Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Indiana Jones and the Fate of Atlantis

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Indiana Jones and the Fate of AtlantisOpfølgeren til Indiana Jones and the Last Crusade er ikke knyttet til nogen af filmene, og det kan mærkes. Selv om spillet bestemt er udmærket, mangler den rette Indy-stemning, og både historie, opbygning og puzzles lader en del tilbage at ønske.

Indiana Jones and the Fate of Atlantis fra 1992 var det andet og sidste point-and-click adventurespil fra LucasArts (tidligere Lucasfilm Games) med Indiana Jones i hovedrollen. Det første var det langt overlegne Indiana Jones and the Last Crusade, der udkom i forbindelse med filmen i 1989.

Fordel og ulempe

Den skumle Mr. 'Smith' hugger statuetten fra Indy og Marcus Brody

Indiana Jones and the Fate of Atlantis er derfor ikke forankret i historien fra nogle af filmene, hvilket på den ene side har været en fordel for udviklerne, da de så stod dem frit for at finde på en historie, uden at være bundet af et allerede eksisterende plot. På den anden side er det desværre en ulempe for spiloplevelsen, da Fate of Atlantis på ingen måde undgår at føles løsrevet fra Indiana Jones-universet. Men mere om det senere.

Handlingen i spillet tager sin begyndelse på Barnett College, hvor Dr. Henry Jones Jr., bedre kendt som Indiana, arbejder. Her har udviklerne forsøgt at kombinere en vis grad af brugerstyring med nogle tilstræbt filmiske fortekster, uden at denne kombination dog helt fungerer. Indledningen slutter med, at Indy finder den statuette, han leder efter, hvorefter han vender tilbage til sit kontor.

Her finder spilleren ud af, at det er på Marcus Brodys opfording, at Indy har hentet statuetten. Brody venter i kontoret sammen med en “Mr. Smith”, der dog hurtigt afsløres som spillets skurk, da han truer Jones og Brody med en pistol og stjæler statuetten. Smith viser sig at være en vis Klaus Kerner, en hemmelig agent fra Det Tredje Rige, der naturligvis ikke er ude på noget godt. Præcis hvad det er, han er ude på, ved Indy dog ikke endnu.

Sporet fører imidlertid videre til én af Indys tidligere kolleger, den kvindelige arkæolog Sophia Hapgood, der har afsvoret arkæologien til fordel for en karriere som medium med speciale i Atlantis! Spillerens første opgave består således i at få Hapgood i tale, så man kan finde ud af hvad, der foregår. Det lykkes at finde ud af, at Kerner og hans Nazi-chefer er ude efter at finde det sagnomspundne Atlantis for at kunne udnytte dets legendariske energikilde, mineralet Orichalcum. Det kan Indy naturligvis ikke lade nazisterne slippe afsted med, så han sætter sig for at stoppe dem. I bedste Raiders of the Lost Ark-stil kan det naturligvis kun lade sig gøre, hvis Indy finder Atlantis før nazisterne gør, og så går den vilde skattejagt ellers.

Forsøg på at maksimere replay-værdien

Et gammelt udklip med Indy og Sophia Hapgood

Inden man for alvor kommer i gang med handlingen, må man dog foretage et valg. Ligesom Indiana Jones and the Last Crusade, har Fate of Atlantis de såkaldte “Indy Quotient”-point (naturligvis forkortet IQ). Det betyder, at en del af spillets gåder kan løses på flere forskellige måder, og hvis man gennemfører spillet på én måde, kan man genstarte det, og spille det igennem på ny. Hvis det lykkes en spiller at gennemføre spillet på alle tænkelige måder og løse alle gåder, opnår man det fulde antal IQ-point. Idéen med Indy Quotient-pointene, som folkene fra Lucasfilm Games fandt på til The Last Crusade gør naturligvis, at spillet har en vis replay-værdi, men i sidste ende er det nok alligevel de færreste, der vil bruge alt for meget tid på at løse det flere gange, bare for at få nogle point.

I Fate of Atlantis kommer implementeringen af pointsystemet til udtryk ved, at man på et tidspunkt tvinges til at vælge mellem tre forskellige stier: “Wits”, “Fists” eller “Team”. I både “Wits”-stien og “Fists”-stien er Indy på egen hånd. Førstnævnte fokuserer på gådeløsning, mens den anden byder på en mere action-orienteret tilgang med flere nævekampe i samme stil som dem, man kunne opleve i The Last Crusade. I “Team”-stien tager Indy og Sophia afsted sammen, og her må flere af gåderne løses ved samarbejde.

Utroværdig globetrotting

Indy overværer én af Sophias seancer

Eventyret fører Indy (og måske Sophia) fra USA til Island, Tikal i Guatemala, Azorerne, Monte Carlo, Algier, Sahara-ørkenen og endelig Kreta, førend et kortere intermezzo ombord på en tysk ubåd (mere Raiders of the Lost Ark-inspiration) endelig fører Indy til selve Atlantis, hvor klimakset udspiller sig.

Som i alle de SCUMM-baserede spil fra Lucasfilm Games/LucasArts må de fleste gåder løses i en bestemt rækkefølge, hvilket kan medføre livlig rejseaktivitet mellem en del af de forskellige lokaliteter, før de næste lokaliteter “låses op” i handlingen. Dette er ikke nødvendigvis nogen god ting for spillets feel. Godt nok kan man ikke tale om realisme i et spil af denne type, men det virker alligevel sært urealistisk, at man uden problemer kan flintre frem og tilbage mellem Guatemala, Island og Azorerne, indtil man finder den rigtige måde at gøre tingene på. Nå, men det var en mindre anke.

De fleste af spillets sekvenser fungerer sådan set fint, om end enkelte af dem virker en smule påklistrede – lidt som om udviklerne havde brug for dem for at øge spillets længde. Det gælder f.eks. sekvensen på Azorerne, der kun omfatter én lokalitet, men som til gengæld er en nøglesekvens, da man ikke kan komme videre, før gåden her er løst. Sværhedsgraden i de forskellige puzzles varierer en hel del – fra det nærmest latterligt enkle til det meget svære, og spilbarheden øges ikke af, at nogle af gåderne ikke virker helt logiske.

Ulidelig labyrint

Det klassiske kort med den røde streg snydes vi heller ikke for

Det værste gemmes dog til sidst, for sekvensen i selve Atlantis er faktisk lidt af en pine at spille igennem. Atlantis er delt op i en række koncentriske cirkler, hvor Indy må bevæge sig rundt mellem en række forskellige rum og løse puzzles for at komme videre til den inderste cirkel. De yderste cirkler ses oppefra (ligesom katakomberne i Venedig og Castle Brunwald begge gjorde det i The Last Crusade), og her gøres spilbarheden bestemt ikke bedre ved, at man død og pine skal have alle genstande for at kunne komme videre.

Hvis man således glemmer at samle en bestemt ting op, efter at man har brugt den én gang, risikerer man at måtte bevæge sig rundt i den ganske store og tidskrævende labyrint for at komme videre, og der kan således gå meget lang tid med bare at gå rundt. Videre irritationsmomenter er her, at man samtidig – i stil med Castle Brunwald-sekvensen i The Last Crusade – må undgå de tyske soldater, der vandrer rundt i gangene, for ellers kan man komme ud i nævekampe, som man naturligvis også kan tabe.

Faktisk er hele denne sekvens meget inspireret af både de venetianske katakomber og Castle Brunwald-delen i The Last Crusade, men de to sidstnævnte fungerer uendeligt meget bedre end Atlantis-sekvensen i Fate of Atlantis. Når man så endelig har fået kæmpet sig igennem de ret mange krævende puzzles i den yderste del af Atlantis, venter én af LucasArts-spillenes største svøber: en af de labyrintiske sekvenser med masser af døre, man skal gå igennem på præcis den rigtige måde for at komme videre. Denne type sekvens dukkede første gang op i Zak McKracken and the Alien Mindbenders, men var gud ske tak og lov stort set fraværende i The Last Crusade. I Fate of Atlantis er den tilbage big time, og her er ingen kære mor. Det er trial and error, og man kan bruge lang tid på det.

Sjælløst

Den gadehandlende Omar er én af de farverige karakterer, Indy må købslå med i sine bestræbelser på at nå frem til Atlantis

Foruden de puzzle-orienterede dele af spillet, er der også enkelte arkadeprægede sekvenser i Fate of Atlantis. Væsentligst er her ubådsdelen, hvor Indy må manøvrere den tyske ubåd ind i Atlantis’ undersøiske havn. Arkadesekvenser i adventurespil kan være særdeles prøvende – værst var det i de ellers fine adventures fra Delphine Software med Operation Stealth som skræmmeeksemplet over dem alle – men i Fate of Atlantis må det til udviklernes fordel siges, at det faktisk fungerer okay. En anden arkadepræget sekvens er den, hvor Indy må styre en luftballon rundt i Sahara for at finde en arkæologisk udgravning. Også den kan løses uden de store problemer, så lige præcis dette aspekt af spillet fortjener faktisk ros.

Selv den noget tunge og kedsommelige Atlantis-del af spillet og de stedvist ugennemsigtige gåder er dog ikke det, der for alvor gør, at Fate of Atlantis virker som et sært sjælløst spil. Problemet ligger, som tidligere nævnt, i, at spillets handling ikke er forankret i nogle af filmene. Personligt bliver jeg ikke rigtig fanget af historien, der jo ellers har et udgangspunkt, der var en Indiana Jones-film værdig: intet mindre end Atlantis. På en eller anden måde mangler spillet totalt Indiana Jones-ånden, og kunne på mange måder være et hvilket som helst andet grafisk adventure spil.

En tung arv at løfte

Fra én af spillets arkadesekvenser - her må spilleren styre en varmluftsballon rundt i Sahara

Når det så er sagt, må det med det samme også siges, at det er en høj standard at måle spillet efter, for Indiana Jones and the Last Crusade, som jo naturligt nok er den nærmeste målestok at måle efter, var et virkeligt fremragende spil, der formåede at fange filmens stemning virkelig godt. Hvis man blot ser The Fate of Atlantis som et grafisk adventure spil, er det faktisk rigtig godt. Det er kun, hvis man har spillet The Last Crusade, og forventer mere af samme skuffe, at Fate of Atlantis skuffer. Men det gør det så til gengæld også.

Man kan i den forbindelse godt ærgre sig over, at LucasArts ikke valgte at producere et spil, baseret på én af de to første Indiana Jones-film, hvilket jeg er overbevist om havde givet et langt bedre spil. Det var også derfor, jeg blev så glad, da jeg fandt ud af, at fangruppen LucasFan Games, der udviklede den vildt flotte Maniac Mansion Deluxe (en remake af Maniac Mansion med bedre grafik og lyd), havde tænkt sig at lave et spil, baseret på Raiders of the Lost Ark. Det projekt fik Lucasfilm dog hurtigt stoppet, selv om LucasFan Games var aldeles ukommercielt.

God grafik, ensformig musik

Indy og Sophia på Kreta

Indiana Jones and the Fate of Atlantis udkom i 1992, og det siger derfor sig selv, at grafikken er af en anden standard, end man ser i moderne spil. Hvis man spiller i full screen mode er grafikken naturligt nok meget pixeleret, for spillet er i 256-farvers VGA og beregnet til en opløsning på 640 x 480. Det betyder dog ikke, at grafikken ikke er pæn – ret beset er både grafik og animationer faktisk bedre end i The Last Crusade. Det samme synes jeg dog ikke gælder for musikken, der flere steder er særdeles ensformigt.

For mig at se er Indiana Jones and the Fate of Atlantis det svageste af de klassiske Lucasfilm Games/LucasArts-spil, og det kan undre, når man tager i betragtning, at spillet fulgte umiddelbart efter Monkey Island 2: LeChuck’s Revenge (1991), der omvendt må klassificeres som blandt de bedste. Her kan ét af svarene måske være, at udviklerne ikke er de samme. Ron Gilbert, der havde været med på alle de SCUMM-baserede spil siden Maniac Mansion, forlod LucasArts efter Monkey Island 2, og Fate of Atlantis var det første, hvor Hal Barwood var chefdesigner.

Delte meninger

En del af den meget omstændelige labyrint, man skal finde vej igennem, når først man er kommet frem til Atlantis

Ikke at Barwood er en nobody – han var bl.a. medansvarlig for manuskriptet til Spielberg’s The Sugarland Express (1974) og lavede ukrediteret manuskriptarbejde på Close Encounters of the Third Kind (1977). Men Fate of Atlantis var Barwoods første computerspil, og selv om Noah Falstein, som var med-designer på Indiana Jones and the Last Crusade, havde samme funktion på Fate of Atlantis, så fornemmer man alligevel, at Fate of Atlantis er mere famlende end de spil, hvor Rob Gilbert sad i chefstolen.

For hardcore LucasArts-fans står Fate of Atlantis stadig som ét af de bedste spil, firmaet producerede, men den må stå for egen regning. Hos mig går spillet ikke lige ind, og jeg vil til enhver tid foretrække ét af firmaets tidligere spil.

3 stjerner

Titel: Indiana Jones and the Fate of Atlantis
Udvikler: LucasArts
Udgiver, år: LucasArts, 1992
Platform: Dos
Genre: Point-and-click adventure
hvid
Hvor får jeg fat i spillet?
Indiana Jones and the Fate of Atlantis kan ikke længere købes fra nyt, da det ikke – for øjeblikket i hvert fald – produceres. Man kan dog finde spillet på både Amazon og eBay. Tidligere har Indiana Jones and the Fate of Atlantis været af finde på abandonware-sites såsom Abandonia, men de fleste steder er download-linket blevet fjernet efter henstilling af ESA (Entertainment Software Association), idet Lucasfilm åbenbart vælger at beskytte i hvert fald nogle af deres produkter, selv om de ikke længere markedsfører dem! For os danskere er der imidlertid håb endnu: spillet kan stadig findes på Download Central. Tidligere kunne man tillige finde Indiana Jones and the Last Crusade, men dette spil er nu fjernet fra Download Central (det kan til gengæld downloades fra Abandonia). Effektiv googling eller brug af fildelingstjenester burde dog kunne gøre tricket når det gælder Fate of Atlantis.
hvid
Hvordan får jeg spillet til at virke?
Da Lucasfilm Games-adventurespillene har en stor fanbase, har fans udviklet et program, der kører SCUMM-spillene og flere andre gamle adventures problemfrit under Windows – i hvert fald Windows XP. Programmets navn er ScummVM og kan frit downloades fra ScummVM-hjemmesiden. ScummVM er simpelt at anvende – når man er inde i programmet vælger man “Add game” og bruger den indbyggede stifinder til at finde det bibliotek, spillet ligger i. Markér biblioteket og tryk “Choose”, og så skulle resten gerne give sig selv. ScummVM giver bl.a. også mulighed for at spille spillene i full-screen mode, hvilket dog bliver en anelse pixeleret, hvis man kører med høj skærmopløsning. Emuleringsmæssigt har jeg aldrig oplevet nogle problemer med ScummVM, og både grafik og lyd præsenteres perfekt.

Anmeldt af: Mogens Høegsberg | 13/05/2008

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *