Jaws 3-D

Jaws 3-D var oprindeligt tænkt som en spoof-film, og folkene fra det legendariske National Lampoon var godt i gang med et manuskript, hvor arbejdstitlen ganske vittigt var Jaws 3 People 0.

Selveste John Hughes var inde over manuskriptet, og Joe Dante nævnt som en mulig instruktør. Men Universal trak stikket til dette misfoster, inden det kunne blive født, da de hellere ville forsøge at lave endnu en ”almindelig” efterfølger til hajhittet Jaws (1975), som denne gang kunne lancere hajen i 3-D. Wow siger man bare, og pisser i bukserne af bare glæde. Eller gør man?

Dræberhaj i legeland

Velkommen til Sea World i Florida, hvor rigmanden Calvin Bouchard har lavet en gigantisk undersøisk themepark kaldet Undersea Kingdom. Vi møder Michael Brody, som er den selv samme Michael fra de to første film. Michael er den ledende ingeniør på projektet og hans kæreste Kathryn er overbiolog i parken.

Ud af den blå luft kommer Sean Brody på besøg, Michaels lillebror, og han begynder at råflirte med vandskipigen Kelly. Så langt så godt. Men naturligvis kommer der også en STOR hvid dræberhaj på besøg, og snart forvandles forlystelsesparken, naturligvis lige da den skal åbnes for gæsterne, til en hajpark. Og ellers ikke mere om handlingen her.

Som det var tilfældet med Jaws 2 (1978) var der rigtig mange problemer i produktionsfasen, hvor det denne gang ikke lykkedes at få Roy Scheider til at gentage sin rolle, da Scheider hellere ville sælge sin sjæl til djævelen end at lave endnu en hajfilm. Men også på manuskriptfronten var der problemer og mange forskellige skribenter var inde over. Historien er krediteret Guerdon Trueblood, og manuskriptet er forfattet af Carl Gottlieb og Richard Matheson plus et ukendt antal konsulenter.

Gottlieb var inde over manuskriptet til Jaws og Jaws 2, og Matheson vil de fleste nok kende som forfatteren af romanen I Am Legend (1954) Og man mærker tydeligt på det færdige projekt at mange ideer har mødt hinanden, nogen bedre end andre, men det har overordnet set skabt en meget ujævn film, hvor den første halvdel er klart bedst formidlet og udført.

Uprøvet instruktør mærker kritikerhelvedet på kroppen

Instruktørstolen blev denne gang sat under Joe Alves, der var production designer på både Jaws og Jaws 2, på fremragende film som Close Encounters of the Third Kind (1977) og Escape From New York (1981) og på stinkere som Freejack (1992) og Fire Down Below (1997).

Men Jaws 3-D var hans første og sidste film som filminstruktør, og det er sgu’ ærlig talt lidt ærgerligt. For godt nok er filmen ujævn, og klimakset helt til grin, men der er mange fede elementer i filmens første halvdel som viser at Alves faktisk ikke er helt uden talent som instruktør. Men han brændte nok nallerne pga. af filmens dårlige medfart i medierne og gik tilbage til det han ved fungerede for ham.

Filmen blev en kommerciel succes (den kostede små 20 millioner dollars at producere, og indtjente i omegnen af 90 millioner dollars), dog ikke på højde med sine to forgængere, men kritikerne vendte tommelfingrene ned af, og filmen blev da også i 1984 nomineret til hele fem Razzie Awards uden dog at ”vinde” en eneste. Mange anmeldere var skuffet over at et produkt skabt af Gottlieb og Matheson ikke kunne mere, og det er jeg enig i, selvom noget af svaret på fejlskuddet skal findes i, at for mange manuskonsulenter skrev manuskriptet om flere gange.

Quaid er god og Gossett Jr. stinker

Den del af filmen hvor firkløveret bestående af Michael, Kathryn, Sean og Kelly er på banen, før der går hajstinker i den, er filmens stærkeste kort. Her er plottet levende, det er faktisk ganske spændende at følge, hvad der nu skal ske og man kommer til at holde af karaktererne. Specielt Quaid, som er en af mine personlige favoritter i det moderne Hollywood-landskab, gør det godt i sin første hovedrolle. Quaid har charme og star quality af den gamle skole og det nyder Jaws 3-D godt af.

Men også de tre andre gør det godt. Desværre er Louis Gossett Jr. med i filmen som den overkarikerede rigmand, og de scener han er med i løber ofte ud i vandet. Manden overspiller konstant, og det er mig stadig en gåde, hvordan fanden han kunne få en Oscar for den jammerlige An Officer and a Gentleman (1982), hvor han jo heller ikke gør andet end at overspille, men folkene bag Jaws 3-D har rigtig nok set at Gossett Jr. var hot shit i starten af 80’erne og hans medvirken har uden tvivl solgt flere billetter.

Generelt har jeg det svært med Gossett Jr. og kan ikke umiddelbart komme på en rigtig god film, hvor han er med i – med mindre man medregner Chuck Norris-baskeren Firewalker (1986) i bøtten af gode film.

På trods af de mange negative ord, som Jaws 3-D i tidernes løb har fået hæftet til sig, må jeg nok indrømme, at filmen er ganske fascinerende. Hvor Jaws var en effektiv spændingsfilm (jeg hører ikke til dem der vil kalde den en decideret horrorfilm) med et rigtigt godt cast, og Jaws 2 var en habil gentagelse af Jaws, så er Jaws 3-D en mere rendyrket katastrofefilm som vi så dem i 70’erne: vi har én enkel lokation, et omfangsrigt cast og en katastrofe.

Der bygges langsomt og effektivt op med flere fremragende scener hvor specielt åbningen af Sea World er effektiv, men da slutningen nærmer sig, forsvinder al logik og spænding, og filmen løber desværre helt ud i sandet. Og det er ærgerligt, da den nemlig langt hen ad vejen formår at kombinere gyserfilmen med katastrofefortællingen.

3D

3D-teknikken er så gammel som filmmediet selv, men det var i starten af 50’erne og igen i starten af 80’erne, at man i Hollywood for alvor forsøgte at lancere 3D effekten på spillefilm. Der var sket forbedringer i teknikken, hvilket der også er de sidste 30 år, og derfor er 3D på mode igen her i slutningen af 0’erne og starten af 10’erne.

Jaws 3-D hører til 80’er-bølgen som også tæller film som Amityville 3-D (1983), Friday the 13th Part III (1982) og Metalstorm: The Destruction of Jared-Syn (1983) – det er alle film, som nok ikke vil gå over i filmhistorien for andet end netop 3D-effekten.

Det virker lidt som om, at folkene har været bange for, at man ikke har brugt 3D-effekten nok, så derfor får den fuld skrue i slutningen. I Jaws 3-D bruges effekten mest tydeligt i introsekvensen, i scenen hvor hajen bryder igennem glasset og så i splatfinalen. Jeg skal ikke kunne sige, hvordan effekten oprindeligt var, men på 2D-udgaven virker det bare som et påklistret gimmick, som overhovedet ikke gør noget for historien men nærmere tager fokus væk fra den spændende fortælling. Noget som man desværre må sige er tilfældet i de fleste ældre 3D produktioner, og noget som en film som Avatar (2009) også lider lidt under – dog er det meget veludført i Avatar, selv om man kan fint leve uden.

Modig hajfilm

I Back to the Future Part II (1989) er der en herlig reference til både Jaws 3-D og til efterfølgerens Jaws: The Revenge (1987). Vi ser i fremtiden, år 2015, en 3D-reklame for Jaws 19, hvortil Marty tørt siger ”The Shark still looks fake”. Og ja, hajen ser kunstig ud, men det gør den i alle hajfilmene.

Jaws 3-D er en modig film, som er meget ujævn, men stadig langt mere fascinerende end både Jaws 2 og Jaws: The Revenge. Så tag mine anbefalinger med forbehold og forvent ikke stor filmkunst, men derimod en lille bastard af en hajfilm som forsøger noget nyt, men som fejler på vejen.

Anmeldt i nr. 51 | 13/01/2010

Stikord: 3’er, Animal Horror, Dræberdyr, Fortsættelse, Hajer, Havet