Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Harry Potter and the Prisoner of Azkaban

Harry Potter and the Prisoner of Azkaban
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Som børne- og ungdomsfantasy fungerer også tredje bind i serien glimrende, ligesom den sagtens kan nydes af barnlige sjæle hos voksensegmentet.

Harry Potter and the Prisoner of AzkabanDen tredje bog i Harry Potter-serien udkom i 1999 og markerer den bedste af seriens i alt syv romaner. Her lykkes det J.K. Rowling at ramme en rigtig fin balance mellem humor og alvor, og seriens overordnede plot drives effektivt fremad.

Samtidig er Prisoner of Azkaban den sidste af Harry Potter-romanerne, der ikke er for lang. I den britiske førsteudgave havde romanen en længde på lige over 300 sider, mens ingen af de efterfølgende bøger var under 600 sider – helt grotesk for en serie af børne- og ungdomsbøger.

Gal troldmand

Rowling følger i denne tredje roman samme model som i de foregående: Romanen åbner, mens Harry er på sommerferie hos sin rædsomme familie. Her får han dog nok af familiens evindelige fornærmelser og forlader huset, selvom der endnu er tre uger, indtil han skal være tilbage på troldmandsskolen Hogwarts.

Mens han tilbringer den sidste del af sommerferien på troldmandskroen The Leaky Cauldron i London finder Harry ud af, at den gale troldmand Sirius Black – én af Lord Voldemorts gamle støtter – er flygtet fra troldmandsfænglet Azkaban.

Efter sigende skal Sirius Black være ude efter Harry, og frygten for Black skal komme til at spille en væsentlig rolle gennem en stor del af romanen, indtil et plot twist ændrer hele situationen og skubber hele det overordnede plot en god tand fremad.

Veloplagt tidsrejsesekvens
J.K. Rowling (f. 1965).

J.K. Rowling (f. 1965).

Allerede på vejen mod Hogwarts konfronteres Harry med de uhyggelige Dementorer. Det er fangevogtere fra Azkaban, der nu er på jagte efter Sirius Black, men som ikke er specielt partikulære omkring deres ofre.

Han får heldigvis hjælp af den nye Defense Against the Dark Arts-lærer Remus Lupin, og selvfølgelig har han også vennerne Ron og Hermione at støtte sig til. Derudover spiller et magisk kort over Hogwarts-borgen, som Harry får forærende af Rons ældre brødre, en væsentlig rolle i romanen.

I et veloplagt sideplot må Harry, Ron og Hermione derudover rejse tilbage i tiden for at hjælpe den godmodige pedel Hagrid, der kortvarigt er forfremmet til underviser i faget Magiske Dyr.

Den skurkagtige Draco Malfoys opførsel har ført til, at ét af Hagrids dyr – hippogriffen Buckbeak – står overfor at skulle henrettes, og det vil Harry, Ron og Hermione forhindre.

Med lidt hjælp fra rektor Dumbledore rejser de tilbage i tiden for at befri Buckbeak, hvilket fører til en ganske veloplagt tidsrejsesekvens med alle tidsrejsens indbyggede genrekonventioner og problemer.

Stemningsmæssig god balance

Harry Potter and the Prisoner of Azkaban adskiller sig ikke væsentligt fra de to første romaner i serien. Tonen er blevet en anelse mere dyster, men det går godt i spænd med de generelt mange humoristiske elementer, der stadig findes på dette punkt i serien.

Dermed rammer Rowling en god stemningsmæssig balance sammenlignet med de senere romaners stedvist meget mørke atmosfære.

Derudover er Rowlings tilgang uændret: Romanens kapitler har stadig noget tableau-agtigt over sig, der gør de enkelte kapitler ekstremt letlæste, men det giver samtidig romanen et noget ujævnt helhedspræg.

Til trods for dette problem, som er generelt for hele serien, fungerer Harry Potter and the Prisoner of Azkaban glimrende, og netop fordi stemningen er så velbalanceret og fordi romanen har en fornuftig længde, går det generelt også tjept fremad med at få afviklet handlingen og få sat noget skub i den overordnede plotudvikling.

Velfungerende og underholdende

Harry Potter-romanerne er ikke stor litteratur, men tager man dem for det, de er – børne- og ungdomsbøger – er de op til dette punkt både velfungerende og underholdende, med Prisoner of Azkaban som den bedste af dem alle sammen.

Romanens filmatisering, der kom i 2004, er også den bedste af de i alt otte film i Harry Potter-serien. Også her er stemningen godt afbalanceret, ligesom handlingen afvikles uden for mange døde perioder. Den fine tidsrejsesekvens i romanen er i øvrigt endnu bedre eksekveret i filmen, men det er en anden snak.

Man kunne have ønsket, at Rowling – eller en skarp redaktør – også havde holdt de følgende fire romaner mere i samme stil og længde som Harry Potter and the Prisoner of Azkaban, men fra og med bog fire begyndte det at gå galt.

Det skal imidlertid ikke gå ud over vurderingen af Harry Potter and the Prisoner of Azkaban, der som børne- og ungdomsfantasy fungerer glimrende, og som også sagtens kan nydes af barnlige sjæle hos voksensegmentet.

5 stjerner

Titel: Harry Potter and the Prisoner of Azkaban
Forfatter: J.K. Rowling
Forlag, år: Bloomsbury, 1999
hvid
Anmeldte udgave:
Forlag, år: Bloomsbury, 2004
Format: Paperback
Sideantal: 468

Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015

Stikord: 3’er, Fantasy, Filmatiseret, Fortsættelse, Magi, Troldmænd

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *