Sidste år udkom første bind af Casper Sands tegneserie Infection; Infection vol. 1 – Rygning forbudt, som indeholder de første fire kapitler af et større eventyr.
Den fremtidsverden, man ser i Infection er rimelig crazy og minder om de problemer, vi slås med i verden i dag. En såkaldt grøn pest dominerer over hele jordkloden. Der er heftig krig om et antistof, som indtil nu kun findes i begrænsede mængder.
Produktionen af dette styres med hård hånd af oprydnings-organisationen Global Waste, der betragter sig som herskere i øjeblikket. Global Waste-soldaten Dave Blame bliver efter en mission i Antarktis efterladt af sine kammerater og nærer derfor et stort had til dem.
Det lykkedes Dave at komme væk fra kulden og nå frem til varmere omgivelser. Han møder pirat-tøsen Jayne Diamond og hendes kaptajn-far Short John Diamond, og et uvant partnerskab bliver formet deraf.
Frisk start på et mærkværdigt eventyr
Casper Sand har længe arbejdet på Infection, og man har kunnet opleve den på hans personlige hjemmeside.
Men med første bind ude er det fuldt ud forståeligt, at han ikke har siderne liggende fremme længere, og han arbejder for tiden på andet og tredje bind. Efter en forrygende start kan det kun blive spændende at se mere fra Sands vilde fantasi.
Sand har før den trykte udgivelse restaureret mange sider med nye baggrunde, gentegnede billeder, genfortolkede talebobler og ti ekstra sider.
Sand udnytter de indledende kapitler til at præsentere det brogede persongalleri og deres omgivelser i en fart, uden at det bliver forhastet. Personen, der er mest fokus på, er Blame, og han med sin rapkæftede voice-over vores guide i historiens første mange sider.
At sige mere om plottet ville være en stor skam, da der er mange overraskelser undervejs, og det er noget, man selv skal opleve, for det er vanvittigt weird på den fede måde.
Næste gang kommer der formentligt mere baghistorie til det øvrige persongalleri, i takt med at historien udvider sig.
En fed fusion
Man er ikke et sekund i tvivl om, hvor Sands visuelle inspirationer kommer fra. Jeg tænker hovedsageligt på de populære mangaværker som Dragonball, Black Lagoon og One Piece med de dramatiske og ofte gakkede udtryk i personernes ansigter, når de er i action mode eller bliver slået på.
Men Sands streg føles ikke som tyveri fra tegnerne Akira Toriyama (Dragonball) eller Eiichiro Oda (One Piece), og andre vestlige tegnere har også lånt virkemidler fra den særlige manga-streg. Så intet nyt der, men det kommer altid an på, hvordan man udnytter stilen til egen fordel, hvilket Sand gør her.
Når man ser Dave Blames ansigt, minder det meget om de benhårde Dragonball-krigere. Alene synet af Jayne Diamond er indbegrebet af en manga-babe med de store øjne og lækre kroppe i bløde streger. Men de to og de andre figurer er gennemsyret af sort dansk humor, og det er cool.
Actionscenerne er en fornøjelse at se på, og der spares ikke på vildskab, blod og humor. Den gennemførte farvelægning skaber den helt rette stemning og giver det hele ekstra liv.
Mere Infection, tak!
Infection vol. 1 – Rygning forbudt starter lovende og ender med en cliffhanger, der får mig til at tigge efter mere. Sands univers er spændende og sjovt, og første bind er tiltrængt virkelighedsflugt fra den trælse corona-hverdag. Kom endelig med flere Infection-eventyr, Casper Sand!
Infection vol. 1 – Rygning forbudt er venligst stillet til rådighed af Global Waste Publishing
Forfatter: Casper Sand
Tegner: Casper Sand
Forlag: Global Waste Publishing
Udgivelsesår: 2020
Sideantal: 78 sider
Anmeldt i nr. 185 | 13/03/2021