Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Happy Death Day

Happy Death Day
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Original er den ikke, men Happy Death Day er fin og uforpligtende underholdning, især her op mod Halloween.

Happy Death DayHappy Death Day er blevet beskrevet som Groundhog Day (1993) møder Scream (1996), og en mere rammende beskrivelse er svær at komme på – bortset fra at filmen ikke har Scream-seriens postmoderne, konstant metarefererende elementer.

Men kombinationen af filmens centrale gimmick – hovedpersonen genoplever den samme dag om og om igen – og en ikke alt for selvhøjtidelig slasherfilm gør karakteristikken rammende.

Det skal dog lige pointeres, at konceptet, der lå til grund for Groundhog Day, ikke var original for den film, da tidligere film og noveller havde brugt konceptet.

Det nærmeste forlæg var Richard Lupoffs novelle 12.01 PM, der første gang blev udgivet i The Magazine of Fantasy and Science Fiction i 1973, og som i sig selv blev til en kortfilm i 1990. Her gennemlever hovedpersonen den samme time igen og igen.

Faktisk blev Lupoff og Jonathan Heap (instruktøren af kortfilmen) så vrede over Groundhog Day, at de overvejede at lægge sag an, men i sidste ende gjorde de ikke alvor af det.

Alt dette blot for at gøre opmærksom på, at karakteristikken af Happy Death Day som netop Groundhog Day møder Scream, mest handler om, at Groundhog Day uden tvivl er én af de bedst kendte film, der gør brug af konceptet om en person, der gennemlever den samme tidsperiode om og om igen.

Et andet markant eksempel er dog den glimrende science fiction-/actionfilm Edge of Tomorrow (2014) med Tom Cruise og Emily Blunt i hovedrollerne.

Morder med babymaske

Handlingen i Happy Death Day er såre simpel: Collegepigen Tree (egentlig Teresa) vågner på et kollegieværelse hos en fyr, hun ikke genkender. Hun har været meget fuld aftenen forinden og går derfor ud fra, at hun og fyren har haft sex.

Hun skynder sig i tøjet og ud ad døren, da hun skal til undervisning. Herfra og videre gennem hendes dag (som også er hendes fødselsdag) finder vi ud af en del om Tree, og får slået fast, at hun ikke er et særligt sødt menneske, en rigtig bitch, faktisk.

Da hun om aftenen er på vej til en fest, overfaldes hun af en maskeklædt fremmed – masken er en babymaske, åbenbart universitetets maskot. Tree dolkes ihjel – for umiddelbart efter at vågne på præcis samme kollegieværelse, som hun startede dagen på.

Til at begynde med tror Tree, at hun bare lider af voldsomme eksempler på deja-vu, men da hun vågner igen, samme tid, samme sted, indser hun, at hun gennemlever den samme dag om og om igen.

Tree betror sig til Carter – fyren på hvis værelse, hun vågner – og han er forståeligt nok temmelig skeptisk. Alligevel kommer han med et brugbart forslag: Hvis hun alligevel vågner op igen, uanset hvad der sker, så kan hun jo bare bruge al den tid, hun har brug for, til at finde ud af, hvem morderen er.

Som sagt, så gjort – også selvom det ikke er helt så simpelt. For efter nogle dage, der alle ender med, at Tree bliver slået ihjel – bliver hun opmærksom på, at hun bliver svagere og svagere for hver gang.

Her introducerer filmen en slags “race against time”-koncept – Tree må løse mysteriet, inden hun bliver så svag, at hun virkelig dør – men det er én af filmens svagere elementer, der aldrig for alvor bliver udnyttet ordentligt.

Det gør dog ikke det helt store, for indenfor rammerne af sit eget univers, fungerer resten af Happy Death Day ganske glimrende.

Solid underholdning

Det er ikke stor filmkunst, vi er vidner til i Happy Death Day. Det er til gengæld røvhamrende solid underholdning med glimt i øjet.

Originalitet skal man virkelig lede længe efter; selv den underliggende morale er hentet direkte fra Groundhog Day: For at komme ud af tidsløkken og afsløre morderen, kræves det, at Tree udvikler sig fra at være en ubehagelig person til et sødt og dejligt menneske.

Det kunne have været kvalmt, men Scott Lobdell, der har skrevet manus, får det til at fungere, godt hjulpet af en rask pacing.

Spilletiden på kun 1 time og 36 minutter hjælper også her, selvom man faktisk ikke havde haft noget imod at se Tree udnytte sin situation lidt mere – også a la Groundhog Day, hvor der kommer mange gode grin ud af det, da Bill Murrays Phil Connors indser, hvad der foregår.

Professionel og glat

I rollen som Tree gør Jessica Rothe det ganske fint. Det er ikke Oscar-materiale, hun har at arbejde med, men indenfor rammerne af filmens univers, formår hun at gøre rollen troværdig, og udviklingen fra kold kælling til sød pige fungerer fint.

Sidstnævnte er selvfølgelig også én af slasherfilmens klassiske troper, blot med det twist, at offeret her udvikler sig til final girl. For jeg afslører jo næppe for meget, når jeg fortæller, at Tree nok skal klare den.

Hvem morderen er, ja det må I til gengæld se filmen for at finde ud af. Det skorter ikke på mulige kandidater, og Trees arbejde med at finde ud af, hvem det er, er også temmelig underholdende.

De øvrige roller er rene papfigurer, som genren foreskriver, men Israel Broussard er fin som den sympatiske Carter, og Rachel Matthews er sjov som Trees endnu mere bitchede sorority sister Stephanie.

Filmen er professionelt og glat iscenesat af Christopher Landon – igen: det er ikke Oscar-stof, vi har med at gøre – og generelt er det to ord, der kan bruges til at karakterisere filmen bredt. Der er også et fint score af den dygtige og produktive Bear McCreary.

Fin og uforpligtende underholdning
Happy Death Day

er fin og uforpligtende underholdning. Den er ikke det mindste uhyggelig, medmindre man er fuldstændig nybegynder udi gys. Til gengæld trækker man ofte på smilebåndet og morer sig glimrende, mens man gætter med på morderens identitet.

4 stjerner

Titel: Happy Death Day
Instruktør: Christopher Landon
Manuskript: Scott Lobdell
Cast: Jessica Rothe (Tree Gelbman), Israel Broussard (Carter Davis), Laura Clifton (Stephanie Butler)
Foto: Toby Oliver
Klip: Gregory Plotkin
Musik: Bear McCreary
Spilletid: 96 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 2017

Anmeldt i nr. 169 | 13/11/2019

Stikord: Slasher

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *