Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Honey, I Shrunk the Kids

Honey, I Shrunk the Kids
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Scoret til Honey, I Shrunk the Kids er berygtet på grund af James Horners tyveri af to eksisterende temaer, men kan man acceptere det, er der bestemt tale om underholdende filmmusik fra start til slut.

Honey, I Shrunk the KidsDen fornøjelige børne- og ungdomsfilm Honey, I Shrunk the Kids fra 1989 var instruktør Joe Johnstons spillefilmsdebut. Til at komponere musikken valgte Johnston James Horner, og deres samarbejde skulle to år senere føre til ét af Horners absolutte mesterværker, nemlig scoret til The Rocketeer (1991).

Scoret til Honey, I Shrunk the Kids blev imidlertid lidt af en skandalesag; ikke fordi musikken er dårlig, men fordi Horner plankede hele to temaer uden foregående tilladelse og uden behørig kreditering.

Horners tendens til at låne (eller for at kalde en spade for en spade: stjæle) temaer fra andre komponister er velkendt, og her på Planet Pulp har vi tidligere bemærket det i anmeldelsen af musikken fra Aliens (1986), hvor det var Aram Khachaturians ballet Gayane (1942), Horner gik på rov i.

I tilfældet med Honey, I Shrunk the Kids er det dog ekstra kriminelt, da det ene af de to temaer, Horner her stjal faktisk blev scorets egentlige hovedtema.

Det er temaet fra Raymond Scotts jazzkomposition Powerhouse (1937), som også figurerer prominent i mange af Warner Bros.’ klassiske tegnefilm. Forskellen er, at Warner Bros. havde købt licens til at bruge temaet i tegnefilmene, og det havde Disney ikke, da Horner komponerede scoret til Honey, I Shrunk the Kids.

Det andet tema, Horner planker i sit score, kommer fra Nino Rotas hovedtema til Fellinis Amarcord (1973). Dette tema bruges noget mindre i Horners score end Powerhouse-temaet, men der er dog tale om en direkte kopi og ikke “inspiration”.

Boet efter Raymond Scott truede med søgsmål, men sagen blev afsluttet uden om retsvæsnet, da Disney betalte en ukendt sum.

Ikke alt er imitation og ran

James Horner (1953-2015).

James Horner (1953-2015).

Der hænger altså en vis skygge over Horners score til Honey, I Shrunk the Kids, og det er på sin vis ærgerligt, for på mange måder er der tale om et fint score, hvor Horner bruger Powerhouse-temaet effektivt og væver det sammen med sine egne kompositioner.

For det er bestemt ikke hele Honey, I Shrunk the Kids-scoret, der er imitation og ran. Ud over at Horner også selv bidrog med to temaer, er der også en mængde rigtig fin action- og suspensemusik, ligesom det ene af Horners egne temaer er et fantastisk, romantisk tema i klassisk Horner-stil.

Man kommer imidlertid ikke udenom, at Powerhouse-temaet udgår scorets primære tematiske identitet. Det dukker første gang op i “Main Title” (nr. 1), og høres herefter i næsten alle scorets cues – enten i sin fulde form eller dekonstrueret i større eller mindre grad.

Når Horner bruger Powerhouse-temaet er det i øvrigt næsten altid i kombination med saxofon, så temaets jazzrødder træder tydeligt frem.

Det første af Horners egne temaer høres også i “Main Title”. Her høres det i de første cirka fem sekunder i form af et skørt motiv på seks toner, orkestreret for blæsere og altid med en mundharmonika umiddelbart inden.

Temaet høres i sin fuldt udviklede form i begyndelsen af “Strange Neighbors” (nr. 2), hvor det udvides til i alt 12 toner og suppleres af trompeterende blæsere, der bidrager til temaets lidt “skøre” stemning. Temaet er dog også associeret direkte med Rick Moranis’ rolle og hans opfindelser, så deraf den ret humoristiske tone.

Temaet gentages to gange, hvorefter uddraget fra Nino Rotas Amarcord-tema høres fra ca. 00:34-00:45, inden yderligere et gennemløb af Horners tema. Herefter følger Amarcord-temaet igen to gange.

Helt generelt er det sådan, at Amarcord-temaet næsten altid høres, hver gang Horners første tema dukker op, hvorfor de to temaer kan siges at smelte sammen til ét tema, der er halvt Horner, halvt Nino Rota.

Klassisk Horner-tema

Horners andet tema høres første gang i anden del af “Flying Szalinski” (nr. 7) fra ca. 1:09 og frem. Det er et klassisk Horner-tema, melodisk og ganske romantisk, selvom det i den udgave, der høres i “Flying Szalinski” er orkestreret lidt mere letbenet, så der ikke er eftertryk på temaets romantiske aspekt.

Det er der imidlertid i “Night Time” (nr. 8), hvor temaet bruges til at score forholdet mellem de to teenagere, der udvikler romantiske følelser for hinanden. Det er et af scorets fineste cues og tillige ét af de få, hvor Horner tager tempoet ud af musikken, der ellers er konstant ret høj.

Fin action- og suspensemusik

Som sagt er der også en del ret fin action- og suspensemusik i scoret. Anden halvdel af af “Shrunk” (nr. 3) er vintage Horner-suspense og -action med Powerhouse-temaet skudt ind. “A New World” (nr. 4) byder også på rigtig fin suspense- og actionmusik, mest suspense, bl.a. med anvendelse af Horners berømte og berygtede faremotiv på fire noder.

Det mest rendyrkede actioncue er dog “Scorpion Attack” (nr. 5), der også er rendyrket Horner, bl.a. med Horners karakteristiske brug af lilletromme og antydninger af hans “crashing piano”-motiv. Det er glimrende actionmusik!

“Ant Rodeo” (nr. 10) starter dystert – bl.a. med brug af stort orgel – men udvikler sig til et muntert cue, der i anden del går over i western-pastiche, da børnene på rodeovis forsøger at tæmme en myre.

Formidabelt underholdende

Som sådan er der ganske meget at komme efter på scoret til Honey, I Shrunk the Kids, og det er der bestemt også i den del af scoret, hvor Horner bruger Powerhouse-temaet i højere grad. F.eks. er anden del af “Lawnmower” (nr. 12) et rigtig fint actioncue, baseret på Scotts tema, og et cue som “Test Run” (nr. 6), der udelukkende baserer sig på temaet, er formidabelt underholdende.

Man må heller ikke tro, at Horner ikke har lagt omhu i de dele af scoret, der primært er baseret på Powerhouse-temaet; de er bestemt velkomponerede og altid særdeles underholdende, ligesom temaet passer perfekt til filmens “crazy scientist”-aspekt.

Underholdende filmmusik fra start til slut

På grund af Horners brug af Powerhouse-temaet – og i mindre grad Nino Rotas Amarcord-tema – vil Honey, I Shrunk the Kids aldrig komme til at stå som ét af de store James Horner-scores, og det er svært at tilgive Horner, at han ikke sørgede for at cleare brugen af temaerne med Disney.

Men når det er sagt, så er Honey, I Shrunk the Kids bestemt underholdende filmmusik fra start til slut, og det er svært ikke at sidde med et stort smil fra start til slut.

4 stjerner

Nummerliste:
1. Main Title (1:59)
2. Strange Neighbors (1:49)
3. Shrunk (5:38)
4. A New World (3:33)
5. Scorpion Attack (3:34)
6. Test Run (2:09)
7. Flying Szalinsky (1:59)
8. Night Time (5:05)
9. Watering The Grass (4:14)
10. Ant Rodeo (3:46)
11. The Machine Works (2:05)
12. Lawn Mower (5:44)
13. Eaten Alive (2:46)
14. Big Russ Volunteers (1:25)
15. Thanksgiving Dinner (5:30)

Total spilletid: 51:16

Titel: Honey, I Shrunk the Kids
Komponeret af: James Horner
Orkestreret af: Greig McRitchie
Fremført af: The London Symphony Orchestra
Dirigeret af: James Horner
Komponeret: 1989
Udgivet: 2009
Label: Intrada

Anmeldt i nr. 137 | 13/03/2017

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>