Janghwa, Hongryeon

Siden sidst i 90’erne er den asiatiske gyserbølge nærmest eksploderet, og der er blevet produceret en lang række solide horrorfilm, der også har fundet et bredt publikum i vesten. Fælles for denne nye gyserbølge er at der i de asiatiske film bliver lagt meget vægt på følelser, atmosfære, snigende forbandelser og så er de mere psykologiske i forhold til de fysiske gysere, som de vestlige produktionsselskaber præsenterer.

Mest kendt er Ringu (1998), men også Ju-on (2000) og Honugurai mizu no soko kara (2002) er populære hvilket ikke mindst skyldes de amerikanske remakes – henholdsvis lavet i Hollowood under titlerne The Ring (2002), The Grudge (2004) og Dark Water (2005).

Personligt er det den sydkoreanske Janghwa, Hongryeon, eller A Tale of Two Sisters som dens engelske titel lyder, der har gjort størst indtryk på mig. Det er en film, der virker så fantastisk godt, fordi den forstår at udnytte de bedste gyserklichéer til at skræmme sit publikum, samtidig med at gysene er pakket ind i et fascinerende psykologisk drama.

Stedmoder med foragt

Filmen begynder på et sanatorium. En doktor sidder ved et bord, da en patient, en pige med langt sort hår, som skjuler hele hendes ansigt, kommer over og sætter sig ved bordet. Doktoren prøver at få pigen til at snakke, men hun siger ikke noget. Han viser hende derefter nogle billeder af en familie og spørger, om hun ikke har lyst til at snakke om “den dag”.

Derefter kommer der tilsyneladende et flashback, hvor vi ser en bil ankomme til et hus. Ud af bilen stiger de to søstre Su-mi og Su-yeon og deres far. Da de to piger kommer ind i huset, bliver de mødt af deres stedmor Eun-joo. Deres rigtige mor er tilsyneladende død, men stedmoderen virker nærmest overlykkelig over at se de to piger, og da pigerne ignorerer hendes entusiasme, bliver hun helt hysterisk. Det bliver tydeligt, at hendes glæde overfor pigerne blot er en facade for hendes foragt, noget som pigerne hurtigt gennemskuer.

Pige med langt sort hår

Det bliver ikke bedre da familien sidder samlet omkring aftensmåltidet. Faderen er tilsyneladende fuldstændig blind overfor den skjulte kamp mellem hans døtre og den nye kone. Stedmoderen bliver mere og mere led overfor pigerne, især Su-yeon, der er meget stille og indadvendt. Om natten sker der mange mystiske ting.

Først bliver Su-yeon vækket af mærkværdige trin ude på gangen. Hun bliver først rigtigt skræmt da døren ind til hendes værelse pludselig bliver lukket op og rædselsslagen gemmer hun sig under dynen. Hun kan derfor ikke se, men blot høre, hvordan nogen langsomt sniger sig over til hende og kravler op i hendes seng. Til sidst kan hun ikke klare det mere og slår øjnene op, kun for at konstatere at hun er alene i værelset, men ude på gangen kan hun høre lyden af fodtrin der forsvinder.

Skræmt flygter hun ind til Su-mi og lægger sig til at sove sammen med søsteren. Senere på natten bliver Su-mi vækket af en kradsende lyd. Hun ser hvordan en pige med langt sort hår – det sorte hår er et helt klassisk træk fra de asiatiske gysere – kravler hen over gulvet og op i sengen til hende, før hun skrigende vågner op og konstaterer at det blot var et mareridt.

Spøgelseshistorie og psykologisk gyser

Tematisk er Janghwa, Hongryeon en blanding af en klassisk spøgelseshistorie og en psykologisk gyser krydret med pubertetsangst, fortrængninger og stedmoderens terror. Dertil kommer så også en række twists, som ved første øjekast godt kan gøre historien forvirrende og unødigt rodet, men som faktisk giver mening efter andet gennemsyn.

Selv om historien ikke er ligegyldig, så træder den dog alligevel i baggrunden for rædslerne, der klart er filmens bærende element. Som tiden går for de stakkels piger, sniger husets dystre stemning sig ind på dem, og de bliver mere og mere overbeviste om, at der er en uvelkommen tilstedeværelse i de hjemsøgte gange.

Det kulminerer en aften, hvor stedmoderens bror og dennes kone er inviteret til aftensmad. Denne gang er det stedmoderen, der er blind overfor den trykkede stemning, og hun snakker lystigt for døve ører, da broderens kone pludselig falder om af et epileptisk anfald. Senere, da hun er kommet sig over sit anfald, fortæller hun broderen, at hun så en pige ligge under køkkenvasken. Det ville være synd at afsløre mere af filmens handling og på grund af det alt andet end lineære plot, så ville det også være utrolig vanskeligt.

Stærk billedside

Skuespillet er helt i top og specielt skal fremhæves Yum Jung-ah som den nærmest skizofrene stedmor. Filmen scorer dog flest point på sin billedside, der på den ene side er meget sørgmodig, men når gysene kommer frem, bliver det pludseligt både klaustrofobisk og makabert. Det der nok vil skræmme en del seere væk fra Janghwa, Hongryeon er den kryptiske handling, der næppe vil give meget mening første gang man ser den.

Personligt mener jeg ikke, det gør så meget, for det er alligevel den trykkende, melankolske og makabre stemning, der fanger første gang, og selv om historien efterlader mange spørgsmål, så ligger svarerne skjult i de dystre scener.

Janghwa, Hongryeon har af uransagelige årsager aldrig fået dansk premiere, hvilket egentligt er lidt underligt, når man tænker på hvor mange japanske gysere, der har nået de hjemlige biografer og at Janghwa, Hongryeon har vundet et hav af priser i udlandet. Filmens succes er dog ikke helt overset i Hollywood, for Dreamworks har købt rettighederne til at genindspille den, så med lidt held får filmen den opmærksomhed og ros som den så sandelig har fortjent i de danske biografer. Herfra skal den i hvert fald have de fineste anbefalinger med på vejen.

Anmeldt i nr. 17 | 13/03/2007

Stikord: J-Horror, Spøgelser