Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

Halloween 4: The Return of Michael Myers

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

På trods af at den nærmest at være en genindspilning af Carpenters original og på trods af adskillige fejl og mangler, er Rick Rosenthals indlæg i Halloween-serien faktisk en ganske solid film.

Halloween 4: The Return of Michael MyersEfter ti år var dræbermaskinen Michael Myers på ny klar til at indtage den stereotype lilleby Haddonfield, hvor han i sin tid slagtede sin søster og nogle år senere gik løs på den stakkels Laurie Strode samt adskillige andre af byens teens.

Den store nedslagtning skete under Halloween-natten 1978, og til trods for at det faktisk krævede hele to film at fortælle nattens begivenheder til ende, udspiller både John Carpenters Halloween (1978) og Rick Rosenthals Halloween 2 (1982) sig som én lang kontinuerlig beretning.

Så det var ikke helt forkert, da man i reklamekampagnen og i selve filmen Halloween 4 fra 1988 fortalte, at Michael Myers nu var tilbage efter ti års pause. Som mange sikkert ved, havde Halloween III: Season of the Witch nemlig intet med Halloween-serien at gøre, og derfor kan man med god samvittighed også helt se bort fra filmen, hvis det kun er Mr. Myers, man er interesseret i.

Ikke helt som vi troede

Da man sagde farvel til Myers i Halloween 2, var det under forventning af, at den psykopatiske dræber var blevet brændt til aske under et heltemodigt angreb, udført af Myers’ argeste fjende, Dr. Sam Loomis (Donald Pleasance). Man måtte i samme ombæring også tro, at Loomis ligeledes var blevet dræbt. Den eneste som således slap helskindet fra mødet med morderen, var den stakkels Laurie Strode (Jamie Lee Curtis), der kunne takke sin skaber for Dr. Loomis’ indsats.

I 1988, ti år senere, viser det sig nu, at tingene ikke forløb helt, som vi troede. Både Loomis og Myers overlevede flammerne, om end begge efterfølgende er blevet drabeligt vansiret. Loomis er begyndt at humpe og bruge stok, hvortil kommer, at han har fået grimme ar i ansigtet. Myers ser vi naturligvis aldrig tydeligt, men i flere nærbilleder af hans handskeløse hånd, fremgår det, at også han må være blevet meget slemt forbrændt. Det lader imidlertid ikke til, rent fysisk, at have svækket morderen betydeligt.

Myers på flugt – igen
Det første glimt af Michael Myers.

Det første glimt af Michael Myers.

En sen nat i slutningen af oktober er det blevet tid til at få flyttet Michael Myers fra én galeanstalt til en anden. I den forbindelse har man lagt ham i fuld narkose, men de to plejere, der skal eskortere ham, er bestemt ikke stolte ved opgaven. Det går da heller ikke værre eller bedre, end at ambulancen knap har forladt anstalten, før Myers kommer til live, og gør kort proces med plejerne.

Hvad der herefter sker, finder vi først ud af lidt senere, for da ankommer en meget fortørnet Sam Loomis til et ulykkessted på den amerikanske highway. Politiet tror, Myers’ ambulance er forulykket, men Loomis kender instinktivt sandheden og til trods for, at man ikke med sikkerhed kan fastslå, at Myers’ lig ikke er blandt de døde i bilvraget, pakker Loomis sit habengut og tager til Haddonfield.

Halloween i Haddonfield.

Halloween i Haddonfield.

Først tror Loomis, at Myers har fået et stort forspring, men da lægen ankommer til en øde tankstation, finder han ud af, at personalet netop er blevet brutalt slagtet. Faktisk får Loomis lejlighed til at stå ansigt til ansigt med den gamle fjende, men morderen undslipper i en pickup truck, og Loomis må nu selv skynde sig videre til Myers’ hjemby. Både Myers og Loomis ankommer den 31. oktober – netop som byen forbereder sig til Halloween.

Alt ved det gamle i Haddonfield
Lille Jamie Lloyd (Danielle Harris).

Lille Jamie Lloyd (Danielle Harris).

Her må vi kort stoppe op, for mens alt dette har stået på, er vi også blevet introduceret til den søde Carruthers-familie i Haddonfield. Det er gode mennesker, og de har taget den unge Jamie Lloyd (Danielle Harris) i pleje. Jamie er Laurie Strodes datter, og angiveligt er Laurie blevet dræbt, hvilket jo ikke helt hænger sammen med det, vi husker fra toeren, men sådan ligger landet altså åbenbart nu.

Det vigtige ved dette er, at Myers dermed har et klart mål i Haddonfield. Morderens indbyggede familieradar kan nemlig spore slægtninge på kontinentalt plan, og han styrer direkte mod pigens nye hjem. Jamie er i øvrigt et plaget barn, der drømmer stygge drømme om Myers, og samtidig bliver hun drillet i skolen. Folk mobber den lille pige med hendes døde forældre og slægtskabet med morderen, så faktisk har lille Jamie slet ikke lyst til at holde Halloween.

Dr. Sam Loomis (Donald Pleasence).

Dr. Sam Loomis (Donald Pleasence).

Her viser familien Carruthers’ teen-datter Rachel (Ellie Cornell) sig imidlertid som et godt menneske, for hun tager sig af den lille pige, og tager hende med ind til købmanden, hvor de kan vælge et kostume. Det kostume, Jamie vælger, viser sig at være et ret interessant valg, som får stor betydning for det videre forløb. Hvilket kostume pigen snupper, skal dog ikke specificeres nøjere her.

Så sænker mørket sig over Haddonfield. Det bliver Halloween, og teenagerne bliver liderlige. Jeps, så kender vi Haddonfield igen. Rachel kan ikke deltage i nattens festivitas, for hun skal passe den lille Jamie. Rachels kæreste hænger derfor ud med en anden pige – politimesterens datter Kelly (Kathleen Kinmont). Surt show for Rachel, men så er det, at Myers begynder at drive sit uvæsen, og snart ændrer natten karakter.

Gensynets glæde
Mike is back!

Mike is back!

Var det ikke lige for et par mindre plotmæssige forskelle, er Halloween 4: The Return of Michael Myers i store træk det, man kan opfatte som et remake af Carpenters Halloween. Handlingen i fireren lægger sig i hvert fald så uhyggeligt nært op ad den første film, at det er svært ikke at stirre sig blind på de mange helt identiske scener.

Hvorfor de ellers ret ukendte manuskriptforfattere Danny Lipsius og Larry Rattner er gået så tæt på 1978-filmen er svært at sige, men hele Halloween 4 taget i betragtning, er det nærmest som om, instruktøren Dwight H. Little forsøgte at lave en slags hyldest til Carpenter.

Filmens teen-queen Rachel Carruthers (Ellie Cornell).

Filmens teen-queen Rachel Carruthers (Ellie Cornell).

Det fungerer faktisk også meget godt, for Littles film er faktisk slet ikke dårlig. Den har meget af stemningen fra den første film, og så benytter den sig af et lille gimmick, hvor man langsomt ser Myers genskabe sig selv. Det skal forstås sådan, at man først ser ham samle en mørk kedeldragt op; i en senere scene finder han så en maske, og helt til sidst hiver han pludselig en stor kniv frem fra en skabshylde. Monstret er komplet, og alle fanboys kan klappe i hænderne.

Denne gensynets glæde betyder ret meget for Halloween 4. Også den bevidste måde, som temaet fra det oprindelige score bliver brugt på, er nemlig i høj grad med til at understrege og iscenesætte Michael Myers som den “coole” psykopat, vi alle elsker. Halloween-temaet bliver nu til Myers tema, og så snart han skal til at udføre noget brutalt (læs: sejt), kommer Carpenters fabelagtige tema rullende.

Dårlig dialog
Ofrene begynder at vise sig.

Ofrene begynder at vise sig.

Folk, i hvert fald gyserfans, tog rigtig godt imod filmen. Den blev vældig populær, men der er næppe nogen, som vil påstå, at den er bedre end de to første. Det har Halloween 4: The Return of Michael Myers ganske enkelt for mange svagheder til. Først og fremmest bliver filmen hæmmet af alt for meget dårlig dialog – navnlig den intime dialog mellem Jamie og Rachel er helt frygtelig.

Lidt lir.

Lidt lir.

Danielle Harris, der spiller den lille Jamie, har også svært ved rollen, og man bliver hurtigt træt af den sukkersøde guldklump, som Rachel for enhver pris må beskytte. Den lille pige bliver en klods om benet på plottet, og det viser især, hvor godt det fungerede i Carpenters film, hvor det var teenagerne, der var i centrum, og de mindre børn blot biroller, der skulle beskyttes. I Halloween 4 er det lige omvendt, og sandt at sige formår Ellie Cornell heller ikke at levere varen så overbevisende som Rachel – og da slet ikke, hvis man begynder at sammenligne hende med Jamie Lee Curtis.

Hertil skal siges, at Donald Pleasence leverer en glimrende Sam Loomis, men han må nok også opfattes som filmens highlight. Vil man se latterligt overspil, skal man i øvrigt holde øje med de lokale tåber, der begynder at gå på jagt efter Myers i Haddonfields mørklagte gader. Her var der i hvert fald mindst et par scener, som instruktøren nok burde have overvejet at fjerne.

Blodfattig
Michael Myers (George P. Wilbur).

Michael Myers (George P. Wilbur).

Visuelt forsøger Dwight Little sig med en meget ekspressionistisk fotografering, der på sin vis fungerer meget godt. Billederne bliver interessante, men på en eller anden måde er brugen af skæve vinkler og sære beskæringer ikke så konsekvent, at det for alvor gør indtryk. At kalde det halvhjertet vil nok være for hårdt – “knap så målrettet” er nok mere rammende.

Dertil kommer, at filmen er sært blodfattig. Den første Halloween-film var jo sådan set slet ikke blodig, men Carpenter narrede os til at tro, at filmen var meget grummere end som så. I toeren gik Rosenthal linen ud, og leverede alt det blod, som Carpenter ikke viste.

Det nye trick.

Det nye trick.

Dwight Little sætter sig mellem to stole, for Myers er blevet betydeligt mere brutal i denne film. Han har eksempelvis lært et trick, hvor han presser fingrene ind under ansigtskødet på sine ofre, og på den måde knuser deres hoveder. Det gør han flere gange, men blod er der ikke ret meget af, og på en eller anden måde, viser filmen for meget til, at man kun kan acceptere antydninger.

På den måde viser Little pludseligt for lidt, og det kommer derfor til at virke tamt. Dette sker endda til trods for, at man efter de afsluttede indspilninger gik tilbage og optog nogle nye, hårdere scener, for at peppe helheden op, da det første udkast virkede alt for tamt på publikum. Nu hvor vi er ved emnet, kan det også siges, at Myers er blevet en hel del mere systematisk og beregnende. Han fjerner således strømmen og politistationen i Haddonfield, før han går efter Jamie. Meget smart, må man sige.

Charmerende og seværdig
Skrig og hyl.

Skrig og hyl.

Alt i alt er Halloween 4: The Return of Michael Myers en solid gyser, som i høj grad lever på gensynsglæden ved Michael Myers. Det kan måske være lidt svært i dag helt at sætte sig ind i, hvor fedt det var at se Myers på biograflærredet igen, dengang i 1988, men effekten var stor, og lidt af dette hænger fortsat ved filmen.

Den fjerde Halloween-film er dermed bestemt ikke noget mesterværk, men den står mål med mange slasherfilm, og til trods for det nærmest uendelig antal kritikpunkter, man kunne rejse overfor filmen, er den fortsat ganske charmerende og seværdig, hvis man da overhovedet har lyst til at følge serien videre end Carpenters oprindelige mesterværk.

4 stjerner

Titel: Halloween 4: The Return of Michael Myers
Dansk titel: Maskernes nat 4
Instruktør: Dwight H. Little
Manuskript: Danny Lipsius & Larry Rattner
Cast: Donald Pleasence (Dr. Sam Loomis), Ellie Cornell (Rachel Carruthers), Danielle Harris (Jamie Lloyd), Beau Starr (Sherif Ben Meeker), George P. Wilbur (Michael Myers), Sasha Jenson (Brady), Kathleen Kinmont (Kelly Meeker), Michael Pataki (Dr. Hoffman), Jeff Olson (Richard Carruthers), Karen Alston (Darlene Carruthers), Gene Ross (Earl), Carmen Filpi (Jack Sayer)
Producere: Moustapha Akkad (executive producer), Paul Freeman (producer), Anthony Masi (commentary producer), Anthony Masi (segment producer), M.N. Sanousi (associate producer)
Foto: Peter Lyons Collister
Klip: Curtiss Clayton
Musik: Alan Howarth
Spilletid: 88 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital Stereo
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: USA, 1988
Produktionsselskaber: Trancas International Films
Distributør (DVD): OnAir
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 24 | 13/10/2007

Stikord: Fortsættelse, Slasher

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *