Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

Il gatto a nove code

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Dario Argento ramte igen plet med sin anden film, der både fanger elementer af hårdkogt kriminalfilm og det, der i dag må betegnes som rygraden i enhver giallo.

Il gatto a nove codeAllerede året efter, Dario Argento havde haft stor succes med sin relativt enkle, men ekstremt vellykkede debutfilm – kriminalgyseren L’uccello dalle piume di cristallo fra 1970, var han tilbage igen med mere af samme skuffe. Il gatto a nove code fra 1971 er ligeledes en visuelt voldsom kriminalfilm, der med sine forførende smukke billeder, tager tilskuerne ind i en mørk verden, hvor blod og sex går hånd i hånd.

Manuskriptet til Il gatto a nove code, eller Cat o’ Nine Tails som den engelske titel lyder, blev atter udarbejdet af Argento selv. Denne gang fik han dog hjælp af Luigi Collo, som stort set ikke har lavet andet filmrelateret arbejde. Hvor meget Collo har bidraget med, er svært at afgøre, for historien i Il gatto a nove code er så nært beslægtet med den i Argentos første film, at han vel snildt kunne have skrevet det hele selv. Der er således heller ikke tale om nogen tematisk udvikling, men taget i betragtning, at de to film blev lavet med et års mellemrum, ville det nok også være for meget at forlange.

Afpresning og indbrud
Roms mørke gader.

Roms mørke gader.

I Il gatto a nove code befinder vi os atter i Rom. Det er mørkt og et umage par bevæger sig hjem gennem de dunkle gader. Den ene er en ældre, blind herre, og ved hans side har han en lille pige. Da de passerer en parkeret bil, overhører den blinde en samtale, hvor en mandsstemme fortæller, at han ikke vil finde sig i afpresning. Pigen forsøger at identificere personerne i den mørke bil, men hun kan ikke se andet end omridset af to mænd. Mere er der ikke at gøre ved det.

Den blinde og pigen går hjem, men allerede samme nat sker der mere. En ukendt gerningsmand bryder ind i Terzi Instituttet, der ligger i nærheden af den blindes lejlighed. Hvad forbryderen var ude efter, finder man aldrig ud af, for han er borte, før vagterne får fingre i ham, og da politiet undersøger instituttet den følgende dag, kan de ikke finde tegn på tyveri. Meget mystisk.

Ulykke eller mord?
Franco Arno (Karl Malden).

Franco Arno (Karl Malden).

Den blinde, der hedder Franco Arno (Karl Malden), er en invalideret journalist. For femten år siden mistede han synet, og har været førtidspensionist siden. Nu får han tiden til at gå med at løse kryds og tværs eller underholde den lille, forældreløse pige Lori (Cinzia De Carolis), som han tager sig af.

Som alle gode journalister har Arno svært ved at lade mysterier ligge, så da han hører om indbruddet i Terzi Instituttet, der er et stort privat forskningscenter, som arbejder med genforskning, tager han derned får at snuse lidt omkring. Her render han ind i den unge, energiske journalist Carlo Giordani (James Franciscus), der er blevet sat på sagen om indbruddet.

Morderens omnipotente øje.

Morderens omnipotente øje.

Indledningsvist opstår der ikke noget samarbejde mellem Arno og Giordani, men det ændrer sig, da en af topforskerne på Terzi Instituttet omkommer i en ulykke. Han falder ud foran et tog, men det køber Arno ikke. Han ser ugler i mosen, og tager kontakt til Giordani.

Arno får journalisten overbevist om, at der ikke er tale om nogen ulykke, men et drab, og da de senere får fingre i et fotografi, som viser en hånd, der støder forskeren ud foran toget, bliver sporet varmt. Den blinde Arno og Giordani forsøger nu at opklare det mysterium der hænger over instituttet. Et eller andet er helt galt, og en eller flere personer er åbenbart villig til at dræbe for at holde sandheden skjult.

Politiet glimrer naturligvis ved deres næsten komplette fravær, så de to snushaner står mere eller mindre på egen hånd. Det viser sig at blive særdeles farligt, for ligene begynder efterhånden at hobe sig op omkring dem. Der går da heller ikke længe, før morderen også forsøger at tage Arno og Giordani af dage.

Absurd mængde røgslør
Anna Terzi (Catherine Spaak).

Anna Terzi (Catherine Spaak).

Hele plottet, der rent faktisk har sci-fi-agtige undertoner, kan koges ned til en psykopat, som må findes blandt topforskerne på Terzi Instituttet. Det snævrer kredsen af potentielle gerningsmænd ind til et sted mellem seks eller syv mistænkte. Her medregnes, foruden forskerne, også den aldrende Prof. Fulvio Terzi (Tino Carraro) og dennes unge, frække datter Anna (Cathrine Spaak).

Som de to snushaner graver i sagen, hober skidtet sig imidlertid op, og snart er der mindst lige så mange motiver, som der er gerningsmænd. Det gør gåden kompliceret, men da morderen pludseligt sætter efterforskerne under seriøst pres, løber tiden fra dem, og de må handle hurtigt, hvis psykopaten ikke skal slippe bort.

Alle de mistænkte samlet. Terzi Instituttets forskere.

Alle de mistænkte samlet. Terzi Instituttets forskere.

Lad det bare være sagt med det samme, at man ikke har en levende chance for at regne ud, hvem gerningsmanden er. Der er, som allerede nævnt, utallige gode grunde til, at det kunne være den ene frem for den anden, og filmen igennem insisterer Argento på at komme med antydninger, der peger i alle retninger. Har man hang til gerne at ville løse gåder, kan plottet nok blive et problem, for sandt at sige nærmer mængden af røgslør sig det absurde. Et godt råd er derfor, at man ganske enkelt ignorerer enhver form for logiske brist, og bare rider med på bølgen.

Det visuelles mester
Carlo Giordani (James Franciscus).

Carlo Giordani (James Franciscus).

Il gatto a nove code er nemlig en film, der skal nydes og opleves, mere end det er en mordgåde, der skal gættes. Det er efterhånden blev sagt uendeligt mange gange, at Dario Argento først og fremmest er det visuelles mester, og det er vitterligt så sandt, som det er sagt. Hans stilbevidsthed og fornemmelse for gysets grusomme anatomi er ganske vist stadig i sin vorden, da han i 1971 indspiller sin anden film, men der kan drages klare linier op til eksempelvis et mesterværk som Suspiria fra 1977.

Det Argento især spiller på i Il gatto a nove code er den urbane setting. Hans stærkt ekspressionistiske brug af kameraet finder konstant nye, besynderlige vinkler, der kan belyse de dunkle gader og trappeopgange, som fylder så meget i filmen. Så snart mørket sænker sig over byen, bliver Rom til et labyrintisk mareridtsunivers, hvor morderen, hævet over enhver form for fysiske love, kan tone frem hvor og hvornår det skulle være.

Et kynisk øje
Franco og Lori (Cinzia De Carolis).

Franco og Lori (Cinzia De Carolis).

I L’uccello dalle piume di cristallo var blikket et helt centralt element, og Argento fortsætter med at udforske blikkets betydning i sin anden film. Man kan endda sige, at han tager sin voyeuristiske leg endnu et skridt videre, idet den ene af hovedpersonerne er blind. Mens det således er den blinde, der løser gåderne, er det den seende, der oplever grusomhederne.

Morderen ser vi stort set ikke. Han eksisterer næsten udelukkende i kraft af de POV-billeder, som bruges flittigt, og var det ikke for de ekstreme nærbilleder af gerningsmandens ene pupil, der vises i ny og næ, kunne vi måske betvivle, om dræberen i virkeligheden eksisterede. Da det også kun er ret få scener, hvor vi rent faktisk ser morderen udføre sine konkrete drab, fremstår det som om ofrene, der dør på blodig og yderst ubehagelig vis, nærmest bliver dræbt af rummet omkring dem. Som var det byen, rammerne eller i sidste ende bare blikket, der dræbte dem.

Et klassisk Argento-billede.

Et klassisk Argento-billede.

Argentos kamera bliver et lystbetonet mordvåben, som grådigt betragter morderens ofre, mens de rallende spytter blod og slim ud på gulvet. Kameraet bliver et kynisk øje, der på en gang fremmedgør os fra historien, og viser en dragende, absurd skønhed i lidelsen, som det er svært at løsrive sig fra.

De mord der sker i Il gatto a nove code er alle meget ubehagelige, navnlig kvælningsscenerne, men de står dog ikke mål med Argentos senere film. Man skal derfor ikke forvente et ekstremt blodbad, i stedet skal man forberede sig på nogle pinagtigt lange dødskramper, der kan få det til at knuge i maven.

Det er da også disse dødsscener, der er de stærkeste øjeblikke i filmen. Der er ganske vist også en hel del meget velfungerende spændingsscener, hvor hovedpersonerne lister omring i mørket, mens de håber, de er alene, men den slags er blevet lavet bedre af andre.

Utidig humor
Den langsomme kvælningsdød.

Den langsomme kvælningsdød.

Som det sikkert fremgår, er filmen særdeles vellykket, men på et punkt fortjener den dog noget kritik. Af en eller anden grund har der sneget sig en del humor med ind i manuskriptet. Humor der strækker sig fra simple små jokes og platte kommentarer til egentlige gags. Hvorfor de er med, er et godt spørgsmål, for det der netop kendetegner Argentos senere film, er en næsten kompromisløs sort stemning, der ikke forløses i blot et eneste sekund.

Det er derfor måske her, vi for alvor fornemmer, at instruktøren endnu ikke helt har fundet den form, der skulle ende ud med at gøre ham til en verdensberømthed. Vellykket er det i hvert fald ikke med disse jokes, om end det måske i sidste ende er et temperamentsspørgsmål.

Fint skuespil
Gravrøveri.

Gravrøveri.

Et par sidste kommentarer skal være, at skuespillet generelt er ganske fint. Samspillet mellem den rutinerede veteran Karl Malden, den blinde, og James Franciscus, den unge journalist, fungerer rigtig godt. De er et sympatisk makkerpar, der formår at fungere som fikspunkt i en film med mange udflydende bipersoner, som nok gør det godt, men som har svært ved at fæstne noget blivende indtryk. Det skulle måske lige være Cathrine Spaak, som den dekadente rigmandsdatter Anna eller Ugo Fangareggi som den småkriminelle Gigi the Loser.

Et andet element man skal bide mærke i, er Ennio Morricones tidstypiske men særdeles effektive score. I mange af scenerne går hans snigende beatrytmer op i en højere enhed med billederne, og i andre scener formidler han en effektiv kriminalfilmsstemning gennem den snerrende lilletromme, der vækker mindelser om samtidige amerikanske politifilm.

Koldblodig optik
En ikonisk blodig kniv.

En ikonisk blodig kniv.

Dario Argento ramte atter plet med sin anden film. Il gatto a nove code er en strålende filmperle, der på en gang formår at fange elementer af hårdkogt kriminalfilm og så det, der i dag må betegnes som rygraden i enhver giallo. Argento er en stor mester, og det fremgår med al tydelighed af Il gatto a nove code. Det er måske ikke hans største mesterværk, men det er en film man skylder sig selv at få set. Drabet er ganske enkelt en nydelse, når det bliver set gennem Argentos koldblodige optik.

5 stjerner

Titel: Il gatto a nove code
Dansk titel: Den Nihalede Kat
Andre titler: The Cat o’ Nine Tails
Instruktør: Dario Argento
Manuskript: Dario Argento & Luigi Collo
Cast: Karl Malden (Franco Arno), Catherine Spaak (Anna Terzi), James Franciscus (Carlo Giordani), Pier Paolo Capponi (Politibetjent Spini), Horst Frank (Dr. Braun), Rada Rassimov (Bianca Merusi), Aldo Reggiani (Dr. Casoni), Carlo Alighiero (Dr. Calabresi), Ugo Fangareggi (Gigi the Loser), Tom Felleghy (Dr. Esson), Emilio Marchesini (Dr. Mombelli), Cinzia De Carolis (Lori)
Producere: Salvatore Argento (producer)
Foto: Erico Menczer
Klip: Franco Fraticelli
Musik: Ennio Morricone
Spilletid: 106 minutter
Aspect ratio: 16:9
Lyd: Dolby Digital Mono
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, norsk
Produktionsland, år: Italien/Frankrig/Tyskland, 1971
Produktionsselskaber: Labrador Films, Seda Spettacoli, Terra-Filmkunst, Transconta SA
Distributør (DVD): On Air
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 22 | 13/08/2007

Stikord: Giallo, Italian Cinema, Rom

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *