Indiana Jones and the Dial of Destiny

Hold nu op. Sjældent har jeg frygtet en film, som jeg gjorde denne. Ikke fordi jeg var bange, men fordi jeg var nervøs for, om filmen var en værre omgang lort – det var det indtryk, jeg fik efter jeg havde set traileren.

Og når jeg tænker tilbage på den meget mislykkede Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull fra 2008, ja, så blinkede alle alarmer. Men heldigvis kan man blive positivt overrasket.

For det femte smæld med Indy-pisken er en forløst og rørende fortælling. Om at blive gammel, om at holde fast og om at give slip. Om at tro på eventyret. Et ganske smukt farvel til en af filmhistoriens største helte.

Et farvel til Indiana Jones, som var hovedpersonen i en af 80’ernes bedste trilogier, Raiders of the Lost Ark (1981), Indiana Jones and the Temple of Doom (1984) og Indiana Jones and the Last Crusade (1989). Wow, det er ægte gammel filmmagi.

Fra 1944 til 1969

Filmen tager sin begyndelse i 1944 i Tyskland. Krigen nærmer sig sin afslutning. Men vores gode ven, Indiana Jones, bliver fanget bag fjendens linjer. Indys gode ven Basil Shaw bliver også taget til fange. Og det er, naturligvis, nazisterne (Nazis, I hate these guys) der tager dem til fange.

Indy og Basil er på jagt efter Longinus’ Lanse. Da de tages til fange, møder de nazisten Jürgen Voller, der har store planer. Indy og Basil flygter og så springer handlingen frem til 1969. Her møder vi en pensionsmoden Indy.

Indy kommer, sammen med Basils datter, Helena, der samtidig er Indys guddatter, på sporet af noget, der har relation til mødet med Voller tilbage i 1944. Og så dukker Voller også op!

Mere vil jeg ikke røbe af handlingen.

Hvor er nuancerne i filmkritikken?

Før jeg går videre med selve filmen, vil jeg tillade mig at lave et kort stop. “Den nye Indiana Jones smudser seriens navn til, de nye Star Wars-film er det værste lort der findes, alt Marvel er noget lort, den nye Top Gun er et mesterværk!” Vilkårlige citater, man kan finde mange steder på nettet.

Hvad sker der? Når en ny, hypet film kommer ud, så er reaktionerne ofte delt i to: Det er en frygtelig film eller det er verdens bedste film.

Og ofte ender det med de helt store diskussioner/meningsudvekslinger/kampe på nettet, hvor ingen giver sig. Alle holder fast. Det samme er sket i forbindelse med Indiana Jones and the Dial of Destiny.

Der er jo ikke noget nyt i clickbait-tankegangen, hvor sensationen sælger mere end den nuancerede kritik. Og jeg har også selv været skyldig.

Men jeg forsøger at være nuanceret. At være saglig. Det ville jeg ønske, at andre kritikere også var. Både de professionelle og horderne på nettet.

For ofte er tingene ikke så sort/hvide, som vi gør dem til. Og ofte er den mest spændende filmkritik gemt i nuancerne, i gråtonerne. Der hvor alt ikke enten er frygteligt eller mesterligt.

Men mest af alt ville jeg ønske, at vi taler ordentligt til hinanden, både når vi er enige og ikke mindst, når vi ikke er.

Mangold – meget mere end en god håndværker

Og så tilbage til filmen. Steven Spielberg har givet gralen videre til James Mangold, og det er ganske godt set. Han er en dygtig håndværker med et stærkt greb om Hollywood-penslen, ja faktisk mere end bare en dygtig håndværker.

Mangold har flere solide film på sit CV. Eksempelvis Copland (1997), Girl, Interrupted (1999), Walk the Line (2005) og 3:10 to Yuma (2007).

Og så har han to film på sit CV, som jeg næsten vil betegne som to mindre mesterværker. Det er Logan (2017) og Le Mans ’66 (2019). Hold op, de to film er gode, hvor netop det gode håndværk suppleres med fornemme fornemmelser for karaktererne og for tematikkerne.

Rørende udtoning

Så bare at afskrive Mangold som en god håndværker køber jeg ikke. Det er en instruktør med visioner og mod.

I den nye Indy-film ser man det mest tydeligt i den måde, Indy-karakteren er grebet an på. Ford og Mangold favner på smuk vis, at Indy, og Ford, er blevet gamle.

Det giver eventyret kant, og det gør filmen til noget andet end bare et ekko af den magiske trilogi fra 1980’erne.

Det er en film, der, langt hen ad vejen, står på egne ben. Og at de rammer plet, i forhold til mine følelser og i forhold til min relation til Indy-karakteren, viser slutningen i Indys lejlighed på smukkeste vis.

Uden at afsløre for meget kan jeg godt gengive dette citat fra Raiders of the Lost Ark: “Well goddamnit Indy where doesn’t it hurt?”

Ja, her bliver det et ekko af fortiden, der skaber den følelsesmæssige forankring. Men det lykkes kun, fordi Ford og Mangold gennem hele filmen har formået at skubbe Indy i den retning.

Hvis det ikke var lykkes, havde det bare være fanwanking, en kopi, men her skaber det faktisk noget nyt og smukt.

For meget jagt og tvivlsom CGI

Men før jeg kaster mig over flere positive ting ved filmen, er det også på sin plads at påpege flere markante fejl.

For det første er filmen for lang, hvilket primært skyldes en midterdel, hvor det går en anelse op i gentagelser. Man kunne med fordel have skåret i jagtscenerne, ja, helt have droppet én af dem.

Min største anke mod filmen er dog filmens indledning, som samtidig også er noget af det fedeste ved filmen, rent actionmæssigt.

Min anke går på den måde, Ford er blevet gjort yngre på. Selvom det er imponerende udført, så havde jeg det stadigvæk som om, jeg så på en karakter i et computerspil.

Samspillet mellem et overskud af effekter og ægte mennesker og steder fungerer OK mange steder i filmen. Men den “unge” Ford var ikke god. Hvis man ikke har et problem med det, venter der en endnu bedre oplevelse end den, jeg havde.

Den gamle røv og bukserne

Heldigvis kommer vi frem til den ægte, gamle Ford. Og hans præstation er nok filmens stærkeste kort. Han spiller den gamle røv ud af bukserne.

Filmen omfavner tiden, alderdommen, på en ganske smuk måde. Ikke fordi det bliver en pensionist på overarbejde, fordi det er det bestemt ikke. Indy er stadigvæk den hårdtslående helt, men det giver rollen og filmen en sårbarhed: Barndommens helt er blevet en ældre herre.

Fin adventurefilm, hverken mere eller mindre

Filmen har også en række fede actionsekvenser, skøn musik, den har reel spænding og en meget smuk slutning. Og jeg er også ret glad for Mads Mikkelsen som den lidt kejtede skurk.

Er filmen voldsomt god? Nej, det er den ikke. Er den pivringe? Nej, det er den bestemt heller ikke. Det er “bare” en ret god adventurefilm. Og i forhold til det fjerde kapitel i serien er filmen meget mere forløst på et følelsesmæssigt plan, samtidig med at den spiller fint sammen med den oprindelige trilogi.

Tak for det, Mangold og Ford.

Anmeldt i nr. 212 | 13/07/2023

Stikord: 5’er, Fortsættelse, Indiana Jones, Naziskurke, Tidsrejser