Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

Hard Target

Hard Target
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Meget underholdende Van Damme-film, hvor John Woo bringer ny energi til både den amerikanske actionfilm og til actionhelten. Og bemærk det nakkegarn!

Hard Target“What kind of name is Chance?”
“Well… my momma took one…”

Ja, man kan sige, at Hollywood tog chancen ved at hyre John Woo ind som instruktør – han var den første kinesiske instruktør til at lave en film i Hollywood. Og jeg synes, at det var en god chance at tage.

Når mennesket bliver et byttedyr

Den klassiske “jagtfilm”, The Most Dangerous Game (1932), som blev instrueret af selveste Ernest B. “King Kong” Schoedsack, er på mange områder blueprintet for en film som Hard Target.

The Most Dangerous Game er baseret på novellen af samme navn fra 1924, skrevet af Richard Cornell. Flere film er direkte inspireret af enten Cornells novelle eller Schoedsacks filmatisering, og disse film tæller blandt andet Turkey Shoot (1982), Deadly Prey (1987) og Surviving the Game (1994).

Andre actionfilm bruger grundidéen med, at en gruppe mennesker indtager rollerne som jægernes bytte. Og naturligvis, som det er tilfældet i de fleste actionfilm (og i novellen The Most Dangerous Game), bliver den jagede til jægeren.

Og så kan de onde godt begynde at ryste i bukserne, hvad enten byttet er Michael Dudikoff i Avenging Force (1986) eller Arnold Schwarzenegger i The Running Man (1987).

Velkommen til New “jagtscene” Orleans

Det er en pervers idé hvor rige mænd kan udleve deres lyster som menneskejægere. I Hard Target er handlingen hensat til New Orleans.

I filmens prolog ser man en mand (spillet af Chuck Pfarrer, der også står bag filmens manuskript), der er på flugt. Det er nat, og storbyen fremstår som en mørk og kold jungle. Der er jægere efter manden. Og netop som man tror, at manden kommer i sikkerhed, så skydes han ned. Med pile.

Så skifter scenen. Der er lyst og varmt. En ung kvinde, Natasha, ankommer til New Orleans. Hun leder efter sin far. Og det viser sig naturligvis, at det var faderen, der døde i prologen.

For i New Orleans er der en lille “virksomhed”, anført af den ondskabsfulde Emil Fouchon, der lever af at arrangere jagtselskaber, hvor rigmænd kan få lov til at jage og dræbe mennesker. Bestialsk og perverst.

Tidligere supersoldat

Den unge kvinde hyrer Chance Boudreaux (tidligere supersoldat) til at hjælpe med at søge efter faderen, og snart dukker liget af faderen op. Chance og Natasha kommer på sporet af Fouchons virksomhed.

Fouchon er godt klar over, at hans virksomhed snart skal flytte igen. Som han siger: “There’s always some unhappy corner of the globe where we can ply our trade.” Men først vil han have ram på Chance og Natasha…

Metaltræthed i genren

I maskinrummet bag actiongenren kunne man i starten af 1990’erne godt fornemme, at nye vinde blæste ind. Genren var ikke så populær, som den tidligere havde været, og actionhelten, som vi havde lært at kende op igennem 1980’erne, havde mistet noget af tiltrækningskraften.

Der var gået meta i maskineriet. Genren og helten var næsten blevet til en parodi, hvilket en film som The Last Action Hero (1993) skar ud i pap.

Så der var brug for noget nyt liv i de gamle kroppe og i de – for nogen – trætte actionscener. Så man ville forsøge med noget nyt. Man importerede simpelthen den mest succesfulde Hong Kong-actioninstruktør og gav ham et stort budget og en af datidens største actionstjerner.

Van Damme og Woo, et makkerpar der sparker røv!

Van Damme brød igennem i 1988 med Bloodsport, og i årene der fulgte kom den ene store succes efter den anden. Små budgetter blev til store kommercielle succeser. Med film som Death Warrant (1990), Universal Soldier (1992) og ikke mindst Nowhere to Run (1993) tog Van Damme springet fra billige B-film til store produktioner.

Og det er på denne bølge af succes, vi møder Van Damme i 1993, hvor han slår pjalterne sammen med selveste John Woo. Manden bag Hong Kong-actionklassikere som A Better Tomorrow (1986), The Killer (1989), Bullet in the Head (1990) og Hard Boiled (1992).

Og det skabte en helt speciel film. Hard Target fremstår både som en anakronisme i forhold til actiongenren og som en film, der giver den amerikanske actionfilm nyt liv.

I forhold til anakronismer er det tydeligt, at John Woo, der selv er meget betaget af amerikanske westerns, forsøger at skabe noget meget amerikansk, men at han faktisk laver en film, der føles som en tidslomme og ikke som en skildring af et moderne New Orleans.

Et underligt og herligt mix af nyt og gammelt

Således er der både western-elementer og en nærmest 1950’er-agtig noir-stemning i flere af scenerne i New Orleans. Det tilsættes Woos klassiske varemærker såsom duer, voldsballet og slowmotion – og måden hvorpå skydevåben nærmest bruges som sværd og knive.

Alt dette sættes op mod den klassiske amerikanske actionhelt (spillet af belgiske Van Damme) som her er en tidligere supersoldat, der nu lever som daglejer, fordi han ikke ville finde sig i en korrupt overordnet. En helt som er alene og oppe mod overmagten. Som filmens skurk siger her, da den afsluttende jagt nærmer sig:

“Let me review the tactical situation for you, gentlemen. Boudreaux is wounded. He’s been pursued and harried across miles of open country. Now he’s cornered and outnumbered 20 to 1. He’s an annoying little fucking insect and I want him stepped on hard.”

Som vi kender det fra et utal af actionfilm: den ensomme ulv som har alle odds imod sig. Altså præcis som actionhelten gerne vil have det!

Så det er de klassiske vestlige actiondyder, der møder Woos tilgang til actiongenren; en tilgang, som netop har hentet inspiration i den amerikanske western. Så i forsøget på at bringe et friskt pust, får man faktisk mere en stemning fra gamle dages Hollywood, og filmen fremstår som et herligt stykke kitsch.

Woo har senere udtalt, at Van Damme var meget professionel at arbejde sammen med, men at Van Damme også havde et stort ego. Og det kommer nok ikke som den helt store overraskelse.

Van Damme udtalte selv (da han forsøgte at få flere scener ind med sig selv), at folk jo så filmen på grund af ham og IKKE på grund af Lance Henriksen.

Fremragende actionscener

At succesen var steget Van Damme til hovedet, eller nakkehåret, ændrer dog ikke ved, at rollen som Chance Boudreaux er en af hans bedste.

Woo formår virkelig at udnytte Van Dammes sparsomme talent som skuespiller, og ikke mindst formår Woo at give Van Dammes store evner som actionmand nyt liv.

Scenen hvor Van Damme ondulerer nogle skurke foran en cafe er intet mindre end magisk, og det samme kan man sige om scenen på motorcyklen og hele den lange slutkamp. Det er sgu ganske smukt og effektivt.

Og valget af Lance Henriksen som skurk gør også både filmen og Van Damme bedre. Jeg er pjattet med Henriksens farlighed, og det er tydeligt, at Henriksen har haft en fest med rollen. Han var også stor fan af Woo, hvilket gælder en stor del af filmholdet, også selveste Sam Raimi, der var indsat som en form for sikkerhedsnet – hvis Woo skulle fejle, så ville Raimi tage over.

Efter Hard Target red Van Damme videre på succesbølgen med film som Timecop (1994) og Sudden Death (1995). Hvad der siden hen skete, må man læse mere om i den fagbog, jeg arbejder på.

Sven-Oles skjorte og Van Dammes nakkehår: Mums!

Jeg har slet ikke tal på, hvor mange gange jeg har set Hard Target. Jeg er pjattet med den. Ikke på grund af historien, men fordi det færdige udtryk og mødet mellem Woo og det moderne Hollywood – og Woos kærlighed til det gamle Hollywood – skaber noget ganske specielt.

Da filmen kom ud, fik den mange hak fra kritikernes side, og der er også mange ting at kritisere. Men der er også meget at elske i den film. Og jeg har elsket den fra første øjeblik.

Først som en kåd teenager, der røg i himlen i forhold til kombinationen af Van Damme og Woo; senere da jeg gennemlevede kærlighedsaffæren til Sven-Ole Thorsens skjorte i filmen og nu i forhold til at se filmen og actionhelten i et actionfilmhistorisk lys.

Men uanset hvad er det den umiddelbare underholdningsværdi, actionscenerne og stemningen, som gør, at filmen rammer plet.

Og lad mig så lige afslutte denne anmeldelse ved at dvæle lidt ved Van Dammes frisure i filmen. Den er mageløs. Kitschet, fedtet og sej. Manden der står bag frisuren nævnes i rulleteksterne, hvor der står “Hair for Jean-Claude Van Damme: Jan Alexander”. Ja, det er store sager.

4 stjerner

Titel: Hard Target
Instruktør: John Woo
Manuskript: Chuck Pfarrer
Cast: Jean-Claude Van Damme (Chance Boudreaux), Yancy Butler (Natasha “Nat” Binder), Lance Henriksen (Emil Fouchon), Arnold Vosloo (Pik van Cleef)
Foto: Russell Carpenter
Klip: Bob Murawski
Musik: Graeme Revell
Spilletid: 99 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 1993

Anmeldt i nr. 181 | 13/11/2020

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *