Il grande racket

Instruktøren af Il grande racket (engelsk titel: The Big Racket), Enzo G. Castellari, har arbejdet indenfor mange forskellige filmgenrer, og på trods af et par solide postapokalyptiske film fra begyndelsen af firserne vil de fleste nok ikke blive sure over min påstand om, at instruktørens storhedstid var tilbage i 70’erne. Her faldt mesterværkerne til gengæld også så hyppigt, at det ville kræve op til flere mirakler at slå dette årti.

Jeg nævner i flæng titler som Keoma (1976), Il cittadino si ribella (1974), La polizia incrimina la legge assolve (1973), Il grande racket (1976), La via della droga (1977) og Quel maledetto treno blindato (1977). Disse er alle rigtig gode, og har du ikke set dem, kan jeg kun anbefale at få det gjort. Specielt inden Quentin Tarantino efter sigende vil genindspille Quel maledetto treno blindato som Inglorious Basterds (suk).

Mafiametoder

Il grande racket begynder lige på og hårdt med en bande, der smadrer en butik til tonerne af et hårdtpumpet rockscore. Vi følger derefter banden, der afpresser diverse butiksindehavere til at betale dem beskyttelsespenge. Forbryderne bliver overvåget af politiinspektør Nico Palmieri (Fabio Testi), hvis opgave det er at finde bagmanden bag bandens hærgen. Men han bliver opdaget af banden, da han forfølger gangsterne ud af byen, og hans bil bliver efterfølgende trillet ned ad en skrænt med ham indeni. Efter at have været en tur indenom sygehuset, fortsætter politiinspektør Palmieri dog sin efterforskning.

Banden ligger imidlertid ikke på den lade side, hvilket en restauratør får at føle. De truer ham med bemærkninger om, hvad der vil ske med ham og hans smukke datter, hvis ikke at han betaler. Til sidst får han dog nok af bandens hærgen og takker ja til et tilbud fra Palmieri om at lægge sag an mod forbryderne.

Men inden længe har det italienske retssystem sørget for, at gangsterne er på fri fod igen, og restauratøren får som tak sin datter voldtaget i en scene, der ikke fremstår specielt eksplicit, men som alligevel virker chokerende grundet skildringen af den barnlige glæde som banden får ved udførelsen. Oplevelsen er så hård for datteren, at hun senere begår selvmord, hvilket driver faderen til vanvid, og de næste personer, der kommer for at kræve beskyttelsespenge, bliver skudt ned i koldt blod.

Selvtægt

Palmieri bliver forflyttet til en anden sag, men han forsøger alligevel at infiltrere banden ved at alliere sig med lommetyven Pepe og dennes nevø. Pepe kan fortælle, hvorledes banden er styret af udefrakommende, og at den er ligeså nådesløs som den er effektiv. Hvilket seeren i øvrigt godt kunne have fortalt politiinspektøren efter at have overværet voldtægten. Men planen betaler sig og Palmieri får et tip om et tyveri, som banden vil begå. Det viser sig imidlertid at tyveriet i virkeligheden er et baghold, og inden længe er de fleste politibetjente blevet majet ned. En tilfældig tilskuer der tilfældigvis har et våben med, bryder dog ind og redder politibetjentene.

Palmieri overlever dermed bagholdet, men den tilfældige tilskuer bliver prompte betalt for sin indblanding, da banden gennemtæsker ham og voldtager hans kone forfra og bagfra, inden de sætter ild til hende. Denne scene overgår filmens første voldtægt i chokværdi, da der her ikke holdes noget tilbage. Tilskueren får full frontal nudity smidt i ansigtet, alt imens den stakkels kvinde bliver voldtaget, inden de sætter ild til hende. Der bliver samtidig lagt en fælde for Pepe og hans nevø som tak for deres informationer til politiet. Palmieri forsøger at redde dem begge, men da banden ophidser en folkemængde, får de mulighed for, under den efterfølgende tumult, at slå Pepes nevø ihjel, alt imens Palmieri får reddet Pepe i sikkerhed.

Da Palmieris chefer får nys om hans indblanding i sagen, bliver han fyret fra politiet. Frustreret over at retfærdigheden ikke er sket fyldest, samler Palmieri en flok bestående af ofre for bandens aktiviteter, heriblandt den tilfældige tilskuer og restauratøren, der havde mistet henholdsvis en datter og kone. Nu er det tid til retfærdighed The Italian Way!

Fuldblodsmesterværk

Il grande racket er efter min mening et fuldblodsmesterværk, hvilket først og fremmest skyldes beskrivelsen af bandens medlemmer. De er alle sammen så øretæveindbydende, at nogle få Bud Spencer-klaps bare ikke er nok. Man sidder som publikum og forventer, at bandens medlemmer alle som én vil møde et blodigt endelig.

Dette er selvfølgelig ikke nok til at skabe en god film, men med Fabio Testi som Palmieri og Vincent Gardenia som Pepe lykkedes det at skabe en human modvægt til gangsternes bedrifter, der gør deres handlinger så meget mere modbydelige. Endvidere smider Castellari om sig med voldtægter og blodige shoot outs i en grad, så man glemmer alt om fremtidige actioninstruktører som John Woo.

På overfladen er filmen en kompakt exploitation-actionfilm, der blot vil underholde i en 100 minutters tid, men derunder gemmer der sig så meget mere. Først og fremmest er filmen en kritik af retssystemet, der enten er bundkorrupt eller inkompetent. Bandens leder skal selvfølgelig findes højere oppe i det politiske hierarki, og han har ingen problemer med at slå børn ihjel eller købe politikere, dommere og politibetjente. Filmen tegner i hvert fald ikke et positivt billede af retsvæsenet i Italien. Endvidere viser filmen i scenen, hvor Pepes nevø bliver henrettet, at folk generelt er dumme og lette at manipulere med og selv direkte eller indirekte har en del af skylden for begivenhederne.

Til sidst kan jeg kun opfordre læseren til at opstøve denne titel og købe den hjem til en DVD-aften, læne sig tilbage i sofaen og se Palmieri rydde op i alverdens råddenskab. Jeg garanterer, at du får overskud til at håndtere hverdagen igen bagefter.

Anmeldt i nr. 18 | 13/04/2007

Stikord: Italian Cinema, Selvtægt