Hancock

Musikken til Peter Bergs superheltekomedie Hancock blev komponeret af den afsindigt talentfulde britiske komponist John Powell, der, sammen med en lille håndfuld andre komponister, hører til gruppen af tidligere Hans Zimmer-elever, der har formået at etablere sin helt egen filmmusikalske stemme.

Således arbejder Powell ubesværet med både symfoniorkestret og electronica, og han er også én af de meget få komponister, der har udviklet en stil, der fuldstændig organisk blander symfoniorkester og elektroniske komponenter – det er særligt hans tre Bourne-scores (2002, 2004, 2007) fremragende eksempler på.

Musikken til Hancock er altovervejende symfonisk, men Powell inkorporerer stedvist tillige Hammondorgel, trommesæt og både elguitar og akustisk guitar i det, der i nogle cues bliver en særdeles swingende blanding. Scorets problem, hvis man vælger at anskue det som sådan, er, at det musikalske udtryk er noget ujævnt. Dette er imidlertid et produkt af filmen, der også har en tonal slagside: filmen starter som en satire på hele superheltegenren, inden den bliver en blanding og til sidst faktisk går hen og bliver lige præcis det, den lægger ud med at tage pis på.

Som sådan har Powell blot fulgt handlingens udvikling og forsynet filmen med det, den nu engang havde behov for. Det betyder imidlertid, at musikken er ret vekslende undervejs. I begyndelsen er hovedvægten på filmens komisk/satiriske elementer, til sidst er hovedvægten på de dramatiske og følelsesladede og midt imellem er det lidt en blanding. Det gør albummet stilistisk ujævnt, men det gør til gengæld også lytteoplevelsen varieret og underholdende!

Et par centrale temaer

Albummet lægger ud med den swingende, jazzy/bluesy ”SUV Chase” med Hammond, trommer, guitar og lidt synth, inden orkestret kommer ind, særligt med blæsersektionen i en prominent rolle. Det er en perfekt musikalsk repræsentation af den fordrukne Hancocks ”fuck y’all”-attitude, og cuet introducerer desuden et af scorets temaer – en form for ”Hancock-fanfare”, der dog er sørgeligt underbenyttet i resten af scoret.

Allerede ”John, Meet Ray” (nr. 2) markerer et stilskifte. Cuet indleder med præsentationen af ét af scorets helt centrale temaer; et sørgmodigt, tænksomt tema, der i filmen lader til at være forbundet med kærlighedsforholdet mellem Hancock og Mary.

Kærlighedstemaet (som det vel er) høres her blot i en kort udgave, orkestreret for lavmælt synth, men det vender heldigvis tilbage flere gange, bl.a. i ”Mary Brings Meatballs” (nr. 9), hvor det fremføres på akustisk guitar, bakket op af flere guitarer, piano og violin, der giver temaet et landligt feel – faktisk ville det ikke være malplaceret i en romantisk western! Men det er et enkelt og smukt tema og det er ét af scorets store styrker.

Det andet tema, der introduceres i ”John, Meet Ray”, høres også kun ganske kortvarigt i cuet. Her har vi at gøre med et langt mere ekspansivt, upbeat tema, som ikke høres mange steder på albummet, men får en langt mere ekspansiv behandling i det afsluttende track ”The Moon and the Superhero (nr. 20). Også dette tema er glimrende og i ”John, Meet Ray” er det ikke uden en snert af mere bredt malende americana (i modsætning til kærlighedstemaets mere intime americana-feel).

Resten af ”John, Meet Ray”-cuet består i øvrigt af helt letbenet comedy-underscore af den type, der særligt i filmens første halvdel er en del af.

”Train Disaster” (nr. 3) begynder som scorets første rigtigt store actioncue og er et godt eksempel på Powells effektive symfoniske actionstil med masser af percussion – men uden anvendelse af de store mængder electronica, der f.eks. prægede hans Bourne-scores. Herefter går cuet over i mere snazzy-cool guitar-hammond-og-trommesæt-musik, som vi også stødte på i ”SUV Chase”, bare betydeligt mere tilbagelænet og ultracool.

Styrken ligger i de følelsesladede cues

Resten af scoret består i høj grad af en variation på de forskellige stilarter, jeg har berørt ovenfor, men som sagt på den måde, at vægten ændrer sig fordel for de mere dramatiske og følelsesladede elementer, jo længere hen på albummet, vi kommer. Der er lidt mere comedy i ”The Kiss” (nr. 14) og lidt mere laidback coolness i ”Indestructible” (nr. 15), og herefter er vi primært ovre i den mere seriøse afdeling.

Allerede ”Mary Brings Meatballs” tager os som tidligere nævnt ind i den følelsesladede, romantiske del af filmen, og det fortsætter i den rigtig fine ”Getting Therapy” (nr. 10), der indledningsvist gentager kærlighedstemaet, blot i en mere ren symfonisk version, inden cuet slår over i tænksom underscore, hvor den landlige, folksy feel med guitarer og strygere vender tilbage. Det er, sammen med de afsluttende par cues, et af albummets bedste skæringer.

Decideret actionmusik er der ikke vildt meget af på Hancock-scoret, men noget er der naturligvis. Med cuet ”To War” (nr. 11) er vi ovre i decideret superheltemusik – et rigtig godt actioncue og et fint eksempel på Powells karakteristiske blanding af symfoniorkester og electronica. Der er mere action i det meget korte cue ”I Really HATE That Word” (nr. 12), og også ”Hollywood Blvd” (nr. 16) udvikler sig efter et par minutter til et dynamisk actiontrack. Med sine seks minutter og fireogtyve sekunder er ”Hollywood Blvd.” også albummets længste cue.

Men det er i de mere følelsesladede cues, at Hancock har sine styrker, og her kommer noget det allerbedste hen imod slutningen – både det indledningsvist storladne og senere intime ”Mortal” (nr. 17), hvor Powell også introducerer kvindevokal, og især de to sidste cues. Først det forløsende ”Death and Transfiguration” (nr. 19), hvor Powells musik på ingen måde lader sig mærke med, at filmen startede som en komedie, og det gennemført heroiske, nærmest antemiske, ”The Moon and the Superhero” (nr. 20). Både i actionmusikken og i disse to afsluttende cues hører vi i øvrigt klart – og selvfølelig ikke overraskende – ekkoer af Powells glimrende score til X-Men: The Last Stand (2006).

Gennemført sympatisk

Hancock er et gennemført sympatisk score med nogle klare highlights undervejs, særligt i de romantiske cues og i de to afsluttende, forløsende cues. Det betyder ikke, at jeg ikke kan lide den måde, Powell scorer filmens komiske elementer eller de jazzede dele, der understreger Hancocks fordrukne coolness. Men det er helt klart i de tematisk funderede cues, at Hancock fungerer bedst.

Set som helhed er Hancock derfor måske lidt ujævnt, men det er et stærkt underholdende score med et par særdeles smukke temaer.

Nummerliste:
1. SUV Chase (2:01)
2. John, Meet Ray (2:05)
3. Train Disaster (2:40)
4. Meatballs? (0:57)
5. The Trailer (2:01)
6. French Asshole (1:32)
7. Superhero Comix (0:43)
8. You Should Go! (0.51)
9. Mary Brings Meatballs (1:35)
10. Getting Therapy (2:18)
11. To War (1:19)
12. I Really HATE That Word (0:49)
13. Standing Ovation (1:06)
14. The Kiss (2:20)
15. Indestructible (2:05)
16. Hollywood Blvd (6:24)
17. Mortal (5:27)
18. Upon Us All (1:19)
19. Death and Transfiguration (3:55)
20. The Moon and the Superhero (3:13)

Total spilletid: 44:40

Anmeldt i nr. 95 | 13/09/2013