den ubrugelig som et egentligt opslagsværk. Hvis noget mangler, er det umuligt at vide, om det er fordi, man er offer for falske erindringer, eller om det er fordi, titlen er fravalgt.

Det gør ikke Kanal Obskuriøst De Luxe en mindre fornøjelse at læse, men man skal være opmærksom på, at det er et nøje kurateret udvalg, man får indblik i, men uden klare kriterier for udvalget.

Forrygende – tæt på formidabel

På den måde kan man godt spekulere på, om ikke Henrik Larsens projekt faktisk havde egnet sig bedre som et netbaseret projekt; en art database, der løbende kunne udvides, når tiden og lysten var til det.

Alternativt kunne et sådant projekt have været et supplement til bogen, evt. blot i form af en liste, hvor de nøjere beskrivelser så var at finde i bogen – for ikke at undergrave bogens salgbarhed.

En fordel ved den tilgang ville f.eks. også være, at man let kunne sortere efter de forskellige titler (DRs titel, originaltitel), årstal, hvornår DR viste titlen, genrer osv.

Egentlig er det jo grotesk, at man kan sidde og foreslå et sådant projekt i 2019, når den type information burde være tilgængelig online ved et fingerknips på DRs hjemmeside. Det er det bare ikke – jævnfør Henrik Larsens beskrivelse af, hvor omstændeligt indsamlingsarbejdet har været.

Derfor falder det til ildsjæle som Henrik Larsen at samle den slags information og videregive det til interesserede, og han fortjener stor tak for at have gjort det enorme arbejde, der ligger bag bogen.

Min kritik af Kanal Obskuriøst De Luxe skal derfor heller ikke forstås som andet end en mild frustration over, at en forrygende udgivelse ikke krydser grænsen til det decideret formidable – for det er tæt på.

Henrik Larsen ville være selvskrevet til at skrive opfølgeren til Tv i 70’erne, og med Kanal Obskuriøst De Luxe er han kommet et langt stykke hen ad vejen. Og hvem ved? Måske er dette bare første bind af flere. Man har jo lov at håbe!

Anmeldt i nr. 165 | 13/07/2019