Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

Inferno

Inferno
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

InfernoForbered dig på en barok og vidunderlig gyser, hvor handlingen træder i baggrunden til fordel for en mageløs stemning og et unikt formsprog. Inferno er en okkult gyser af den fineste slags og samtidig en rejse tilbage til en tid, hvor gyserfilm var noget helt specielt.

En gade badet i lyserødt lys, en ældre mand der vil drukne en hel sæk med katte, et bestialsk mord i Central Park og alskens lækre scener. Glæd dig til den okkulte gyser Inferno (på dansk Rædslernes inferno).

Inferno er anden del i Dario Argentos langstrakte trilogi om de tre “mødre” – den første film, Suspiria, udkom i 1977, mens trilogiens afslutning, La terza madre, udkom i 2007. Der er som sådan heller ikke den store sammenhæng mellem de tre film ud over deres tematiske fællesskab med Suspiria de Profundis (1845) af Thomas de Quincey, hvor vi finder ”Our Ladies of Sorrow” – Mater Lachrymarum, Mater Suspiriorum og Mater Tenebrarum. I Inferno er det Mater Tenebrarum, der måske spøger i det game hus.

Gys af den gamle skole

Selvom Inferno efterhånden har 31 år på bagen, gør den stadig er stort indtryk. Nok ikke for et ”ungt og moderne” publikum, der vil afskrive Inferno som tung, uforståelig og kitchet. Men for genrefans er den en skattekiste, der bare venter på at blive åbnet eller åbnet på ny. I forhold til moderne gysere, der går efter chokket, de mange effekter, den tunge lyd og den dårlige CGI, er Inferno en helt anden størrelse. Og det er ment som en anbefaling.

Som sådan vil jeg ikke bruge meget tid på at beskrive plottet. Og det skyldes to ting. Til dels vil jeg ikke afsløre for meget, og desuden giver det langt hen ad vejen heller ikke mening at beskrive en narration, som netop brillerer ved ikke at være en narration i klassisk forstand. Men mere om det senere.

De onde søstre

Inferno udspiller sig primært i New York med små afstikkere til Rom i filmens indledning. I et kæmpe hus, hvor det er tydeligt, at facaden er en kulisse, sker der ting og sager, som er bundet op på okkulte hændelser fra fortiden.

Den unge kvinde Rose Elliot (Irene Miracle) får fat i den mystiske bog ”The Three Mothers” (der omhandler tre onde søstre), og snart begynder der at ske mystiske ting. Hun sender bud efter sin bror Mark (Leigh McCloskey), der bor i Rom, og efter nogle mystiske hændelser i Rom ankommer brormand til New York.

Men hvad er der sket med søsteren, hvem er Mater Tenebrarum, og hvorfor er ALT, hvad der sker, så uendeligt mystisk og underligt? Det skal du selv finde svaret på, eller prøve på det, når du dykker ned i Argentos Inferno.

Unikt formsprog

Med Inferno viser maestro Argento sig fra sin mest visuelle side. Historien er banal, men det er faktisk også meningen: Det er billederne, og lyden, Argento bruger til at skabe sit smukke mareridt. Og læg specielt mærke til lyssætningen, som med sine pastelfarver hensætter filmen, og tilskueren, i en drømmende og ikonografisk tilstand. Normal støtter lyssætningen op om filmens narration, men i Inferno bliver lyset en vigtig del i sig selv. Sjældent har denne anmelder set noget lignende.

Inferno er spækket med det, man kunne kalde plothuller. Mange ting forklares ikke, faktisk er der flere ting, der ikke forklares, end der forklares. Man kunne skrive en hel bog om ”hullerne” i Inferno. Men så ville man ramme langt forbi meningen med filmen – og det skal ikke lyde som en undskyldning for det mildest talt roede plot.

For mig er Inferno som en ond drøm og ikke så meget en klassisk narrativ film. Hvis man skal løbe om hjørner med tilskuerens naturlige ”skabe-narrative-strukturer”-tankegang, så skal filmens formsprog være meget effektfuld. Og det er tilfældet med Inferno: Her er fantastiske og barokke scener, hvor den mageløse og teatralske lyssætning støtter op om filmens drømmende univers. Og det samme gør musikken af rockmusikeren Keith Emerson, der som sådan heller ikke kan betegnes som klassisk filmmusik, men netop noget, der, som lyssætningen, bliver et bærende fortællemæssigt element i sig selv, løsrevet fra den overordnede narration.

Mange af skuespillerne har tydeligvis haft det lidt svært med det noget specielle plot. Specielt hovedrolleindehaveren Leigh McCloskey ligner en mand, der ikke helt er tryg ved situationen. Mens andre, for eksempel den fremragende Sacha Pitoöff som den mystiske boghandler Kazanian virkelig formår at gribe konceptet. Men Inferno er heller ikke en film, der primært skal ses for skuespillet, da karaktererne blot er marionetter i Argentos storslåede mareridt.

Lækker okkult gyser

Inferno er ikke helt på højde med Suspiria, men det er dog tæt på. Det okkulte blandes på fornem vis med et formsprog, som viser Argento fra sin bedste side. De varmeste anbefalinger skal lyde her fra Planet Pulp.

Inferno er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

5 stjerner

Titel: Inferno
Dansk titel: Rædslernes inferno
Instruktør: Dario Argento
Manuskript: Dario Argento
Cast: Leigh McCloskey (Mark Elliot), Irene Miracle (Rose Elliot), Sacha Pitoëff (Kazanian)
Producere: Claudia Argento (producer), Guglielmo Garroni (executive producer), Salvatore Argento (executive producer)
Foto: Romano Albani
Klip: Franco Fraticelli
Musik: Keith Emerson
Spilletid: 102 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital 2.0, Italiensk mono
Sprog: Engelsk/Italiensk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: Italien, 1980
Produktionsselskaber: Produzioni Intersound
Distributør (DVD): Another World Entertainment
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 72 | 13/10/2011

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *