Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

Jeremiah 9: Vinterdværge

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Vinterdværge er et mesterligt album. Det har alle de træk, der gør serien så stærk, og spændingsniveauet er højere end noget, vi hidtil har set i serien.

Jeremiah 9: VinterdværgeSå er vi kommet til et af de albums i serien om Jeremiah, som bærer en af de fedeste titler: Vinterdværge. Originaltitlen er Un hiver de Clown, som mere ordret kan oversættes “En klovnevinter” eller “En vinter i klovnens tegn”, men jeg vil mene, at den danske oversætter Niels Søndergaard har ramt plet med den danske oversættelse.

Og udover titlen er albummet rent faktisk også et af de fedeste Jeremiah-albums overhovedet. Ved første øjekast er der et centralt element, som mangler i albummet, og det er selveste Kurdy Malloy, som i mine øjne er et af seriens stærkeste kort. Så man kan få bange anelser om, hvorvidt serien kan bære, at Kurdy ikke er til stede. Men jeg vil med det samme slå fast, at det kan den. Det skyldes dog ikke, at Jeremiah bliver mere interessant som person, men nærmere, at fortællingen i albummet er helt sublim med en fortættet og ubehagelig stemning.

Velkommen til Arken
Et møde i vinterlandskabet.

Et møde i vinterlandskabet.

I Sumpen arbejdede Kurdy og Jeremiah imod hinanden, og ved albummets slutning skiltes de uden videre håb om, at de skulle finde sammen igen. Jeremiah fik varme følelser for kvinden Lena, og det er disse varme følelser, som har ført dem frem til indledningen på Vinterdværge.

Som titlen antyder, er det vinter, og det golde landskab er dækket af sne. Jeremiah og Lena ridder igennem landskabet i håb om at finde et varmt sted at søge ly. Da det bliver eftermiddag, og de stadig intet har fundet, laver Jeremiah et bål inde midt i en skov for at de kan holde kulden væk. Men pludselig overraskes de af en mand, der tager Jeremiahs gevær og truer parret. Han vil have “bare” have Jeremiahs jakke, og da går det op for os, at han ikke har noget overtøj på. Han falder da også om, før han kan få jakken, og det viser sig, at han er død af kulde.

Stormen tager til.

Stormen tager til.

Efter Jeremiah har hængt liget op i et træ, hører de en klokke i det fjerne, og resolut pakker de tingene sammen og følger lyden. Rigtig nok finder de frem til en klokke. Men klokken hænger i et stativ, hvor en snor fører væk. De hører et stykke derfra en person grine, og de følger efter lyden, og så ser de ham. En underlig lille dværg med en rød kappe, der kører på en gul kælk.

De følger kælkens spor og ankommer kort efter til en havn, hvor sporet leder frem til et stort skib. Ved skibet står en velkomstkomité og venter på dem. Udover den lille dværg er der en stor forsamling af forhutlede skabninger, som ligner noget taget ud af et cirkus, og sammen med dem står der en ældre herre, der byder Jeremiah og Lena velkommen med følgende ord: “Velkommen til Arken! Det er hvad vi kalder dette ly for vinterens skibbrudne.” Så langt så godt, og parret bliver da også henvist til en dejlig og varm kahyt.

Fanget
En sjælden intim stund i Jeremiahs univers.

En sjælden intim stund i Jeremiahs univers.

Den efterfølgende dag vil Jeremiah vise Arkens beboere det lig, han har gemt i træet, mens Lena bliver hjemme på Arken. Men da de kommer frem til der, hvor liget skulle være, er det væk. I mellemtiden snuser Lena rundt på Arken, hvor hun finder en lille pige ved navn Winnie, som fortæller, at hun for noget tid siden ankom til Arken sammen med sin mor og far. Da Lena ser et fotografi af faderen, tror hun næsten ikke sine egne øjne: Manden på fotografiet er identisk med manden, som døde af kulde den foregående dag.

Da Jeremiah kommer tilbage til Arken, fortæller Lena, hvad hun har set, og de beslutter sig for hurtigst muligt at forlade stedet. Desværre er der et par af Arkens mere håndfaste beboere, som overhører samtalen, og snart begynder der at ske mystiske ting. Først finder Jeremiah og Lena ud af, at varmen er lukket ned i deres kahyt, og da de vil snige sig væk, er alle udgange bevogtet af de forhutlede cirkusfolk. Så gode råd er dyre, og der ingen Kurdy i miles omkreds til at redde dagen. Hvad det hele ender med, røber jeg naturligvis ikke her.

Isolation og fangenskab
Et skæbnesvangert møde med en lille pige.

Et skæbnesvangert møde med en lille pige.

Rent tematisk har Hermann med Vinterdværge bevæget sig væk fra den rejse, som Jeremiah og Kurdy har påbegyndt rundt i det postapokalyptiske Amerika, og han her derimod rettet fokuset på Jeremiah og Lenas møde med et lille og meget underligt lokalsamfund, befolket af spøjse individer. Mødet starter som en underfundig lille oplevelse, men udvikler sig til at sandt mareridt, hvor Arkens underlige beboere ikke uden videre har tænkt sig at slippe Jeremiah og Lena fri.

Albummet er spækket med et sprælsk persongalleri, hvor specielt den lille underlige dværg Sigurd, ham med den gule slæde, kommer til at spille en afgørende rolle. Det der gør albummet så stærkt, er den fortættede stemning, som Hermann skaber, hvor specielt det kolde vinterlandskab bruges formidabelt – både stilistisk og som en integreret del af fortællingen. Vi har vinterlandskabet og Arken som de to eneste lokaliteter, og hver for sig repræsenterer de isolation og fangenskab.

Man kan kun gisne om, hvor Arkens beboere kommer fra, men de er godt billede på, hvordan små isolerede samfund kan skyde op i den ødemark, som apokalypsen har skabt, og et spændende alternativ til de mere etablerede samfund, vi har set tidligere i serien.

Enkel og effektiv farvelægning
Det skulle de aldrig have hørt!

Det skulle de aldrig have hørt!

Rent spændingsmæssigt er det et godt træk fra Hermanns side at undlade Kurdy i historien og bytte ham ud med en skrøbelig kvinde. Det gør, at Jeremiah igennem hele albummet har hende at tænke på, og det intensiverer spændingen. Desuden giver den kvindelige indblanding også Vinterdværge et spinkelt håb om, at kærligheden eksisterer, men igen, som ved alt hos Hermann, er det er spinkelt håb, der aldrig udfolder sig til patos eller storladen romance.

I Afromerica så vi Hermann og hans farvelægger Fraymond arbejde med varme, gullige og brunlige farver. I Sumpen var der benyttet en grønlig tone, og i begge tilfælde udsprang det af et fortællemæssigt ønske om at formidle stemning og geografiske steder.

I Vinterdværge er det meget naturligt de blålige og kolde farver, der er fremherskende sammen med forskellige toner af en lettere sygelig og pisgul farve, der går igen i hele albummet. Så vi har den kolde vinter og den gule farve, der på mange måder symboliserer en ny start og forfaldet. Det er enkelt og effektivt og en farvelægning, der støtter perfekt op om Hermanns smukke streg.

Mesterlig

Vinterdværge er et mesterligt album. Det har alle de træk, der gør serien så stærk, og specielt spændingsniveauet er højere end noget, vi hidtil har set i Hermanns Jeremiah. Desuden er den helt enkle idé med et isoleret skib for rejsende helt genial, og Arkens beboere er helt forrygende morsomme og modbydelige på samme tid. De varmeste anbefalinger herfra til Vinterdværge.

6 stjerner

Titel: Jeremiah: Vinterdværge
Originaltitel: Jeremiah: Un hiver de Clown
Forfatter: Hermann
Tegner: Hermann
Farvelægning: Fraymond
Forlag, år: Interpresse, 1987
Forlag, år (originaludgivelse): Novedi, 1983
Albumlængde: 46 sider
Dansk oversættelse: Niels Søndergaard

Anmeldt i nr. 23 | 13/09/2007

Stikord: Fremtiden, Postapokalyptika

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *