Nej, det her er ikke et “celebrity death match”-indlæg – så meget desto mere, fordi hverken Goldsmith eller Rawlings kan anses som egentlige celebrities og fordi Goldsmith nu har været død i snart femten år (og hvis der er én afdød Hollywood-komponist, jeg savner så meget, det næsten gør ondt, så er det salig Jerry Goldsmith).
Alien fylder 40 i år, hvilket i sig selv er en helt vanvittig tanke, som jeg har lidt besvær ved at få ind i knolden. Sådan havde jeg det også i 2017, da Star Wars fyldte 40. Og jeg ved, at jeg kommer til at få det meget, meget svært om et par år, når Raiders of the Lost Ark fylder 40.
Men nu er det Alien, det skal handle om. Og mere specifikt musikken til filmen, som – i fald du ikke ved det, kære læser – er ét af de bedste horrorscores, der nogensinde er komponeret. Nej, stryg det. Jerry Goldsmiths musik til Alien er ét af de bedste scores, der nogensinde er komponeret, punktum.
Men som de fleste filmmusik- og hardcore Alien-fans ved, så er historien omkring Goldsmiths score til Alien mere kompliceret end som så, bl.a. fordi store dele af hans score ikke blev brugt i filmen.
I en filmmusikanmeldelse her på Pulpen (måske af Alien-scoret, men jeg husker det ikke med sikkerhed – gå på jagt efter den) skyder jeg med skarpt mod Ridley Scott for at være en instruktør, der har notorisk lidt respekt for sine komponister. Det er egentlig en karakteristik, jeg står ved, men på Alien må vi nok indledningsvist vende sigtekornet mod filmens klipper Terry Rawlings.
Det var nemlig Rawlings, der stod for filmens temp track (den midlertidige musik, der sættes ind i mange film som et vink med en vognstang til komponisten om, hvilken stemning han eller hun skal ramme).
Om det er Rawlings’ indflydelse, Ridley Scott har båret videre med i sin karriere (Alien var Scotts blot anden spillefilm), ved jeg ikke, men der er ingen tvivl om, at Rawlings fik stor indflydelse på musikken i Alien.
Jeg skal ikke give jer alle detaljerne her, for i virkeligheden er dette indlæg blot en lejlighed til at linke til to videoer: Én rigtig fin, og én, der – om end informativ – giver mig en dårlig smag i munden.
Den første video (jeg har indlejret dem i bunden af indlægget) er begået af en YouTube-bruger ved navn Tippitiwychett og er en analyse af de væsentligste forskelle på Goldsmiths score, som han komponerede det, og scoret, som det fremtræder i den færdige film. Det er en rigtig fin, underholdende og informativ video, som jeg kun kan anbefale film- og filmmusikfans at se.
Den anden video, tjah… Jo, den er såmænd også informativ, idet den fortæller dele af samme historie, men den indeholder til gengæld også nogle temmelig selvsmagende klip med Terry Rawlings og et par klip med Alien-producer David Giler, hvor Giler taler, som han har forstand til, hvilket åbenbart ikke er særlig meget.
Og det siger jeg ikke kun fordi, jeg elsker Goldsmiths musik. Når man hører, hvad Giler har at sige, og hører Goldsmiths score (som det var komponeret), er det åbenbart for enhver, at Giler simpelthen ikke har ret i det, han lukker ud.
Noget helt andet er, om Alien blev en bedre eller en dårligere film af de ændringer, Rawlings og Scott lavede i forhold til Goldsmiths score. Her jeg faktisk selv lidt i syv sind, for faktisk synes jeg, de dele af Goldsmiths score fra Freud, som blev sat ind i filmen nogle steder (bl.a. i scenen, hvor alien-syren æder sig gennem flere af Nostromos dæk og i scenen, hvor Dallas kravler rundt i rumskibets rørsystem) virker temmelig godt.
Men måske skyldes det i virkeligheden mest, at jeg har set Alien så mange gange, at de dele af temp tracket, der fandt vej til den endelige film, har indlejret sig så meget i mig, at de for mig hører til i filmen.
Lad mig lige afslutte med at anbefale alle, der ikke allerede ejer Alien-scoret, til at gå ud og købe det med den vons. Intrada har udgivet det i en forrygende 2-disc-udgave, hvor Goldsmiths oprindelige score ligger på den første skive og det oprindelige soundtrack-album fra 1979 ligger på den anden.
