Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Hannibal

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Den tredje Hannibal Lecter-roman er ærlig talt lidt noget rod, men i det mindste er det underholdende rod.

HannibalHannibal er den tredje af de (indtil videre?) fire Hannibal Lecter-romaner, men ret beset den første af dem, som man med rette kan sige handler om Hr. Lecter. I både Red Dragon (Den Røde Drage) og The Silence of the Lambs (Ondskabens Øjne), der udkom på originalsproget i henholdsvis 1981 og 1988, var Hannibal en biperson. Ganske vist var han en vigtig biperson i begge romaner, især i The Silence of the Lambs, men at Hannibal senere fik lov at blive hovedperson skyldes nok især Anthony Hopkins’ portrættering af ham i Jonathan Demmes filmversion af Silence.

Hopkins’ fremstilling af Hannibal Lecter var blændende og gjorde faktisk karakteren endnu mere fascinerende, end han var i nogen af de to første romaner. Det var nok bl.a. fordi Hopkins fangede publikums interesse så godt, at Harris besluttede sig for at lade Hannibal blive hovedpersonen i sin næste roman. Uden tvivl har Harris også tænkt i økonomiske baner, for efter at The Silence of the Lambs blev et kæmpehit, var der naturligvis ikke noget Hollywood-producenterne hellere ville end at give publikum det, de hungrede efter: mere Hannibal Lecter.

Bizar og over-the-top

Men netop fordi Lecter gik fra at være en biperson til at blive en hovedperson, er slutproduktet også radikalt anderledes end de to foregående historier. Både Red Dragon og The Silence of the Lambs er først og fremmest thrillere, og det gælder også for filmversionerne. Her skal man i øvrigt huske, at den filmversion af Red Dragon, der har Hopkins i rollen som Lecter først kom i 2003, to år efter Hannibal, og at det derfor er Michael Manns Manhunter (1986), jeg blandt andet henviser til.

Begge de foregående romaner handlede om FBI’s jagt på en seriemorder; i Red Dragon Francis Dolarhyde, i The Silence of the Lambs Jame Gumb. Begge romaner havde en lovhåndhæver som hovedperson, og begge romaner havde Lecter som kulørt biperson, der assisterede hovedpersonen fra sin celle på sindssygehospitalet.

Idet Lecter kom på fri fod i The Silence of the Lambs var det naturligvis en model, Harris ikke kunne følge endnu engang, og samtidig ønskede forfatteren tydeligvis også at romanen skulle handle mere om Lecter end om nogen anden. Det opnår Thomas Harris også, men ikke uden visse omkostninger. Som roman er Hannibal nemlig direkte bizar og over-the-top, selv om det er meget svært at benægte dens umiddelbart underholdende kvaliteter.

Stakkels Clarice

Lad os tage et kig på handlingen i Hannibal. Romanen starter med at følge Clarice Starling, hovedpersonen i The Silence of the Lambs. Starling har ikke haft det nemt, efter at hun som FBI-aspirant uskadeliggjorde seriemorderen Jame Gumb. Den ubehagelige bureaukrat Paul Krendler, der også medvirkede i Silence (i filmen dog kun i en meget ubetydelig rolle) har gennem de seneste syv år smidt grus i maskineriet, hver gang Starling havde en chance for forfremmelse, og hun sidder fast langt nede i hierarkiet. Blandt andet har Krendler fået blokeret for, at Starling kunne komme til at arbejde for Jack Crawford i FBI’s afdeling for adfærdsforskning.

Nu lever Starling et liv, hvor hun ofte udlånes til andre føderale agenturer som hjælpeagent, og det er også i denne rolle, vi møder hende i begyndelsen af romanen. Her skal FBI, sammen med DEA (det føderale amerikanske narkotikapoliti) i samarbejde med politiet i Washington D.C. foretage en narkorazzia. Missionen går frygtelig galt – flere af agenterne dør, og Starling må dræbe hovedmålet, den HIV-positive narkohandler Evelda Drumgo. Uheldigvis har Evelda et barn, som dog overlever skyderiet, men den lokale presse får et særdeles uheldigt billede af den døde mor med barnet i armene. Nu skal der rulle hoveder, for at FBI kan bevare ansigt, og Clarice Starling er oplagt.

Skal fodres til svin

Fra sit nye domicil i Firenze følger Hannibal Lecter Starlings fall from grace, og han kan ikke dy sig for at sende Starling et brev. Det medfører bl.a. at Starlings karriere kortvarigt bliver holdt levende, da hun bliver sat på Lecter-sagen. Det sørger Jack Crawford for, bl.a. ved at få det ordnet sådan, at der bliver lagt politisk pres på FBI-ledelsen. Dette pres kommer i sidste ende fra Mason Verger, én af de få overlevende af Lecters ofre. Mason er frygtelig vansiret, efter at han under indflydelse af narkotika på Lecters opfordring skar sit eget ansigt af og fodrede det til sine hunde.

Og rigmanden Mason er ikke interesseret i, at politiet skal fange Lecter – han vil i stedet selv have fat i psykiateren, så han kan skaffe ham af vejen på en helt speciel måde. Mason Verger, hvis familie i årtier har været i svinebranchen, har hyret nogle sardinske bønder og lejemordere til at fremavle nogle særdeles glubske svin, som han planlægger at få til at æde Lecter i levende live.

Samtidig med at dette sker, kommer en politimand i Firenze på sporet af Lecter, der nu går under navnet Dr. Fell og fungerer som bibliotekar på Capponibiblioteket i Firenze. Politimanden, Pazzi, beslutter sig for at sælge Lecter til Mason Verger, da det vil give ham en klækkelig dusør, men tingene går ikke helt efter planen. Lecter undslipper de sardinske lejemordere og flygter tilbage til USA, efter at have dræbt Pazzi på spektakulær vis. Sardinerne følger imidlertid efter, og de tager svinene med!

Nu er det så spørgsmålet, om Mason Vergers folk finder Lecter, inden Clarice Starling gør – eller inden Lecter beslutter sig for selv at aflægge Mason et besøg. Og hvad mon Lecter har i tankerne angående Clarice Starling?

Forfatteren elsker sin kreation

Mere af handlingen skal ikke afsløres her af hensyn til de, der ikke har læst romanen eller set filmen. Men lad det være sagt med det samme, at romanen hen imod slutningen tager en ganske uventet drejning, og at der i filmversionen er tale om en betydeligt anderledes slutning end i romanen. Lad mig også med det samme sige, at det er godt det samme, for romanens konklusion er virkelig ganske bizar, og giver – uanset hvordan man vender og drejer det – ikke rigtig mening.

Men slutningen er ikke det eneste bizarre ved Hannibal. Hele bogen er på mange niveauer ganske besynderlig, hvilket imidlertid også er med til at højne underholdningsværdien betragteligt. Først og fremmest er der Hannibal Lecter selv. Han er gået fra at være en hyperintelligent psykopat i Red Dragon og The Silence of the Lambs til i Hannibal at være noget nær overmenneskelig.

Ikke alene er Lecter i besiddelse af en uhyggelig stor viden om snart sagt alle emner (herunder avanceret matematik og fysik), han er også i besiddelse af en praktisk viden om alt fra tegning til klaverspil, kirurgi og meget andet. Lecter er den ultimative antihelt – han er stadig en psykopat, men nærmest med superhelteagtige evner. Thomas Harris elsker ham, og vil gerne, at læserne skal gøre det samme.

Slemme, slemme skurke

Men det er nu heller ikke så svært, når man ser, hvem det er, Hannibal er oppe imod. Man frygter aldrig rigtigt, at Lecter vil Clarice Starling noget ondt, men på den anden side tror man heller aldrig rigtig på, at Starling vil være i stand til at fange Lecter. Den gode Starling er en gæv pige og både klog og snu, men i forhold til en mand som Hannibal er hun en ren amatør. Ikke desto mindre bliver Lecter ved med at være fascineret af Starling, hvilket vi også får en forklaring på – mere om det senere.

Den stakkels Rinaldo Pazzi, der kommer på sporet af Lecter i Firenze, er heller ingen sympatisk mand. Han er en tidligere politihelt, der er faldet i anseelse, og i stedet for at vinde sin ære tilbage, vil han hellere være rig, så han kan købe sin kones kærlighed. Det går naturligvis ikke, og ham ser man gladelig Lecter flænse bugen op på og hænge.

Værst er imidlertid Mason Verger – bogens virkelige skurk. Ikke alene portrætteres Verger som en psykopat, der var pædofil, inden han kom under Hannibal Lecters “behandling” (bl.a. voldtog han sin egen søster, der også medvirker i romanen), nej Mason får fortsat nydelse af at se børn lide. Under dække af at være filantrop får han således børn på besøg på sit landsted, hvorefter han nyder at pine dem verbalt. Samtidig har Verger haft mange år til at overveje, hvorledes han skal tage Lecter af dage og er altså kommet på idéen med at fodre doktoren levende til en flok glubske svin. Det er så altså det, han har hyret sardinerne til at tage sig af, og de beskrives også i alt andet end pæne vendinger.

Paul Krendler, Clarice Starlings nemesis, spiller også en væsentlig rolle i romanen, da han på et tidspunkt bliver købt af Verger. Mason tror, at Lecter vil blive tiltrukket af Starling, så længe at hun lider, så Verger får Krendler til at sørge for, at Starling bliver helt suspenderet fra FBI. Krendler spøger konstant i kulisserne og er bogens anden store skurk. Hvor Verger er skurk i forhold til Lecter, er Krendler skurk i forhold til Starling. Som de, der har set filmen, vil vide, ender tingene dog alt andet end godt for den gode Krendler.

Mangler fokus og afmystificerer sin hovedperson

Foruden Lecter, Starling, Verger og Krendler, som er de fire personer, der er i størst fokus, er der en lang række bipersoner – ja, romanens persongalleri er faktisk kolossalt. Der er Masons søster Margot; sygeplejeren Barney, der arbejdede på sindssygehospitalet, hvor Lecter var indsat; der er Jack Crawford, Rinaldo Pazzi, de fire sardinere (der bliver til tre), Vergers personlige sygeplejer Cordell samt Starlings bofælle og medagent Ardelia Mapp. Disse, og flere andre, hvoraf mange også var med i The Silence of the Lambs spiller større og mindre roller i løbet af romanen, der i den anmeldte version er på 562 sider – betydeligt mere end de foregående to Lecter-romaner.

Her har vi også én af romanens svagheder – af og til mangler den simpelthen fokus, og der er adskillige af de nævnte bipersoner og de sideplots, der er forbundet med dem, som man ærlig talt ikke forstår nødvendigheden af. Et andet problem er den begyndende afmystificering af Hannibal Lecter, som Thomas Harris fortsatte i stor stil med den aldeles unødvendige Hannibal Rising, der udkom sidste år. Harris begår den eklatante fejltagelse at forsøge at forklare os, hvorfor Lecter er blevet kannibal. Historien er den, der bliver fortalt i Hannibal Rising og handler helt kort om, at Lecters lillesøster Mischa blev ædt af en flok desertører efter østfrontens kollaps i 1944 (Lecter er af litauisk afstamning afsløres det).

Det er jo i sig selv en grotesk historie, men det er en helt og aldeles tåbelig måde at forsøge at forklare Lecters psykopati. For det første kan det være helt ligegyldigt, hvordan Lecter blev den, han blev. Det er ikke det, der er interessant – det der er interessant er, hvordan han gebærder sig som voksen. For det andet har Lecter aldrig – heller ikke i de to foregående romaner – været en realistisk karakter. Harris forsøgte at give nogenlunde troværdige forklaringer på, hvorfor Francis Dolarhyde og Jame Gumb blev til seriemordere, men Lecter har som person altid befundet sig helt ude på overdrevet. Derfor virker Harris’ forsøg på at give en psykologisk forklaring på Lecters kannibalisme også søgt og ja, decideret plat.

Men lillesøster Mischa spiller også en stor rolle for Lecters forhold til Starling – man opdager nemlig, at Starling gør det samme for Lecter, som Lecter gjorde for Starling i The Silence of the Lambs. Lecter fik lammene til at holde op med at skrige i Starlings drømme, og Starling spiller lidt den samme rolle for Lecter i forhold til Mischa. Og her når vi frem til romanens slutning, hvor Lecter gennem kemikalier og hypnose nærmest forsøger at forandre Starling til Mischa. Det lykkes ham dog ikke, men det der sker er ikke mindre overraskende eller grotesk. Og det er her, roman og film går hver sin vej, og det er dette, jeg ikke vil sige mere om.

Kunne have haft glæde af en viljestærk redaktør

Hannibal vil meget, og langt hen ad vejen kan romanen også meget. Den grundlæggende underholdningsværdi er, som tidligere nævnt, vitterligt ganske høj. Men romanen fejler også mange steder – Lecters superhelteagtige status, den søgte forklaring på Lecters psyke, de mange irrelevante sideplots og de alt for mange bipersoner. På trods af underholdningsværdien er Hannibal et skoleeksempel på en bog, der kunne have haft glæde af en viljestærk redaktørs røde pen.

Som en sidste positiv bemærkning må jeg imidlertid nævne romanens grafiske natur. Fra beskrivelserne af den grotesk vansirede Mason Verger og til den afsluttende scene, hvor Paul Krendler møder sit endeligt, er Hannibal fyldt med beskrivelser af særdeles blodige ugerninger, der overraskende nok fungerer enormt godt. Og der er masser af eksempler: Lecters mord på Rinaldo Pazzi i Firenze eller kapitlet hvor sardinerne myrder en italiensk pornofilmsinstruktør ved at fodre ham til svinene. Harris trækker aldrig disse beskrivelser unødigt langt ud, men de er alligevel frastødende på en måde, der stedvist gør Hannibal til en litterær udgave af grand guignol og som samtidig trækker linjer tilbage til den blodige renæssance, der fylder så meget i tankerne på både Hannibal og Rinaldo Pazzi.

Radikalt anderledes end forgængerne

Alt i alt har vi med Hannibal at gøre med en radikalt anderledes roman end forgængerne, og det er absolut ikke sikkert, at man vil kunne lide Hannibal, selv om man kunne lide både Red Dragon og The Silence of the Lambs. Hannibal er i langt højere grad en sorthumoristisk horrorroman, end den er en thriller.

Stilen er helt anderledes end i de stramt fortalte forgængere: Hannibal er pompøs og oppustet samtidig med, at den er helt nede i det gyserlitterære søle. Om man kan kapere denne stilændring, må være op til den enkelte. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at selv om jeg finder Hannibal umådeligt underholdende, så vil jeg til enhver tid foretrække Harris’ rendyrkede thrillere, hvor Hannibal Lecter stadig havde en aura af mystik omkring sig.

3 stjerner

Titel: Hannibal
Originaltitel: Hannibal
Forfatter: Thomas Harris
Udgivet: 1999
Forlag: Delacorte Press
hvid
Anmeldte udgave:
Udgivet: 2007
Forlag: Arrow Books
Format: Paperback
Sideantal: 562

Anmeldt i nr. 22 | 13/08/2007

Stikord: FBI, Filmatiseret, Fortsættelse, Hannibal Lecter, Kannibaler, Seriemordere

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *