Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

Interview with the Vampire

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Selv om den er både patetisk og meget statisk, er Anne Rices Interview with the Vampire også både spændende, smuk, intens og dragende.

Interview with the VampireNår snakken falder på vampyrer, er det næsten utænkeligt, at Anne Rice ikke vil dukke op i samtalen på et eller andet tidspunkt. Skal man pege på det sted, hvor vampyrfiguren for alvor fik løsrevet sig fra Bela Lugosis arv, og blev transformeret til noget nyt og uset, er det netop Rices vampyrdebut, der må være omdrejningspunktet. Baggrunden for dette skal nok søges i Anne Rices nærmest uhørt uimponerede tilgang til materialet.

Ligeglad med vampyrkonventionerne
Anne Rice (f. 1941).

Anne Rice (f. 1941).

Hendes vampyrroman Interview with the Vampire blev nemlig skrevet i 1973 (udkom dog først i 1976), kun et år efter hendes datter Michele var død af leukæmi. På det tidspunkt havde Anne Rice allerede udgivet flere erotiske romaner, men datterens død slog hårdt, og medførte en stærkt alkoholiseret periode for både Rice selv og hendes mand, digteren Stan Rice.

Som Anne Rice har beskrevet det, sad de en aften på deres terrasse og drak i tavshed. Pludselig blev hun grebet af et behov for at skrive, og hun gik øjeblikkeligt ind til skrivemaskinen. Resultatet blev en unik roman, der nok har paralleller, men ikke noget egentligt sidestykke.

Det heldige for Rice var, at hun stort set var ligeglad med alle vampyrkonventionerne. Hun blæste Grev Dracula og Bram Stoker et stykke, og redefinerede derved ganske uvidende vampyren i sin grundvold. I Anne Rices hænder blev vampyren ikke et mytologisk væsen, født ud af ondskab og hengemte krypter.

Vampyren blev en levende og tænkende skabning, der først og fremmest reflekterede over livet. De blev en metafor for livet i hele dets destruktive, meningsløse mangfoldighed, og nu fik hun gennem sit skrivearbejde muligheden for at interviewe vampyren – eller livet selv.

Nat og dag

Interview with the Vampire har form af en selvbiografisk beretning, fortalt af vampyren Louis. Han har valgt at fortælle om sit liv til en navnløs ung mand et sted i San Francisco. Beretningen bliver optaget på bånd, og bogens uidentificerede interviewer spiller en ganske ringe rolle. Kun få gange skifter romanens narrative lag fra fortid til nutid, og som sådan er det måske en overdrivelse at kalde beretningen et egentligt interview, for Louis taler stort set nonstop i et tempo, han selv bestemmer uden ret mange intervenerende spørgsmål.

Den verden Louis fører læseren tilbage til er Louisiana i slutningen af 1700-tallet. Det er plantageejernes epoke. En tid med stor velstand og dekadence. Louisiana er blevet en kulturel smeltedigel, hvor kreolerkulturen blomstrer. Midt i dette farverige univers har den unge rigmandssøn Louis svært ved at falde til ro. Livet er for let og meningsløst.

Druk, damer og hasardspil har ikke noget indhold længere, så netop som den unge mand overvejer, om det hele måske ikke bare burde slutte her, tiltrækker han sig vampyren Lestats opmærksomhed. Det fører til et helt nyt liv, for Lestat gør Louis til sin følgesvend, og sammen kan de to nu drive deres vampyriske tilværelse på Louis’ familieplantage.

Indledningsvist har Louis store vanskeligheder ved at acceptere sit liv som vampyr, men gradvist får han oparbejdet en tilværelse med Lestat. Problemet er bare, at de to er som nat og dag. Som tiden går, bliver dette kun tydeligere og tydeligere. Mens Louis er eftertænksom og indadvendt, er Lestat frembrusende og flamboyant. Han tager livet i store mundfulde, mens Louis kun nipper til kanterne.

Far, mor og børn

Her skal man huske, at de to vampyrer på dette tidspunkt lever en tilværelse, hvor de forsøger at opretholde en facade som plantageejere. Det er bare ikke helt så let, som man skulle tro. For det første må de nemlig sove om dagen. For det andet behøver de blod, og mens Louis har store kvababbelser ved at drikke menneskeblod, kaster Lestat sig gladelig over plantagens slaver. Dermed er der rig lejlighed for rygtedannelse og snak blandt plantagens folk, og det går da heller ikke værre eller bedre end at vampyrerne flygter fra deres hjem en sen nat, da stedet bliver overfaldet i bedste lynch mob-stil.

De to herrer må nu finde sig en ny tilværelse i New Orleans’ travle natteliv. I stedet for herremænd, bliver de til storby-dandys. Den tilværelse passer Lestat storartet, mens Louis atter har svært ved at slå rødder. Konflikten mellem de to bliver kun mere udtalt som tiden går, og faktisk når deres forhold næsten at blive afbrudt, men så er det, at Lestat introducerer en tredje part i forholdet.

Han gør nemlig den lille pige Claudia til vampyr, og nu er de med et blevet en hel familie. Lestat og Louis kan lege far, mor og børn med deres dukkebarn, og det bliver forholdets redning – men kun for en tid.

Syndefald

Årene går nemlig hurtigt, og mens lille Claudias krop forbliver i barneskikkelse, modnes hendes intellekt. Gradvist går det i al sin gru op for hende, at hun er dømt til at leve som barn for evigt. Det resulterer i et voldsomt had til hendes skaber – Lestat – og samtidig knytter det båndet mellem hende og Louis stærkere og stærkere. Claudia udvikler langsomt sin egen dagsorden, og hun forstår med djævelsk snuhed at udnytte Louis’ tvivl og frygt.

Da hun derfor en nat foreslår Louis, at de skal myrde Lestat, er der ikke langt fra ord til handling. Sammen gør de oprør mod den, der gjorde dem til vampyrer, og efter at have dræbt Lestat, forlader de Amerika for at søge efter andre vampyrer. Begge nægter de nemlig at tro på, at de er de eneste, som findes. Dermed sender beretningen Louis og Claudia ud på en lang odyssé efter meningen med deres liv, som først kulminerer, da de ankommer til Paris.

Mere af handlingen skal ikke gengives her, for selv om Interview with the Vampire er en ordrig roman, er den faktiske handling ret begrænset. Det er dermed også let at komme til at sige for meget. En stor del af fornøjelsen ved historien er nemlig at følge den knusende uvished, som Louis og Claudia føler.

I en form for syndefald har de gennem mordet på Lestat frigjort sig fra deres herre og sikre paradis. Alene i verden må de nu rakke omkring i håb om at finde andre som dem. Netop frygten for at der ikke er andre, gengiver Anne Rice med stor kyndighed. Resultatet af jagten må du imidlertid selv læse dig til.

Alt er erotiske oplevelser

Det der gør Interview with the Vampire til noget særligt er den sensualitet og styrke, som Rice beskriver vampyrtilværelsen med. Vampyrernes liv er et liv fyldt med farver og intensitet; liv og død. Seksualitet og erotik er også en del af dette, ikke kun mellem romanens mandlige hovedpersoner, men i det hele taget. Alt er erotiske oplevelser, og forbundet med stor skønhed, men for at indse denne skønhed er man nød til at acceptere døden og omkostningerne undervejs. Vampyren er nødt til at drikke blod, og ødelægge for at leve.

Livet har med andre ord sine omkostninger, og kommer man ikke på det rene med dette, forbliver man en gæst i vampyrernes paradis. Det demonstrerer Anne Rice gennem Lestat og Louis, for mens den første er blind for livets skyggesider, er den anden ude af stand til at tackle disse. Begge er dermed lige dysfunktionelle, og begge lige dårlige til at leve livet.

Det er ikke svært at øjne dele af Rices kamp for at acceptere sin datters død i alt dette, for på den ene side kan hun ikke som Lestat ignorere livets omkostninger og tragiske konsekvenser, men på den anden side er Louis’ frygt for skønhed, tilfredshed og higen efter det der var, heller ikke en vej ud af ulykken.

Eksistentialistisk drama

Som roman er Interview with the Vampire både spændende og smuk, men den er også patetisk og meget statisk. Det er let at gøre grin med Rices erotiske skrivestil, og til tider kan hendes forblommede billede af kreolereksistens og Europa-romantik blive for meget af det gode.

Ser man romanen i dens kontekst, er historien imidlertid intens og dragende som kun få historier. Selv om det Anne Rice nok i virkeligheden forsøger at beskrive er menneskelivet i sig selv, så er hendes beskrivelser af livet som vampyr i dag groet så meget ind på os, at hun stort set har haft lige så stor betydning for vampyrmyten som Bram Stoker.

Bogen er meget mere end en erotisk spændingsroman, og en gyser en den da i øvrigt slet, slet ikke. Det er et komplekst eksistentialistisk drama, der i langt højere grad handler om indre følelser end faktiske ydre begivenheder. Det er derfor paradoksalt nok også let at komme til at lægge for meget vægt på selve vampyrdelen som et emne i sig selv. Rent faktisk er det ikke så interessant, at hovedpersonerne er vampyrer, for det er slet ikke det, Anne Rice ønsker, vi skal hæfte os ved.

Filmatiseringen af Interview with the Vampire, der kom i 1994, viser da også kun med al tydelighed, hvor langt fra romanens tematik man kommer, når der snævert fokuseres på vampyrtilværelsen som historien omdrejningspunkt. Filmatiseringen, der skildrer bogens faktiske historie, bliver nemlig måske nok en god, om end ret ligegyldig, vampyrfilm, men noget godt billede på romanens virkelige problemstillinger og erotisk-poetiske skønhed bliver den ikke.

Samlebåndsproducerede fortsættelser

Desværre for Anne Rices omdømme blev Interview with the Vampire en så stor succes, at hun fortsatte med at skrive og skrive. Det er blevet til en hel stribe romaner med et tilbagevendende persongalleri og næsten soap-agtige kvaliteter. Al den friskhed og stemning. som den første roman indeholdt, forsvandt dermed som dug for solen i de senere bøger, og der er næppe mange, som i dag kan nævne Anne Rice uden at rynke på næsen.

Det er imidlertid synd, for mens man kan kalde hendes andre bøger for bras, må man aldrig glemme, at Interview with the Vampire er noget ganske andet. Det er et smukt stykke romankunst, der kommer fra hjertet, og det fornemmer man ud af hver eneste side.

Lykkeligvis for os alle har Rice besluttet sig for at stoppe skriverierne om vampyrerne, efter at hun i 2005 vendte tilbage til katolicismen, og besluttede sig for kun at skrive i Guds tjeneste. Det kan vi andre jo være taknemmelige for. Forhåbentlig betyder dette nemlig, at vi med tiden kan få det, der er blevet døbt The Vampire Chronicles på afstand, og måske atter finde Interview with the Vampire frem i lyset igen som den fremragende bog den er, uden at skulle sidde med en dårlig smag i munden.

Interview with the Vampire er også blevet oversat til dansk og udkommet under titlen En Vampyrs Bekendelser.

5 stjerner

Titel: Interview with the Vampire
Forfatter: Anne Rice
Udgivet: 1976
Forlag: Alfred A. Knopf
hvid
Anmeldte udgave:
Udgivet: 1993
Forlag: Ballantine Books
Format: Paperback
Sideantal: 346

Anmeldt i nr. 25 | 13/11/2007

Stikord: Sydstaterne, Vampyrer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *