Gurotesuku

5 minutters læsetid
Gurotesuko

De seneste års gyserfilm har været præget af et enormt fokus på lemlæstelser og tortur, med film som Saw (2004-10) og Hostel-filmene (2005 og 2007). Her gælder det ikke om at skabe uhygge og trykkende stemninger. Nej, det gælder om at gøre det hele så ækelt og klamt som muligt, så publikum væmmes.
hvid

Er splat nok?

Mange horrorfans har taget det til sig og ser filmene som splatter og elsker at se alle blodudgydelserne. De kan næsten ikke få nok – Saw-serien er et glimrende eksempel på dette, da der er kastet et nyt kapitel ud hvert år siden originalens premiere. Men er det ikke sygt, at flere og flere af disse film ikke interesserer sig for at fortælle en spændende og uhyggelig historie, men kun vil vise kroppe som kødstykker, der bliver lemlæstet scene efter scene?

Nogle siger ja og korser sig over, at folk vil se, og endda betale for, sådan noget bras, imens andre slubrer det i sig. Jeg vil da også ærligt indrømme, at jeg var ret vild med den første Saw-film og nyder en god splatter med masser af blodudgydelser og sjask. Men jeg vil også gerne have lidt mere ud af mine film end et ultratyndt plot spundet over nogle heftige grafiske mord.

Går vi tilbage i tiden kan vi se, at der også var lagt stor vægt på voldsudgydelser og blod i de glade splatter-80’ere. Instruktører som Lucio Fulci, Sam Raimi, Ruggero Deodato og Dario Argento lavede stribevis af voldsorgier med blandt andet kannibaler, zombier og det, der var værre. I nogle tilfælde har disse film haft en ganske simpel, men alligevel interessant historie, der byggede op til en masse grænseoverskridende scener – f.eks. øjepiercingscenen i Zombi 2 (1979).

Der er selvfølgelige ligeså mange tilfælde af 80’er-splatterfilm, hvor plottet har været helt hen i vejret og nærmest ikke-eksisterende, blot for at bagmændene kunne tjene nogle penge og forarge publikummerne med teaterblod og dyreindvolde.

Men som Rikke Schubart fortæller i den lille booklet, der medfølger til AWE’s udgivelse af Gurotesuku, så har gyset gennemgået en ironisk fase som f.eks. Peter Jacksons Braindead (1992) eller Wes Cravens Scream-trilogi (1996, 1997, 2000). Her bliver der blandet en god portion komik med, så det hele bliver lidt distanceret fra gyset. Rikke Schubart fortsætter i booklet’en og skriver, at gyset er begyndt at vende tilbage til udgangspunktet med “provokation, grænseoverskridelser, uhygge, angst og væmmelse.”

Det kan godt være at Kôji Shiraishis Gurotesuku er en provokerende film, men den ligner til forveksling alt det, vi har set i Saw– og Hostel-filmene, så noget helt nyt og grænseoverskridende er den altså ikke.

Psykotisk morder skaber ikke uhygge

Bødlen (Shigeo Ôsako).
Bødlen (Shigeo Ôsako).

Handlingen er ganske simpel: Et nyforelsket par, Aki (Tsugumi Nagasawa) og Kazuo (Hiroaki Kawatsure), bliver kidnappet af en navnløs mand, der spærrer dem inde i en torturkælder, hvor det meste af filmens handling udspiller sig. Handling er måske for meget sagt, da der ikke sker meget andet end at den psykotiske mand skærer lidt på skift i Aki og Kazuo for at opnå tilfredsstillelse.

Her bydes der på den ene ligegyldige ulækre scene efter den anden med blandt andet afskæring af fingre med en motorsav, brystvorter der bliver klippet af, handjobs, søm der bliver banket igennem testikler og afskæring af penis for blot at nævne nogle stykker. På intet tidspunkt i filmens 73 uklippede minutter bliver noget af dette uhyggeligt. Torturbødlen lover sine ofre, at de vil gå med livet i behold, hvis de kan give ham nydelse. Og mere skal ikke afsløres her.

Aki (Tsugumi Nagasaw).
Aki (Tsugumi Nagasaw).

Scenerne i kælderen er ganske vist grumme, men det er ikke spor uhyggeligt, og når filmen er færdig, er der ikke meget der hænger ved. Schubart skriver også i den lille booklet, at et godt gys hænger ved længe efter, man har set filmen. Det må man i sandhed sige ikke er tilfældet med Gurotesuku. Filmen prøver også at komme med nogle ekstreme kontraster, som f.eks. da det unge par bliver torteret til lyden af noget klassisk musik, bødlen har sat på sin båndoptager.

Desværre har vi set denne ide så mange gange før – som i scenen hvor politimanden i Reservoir Dogs (1992) får skåret øret af til lyden af popmusik – at det ikke virker helt så stærkt, som det er tiltænkt. Og så hjælper det ikke meget, at musikken der er valgt til Gurotesuku minder utrolig meget om noget man har hørt i Mr. Bean (1990-1995).

Torture Porn

Bødlen giver Aki finger imens Kazuo (Hiroaki Kawatsure) bliver tvunget til at se på.
Bødlen giver Aki finger imens Kazuo (Hiroaki Kawatsure) bliver tvunget til at se på.

”Torture Porn” er en betegnelse der i de senere år er blevet brugt til at beskrive film, der har et enormt fokus på tortur og lemlæstelse af den menneskelige krop. Begrebet blev skabt af den amerikanske anmelder David Edelstein i en artikel fra 2006, hvor han blandt andet nævner Saw (2004) og Hostel (2005) samt film som The Passion of the Christ (2004). Edelstein mener, at denne form for film, hvor vold vises som underholdning i scene efter scene, tager tingene ned på et niveau på højde med en pornofilm.

Der hapses et par fingre.
Der hapses et par fingre.

Men selvom begrebet “torture porn” er noget pjat og selvom mange fans har taget det til sig, så er det det begreb, der kan beskrive Gurotesuku bedst. For hvor en film som Saw havde nogle karakterer, der skulle igennem en udvikling og træffe nogle valg imellem liv og død, så har vi i dette tilfælde at gøre med nogle personer, der ikke gennemgår megen udvikling. De to ofre græder og skriger som det forventes af dem, men hvor man til sidst regner med et twist, der skal sætte det hele i perspektiv og fucke med seeren, får man ikke andet end en tør fis.

Man sidder og venter på en scene, hvor morderen måske fortryder, hvad han har gjort eller bliver hjemsøgt af sine ugerninger, men hvad han til sidst indser, med hjælp af Aki, er så hamrende tåbeligt, at man nærmest håber på det er en joke.

Meget blod men intet andet

... og en enkelt penis.
… og en enkelt penis.

Gurotesuku blev totalforbudt i både England og Norge, og jeg kan ikke sige andet end godt for dem. Det er ikke en film, jeg vil sætte på en anden gang, om jeg så fik fem håndvarme Vestfyn og en hotdog for det. Vil man se en film, hvor plottet er forholdsvis simpelt, men samtidig leverer meget sjask, vil jeg forslå den uhyggelige franske À l’intérieur (Inside) fra 2007.

Men er man stor fan af både Saw– og Hostel-serien, vil jeg da foreslå, at man giver Gurotesuku en chance – ikke for plottet eller originaliteten, men på grund af blodet.

Gurutesuku er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

1 stjerne
Titel: Gurotesuku
Andre titler: Grotesque
Instruktør: Kôji Shiraishi
Manuskript: Kôji Shiraishi
Cast: Tsugumi Nagasawa (Aki), Hiroaki Kawatsure (Kazuo), Shigeo Ôsako
Producere: Yôichi Kobayashi (executive producer), Takafumi Ôhashi (executive producer), Kazue Udagawa (producer), Kyôsuke Ueno (producer)
Foto: Yôhei Fukuda
Klip: Tsuyoshi Sone
Musik: Kazou Satô
Spilletid: 73 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby
Sprog: Japansk
Undertekster: Dansk, Svensk, Finsk
Produktionsland, år: Japan, 2009
Produktionsselskaber: Ace Deuce Entertainment, JollyRoger, Tornado Film
Distributør (DVD): Another World Entertainment
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 56 | 13/06/2010

Stikord: Japan, Splat, Tortur

Skriv et svar

Your email address will not be published.