Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Harry Potter and the Chamber of Secrets

Harry Potter and the Chamber of Secrets
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Den anden bog i Harry Potter-serien er på flere måder en forbedring over sin forgænger og er en farverig og underholdende fortsættelse af historien.

Harry Potter and the Chamber of SecretsAl begyndelse er svær, og alle romaner, film eller tegneserier, der er konciperet som den første i en serie, risikerer at blive en smule tunge, fordi det er deri, at hele grundarbejdet skal laves: Universet skal defineres og hovedpersonerne karakteriseret.

Alt det slap J.K. Rowling nogenlunde godt fra i den første Harry Potter-roman, Harry Potter and the Philosopher’s Stone (1997), men når man læser fortsættelsen, fornemmer man alligevel, at der straks er mere fut i fejemøget. Og der er klart: Harry Potters verden er allerede defineret sammen med sine væsentligste problemstillinger, og det samme er de tilbagevendende hovedpersoner og bipersoner.

Det tillader Rowling at gå hurtigere i gang med selve handlingen, og det gør Harry Potter and the Chamber of Secrets til en noget mere umiddelbart underholdende bog. Samtidig skruer Rowling allerede her i andet bind op for de mere dystre sider af seriens univers, hvilket i høj grad også klæder serien – uden at det dog på nogen måde er så dystert, som det bliver senere, særligt fra og med bog nummer fire.

Skumle hændelser på Hogwarts
J.K. Rowling (f. 1965).

J.K. Rowling (f. 1965).

Harry Potter and the Chamber of Secrets starter med introduktionen af en sjov biperson, vi ikke har mødt før, nemlig husalfen Dobby. Den underkuede og tudegrimme lille alf opsøger Harry, mens han holder sommerferie hos sin utålelige moster, onkel og fætter. Her lykkes det Dobby at få Harry i alvorlige problemer i en underholdende sekvens, der gør sig næsten endnu bedre i filmatiseringen.

Harry bliver spærret inde på sit værelse og tror aldrig, at han skal se Hogwarts igen, da han bliver reddet af Ron og to af Rons storebrødre, tvillingerne Fred og George, der kommer i en flyvende bil. Det er også i den flyvende bil, Harry og Ron ender med at ankomme til Hogwarts, da der er sket en del mærkelige ting i mellemtiden.

Vel ankommen til skolen begynder mærkelige begivenheder dog snart at finde sted. Harry hører stemmer, der lader til at komme fra skolens murværk, og inden længe begynder flere elever at dukke op i forstenet tilstand. Både elever og lærere frygter, at nogen påny har åbnet Hemmelighedernes Kammer – et legendarisk kammer på Hogwarts, der efter sigende skulle være bygget af Slytherin-husets stifter og indeholde et frygteligt monster.

Situationen spidser til, da også Hermione bliver forstenet og Rons lillesøster Ginny bliver bortført at monstret for at skulle dø i kammeret. Nu må Harry og Ron naturligvis træde i karakter – og det på et svært tidspunkt, hvor skolens rektor Dumbledore er blevet afsat på foranledning af den skurkagtige Draco Malfoys endnu mere skurkagtige far.

Hvordan det hele ender skal jeg ikke afsløre her, men at hele komplottet endnu engang har noget at gøre med den onde Lord Voldemort kan jeg sagtens sige uden at ødelægge nogens nydelse ved at læse bogen.

Eventyrlige underfundigheder

Den største styrke ved Harry Potter-romanerne er og bliver det eventyrlige univers med alle dets finurligheder, som J.K. Rowling formår at tegne et meget levende billede af, og som gør romanerne både underfundige og mange steder virkeligt morsomme.

Blandt disse finurligheder er de mange bipersoner, der er uendeligt mere interessante end den i virkeligheden ret kedelige Harry Potter. Sådan er det jo typisk i de store fortællinger: Hovedpersonen er ofte en lille smule tør og goody-good, mens de virkelige farverige elementer findes i alle birollerne. Således også her, hvor Harrys venner fortsat er langt sjovere end han selv, og hvor både Dobby og den lede Lucius Malfoy sætter ekstra kulør på historien.

Den bedste biperson – og én af de absolut bedste ting ved romanen – er dog den ulidelige egocentrerede og opblæste Defense Against the Dark Arts-lærer Gilderoy Lockhart (spillet med stor humor og indledelse i filmatiseringen af Kenneth Branagh), der står for en stor del af romanens humor. Han er en fantastisk karakter, som virkelig er indbegrebet af en narcissistisk idiot.

Derudover fremstår Harry Potter and the Chamber of Secrets langt fra så tableaupræget som den første roman, selv om det fortsat er sandt, at Rowling ikke opbygger sin fortælling på nogen synderligt subtil facon. De enkelte kapitler er stadig ret bastante fremstillinger af én periode eller én situation, der fører mere eller mindre direkte videre til den næste. På den måde er de stadig tableauer, men de hænger alligevel bedre sammen end i den første roman.

Én markant svaghed

Hvis man skal pege på én markant svaghed, der gør, at Harry Potter and the Chamber of Secrets trods sine markante forbedringer ikke hæver sig over den første roman, så er det, at plottet i bund og grund er en direkte kopi af plottet i Harry Potter and the Philosopher’s Stone. Der er ændret lidt på den konkrete handling, men vi har den samme gradvise opklaring af mysteriet, der fører frem til den samme afsløring af den samme skurk i et andet underjordisk kammer i slottet.

Det er først med den tredje roman, at der for alvor kommer andre boller på suppen i plotafdelingen, og man kan godt undre sig lidt over, at Rowling ikke valgte at konstruere sit plot anderledes. Det er lidt som om, hun har haft to ret ensartede idéer til den første roman og ikke har kunnet vælge mellem dem og alligevel brugte dem begge.

Når alt kommer til alt er det idéen i Harry Potter and the Chamber of Secrets, der er den bedste af de to, og derfor accepterer man også, at det nærmer sig selvplagiat. Hvis hun havde byttet om på de to idéer og brugt den ringere af dem i roman nummer to, ville den nok have fremstået en hel del svagere.

I sidste ende er det altså et problem, man kan leve med, og især når man ved, at plotopbygningen fra og med roman nummer tre er markant anderledes. Derudover er Harry Potter and the Chamber of Secrets også bare en gedigent underholdende og farverig bog for børn og barnlige sjæle, som jeg derfor kun kan anbefale til de, der nød den første bog og gerne vil have mere fra samme univers.

4 stjerner

Titel: Harry Potter and the Chamber of Secrets
Forfatter: J.K. Rowling
Forlag, år: Bloomsbury, 1998
hvid
Anmeldte udgave:
Forlag, år: Bloomsbury, 2002
Format: Paperback
Sideantal: 223

Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015

Stikord: 2’er, Fantasy, Filmatiseret, Fortsættelse, Magi, Troldmænd

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *