Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Harry Potter and the Philosopher’s Stone

Harry Potter and the Philosopher’s Stone
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Den første roman i serien om troldmandslærlingen Harry Potter er ikke den bedste i rækken, men den er underholdende og en fin introduktion til seriens univers.

Harry Potter and the Philosopher's StoneJ.K. Rowling havde næppe nogen anelse om, hvor herostratisk berømt (eller rig!), hun skulle blive, da hun satte sig ned for at skrive den første bog i serien om troldmandslærlingen Harry Potter.

Alle myterne om den åh-så-fattige Rowling, der nærmest skrev romanen i rendestenen, er naturligvis kun myter, om end det er sandt nok, at hun færdiggjorde den første roman, mens hun var på understøttelse.

Alligevel: Historien om en helt almindelig lønmodtager, der inden for en kort årrække bliver afsindig rig og tilsvarende berømt, er en god historie, og i dag kan Rowling naturligvis tillade sig at hvile på laurbærrene. De syv romaner i Harry Potter-serien har sikret hende økonomisk for evig og altid.

Kæmpehit
J.K. Rowling (f. 1965).

J.K. Rowling (f. 1965).

Men det er ikke kun økonomisk, romanerne har sikret Rowling. De har også vundet hende en plads på litteraturens stjernehimmel. Om man mener, det er fortjent eller ej, er for så vidt sagen helt uvedkommende, selv om der bestemt har været mange kritiske røster mod Rowlings litterære meritter (eller manglen på samme).

Bøgerne blev som bekendt et kæmpehit blandt børn og unge (og voksne med barnlige sjæle), godt understøttet af Warner Brothers, der købte filmrettighederne, og som siden 2001 og frem til 2011 har arbejdet ihærdigt på at få færdiggjort filmserien. Vigtigst var det dog, set med mine øjne, at Harry Potter-bøgerne nærmest fik et par generationer af børn til at kaste sig over bøgerne og dermed forhåbentlig har sikret, at de vil fortsætte med at læse i fremtiden.

Fra kosteskab til kostskole

De fleste kender formentlig grundpræmissen for bogserien, men ellers skal jeg kort opridse den her. Hovedpersonen, Harry Potter, fylder ved begyndelsen af bogserien elleve år. Harry er forældreløs og bor hos sin moster og onkel, der er helt urealistisk onde og ubehagelige – det er jo et eventyr det her! Mosteren og onklen, der tvinger Harry til at bo i et kosteskab, mens de forguder deres egen overvægtige og uintelligente søn, har bildt Harry ind, at hans forældre døde i et biluheld. Men sandheden er en helt anden.

På sin fødselsdag finder Harry ud af, at hans forældre var henholdsvis en heks og en troldmand, og at der siden hans fødsel har været reserveret en plads til ham på Hogwarts School of Witchcraft and Wizardry. Meget mod mosterens og onklens vilje rejser Harry af sted til den nye kostskole. Her får han et par gode venner i skikkelse af drengen Ron og pigen Hermione, men også en fjende i skikkelse af den ubehagelige Draco Malfoy.

Harry finder også ud af, hvad der skete med hans forældre, og hvordan han har fået det zigzagformede ar, han har i panden: Den onde troldmand Lord Voldemort havde ti år tidligere samlet alskens onde troldmænd og hekse omkring sig for at tage magten, men nogle gjorde stadig modstand. Blandt dem var Harrys forældre, der endte med at blive myrdet af Voldemort. Da Voldemort prøvede at slå Harry ihjel skete der imidlertid noget mærkeligt: Harry overlevede og Voldemort mistede sine kræfter. Ondskaben var væk. For en tid.

Syv romaner, syv år

Præcis hvorfor Harry overlevede, finder man ud af i løbet af romanen, der naturligvis også introducerer Voldemort igen som Harrys egentlige nemesis. Hvordan og i hvilken skikkelse skal jeg ikke afsløre her, men siden der jo endte med at komme syv romaner i serien, kan folk jo nok regne ud, at Harry overlever. Men det gør Voldemort også, og han vender frygteligt tilbage, igen og igen, i løbet af romanserien.

Idéen med de syv romaner er, at hver bog følger Harry og hans venner i løbet af ét år på Hogwarts, hvor uddannelsen netop tager syv år. Samtidig er idéen, at læseren er omtrent samme alder som Harry er i hver bog, hvilket betyder, at de første bøger er relativt uskyldige og muntre – om end de skam har deres mere uhyggelige passager. I løbet af serien, bliver bøgerne gradvist mere og mere dystre, indtil de sidste par bøger faktisk ikke egner sig for de yngre dele af målgruppen.

Det er egentlig en fin idé, selv om det i dag, hvor alle bøgerne jo er udkommet, formentlig kan være svært at forhindre de 11-12-årige i at læse også de senere bøger. Det er ikke fordi, de vil tage skade af det, men faktisk bliver de senere bøger ret uhyggelige, ligesom der gradvist introduceres flere og flere temaer, som de yngre læsere ikke nødvendigvis vil fange eller forstå fuldt ud. Men det vender vi tilbage til i kommende anmeldelser af de senere bøger i serien.

Fin, enkel handling

Handlingen i Harry Potter and the Philosopher’s Stone er der ikke den store grund til at gå i detaljer med. Kort sagt går det ud på, at Harry, Ron og Hermione regner ud, at der foregår noget mærkeligt på Hogwarts og sætter sig for at finde ud af, hvad det er. Dermed ender Harry med at stå ansigt til ansigt med Voldemort, og så er banen kridtet op for resten af bogserien.

Det er heller ikke handlingen, der som sådan er med til at gøre den første Harry Potter-roman læseværdig. Forstå mig ret: Handlingen er fin nok og især for målgruppen. Den er ret enkel, uden at være oversimplificeret, og den får præsenteret universet og de vigtigste karakterer godt. Den narrative fremdrift er ikke Rowlings store styrke, og Potter-bøgerne er, med rette, blevet kritiseret for langt hen ad vejen at bestå af en række optrin, der er sammenstrenget mere eller mindre løst af den overordnede handling.

Den narrative kohæsion bliver bedre, jo længere hen i serien, man kommer, men man bliver aldrig helt fri for fornemmelsen af, at bøgerne består af en lang række på hinanden følgende tableauer mere end de består af én flydende handling med tråde, der væver sig ind og ud af hinanden.

Det er særligt problematisk i de første bøger, men omvendt er det måske en lidt billig kritik, for særligt de første bøger er jo også møntet på et betydeligt yngre publikum end denne anmelder. Under alle omstændigheder er det ikke ensbetydende med, at bøgerne ikke er underholdende; det er blot et eksempel på ét af de punkter, hvor Rowling har en svaghed.

Markante styrker

Til gengæld har Rowling også nogle markante styrker, og det er dem, der er med til at gøre alle bøgerne særdeles læseværdige. Blandt disse styrker er en overordnet set klar vision for det univers, romanerne foregår i, og en lang række sjove og ofte skæve detaljer, der ikke alene er morsomme i sig selv, men som også er med til både at sætte rammerne for universet og give det liv.

Magikerverdenen, som Harry Potter og hans venner bevæger sig rundt i, skulle forestille at eksistere side om side med vores egen verden, men godt og grundigt skjult for os udenforstående (kaldet “Muggles”). Hogwarts-skolen er dog en sikker havn; en enorm borg i det nordlige England (formodentlig), hvor magien ikke skal pakkes ind og skjules.

Her vandrer troldmænd rundt med spidse hatte og lange skæg. Der kastes formularer med tryllestave, der flyves på kosteskafte, og spøgelser (venlige såvel som irriterende) færdes frit i gangene. Troldmændene og heksene har deres egen populære sport, eleverne skal til timer i emner som “Trylledrikke” og “Transformation”, malerierne bevæger sig, og slik kan smage af alt fra ørevoks til chokolade.

Det er i alle disse detaljer, at Harry Potter and the Philosopher’s Stone – og hele serien – virkelig bliver fin. Det er svært ikke at lade sig gribe af de mange sjove detaljer, der også virkelig er med til at gøre Harry Potter-universet til en verden, man har lyst til at vende tilbage til – en væsentlig kvalitet ved en forfatter, der sætter sig for at skrive en serie! Derudover må man sige, at mange af disse detaljer også har været med til at gøre Harry Potter-bøgerne til den type bøger, der skriger på at blive filmatiseret.

Samtidig med alle de fantastiske elementer sørger Rowling for, at hele universet er genkendeligt for læseren: Hogwarts er modelleret over arketypen på den britisk kostskole, der er opdelt i huse, som konkurrerer indbyrdes, og elevernes hverdag er også genkendelig: De skal til timer og til eksamen, og de har også fag, de ikke kan lide. De bliver venner og uvenner, kommer i ballade, får ros og glæder sig til jul.

Rowlings fantasyunivers er klart bygget på elementer, hentet fra ældre fantasy og eventyr, men hun formår alligevel at give det et personligt twist, der gør, at det hele virker frisk, selv om det langt hen ad vejen er noget, vi har set før.

Kritiske røster

J.K. Rowlings kritikere er hovedsageligt kommet fra to kanter: Den ufatteligt bedrevidende og uudholdeligt elitære professor og litteraturkritiker Harold Bloom har kritiseret Rowlings sprog for at være fladt og klichéfyldt, og har – uden at sige det med så få ord – kaldt alle, der læser Harry Potter-bøgerne for nogle idioter. De fleste andre, der har kritiseret Rowling fra et litterært synspunkt, har været knap så rabiate, som Bloom, men giver i bund og grund udtryk for samme forbehold omkring Rowling som forfatter.

Dette er for så vidt fair nok. Tanker er toldfrie, og folk må mene, hvad de vil. Jeg er enig så langt, som at Rowling ikke er en mester i at opbygge sine narrativer, og det er også korrekt, at hun ikke er nogen sproglig ekvilibrist. Men who cares? For det første er Harry Potter-bøgerne børne- og ungdomsbøger, og for det andet behøver man ikke være en Don DeLillo for at fortælle en underholdende historie (nogen ville måske endda mene, at det i den forbindelse er en fordel IKKE at være en Don DeLillo).

Den anden kant, Rowling har modtaget kritik fra er – surprise – kristne grupperinger, der har harcelleret mod Harry Potter-bøgernes fremstilling af magi som noget godt. Herhjemme har f.eks. den katolske teolog Iben Thranholm kaldt Potter-bøgerne for “et snedigt forførelsesprojekt”, der “åbner for det dæmoniske” (Information, 03/02/2007). Omvendt har lige så mange andre religiøse grupper, også herhjemme, set kristne paralleller i Harry Potter-serien og brugt dem som eksempler, bl.a. i forbindelse med konfirmationsforberedelse.

Personligt mener jeg, begge læsninger bør skrottes. Religiøse crackpots er (akkurat ligesom Harold Bloom) uden for pædagogisk rækkevidde og kan uden videre ignoreres, så længe de ikke er decideret farlige for samfundet eller for andre mennesker. De positive religiøse holdninger er sympatiske, men helt ærligt, så kan man jo læse kristne allegorier ind i alt, der handler om et opgør mellem det gode og det onde.

Fint arbejde

Alt i alt er Harry Potter and the Philosopher’s Stone er en fin begyndelse på Harry Potter-serien og i sig selv en underholdende roman. Det er langt fra den bedste bog i serien, men som debut er der tale om fint arbejde, og som første bog i en serie får Rowling på glimrende vis introduceret universet og kridtet de grundlæggende problemstillinger op, som skal drive den overordnede historie videre.

4 stjerner

Titel: Harry Potter and the Philosopher’s Stone
Forfatter: J.K. Rowling
Forlag, år: Bloomsbury, 1997
hvid
Anmeldte udgave:
Forlag, år: Bloomsbury, 1997
Format: Paperback
Sideantal: 223

Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015

Stikord: Fantasy, Filmatiseret, Magi, Troldmænd

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *