Indiana Jones og templets forbandelse er en frygtelig tegneserie, som trods alt viser, hvorfor det er, at man som hovedregel bør gå i en lang bue uden om tegneserier, baseret på film. Den er kluntet tegnet, grimt farvelagt, og den fart og spænding, som filmen besidder, er stort set fraværende. Men det største problem ligger i selve adapteringen, som er helt hen i hegnet. Alt det sjove i filmen resulterer i tegneserieversionen i, at jeg får nervøse trækninger, og de overforklarende tekster, der konstant dukker op, giver mig lyst til at læse en novelle fra Femina.
Slavisk adaptering
Handlingen i tegneserien følger stort set slavisk handlingen fra filmen. Albummet udkom oprindeligt i USA i tre hæfter, og blev samlet i en “Super Special”-udgave, nøjagtigt som det var tilfældet med tegneserieadapteringen af Jagten på den forsvundne skat (1981). Der er kun små afstikkere fra filmen, som bruges til at forklare ting, som ikke entydigt vises i filmen.
Vi møder Indiana Jones på en natklub i Shanghai, hvor lavinen sættes i gang, da han forgiftes af gangsteren Lao Che. Pludselig er Indy på flugt sammen med den amerikanske sangerinde Willie Scott og den unge knægt Short Round. Fra Shanghai går det med fly og gummibåd til Indien, hvor vores helte indvilger i at hjælpe en lille landsby med at finde deres hemmelige, og måske magiske, sten, samt at opklare, hvor alle landsbyens børn er blevet af.
Den videre rejse går til Pankotpaladset, hvor det viser sig at en ældgammel sekt fortsat udøver deres onde gerninger under kyndig ledelse af den diabolske Mola Ram. Mola Ram har den klassiske skurkeplan, hvor han gennem stenene vil underlægge sig hele verden, og til hans plan hører også, at en masse børn bliver brugt som slaver. Så Indy kan slå to fluer med et smæk, men det bliver naturligvis ikke nogen nem opgave.
Dumme valg fjerner basal spænding
En rigtig grim tanke i tegneserien er, at forfatteren har valgt at vise de ting, som holdes skjult i filmen. Således ser man eksempelvis en mand putte gift i det glas, Indy drikker i starten, og i en anden frygtelig sekvens ser Short Round en mand under indflydelse af Kalis mørke søvn blive gjort normal ved hjælp af ild, før han selv redder Indy med en fakkel. Det er plat at skære sådanne ting ud i pap, og er også med til at fjerne den helt basale spænding.
Tegneserien fungerer kun som nikotinplaster for dem, der bare ikke kan få nok af Indiana Jones – mig selv inklusiv, da jeg for år tilbage fik en mindre hjerneblødning og købte albummet. Det hele stinker naturligvis langt væk af penge, og er i den rette Lucasfilm-ånd: når man har et hit, så gør man alt, så som at sælge en lort indpakket i et flot gavepapir, for at tjene penge. Og forsiden til albummet – der er taget fra den originale filmplakat – ser da også godt ud, men det gør albummet bestemt ikke.
Skidt udført bestillingsarbejde
Man mærker tydeligt, at der er tale om bestillingsarbejde, som Marvel har udført meget skidt. Forfatteren David Michelinie er normalt en stærk forfatter – han var bl.a. med til at give Iron Man-serien alkoholsiden, og var med til at skabe Venom – men i denne adaptering er der ikke meget positivt at sige om hans arbejde. Det er kluntet, underholdningsværdien er helt bund, og det er alt for belærende.
Tegneren Jackson “Butch” Guice er også en erfaren herre, som har arbejdet for stort set alle de kendte forlag. Men i midt-80’erne var han i stald hos Marvel, hvor han var en deres unge tegnere. Og man har jo hos Marvel været klar over, at albummet ville sælge uanset kvaliteten, så derfor kunne man lige så godt bruge nogle af de mindre profilerede tegnere og forfattere.
Alt i alt bør man holde sig fra det dette skidne produkt, som viser bagsiden af Indy-medaljen. Se hellere filmen 100 gange i træk, før du blot overvejer at anskaffe dig tegneserien Indiana Jones og templets forbandelse.
Originaltitel: Indiana Jones and the Temple of Doom
Forfatter: David Micheline, baseret på filmmanuskriptet af Willard Huyck & Gloria Katz
Tegner: Jackson “Butch” Guice
Albumlængde: 63 sider
Udkom oprindeligt som album i 1984 på forlaget Marvel som nr. 30 i deres serie af Super Specials, og som tre hæfter fra september til november i 1984.
Udkom som album i Danmark i 1984 på forlaget Interpresse.
Anmeldt i nr. 31 | 13/05/2008
Stikord: Arkæologi, Indiana Jones, McGuffin, Okkultisme, Pulp, Tegneserie efter film
