Hei tai yang 731

“A series of films that will anger, sicken, and provoke.” Dette lover coveret til Men Behind the Sun: The Complete Collection – hvor Men Behind the Sun er den amerikanske titel på Hei tai yang 731, den første af i alt fire Hong Kong-kinesiske film om livet i japanske fangelejre. Med sådan en “advarsel” kunne jeg naturligvis ikke lade boksen gå min næse forbi, da jeg var ude og surfe på nettet.

Jeg havde ikke nogen rigtig kendskab til nogle af filmene andet end en diskussion, jeg havde haft på et forum om bizarre film. Men da æsken kun var trykt i 1500 eksemplarer og internetbutikken kun havde ét eksemplar hjemme, tog jeg chancen og bestilte den.

Med ægte optagelser

Når man har set tilpas mange splatter- og gorefilm, giver man ikke en fløjtende fis for de såkaldte “advarsler” på forsiden af coveret. Ofte er advarslerne også kun til for at promovere en film for at få den til at sælge et par ekstra stykker. Men med den lille tekst, der pryder coveret, og alle skiverne har producenten ramt følelsen meget perfekt. For hvor meget kan man tillade sig at vise, og hvor går grænsen?

Havde filmen været en amerikansk produktion, kunne man se stort på dette og gå videre i rækken af exploitationfilm. Men da dette er en asiatisk film, bør man lige stoppe op. De amerikanske produktioner kan have nok så mange store og flotte stjerner med, men ligeså snart det kommer til blod, indvolde eller sex, skal det trimmes så meget, at enhver coladrikkende, McDonald-elskende, ærkeamerikaner ikke bliver forarget. Med Hei tai yang 731 rigtige sleazehounds se en film, der tør visse ALT.

Men hvorfor kaste sine penge efter denne film i den store mængde af exploitation-splatterfilm og torture porn, der bliver udgivet for tiden? Hvis man, som undertegnede, er skudt i blodtilsølede chokfilm, der ikke er bange for at vise blod, tarme og andre chokerende scener, er der meget at komme efter.

En af de mest berygtede scener indeholder optagelser fra en obduktion af en lille dreng. Scenen er svær at overvære, når man ved, at man har med ægte optagelser at gøre, og ikke latex og teaterblod. Og det er en scene som denne, der har givet filmen det ry, som den har i exploitationkredse.

Grumme eksperimenter

Filmen foregår i den japanske lejr 731 under Anden Verdenskrig, hvor vi følger en lille gruppe drenge, som er blevet hentet for at blive trænet til kamp. I lejren lærer de alt fra at kæmpe og forsvare sig selv til at forstå biologisk krigsførelse. Lederne, samt lægerne i lejren, eksperimenterer med biologiske våben og sygdomme på deres krigsfanger.

Blandt forsøgene ser vi resultater af tyfus, kolera og frostskader. De mange sygdomme giver en glimrende grund til at have scener med masser af obduktioner og blod, hvor organer bliver fjernet og puttet i sprit.

Under alle disse blodige eksperimenter ankommer genreal Ishii til lejr 731 for at følge med i deres fremskridt med biologisk krigsførelse. Under sit besøg udtænker han også en idé til, hvordan de kan sprede sygdommene bedre ved at putte dem i porcelænsbomber, og smide ud over fjenden.

Historien er ikke videre svær at forklare, da der faktisk ikke sker meget andet end at vi ser eksperimenter med krigsfanger. Vi ved alle sammen, hvordan krigen endte, og filmen ender også med, at Ishii opfordrer alle ansatte samt elever til at brænde alt ned og destruere alle dokumenter, før de tager flugten.

Dårlig tekstning og tvivlsom dubbing

De engelske undertekster er ikke altid til at følge med i, da der indimellem mangler nogle ord, og andre, rigtig lange, sætninger vises så kort, at man knap nok får læst de første tre ord, før den er væk igen. Nu kan jeg ikke sige om oversættelserne så passer med, hvad der bliver sagt, men de engelske tekster giver nogenlunde mening igennem det meste af filmen.

Stemmerne er på den anden side noget forvirrende. De virker til at være dubbet – meget dårligt – da de ikke altid passer til de personer, de er dubbet til. Her virker børnenes stemmer alt for dybe og gamle til deres alder. Hvis man er vant til dubbede italienske kannibal- og zombiegnaskere, overser man dog nemt dette.

Tænkt som en krigshistorie

Filmen fremstår som en lowbudget exploitationfilm, som kan ses i en snusket, mørk kælder, men Hei tai yang 731 er faktisk en film, der havde et relativt stort budget, men som senere har fået ry for at være ren exploitation, der udstiller ofre fra koncentrationslejre verden over.

Instruktøren Tun Fei Mou ville lave en film, der viste, hvordan fangerne havde det i sådanne lejre, men de mange forstyrrede ting, som vises filmen igennem får mange til at se den som en chokdokumentar i stedet for en krigshistorie, som den oprindelig var tænkt.

Har man ikke har fået nok med de italienske nazisploitationfilm, kan man sagtens anskaffe sig boksen – men er man ny inden for denne slags film, skal man nok gå udenom og nøjes med nogle mere “milde” film, før man melder sig klar til Hei tai yang 731.

Anmeldt i nr. 27 | 13/01/2008

Stikord: Anden Verdenskrig, Japan