Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull

Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Indiana Jones and the Crystal Skull emmer af eventyr – fra det vildt heroiske til det hemmelighedsfuldt mystiske. På den måde er scoret alt det, som filmen desværre ikke er. Gud ske tak og lov for John Williams.

Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal SkullÉn af de få gode ting, der kom ud af den fjerde Indiana Jones-film var musikken, der endnu engang blev komponeret af John Williams.

Williams’ tre første Indiana Jones-scores er blandt hans bedste. Især scoret til Raiders of the Lost Ark er helt formidabelt; ikke alene gav Williams os her Raiders-marchen (altså Indiana Jones-temaet), han leverede et filmmusikalsk mesterværk med flere cues, der er gået over i filmhistorien.

De to efterfølgere er også på hver deres måde fremragende – Indiana Jones and the Temple of Doom (1984) er både god eventyrmusik og stedvist meget dystert, mens Indiana Jones and the Last Crusade (1989) er mere modent og tilbageholdende med de store, eventyrlige armbevægelser, men ikke ringere af den grund.

Williams havde derfor en tung arv at leve op til og med tanke på, at der var gået 19 år siden han sidst besøgte Indiana Jones-universet, kunne man godt frygte, at scoret til Crystal Skull ville blive markant anderledes. Ikke mindst også fordi, Williams’ stil havde undergået markante ændringer i den mellemliggende periode.

Heldigvis viste det sig, at nervøsiteten var ubegrundet. Selvom der da bestemt er stilistiske forskelle mellem de tre første Indiana Jones-scores og Crystal Skull, så er de langt fra så store, som de kunne have været.

Generelt kan musikken beskrives som en velfungerende blanding mellem Williams’ ”gamle” og meget melodisk/tematisk orienterede stil og så hans nyere, mere organiske, tempofyldte stil. På den måde minder hans tilgang til det seneste Star Wars-score faktisk meget om den tilgang, han havde til Crystal Skull – en velfungerende blanding at nyt og gammelt.

Raiders-marchen – og tre nye temaer

Crystal Skull-scoret er stærkt tematisk funderet og har en række af temaer, som Williams bygger sit score op omkring.

Selvfølgelig er der Raiders-marchen. Den indleder albummet i “Raiders March”, der faktisk er næsten hundrede procent identisk med end credits-versionen fra Raiders of the Lost Ark. Det vil sige, at Marions tema her er indskudt i Raiders-marchen, hvilket naturligvis har sin begrundelse i, at Marion Ravenwood også er med i Crystal Skull.

Herefter præsenterer Williams os over de næste tre cues for scorets tre nye temaer. “Call of the Crystal” (nr. 2) er temaet for filmens McGuffin, krystalkraniet. Det er et uhyggeligt tema, hvis konstant gentagne centrale motiv på tre toner har en hypnotiserende effekt. Dertil kommer et vidunderligt melodramatisk b-tema, der har en vis Golden Age-vibe.

Krystalkranietemaet er Crystal Skulls svar på Ark-temaet fra Raiders of the Lost Ark, uden at det nye tema dog nogensinde får den samme gåsehudsfremkaldende effekt. Men nu vi er ved Ark-temaet skal det da lige siges, at det faktisk har en “cameo” i scoret.

Det dukker op, da det afsløres for publikum, at den enorme lagerbygning, der figurerer i filmens indledning, er identisk med lagerbygningen fra slutningen af Raiders of the Lost Ark – hvor Pagtens Ark blev stuvet af vejen.

I den forbindelse er det dog en smule underligt, at Williams i “The Spell of the Skull” (nr. 6) vælger at genbruge Ark-temaet præcis som det blev komponeret til “The Map Room: Dawn”-cuet på Raiders-scoret, inklusive det skurkagtige lille motiv, der i Raiders er associeret klart og tydeligt med nazisterne.

Man kunne selvfølgelig vælge at tolke det som om, Williams her bruger nazimotivet som et generelt skurkemotiv, men den tolkning holder ikke helt, for vi hører intet til nazimotivet senere i scoret – her er skurkene (som i øvrigt i denne omgang er kommunister) entydigt identificeret ved Irina Spalkos tema, som jeg kommer til lige om lidt.

Det er ikke opfindsomhed det skorter med på Crystal Skull-scoret, så det er næppe manglende inspiration, der har fået Williams til at genbruge cuet fra Raiders nærmest “verbatim”. Men i en alder af 76 er det nu også tilladeligt af og til at springe over, hvor gærdet er lavest.

Nå, men det var et lille sidespring. Krystalkranietemaet er én af scorets ankerpunkter og i lighed med de to andre væsentlige, nye temaer dukker det op løbende, når krystalkraniet figurerer i historien.

En ny eventyrfilm, en ny scherzo

Det næste nye tema i Crystal Skull-scoret er temaet for Shia LaBeoufs rolle Mutt. Det hører vi første gang i “The Adventures of Mutt” (nr. 3), der endnu engang viser John Williams’ forkærlighed for scherzoen.

Det er næsten som om hver eventyrfilm, Williams komponerer musik til, skal have sin egen scherzo. I 2011 gav han os én af sine måske bedste scherzi nogensinde i form af “The Adventure Continues” fra The Adventures of Tintin, og så sent som sidste år fik vi den fine “Scherzo for X-Wings” fra Star Wars: The Force Awakens.

Og i Indiana Jones-regi må vi naturligvis ikke glemme den legesyge “Scherzo for Motorcycle and Orchestra” fra Indiana Jones and the Last Crusade.

“The Adventures of Mutt” er noget mere tempofyldt end f.eks. “Scherzo for Motorcycle and Orchestra”, men vi er i det samme legesyge, humørfyldte hjørne. Det er bestemt ikke Williams med ansigtet lagt i de alvorlige folder, men Mutts tema er perfekt til de let humoristiske scener, hvor Indy og Mutt må tage flugten fra kommunisterne.

Noir-præg

“Irina’s Theme” (nr. 3) er filmens skurketema. Som sådan bruges det som et generelt skurkemotiv gennem filmen, selvom det nominelt er knyttet til chef-kommunisten Irina Spalko, spillet af Cate Blanchett.

I Spalkos tema minder Williams os rent musikalsk om, at filmens handling er rykket op i 1950’erne, for temaet har i hvert fald i begyndelsen et umiskendeligt noir-præg, hvilket også understreges af, at det primære melodiske linje indledningsvist fremføres på saxofon. Senere bliver temaet mere dramatisk, også i orkestreringen, med et vist slavisk præg.

Det er et mørkt men også sexet tema, der forsøger at caste Irina Spalko i rollen som en slags femme fatale, hvad hun jo på sin vis også er, om end med kedeligt pagehår og usexet kommunistuniform.

Fornøjelig actionmusik

Alle de fire væsentlige temaer – Raiders-marchen, krystalkranietemaet, Mutts tema og Spalkos tema – præsenteres i udgangspunktet i koncertversioner, men de optræder naturligvis også løbende i den regulære underscore, hvor Williams på vanlig vis væver dem ind og ud af musikken.

Crystal Skull-scoret er, som forventeligt, overvejende et actionscore, og der er en række forrygende cues undervejs. Flere af dem er, i lighed med Mutts tema, komponeret som tempofyldte scherzi, f.eks. både det humoristiske “The Snake Pit” (nr. 5) og det glimrende “A Whirl Through Academe” (nr. 8), der begge inkorporerer Mutts tema.

Men generelt er actionmusikken sat i et højt tempo, og der er mange sammenligningspunkter med nyere Williams-scores, både de tre Star Wars-prequels og Minority Report, f.eks. i “Ants!” (nr. 16).

Der er dog også mere muskuløse, tunge passager undervejs, bl.a. i “The Jungle Chase” (nr. 10), der i anden halvdel flere steder minder om musikken fra kampvognsscenen i Indiana Jones and the Last Crusade.

Actionmusikken er entydigt en fornøjelse, bl.a. fordi den er så solidt forankret omkring de fire centrale temaer. Det er måske generelt lidt mere letbenet end actionmusikken i nogen af de tidligere Indiana Jones-film, men det afspejler jo bare, at filmen også mange steder er en mere letbenet sag.

Heldigvis kammer Williams’ musik aldrig over i det det decideret fjollede, sådan som filmen jævnligt gør, og der er rigeligt med alvorlige passager i actionmusikken.

Fine atmosfæriske cues

Foruden actionmusikken har scoret også en del fine atmosfæriske cues, f.eks. det creepy “Return” (nr. 9), der også inkorporerer krystalkranietemaet, og det lavstemte, men skumle, “Orellana’s Cradle” – endnu engang med interpolationer af krystalkranietemaet.

“Secret Doors and Scorpions” (nr. 14) er et stykke klassisk Indiana Jones-underscore – rumlende atmosfærisk og let truende suspense med gentagne indskydelser af A-temaet fra Raiders-marchen – ja, “Secret Doors and Scorpions” kunne for så vidt have været et cue fra et af de tre første Indiana Jones-scores.

Enkelte af de atmosfæriske er måske tæt på at blive en smule uinteressante, men heldigvis når ingen af dem at blive decideret kedelige. Ikke desto mindre ligger scorets eneste reelle svaghed i nogle af de længere atmosfæriske cues.

Det uventede

Stedvist overraskes man også af noget, der kommer helt uventet. Den obligatoriske overblændingssekvens, hvor Jones’ rejserute følges af en rød streg på et kort, er indledningsvist scoret med en luftig udgave af Raiders-marchen, der til gengæld brat går over i et stykke sydamerikansk folkemusik med panfløjter og hele svineriet, “The Journey to Akator” (nr. 7).

Det er overraskende ørehængende, og når man lige kommer sig over det ret pludselige skift fra Raiders-march til peruviansk gadestemning, er det faktisk rigtig godt.

En anden overraskelse er “Grave Robbers” (nr. 12); et af de mere specielle actioncues, der er domineret af forskellige slagtøjsinstrumenter og udmærker sig ved at være aldeles utematisk.

Gud ske tak og lov for John Williams

En del filmmusikanmeldere har rost Crystal Skull-scoret og alligevel konkluderet, at det er det svageste af de fire Indiana Jones-scores.

Men det er faktisk ikke helt rimeligt på den måde at underkende Crystal Skull, for de tre første scores, der er komponeret i Williams’ absolutte storhedstid, er i dag badet i nostalgiens varmt sepiatonede, men også sært forvrængende, lys.

Hvis man skærer al nostalgien bort og sammenligner de fire scores så objektivt, som det nu lader sig gøre med noget så subjektivt som musik, er Crystal Skull faktisk kun reelt underlegen i forhold til det usædvanligt helstøbte score til Raiders of the Lost Ark.

Hverken Temple of Doom– eller Last Crusade-scoret er uden deres svagheder, og i det lys er det svært – i hvert fald for mig – at argumentere overbevisende for, at Crystal Skull skulle være dårligere end nogen af dem.

Men uanset om man anser Crystal Skull som kvalitativt på linje med Temple of Doom og Last Crusade eller om man rangerer det på en sidsteplads, så er der tale om musik af uomtvistelig tårnhøj kvalitet.

Scoret til Indiana Jones and the Crystal Skull emmer af eventyr – fra det vildt heroiske til det hemmelighedsfuldt mystiske. Det er ganske enkelt lyden af eventyr. På den måde er scoret alt det, som filmen desværre ikke er. Gud ske tak og lov for John Williams.

5 stjerner

Nummerliste:
1. Raiders March (5:05)
2. Call of the Crystal (3:50)
3. The Adventures of Mutt (3:12)
4. Irina’s Theme (2:26)
5. The Snake Pit (3:15)
6. The Spell of the Skull (4:24)
7. The Journey to Akator (3:08)
8. A Whirl Through Academe (3:33)
9. ”Return” (3:11)
10. The Jungle Chase (4:22)
11. Orellana’s Cradle (4:21)
12. Grave Robbers (2:28)
13. Hidden Doors and The City of Gold (5:13)
14. Secret Doors and Scorpions (2:16)
15. Oxley’s Dilemma (4:45)
16. Ants! (4:13)
17. The Temple Ruins and The Secret Revealed (5:51)
18. The Departure (2:26)
19. Finale (9:19)

Total spilletid: 77:18

Titel: Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull
Komponeret af: John Williams
Dirigeret af: John Williams
Komponeret: 2008
Udgivet: 2008
Label: Concord

Anmeldt i nr. 127 | 13/05/2016

Stikord: Indiana Jones

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *