Invasion U.S.A.

Efter succesen med Missing in Action (1984) var instruktøren Joseph Zito igen samlet med producentparret Menahem Golan og Yoram Globus samt deres store stjerne, Chuck Norris. Og denne gang var det selveste United States of America, der skulle reddes fra en invasion af onde, onde terrorister!

Velkommen til B-siden!

Når noget bliver en succes, så vil folk stå i kø for at få en del af den succes. Det er selskabet Cannon om noget et billede på.

Jeg vil på ingen måde påstå, at de bare producerede billige kopier af store succeser, for der var også en masse fin kreativ energi i mange af selskabets produktioner. Men størstedelen kan man godt konstatere havde en noget tvivlsom filmisk kvalitet.

At mange af filmene så har en stor underholdningsværdi og en stor nostalgisk tiltrækningskraft (på folk som mig, der skam så mange af filmene på VHS), er så en helt anden sag.

At se gennem nostalgiens tåger

En af de film er Invasion U.S.A. Og lad os slå det fast med det samme: Det er ikke nogen god film. Faktisk er den ganske ringe.

Da jeg genså den på Blu-ray var det, som med mange af disse gensyn, som jeg foretager mig i forbindelsen med min gennemgang af amerikanske actionfilm fra 1982-1993, en todelt oplevelse.

Første lod jeg mit unge jeg nyde filmen; derefter lod jeg filmkritikeren tage over. Man kan jo bare nyde den uden at se på selve værket og bare holde fast i den måde, man huskede filmen på, men i forhold til den proces jeg er i gang med, skal jeg også navigere gennem nostalgiens tåger.

Og for lige at sætte det i en historisk filmkritisk kontekst, fik filmen også kniven af anmelderne, da den udkom. Og det forstår man godt.

Simon Rose skriver eksempelvis, så det driver med ironi, i Essential Film Guide følgende:

“Norris, here displaying the stature and acting ability of a Giant Redwood, discovers a plot by those fiendish Russkies to invade Florida out of season. Much action. Little plot.”

Men er det et problem? Vil mange ikke se det som en fordel? Altså det med meget action og et lille plot. Det vender jeg tilbage til om lidt. Nu skal vi først et smut til Florida.

Fra god idé til jammerligt manuskript

Chuck Norris og hans yngre bror Aaron Norris fik idéen til filmen, efter de havde læst en artikel om, at der var mange terrorister på fri fod i Amerika. Norris har blandt andet udtalt følgende:

“I thought, ‘Boy, that’s scary. ‘What if some guy on the order of a Khomeini or a Khadafy mobilized those guys and started sending them out to every major city?’… I know it’s going to happen, and even in the movie, the head terrorist says, ‘It’s so easy because of the freedom of movement in this country.’ So we’re really accessible to this. The movie is not meant to scare people, but to make us aware of a potential problem. We’re trying to make a statement here. This is about the people of the United States.”

Men i stedet for at lave en seriøs film om emnet, valgte man noget anden tilgang.

Vi er som sagt i Florida. Nogle onde, onde terrorister (den slags som gør selveste Chuck Norris bange), anført af russeren Mikhail Rostov, planlægger et angreb på USA! Så de skaffer våben og lejesoldater, og den ambitiøse invasion kan begynde.

Heldigvis har amerikanerne Matt Hunter. Og Rostov og Hunter har en fortid sammen, så Rostov ved godt, at hvis invasionen skal lykkes, så må han først gøre det af med Hunter! Ja, Hunter ER Amerika; han er sjælen, og uden ham har de tabt. Symbolikken driver ned over skærmen.

Det skal lige indskydes, at Matt Hunter også var hovedpersonen i den glimrende Avenging Force fra 1986, hvor Chuck Norris takkede nej og overlod rollen til Michael Dudikoff.

Chuck træder i karakter

Man angriber amerikanerne, hvor det gør mest ondt. På stranden, mens et ungt par knalder på en strand, i en lille forstad, hvor der pyntes op til jul, i et overfyldt indkøbscenter OG i en kirke! Ja, man kan godt forstå, at Guds søn, Chuck, tager affære. Det er sgu ægte lummersadisme.

Filmens tagline siger det ganske fornemt:

“No one thought it could ever happen here… America wasn’t ready…but HE was!”

Ja, Chuck var klar, de konservative (og voldsparate) amerikanske værdiers vogter var klar.

Selve konceptet er fedt, altså grundidéen med, at amerikanerne angribes på amerikansk jord. Det kan noget – som vi eksempelvis også så i John Milius’ svulstigt konservative og meget underholdende Red Dawn fra 1984. Det var en film, der tjente fine penge, og det er naturligvis den slipstrøm, at Invasion U.S.A. bliver kastet ind i. Vi var midt under den kolde krig, og det var jo oplagt, at russeren angreb.

Filmen kollapser

Desværre er plottet i Invasion U.S.A. en meget rodet omgang. På trods af at det er simpelt som amen i kirken, er det stadigvæk svært at overskue, hvor man nu er i handlingen.

Hvor er skurkene rent faktisk? Hvad er deres planer? Hvad er det, de nu angriber, og hvordan lykkes det for Matt Hunter at være præcis dér, hvor skurkene angriber? Florida er trods alt en ret stor stat og er noget andet end eksempelvis et højhus, et krigsskib eller en boligblok.

Hunter er som et mytisk fantom, en ånd der vandrer, en cowboy der kan bevæge sig ubesværet rundt i det rodede manuskript.

Så ret hurtigt kollapser filmen.

Men hvad er der så tilbage?

For det første er der mange fine actionsekvenser, og for det andet så er Richard Lynch en ganske fremragende skurk. Derudover tilhører filmen den del af filmmøddingen, hvor man faktisk godt kan være underholdt af dårligdommene.

Eksempelvis kan man følge, som handlingen skrider frem, hvorledes Hunters denimskjorte bliver åbnet mere og mere, knap for knap, så man ser mere og mere af Norris’ brystkasse. Bemærk i denne sammenhæng også de stramme denimbukser, det voldsomme bælte, de to mini-Uzi’er, som Hunter har specielle seler til, OG de sorte Nike-sko! Ja, Hunter er et karikeret bud på the all American hero. Tak for kaffe!

Det blev for meget for Chuck!

Filmen er gennemsyret af sadisme. Lige fra den måde, de uskyldige amerikanere dræbes på, til de lede skurke og ikke mindst den måde, Hunter får Jack Bauer til at fremstå som en kordreng på!

Ja, det er noget af nogle værdier, der her tilknyttes actionhelten; noget med den amerikanske selvforståelse. Hunter nyder det. Det kan man så tolke i, hvad man vil, men jeg vil blot konstatere, at den kynisme efterlader seeren med en lidt spøjs smag i munden. Og det er ikke fordi vi er i en krænkelsens tidsalder.

Det er skyggesiden af den amerikanske actionhelt, når det leveres uden nuancer, som det er tilfældet her – og i mange lignende actionfilm. Jeg er IKKE moralens vogter, og jeg elsker actionhelten. Men jeg kan godt lide, når der er lidt flere nuancer end her.

Norris har også senere udtalt: “You see, when you’re making a movie, it takes over five months. Not until you bring it down to an hour and an half do you see just what you’ve done. It was . . . too much, unfortunately.”

Om det så er en form for undskyldning, i forhold til filmens moral, skal jeg ikke gøre mig til dommer over. Men ja, visse dele er lidt for meget af det gode. Man kan så ærgre sig, når det nu har taget dem så lang tid at lave filmen, at de ikke lavede et bedre plot. For det virkede jo fint i en anden Chuck-film som The Delta Force (1986).

Alt i alt er Invasion U.S.A. en ganske forfærdelig film, både i forhold til plot og moral. At den underholder bravt, har en fin skurk og nogle gode actionsekvenser kan ikke redde det samlede indtryk.

Anmeldt i nr. 187 | 13/05/2021