Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

Judge Anderson: Satan

Judge Anderson: Satan
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Judge Anderson: Satan er et satans lækkert album, og man vil komme til at brænde i Helvede, hvis man ikke anskaffer sig det. Så er det sagt, og jeg mener det: Få fat i Judge Anderson: Satan.

Judge Anderson: SatanDenne lille lækkerbisken af en historie er sammensat af to titler: The Jesus Syndrome, som fungerer som en lille indledning, og hovedhistorien Satan.

Hovedpersonen er Judge Anderson – en Psi Judge, dvs. at hun har psykiske kræfter samtidig med, at hun fungerer som dommer i Mega-City One – og hun får følgeskab af ingen ringere end Judge Dredd. For en nærmere introduktion til universet kan man læse artiklen Made in the UK: Introduktion til 2000 AD, som er at finde her på Planet Pulp.

Albummet er skabt af to garvede 2000 AD-folk: forfatteren Alan Grant og tegneren Arthur Ranson. Grant har været med helt fra Judge Dredds spæde barndom, hvilket gør, at han ved, hvilken karakter han har med at gøre, og hvordan samfundet fungerer i Mega-City One.

Anderson og Dredd mod Satan

Men hvad betyder titlen Satan? Hør her en lille appetitvækker fra albummets bagside: “As his evil engulfs Mega-City One, Satan faces Dredd and Anderson in a confrontation that could damn the entire world.” Lyder det ikke som noget, du har lyst til at læse? Det havde jeg i hvert fald, og jeg blev bestemt ikke skuffet.

Albummet er spækket med lækre illustrationer, tilsat en superfed historie, en masse skarp satire og den tørre ironi og humor, som kendetegner Judge Dredd. Desuden er det lidt af en genistreg fra Grants side at sætte Dredd og Anderson sammen for at bekæmpe Satan, da de to dommere er vidt forskellige. Dette giver naturligvis historien en kant, som gør den endnu bedre. Men lad os se på handlingen.

Blødende humanist

Albummet indledes med en tekst, der kortfattet beskriver, hvem Judge Anderson er, og hvad en Psi-Judge laver. Derefter følger som sagt The Jesus Syndrome. Her møder vi Jon Baptiste, en fanatisk prædikant, som ved et hemmeligt møde fortæller sine tilhængere om, at Herren snart vil komme tilbage til Jorden.

Dette finder de evigt paranoide dommere ud af – anført af den brutale og magtliderlige Judge Goon – og de ser det som om, at Jon opildner sine folk til at gå i kamp mod samfundet. Hør blot hvad Goon har at sige: “We should crush him and his Christians now, before they grow even stronger”. Sådan.

Judge Anderson – der udover at være en Psi-Judge også er en blødende humanist – modsætter sig dette. Det bliver besluttet, at Jon Baptiste skal hentes ind til forhør, da Overdommeren gør det klart, at ingen må tro, at Jesus er større end dommerordenen. Judge Andersons psykiske evner bruges til at finde frem til prædikanten, og denne bliver forhørt af Goon og Anderson.

Anderson trænger ind i Baptistes sind og ser kun godhed og en fuldkommen tro på Jesus. Goon er ligeglad, og Anderson og Goon kommer i slagsmål. Det ender med at Anderson lammetæsker Goon, hvorefter hun bliver sendt i eksil til Mars – Overdommeren vil nemlig ikke bare smide hende ud, da hun er meget værdifuld.

Det sidste Anderson ser, er en TV-udsendelse, hvor Baptiste frakender sig sin tro og beder om forladelse. Kort efter findes han død i sin celle, hvor han angiveligt har begået selvmord. Judge Anderson ved godt, at det ikke hænger sådan sammen.

Ikke Guds bedste barn

Herefter følger en længere tekst – hvis man vil læse det på albumform, skal man have fat i Childhood’s End – der forklarer, hvad Judge Anderson lavede på Mars, og hvordan hun kom tilbage til Mega-City One. Hun kommer efter sin hjemkomst til at arbejde sammen med Judge Dredd, og sammen efterforsker de sagen om nuTOPIA; et projekt som rigmanden Adam Cadman står bag.

NuTOPIA er et rumskib med plads til 50.000 mennesker – og fungerer til dels som en moderne Noahs Ark. Dette har Cadman tænkt sig at flyve væk i sammen med sin “egen” befolkning. Samtidig med at dette sker, kan Judge Anderson fornemme, at noget ondt er på vej til Mega-City One. Og det er her at historien Satan begynder.

Vi ser et view ude fra verdensrummet. En stor komet nærmer sig Jorden, og på denne komet er der hugget statuer af dæmoniske skabninger ind i den rå sten, som omkranser noget, der ligner en indgang til et gammelt tempel. Tekstbokse med tanker er hæftet til billederne, og vi fornemmer, at den person, der hviler i kometen ikke er Guds bedste barn.

En konfrontation på ord

Tilbage på Jorden når dommerne ikke at stoppe nuTOPIA, før det letter. Hvad beboerne på nuTOPIA ikke ved er, at en af Cadmans fjender har anbragt en bombe på skibet. Skæbnen vil det således, at rumskibet eksploderer netop i det øjeblik, det passerer kometen, og derved ændres kometens bane, så den vil ramme Jorden.

Alle frygter, at Jorden vil gå under, da kometen nærmer sig, men den styrter ned i Cursed Earth, og Mega-City One overlever. Men den virkelige trussel rejser sig ud af kometen: Satan er kommet til Jorden. Han er en gigantisk skabning – helt hvid med store vinger, mærkværdige horn og røde læber. Det er en fantastisk skildring af det onde selv, som tegneren Arthur Ranson disker op med.

Judge Dredd og Judge Anderson sendes ud for at stoppe ham som et sidste desperat forsøg, da hverken religiøse paphoveder eller atomvåben har gjort det af med ham. Satan tager udfordringen op – efter at han har frosset den aggressive Dredd – og den endelige konfrontation bliver på ord. Anderson som Jordens champion på den ene side og Satan på den anden. Hvad det ender med, vil jeg naturligvis ikke afsløre.

Sublime tegninger

Tegningerne er sublime og farverne lækre – en blanding mellem det realistiske og karikerede. Historien er stærk og skildret med ironisk distance til det tomrum, menneskeheden er havnet i. Samtidig er albummet ekstremt underholdende, og det er en svær balancegang, som Grant mestrer.

Anderson er en virkelig helt og har hjertet på rette sted – her drages der en parallel til indledningen, hvor Anderson var vidne til Jon Baptistes godhed. Noget har hun lært, og måske det kan redde menneskeheden. Dredd er sit gode gamle jeg – skyder først og anholder bagefter. Men selv han kommer til at lære en lektie af sit møde med Satan.

Det kan umiddelbart virke som en lappeløsning at de to historier er indledt af hver deres tekst på omkring en side. Men jeg kan kun konstatere, at det virker helt optimalt – selvom det stadig giver en lyst til at få fat i de albums, man mangler, for at få helhedsindtrykket med. Teksterne er præcise, underholdende og slår den rigtige stemning an. Det fungerer, som når man ser en film, hvor en fortællerstemme redegør for, hvad der er sket før den handling, man skal være vidne til.

Et satans lækkert album

Desuden er det et scoop at lade den klassiske konflikt mellem det gode og det onde foregå i en verden, hvor det ikke er tydeligt, hvem der er god eller ond. En lille genistreg fra forfatteren er de uddrag, man får fra “Book of Man”. Det er en skøn blanding af fotografier, tegninger og tekststykker med et lækkert layout.

Her er et eksempel: “Jonestown, where 900 people poisoned themselves in a mass suicide” – hvortil man ser et farvefotografi af en mark dækket med lig. For man skal huske på, at det er Satans “Book of Man”. Her er ikke alt det gode med, men kun de steder, hvor der er menneskelig ondskab og ulykke.

Jeg vil til sidst vove pelsen med en oplagt kliché: Albummet er satans lækkert, og man vil komme til at brænde i Helvede, hvis man ikke anskaffer sig det. Så er det sagt, og jeg mener det: Få fat i Judge Anderson: Satan.

6 stjerner

Titel: Judge Anderson: Satan
Forfatter: Alan Grant
Tegner: Arthur Ranson
Forlag, år: Hamlyn, 1996
Albumlængde: 78 sider
hvid
The Jesus Syndrome udkom oprindeligt i Judge Dredd Megazine (Volume Two) nr. 22-24 (1993). Satan udkom oprindeligt i Judge Dredd Megazine (Volume Three) nr. 1-7 (1995).

Anmeldt i nr. 10 | 13/08/2006

Stikord: 2000 AD, Fremtiden, Satan

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *