Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

House of Frankenstein

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

House of Frankenstein er en helt og aldeles rodet film, der slingrer af sted uden sikker kurs. Fokuserer man alene på underholdningsværdien, er House of Frankenstein dog en smudsig krone på værket og derfor også umulig ikke at holde af.

Frankenstein-boksen der bl.a. også indeholder House of FrankensteinDa instruktøren Erle C. Kenton vendte tilbage til Universals Frankenstein-serie i 1944 med filmen House of Frankenstein, var det næppe med henblik på at afslutte filmrækken. Det blev imidlertid mere eller mindre resultatet, for selv om Frankensteins navnløse monster havde været en lukrativ skikkelse for Universal siden den første film, Frankenstein fra 1931, var publikums interesse begyndt at dale.

Ligegyldigt
Biografplakaten fra 1944.

Biografplakaten fra 1944.

Årsagen lå utvivlsomt i den lemfældighed hvormed selskabet var begyndte at udnytte Frankensteins monster, og det var rent faktisk med Erle C. Kentons første bidrag til serien, Ghost of Frankenstein fra 1939, at man begyndte at ane, hvor ligegyldigt manuskriptet og historiens indre logik var blevet.

Filosofien fra Universals side var klar – producér filmen så hurtigt som muligt og sørg for, at der bliver leveret det, publikum kommer efter. Nu kan man sige meget skidt om Ghost of Frankenstein, men netop i kraft af sin tåbelighed har den en høj underholdningsværdi, og det præcis samme gør sig også gældende for House of Frankenstein.

Kun næsten den sidste film

Før vi går til selve filmen, skal det måske forklares hvorfor House of Frankenstein også kun næsten er seriens sidste film. Frankensteins monster optræder nemlig også i House of Dracula fra 1945, der ligeledes blev instrueret af Kenton, men her spiller skabningen en meget perifer rolle, og rent faktisk ser man den kun gå omkring i omtrent fem minutter, før det udslettes. Der er altså i praksis kun tale om en cameo, lavet for at maksimere antallet af de monstre, der optræder i filmen – præcis efter samme tankegang, som også gør sig gældende i House of Frankenstein.

Det endelige nådesstød fik Frankenstein-monstret, da det blev udsat for Abott og Costello i den lavpandede komedie Bud Abott Lou Costello Meet Frankenstein fra 1948. De to komikere er elskede, men hades af lige så mange – denne anmelder inklusiv – og om man vil det eller ej, var der ingen af Universals klassiske skabninger, der kunne overleve at møde den komiske duo.

Havde de først været gennem Abott og Costellos vridemaskine, kunne ingen længere tage monstrene alvorlige og i sidste ende blev de derfor også selskabets skraldemænd, der klemte den sidste klat økonomisk overskud ud af monster-franchisen.

Endnu en gal doktor
Den gale Dr. Gustav Niemann (Boris Karloff).

Den gale Dr. Gustav Niemann (Boris Karloff).

I Frankenstein Meets the Wolf Man fra 1943 efterlod vi monstret og varulven Larry Talbot mens de kæmpede til døden i ruinerne af Dr. Ludwig Frankensteins sanatorium. Ludwig Frankenstein var det sidste mandlige, levende medlem af Frankenstein-slægten, og med ham døde rækken af videnskabsfolk, der fulgte i Heinrich von Frankensteins fodspor.

Det var Heinrich, der oprindeligt skabte monstret i den første film fra 1931, om end han dengang hed Henry, og det er Heinrichs notater, der spiller en central rolle i både Frankenstein Meets the Wolf Man og House of Frankenstein. Både monstret og varulven blev dræbt i filmen fra 1943, da den dæmning, som gav strøm til turbinerne i Frankensteins laboratorium, blev sprængt i luften, og derved oversvømmede hele den gamle ruin. Som altid er det derfor med en forventning om, at monstret er omkommet, at denne, seriens sidste film, åbner.

Vi befinder os i en mørk og dyster borgkælder, der tydeligvis er et fangehul. Den gale Dr. Niemann (Boris Karloff) skribler på livet løs med kridt på sin celles vægge, mens han taler om at flytte en hundehjerne over i et menneskes krop. Skikkelsen han taler til, er den pukkelryggede medhjælper Daniel (J. Carrol Naish), der følger den gode doktor som en skødehund. Netop da slår lynet ned i borgen og fangehullets væg revner. De to indespærrede ser deres snit til at flygte, og på ingen tid tager historien fart.

Draculas skelet i bagagen
Vanskabningen Daniel (J. Carrol Naish).

Vanskabningen Daniel (J. Carrol Naish).

Dr. Niemann og Daniel løber ud i natten, og her render de ind i et omrejsende freakshow. De får kørelejlighed, og da Niemann sidder trygt i en hestevogn med showets ejer, Professor Bruno Lampini (George Zucco), begynder der at forme sig en plan i den gale læges hoved. Først får han dog at vide, at man i dette freakshow faktisk medbringer grev Draculas skelet. Lampini har angiveligt selv bjærget det fra grevens borg i Karpaterne.

Niemann kender en del til Dracula, men ikke før han hører Lampinis rejserute, fatter han for alvor interesse. Det viser sig nemlig, at han skal forbi landsbyen Vasaria – stedet hvor Frankenstein Meets the Wolf Man udspillede sig. Da Niemann spørger, om han vil rejse direkte dertil, nægter Lampini imidlertid, og derfor hopper Daniel resolut på ham og kværker manden.

Dracula bruger sit hypnotiske blik (John Carradine).

Dracula bruger sit hypnotiske blik (John Carradine).

Dr. Niemann udgiver sig nu for at være Professor Lampini, og sammen med Daniel indleder han et hævntogt. Niemann har besluttet sig for at hævne sig på de mennesker, der sendte ham i fængsel for nu mere end 15 år siden. Det skal måske nævnes, at han blev dømt for eksperimenter på dyr og mennesker, der var inspireret af hans videnskabelige idol, Dr. Frankenstein.

Handlingen har med andre ord en hel del til fælles med Son of Frankenstein fra 1939. Her var det den pukkelryggede Ygor der brugte monstret til nogenlunde det samme, og naturligvis skal skabningen også anvendes til det formål i House of Frankenstein.

Monsterensemble
Larry Talbot (Lon Chaney Jr.).

Larry Talbot (Lon Chaney Jr.).

Vi følger Niemann, da han drager ud for at hævne sig på sin første dommer. Her er det bare ikke Niemann selv, der står for drabet, men selveste grev Dracula (John Carradine). Dr. Niemann vækker nemlig den gamle vampyr til live, og udnytter ham til sine skumle formål. Nogen lang levetid får Dracula dog ikke, for knap har han dræbt Niemanns gamle fjende, før lægen gør kort proces og skaffer den gamle transsylvanske greve af vejen. Ikke specielt værdigt må man sige, og det er da også i en meget ynkelig scene, at vampyren dræbes, da solens stråler rammer ham.

Det var så første stop på Niemanns hævntogt. Næste ophold kommer i landsbyen Frankenstein. Ifølge House of Frankenstein var det her handlingen udspillede sig i sidste film, hvilket naturligvis er helt forkert, men hvad pokker. Niemann er kommet til landsbyen for at finde Ludwig Frankensteins notesbøger, men han får mere med i købet.

Mens han støver omkring i det gamle sanatoriums ruiner, opdager Daniel nemlig en underjordisk grotte, der af mystiske årsager er en ishule – præcis som i Frankenstein Meets the Wolfman. Hvorfor disse ishuler optræder, får man aldrig forklaret, men det er en ret så besynderlig detalje. I denne ishule finder Niemann ikke alene notaterne, men også Frankensteins monster (Glenn Strange) og naturligvis også varulven Larry Talbot (Lon Chaney Jr.). Dertil kommer, at Daniel får den unge sigøjnerpige Ilonka (Elena Verdugo) med på slæb, så det er et ret stort følge, der nu kan fortsætte mod Vasaria, hvor den endelig hævn skal foregå.

The Wolf Man (Lon Chaney Jr.).

The Wolf Man (Lon Chaney Jr.).

Det skal i øvrigt bemærkes, at den ene af de to som Dr. Niemann mangler at rydde af vejen, Friedrich Strauss, spilles af Michael Mark. Det er morsomt fordi Mark rent faktisk dermed har haft en lille rolle i alle Frankenstein-film, om end det aldrig er den samme.

Hvad der sker i Vasaria skal naturligvis ikke afsløres, men for blot at løfte sløret en smule, påtænker Dr. Niemann at hævne sig på sine fjender ved at flytte deres hjerner over i henholdsvis monstret og varulven. I sandhed ondskabsfuldt. Der er dog interne problemer, der forstyrrer hævnplanerne, for sigøjnerpigen Ilonka er slet ikke forelsket i Daniel – hun elsker Larry Talbot, og den sag går hurtigt i “hårknude”.

Umulig, dum, charmerende og underholdende
Frankensteins monster spillet af stuntmanden Glenn Strange.

Frankensteins monster spillet af stuntmanden Glenn Strange.

House of Frankenstein er en helt og aldeles rodet film, der slingrer af sted uden sikker kurs. Det var Edvard Lowe Jr., der stod for manuskriptet efter Curt Siodmaks historie. Ret meget selvstændigt arbejde har Lowe dog ikke lavet, for House of Frankenstein minder mest af alt om en form for “best of”-film, hvor de bedste idéer og koncepter fra seriens ældre film genbruges. Sådan føles det i hvert fald, og rent faktisk holder det. House of Frankenstein er helt igennem umulig og dum, men netop derfor har den sin egen charme og underholdningsværdi.

Man må ikke forvente noget af dette sidste søm til Frankensteins kiste, men i stedet bør man læne sig tilbage i sofaen og sige farvel til en af gyserindustriens store ikoner. Tilmed er det meget passende Boris Karloff, der stjæler billedet i filmen, og minder os om, at han rent faktisk var en meget kompetent skuespiller.

På sin vis er House of Frankenstein tragisk, for når man ser hvor fremragende Frankenstein (1931) og Bride of Frankenstein (1935) er, og konstaterer hvad serien degenererede til, kan man kun ryste på hovedet. Dropper man imidlertid alle de kunstneriske prætentioner og ser på den rå, uforfalskede underholdningsværdi, er House of Frankenstein en smudsig krone på værket, af præcis den type vi holder så meget af her på Planet Pulp.

4 stjerner

Titel: House of Frankenstein
Instruktør: Erle C. Kenton
Manuskript: Edward T. Lowe Jr., efter historie af Curt Siodmak
Cast: Boris Karloff (Dr. Gustav Niemann), J. Carrol Naish (Daniel), Lon Chaney Jr. (Lawrence “Larry” Talbot), John Carradine (Dracula), Elena Verdugo (Ilonka), George Zucco (Professor Bruno Lampini), Michael Mark (Friedrich Strauss), Glenn Strange (Frankensteins monster)
Producere: Paul Malvern (producer)
Foto: George Robinson
Klip: Philip Cahn
Musik: Hans J. Salter & Paul Dessau
Spilletid: 71 minutter
Aspect ratio: Fullframe
Lyd: Mono
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk, engelsk
Produktionsland, år: USA, 1944
Produktionsselskaber: Universal Pictures
Distributør (DVD): Universal Home Entertainment
Udgave/region: 2
hvid
Denne anmeldelse er baseret på filmen, som den er blevet udgivet i Frankenstein – The Legacy Collection-boksen fra 2004.

Anmeldt i nr. 15 | 13/01/2007

Stikord: Crossover, Dracula, Fortsættelse, Frankensteins monster, Gotika, Vampyrer, Varulve

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *