Michael Lillegaard Larsen
Ingen kommentarer

Hellboy: The Art of the Movie

Hellboy: The Art of the Movie
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Guillermo del Toros manuskript til den første Hellboy-film viser stor passion for Mike Mignolas herlige monsterhelt. Det er god læsning tilsat flotte produktionstegninger, storyboards og meget mere.

Hellboy: The Art of the MovieJeg var vild med Hellboy (2004), da jeg så den i biografen. Jeg dyrkede både Mike Mignolas tegneserie af samme navn og instruktøren Guillermo Del Toros film på det tidspunkt. De to geniers fantasi var en fed kombination båret af en fantastisk Ron Perlman i titelrollen.

For snart et års tid siden var der en ny Hellboy-film i landets biografer, og det er en kæmpe skam, at det ikke var en tredje film i Del Toros Hellboy-filmserie. I stedet fik vi en unødvendig reboot med tung vægt på blod og bandeord og tilsyneladende uden evne til at formidle Mignolas monsterunivers.

Men lad os glemme den og kigge på bogen om den allerførste og bedre Hellboy-film: Hellboy: The Art of the Movie.

Fra tegneserie til film

Den passionerede Guillermo del Toro er altid garanti for at levere en god introduktion til bøger om sit filmarbejde. Det drypper med kærlighed til hans arbejde som filmskaber og stor respekt for det. Han fortæller om dengang, han opdagede Hellboy fra Dark Horse Comics og om, hvordan han med det samme vidste, at han måtte filmatisere den.

Han tog kontakt til Mike Mignola, som var overvældet af del Toros tilbud, og Mignola deltog selv i projektet som “design consultant” og co-executive producer. Han havde også en cameo-rolle i filmen.

Det tog fem år, før Hellboy-filmen kom, men det var ventetiden værd. Både etteren og den mere fantasy-agtige efterfølger, Hellboy 2 – The Golden Army (2008) hører til blandt nullernes mest mindeværdige tegneseriefilm, men trods gode anmeldelser, blev de aldrig de store kassesucceser.

Del Toro er ofte manuskriptforfatter på sine egne film, og det gælder også Hellboy, hvor han udviklede historien sammen med forfatteren Peter Briggs.

Fint manuskript trods svagheder

I bag om kameraet-programmer nævnte del Toro, at hans filmatisering af Hellboy skulle betragtes som en jazz-improvisation. Det fordi hans historie består af brudstykker fra det første Hellboy-album, Seed of Destruction og en smule fra kortere historier som bl.a. den Hellboy: The Corpse.

Filmmanuskriptet i Hellboy: The Art of the Movie begynder med Hellboys oprindelseshistorie, hvor han i første akt bliver bragt til verden for at skabe dommedag med sin right hand of doom og dermed sikre nazisternes sejr i 2. Verdenskrig.

Det tager som bekendt en anden drejning, da Hellboy ender med at blive en af de gode i kampen mod overnaturlige trusler.

Hellboy-figuren og hans nærmeste allierede er godt skildret, mens fjenderne som Rasputin, IIsa og den bizarre lejemorder Karl Ruprecht Kroenen mangler seriøs karakter og fremstår som tamme trusler.

Del Toros fokus er mere på Hellboy og hans kampe mod den klamme dæmon Sammael, hvilket ikke er overraskende, da vi alle ved, hvor glad del Toro er for monstre.

Manuskriptets svage led er den nye agent John Myers, som fungerer som publikums vej ind i Hellboy-universet. Men ærlig talt, så er han sgu’ lidt kedelig!

Trods de nævnte svagheder bærer del Toros manuskript præg af stor kærlighed til Mignolas kreation, naturligvis blandet med hans egne kunstneriske friheder overfor forlægget.

Fuld af Mike Mignola-tegninger

Del Toros film er altid flotte at se på og har altid været gennemført til den mindste detalje på det visuelle plan.

Folk beskriver hans film som eye candy, men selv kalder del Toro det for eye protein. Del Toro er selv en dygtig tegner, men han hyrer altid et dygtigt hold af illustratorer til designarbejdet.

Naturligvis er Mignola i førersædet som designer, og filmen er også gennemsyret af hans særlige æstetik med inspiration fra gamle gyserfilm og tysk ekspressionisme.

Tidligere har Mignola været illustrator på filmene Bram Stoker’s Dracula (1992), Disneys Atlantis: The Lost Empire (2001) og del Toros forrygende forsættelse til Blade (1998), Blade 2 (2002).

Mange af bogens tegninger kommer derfor fra skaberen selv, hvilket er med til at give filmen ekstra troværdighed som en visuel tro gengivelse af tegneserien.

Med på holdet er også den anerkendte illustrator Wayne Barlowe, der er en mester i creature design og TyRuben Ellingson og Simeon Wilkins. Stilbilleder fra effekt-firmaet DDT er med til at bevidne del Toros glæde ved praktiske effekter.

Godt læsestof til Hellboy-fans

Hellboy: The Art of the Movie er godt, solidt læsestof til de Hellboy-fans, der elskede del Toros film og hans håndtering af Mike Mignolas fantastiske monsterhelt.

Manuskriptet er måske ikke det bedste fra hans hånd, men bogen er smækfyldt med visuelle perler, så læseoplevelsen bliver aldrig kedelig.

4 stjerner

Titel: Hellboy: The Art of the Movie
Forfatter: Guillermo Del Toro m.fl.
Forlag: Dark Horse Books
Format: Paperback
Udgivelsesår: 2004
Sideantal: 117 sider

Anmeldt i nr. 172 | 13/02/2020

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *