Thomas Strømsholt
Ingen kommentarer

Guldalderens Superman

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Guldalderens SupermanRumvæsen, gud, socialist, immigrant og inkarnationen af den amerikanske ånd – guldalderens Superman var det hele og meget mere. Planet Pulp bringer her historien om Supermans første år.

Da Action Comics #1 kom på gaden i maj 1938, var det med en forside, der bestemt levede op til titlen: En mand iført rød kappe og blå dragt med et S på brystet løfter en grøn bil op og smadrer den ind i en stor sten, mens to mænd flygter med rædsel malet i ansigtet, og en tredje ligger på knæ, tydeligvis lamslået. Skønt logoet på brystet endnu ikke var fuldt udviklet, vil enhver i dag straks kunne identificere den centrale figur som Superman, et af det 20. århundredes største ikoner.

Fra superskurk til superhelt

Jerome "Jerry" Siegel (1914-1996)

Ifølge overleveringen havde to teens fra Cleveland, Ohio, fundet på en tegneseriefigur, som ingen redaktør kunne se dollars i. Således fandt en redaktør Jerry Siegel og Joe Shusters hjertebarn for usensationel, men da de vendte tilbage med en ny udgave lød svaret: “The trouble with this kid, is that it’s too sensational. Nobody would believe it.” Retrospektivt kan vi måske nok more os over de myopiske redaktører, men faktum er at Superman var en idé, der kun langsomt voksede frem.

I 1933 havde Siegel og Shuster publiceret historien, The Reign of the Superman i deres hjemmelavede og kortlivede fanzine, Science Fiction. Her var Superman en superskurk, der med sin glatragede isse og ambitioner om at underlægge sig verden foregreb the Ultra-Humanite og Lex Luthor.

Joseph "Joe" Shuster (1914-1992)

Nogle måneder senere lå Siegel søvnløs: “I am lying in bed counting sheep when all of a sudden it hits me. I conceive a character like Sampson, Hercules, and all the strong men I ever heard tell of rolled into one. Only more so. I hop right out of bed and write this down, and then I go back and think some more for about two hours and get up again and write that down. This goes on all night at two-hours intervals, until in the morning I have a complete script.”

Fra da af begyndte en fem år lang ørkenvandring på Depressionens grå gader. Redaktør efter redaktør fik forelagt udkastet til en avisstribe med Superman, og afslag fulgte på afslag. Siegel og Shuster gav ikke op. Tværtimod drømte de videre med en stålsathed, som var deres sci-fi-superhelt værdig. Ind imellem lykkedes det den unge duo at sælge en række andre serier, hvoraf Doctor Occult og Slam Bradley endnu figurerer i udkanten af DC Comics fantastiske multivers.

Action Comics

Se! Er det en anti-bilist? En vandalist? Nej, det er ... Superman! 'Action Comics' #1 (1938) med forside af Joe Shuster

Historien om, hvordan Superman til sidst blev solgt, afhænger af, hvem man spørger. Ifølge en version var Sheldon Mayer, en af Maxwell Gaines’ unge redaktører på McClure Syndikatet, så imponeret af Siegel og Shusters superhelt, at han ikke helmede, før det lykkedes ham at overbevise sin chef: “I went nuts over the thing: it was the thing we were all looking for. It struck me as having the elements that were popular in the movies, all the elements that were popular in the novels, and all the elements that I loved.”

Gaines mente imidlertid ikke, at Superman fungerede som en avisstribe og viste derfor striberne til Vincent Sullivan på Harry Donenfelds National Comics (det senere DC). Sullivan, der netop var i færd med at forberede en ny titel, Action Comics, kontaktede straks Siegel og Shuster, som fik tre uger til at ændre formatet og levere tretten sider til $10 per side. Superman var langt om længe født.

Oprindelseshistorien

"I am a veritable god,“ udbryder det intellektuelle supermenneske i 'The Reign of the Supermanø' (1933) skrevet under pseudonymet Herbert S. Fine. Senere fik Siegel en bedre idé...

Det første nummer af Action Comics åbnede med Superman, som på en enkelt side gengav Supermans biografi. Oprindelseshistorien er lidt anderledes end den, som senere skulle blive fastlagt, men de fleste elementer er tilstede.

Umiddelbart inden en fjern og unavngiven planet gik under, placerede en videnskabsmand sin babysøn i et rumskib og sendte ham mod Jorden, hvor han blev fundet af en tilfældig forbipasserende, som straks afleverede sit fund på et børnehjem – åbenbart undrede vedkommende sig ikke over rumskibet. Staben på børnehjemmet var til gengæld forbløffet over barnets overmenneskelige kræfter.

Som han voksede op, blev han i stand til at hoppe en ottendedel af en mil, løfte enorme vægte, løbe hurtigere end et lyntog, og kun en granat kunne såre ham. Klædt i kappe og lange underbukser antog han navnet Superman, idet han skjulte sin egentlige identitet under en spagfærdig maske ved navn Clark Kent. Endelig blev der givet en “videnskabelig forklaring” – noget om myrer – som skulle forlene det hele med en fernis af troværdighed.

Herefter begyndte fortællingen, in media res, da de første sider blev beskåret på grund af pladshensyn. Den fulde fortælling blev trykt et år senere i superheltens eget blad, Superman #1, hvor oprindelseshistorien var blevet ændret en smule.

Gå ikke glip af næste nummer!

Superman anno 1933

I det første panel springer Superman gennem natten med en bagbundet og kneblet kvinde under armen. Da han ankommer til guvernørens bolig, er butleren ikke til sinds at lukke ham ind, og han slår simpelt hen døren ind: Det er, siger han, et spørgsmål om liv og død.

At guvernøren sover bag en ståldør er selvfølgelig ligeså lidt et problem for Superman som de revolverkugler, den stakkels butler affyrer i et forsøg på redde sin chef fra denne gale fredsforstyrrer. Endelig får Superman guvernøren i tale, det drejer sig om at redde en uskyldig fra den elektriske stol, for den egentlig skyldige er kvinden fra første panel.

Næste dag møder vi Clark Kent, som af sin avis bliver sendt ud til en sag om hustruvold, men i stedet for journalisten er det superhelten, der dukker op og giver voldsmanden en smag af sin egen medicin. Senere inviterer Kent sin smukke kollega ud på en date: “I suppose I’ll give you a break,” svarer Lois nedladende.

Et bemærkelsesværdigt barn. 'Action Comics' #1 (1938)

Bedst som de står på dansegulvet, får vi et indblik i Supermans fiktive personlighed, idet en bølle bryder ind og fornærmer dem begge, men i modsætning til Lois reagerer Kent som en kujon. Lois har fået nok, men på vej hjem bliver hun bortført af bøllen og hans to venner – det er de tre mænd fra forsiden. Lois har fået sin skytsengel, Superman har vundet et hjerte, og Kent har fået en kold skulder.

Derpå følger et nyt eventyr som forsætter ind i næste nummer, hvor Superman stopper en krig og bekæmper korruption i Washington. AND SO BEGINS THE STARTLING ADVENTURES OF THE MOST SENSATIONAL STRIP CHARACTER OF ALL TIME: SUPERMAN! hedder det håbefuldt, ambitiøst og profetisk. Gå ikke glip af næste nummer!

“Det der blad med Superman”

Superman demonstrerer sine fantastiske kræfter. 'Action Comics' #1 (1938)

Læserne af Action Comics #1 fulgte opfordringen, skønt Superman glimrede ved sit fravær på forsiden af det næste og følgende numre. Chefredaktøren på National Comics, den berygtede Harry Donenfeld, mente nemlig, at det ville være bad for business: “He felt nobody would believe it; that it was ridiculous … crazy,” erindrer Mayer.

Ingen – måske på nær skaberne og Mayer – var i stand til at forudse Supermans appel. Men med fjerde nummer af Action Comics var salget steget over al forventning, og da det kom Donenfeld for øre, at læserne efterspurgte “det der blad med Superman,” kom Superman på forsiden af nummer syv – det blev revet væk.

'Action Comics' #1 (1938)

Umiddelbart appellerede Superman med gode og velfortalte actionfyldte historier. Når Superman tilbagelagde utrolige distancer i et enkelt Tommelidenspring, skete det fra et panel til det næste. I hvert panel skabte Shuster en så overbevisende illusion om fremadskridende momentum, at rammerne udviskedes og fortællingen fremstod som en dynamisk helhed.

Shusters streg beskrives af Jules Feiffer i essayet The Great Comic Book Heroes (1964) som direkte, uforskønnet, grov og robust, alt sammen positivt ment: “Slickness, thank God, was beyond his means.” Stilen var uforlignelig, for stilen var manden.

Clark Kent/Superman på arbejde. 'Action Comics' #1 (1938)

Feiffers valg af adjektiver er ikke helt ved siden af. Shusters skurke var karikerede, hans helte var idealiserede, men alligevel skabte han levende portrætter med meget enkle virkemidler, og skønt baggrundene generelt var fraværende, formåede han at antyde en dybde gennem det ekspressionistiske, Fritz Lang-inspirerede storbylandskab med tiltede skyskrabere, skæve vinkler og grove skygger.

Det bør tilføjes, som Grant Morrison bemærker i Supergods (2011), at Shusters streg af nødvendighed var kraftig, idet alt skulle optegnes tydeligt for at hindre de stærke farver i at løbe ud under masseproduktionen af hæfterne.

Supermans appel gik dog dybere end tempofyldt action og dynamisk æstetik, ligesom den kulørte superhelt ikke bare var et par spinkle unge mænds idealiserede fantasiversion af dem selv og deres læsere.

De undertryktes forkæmper

Clark og Lois på date. 'Action Comics' #1 (1938)

I en verden arret af krig og blødende af kapitalismens hensynsløse udbytning var Superman den forjættede Messias, et håb som kunne erhverves for blot 10 cents. Siegel og Shusters Superman var de undertryktes forkæmper, de fattiges forsvarer, de tyranniseredes befrier, de forsvarsløses beskytter. Nok var Superman som immigrant fra en fremmed planet en alien i enhver forstand, men han var samtidig essensen af alt, hvad der er godt og ædelt i mennesket.

Som det nietzscheanske overmenneskes var Supermans etik lidenskabelig og driftsorienteret i modsætning til den herskende fornuftsorienterede pligt- og morallære. Han var fuldstændig uegennyttig og impulsiv samt hinsides menneskets love såfremt disse kun tjente til at opretholde uretfærdigheder. Det er da også sager med et humanistisk eller socialt aspekt, som journalisten Kent primært interesserer sig for. Kent er altså ikke kun journalist af navn, det er en integreret del af Supermans virke.

Lois møder sin skytsengel. 'Action Comics' #1 (1938)

Intet problem var for småt for Siegel og Shusters Superman. Foruden gangstere og hustrumishandlere gik han til kamp mod fængselsvæsenets brutalitet, hazardspil, farlige bilister, grådige spekulanter, hensynsløse arbejdsgivere og korrupte politikere. Naturligvis forsøgte magthavernes bevæbnede arme, politiet og militæret, at forhindre Supermans socialpolitiske tiltag, såsom at rydde et slumområde for at holde unge mennesker ude af kriminalititet, men de kunne allerhøjst fremprovokere en mild irritation: “Bullets? – Ha! I eat them for breakfast!”

Var Superman socialist? Med sine superkræfter kunne han på nogle få sider have destrueret produktionsmidlerne og på Robin Hoodsk vis omfordelt goderne, men så langt gik Siegel og Shuster dog ikke. Superman er nok snarere deres fortolkning af Truth, Justice, and the American Way i den mest anstændige udgave. Men hvor eksempelvis playboyen Batman kæmpede for at opretholde status quo – og dermed sine egne privilegier – var guldalderens Superman en repræsentant for the have-nots.

Gale videnskabsmænd og farligt legetøj

'Action Comics' #1 (1938)

Først i Action Comics #13 (1939) mødte Superman en rigtig superskurk, The Ultra-Humanite, en videnskabsmand med et overmenneskeligt intellekt: “My goal? Domination of the world!” – ved at afkræve beskyttelsespenge af taxichauffører (!).

Da han senere vendte tilbage, var det med samme mål men med betydeligt mere fantasifulde og overbevisende midler. Naturligvis lykkedes det altid for Superman at sætte en stopper for denne gale videnskabsmand, som så enten formåede at undslippe eller sågar genopstå fra de døde ved at overføre sin bevidsthed til en skuespillerindes sexede krop.

'Action Comics' #7 (1938) med forsiden af Joe Shuster

Mens The Ultra-Humanite tilførte serien mere science fiction og flere skæve indfald, tilførte The Toyman mere komik. Det komiske var aldrig fraværende, men med den flamboyante The Toyman blev det vidunderligt absurd men stadig dødsens alvorligt. Iført store briller og overdimensioneret butterfly involverede hans kriminelle operationer legetøj såsom giftige dukker og vandpistoler med syre. The Toyman blev introduceret i Action Comics #64 (1943), skrevet af Don Cameron og tegnet af Ed Dobrotka skønt krediteret som vanligt til Siegel og Shuster.

Lex Luthor opstod i Action Comics #23 (1940). På en opgave i et krigshærget Europa opdagede Lois og Kent, at konfliktens egentlige bagmand var en rødhåret våbenfabrikant ved navn Luthor. Da Luthor kipnappede Lois og førte hende til sin flyvende by, gik Superman naturligvis i aktion og sikrede en lykkelig slutning.

Tilsyneladende død vendte Luthor imidlertid tilbage for at blive Supermans mest kendte ærkefjende, videnskab versus superkræfter. I en af sine optrædener var han pludselig blevet kronraget, vistnok en fejl begået af tegneren Leo Novak, som skulle have forvekslet Luthor med The Ultra-Humanite. Som skrupelløs forretningsmand med et intellekt, der matchede Supermans fantastiske evner, repræsenterede Lex Luthor hele paletten af Siegel og Shusters galleri af skurke.

Guder i lange underbukser

Superman bekæmper korruption. 'Action Comics' #1 (1938)

“All comic-book super-heroes owe their existence, ultimately, to the mythological gods and goddesses of the past, sometimes quite obviously,” skrev tegneren, forfatteren og MAD-redaktøren Harvey Kurtzman. Superman var et amalgam af mytologiske og popkulturelle referencer. Ud over Samson og Herkules var der klare paralleller til Moses, Karna og Messias, samt til pulphelten Doc Savage og Philip Wylies roman Gladiator (1930) om supermennesket Hugo Donner.

I den dobbelte identitet – guden forklædt som den generte og klodsede journalist Clark Kent – ligger en association til Zeus og Odin, om end inspirationen nok nærmere kom fra karakterer som Zorro og The Phantom. Men som tegneseriehistorikeren Simcha Weinstein bemærker om guldalderens tegneserieskabere, hvoraf størstedelen havde en jødisk baggrund, var den dobbelte identitet også et faktum for Siegel og Shuster: “The notion of superheroes with dual identities undoubtedly mirrors their creator’s own experiences as ethnic minority members with American alter egos.” (Up, Up, and Oy Vey! How Jewish History, Culture, and Values Shaped the Comic Book Superhero, 2006.)

'Action Comics' #1 (1938)

Sammensætningen af alle disse elementer resulterede i noget helt unikt. Siegel og Shuster havde ikke blot skabt en succes men en skabelon til en ny tids mytologi, som andre skabere og forlagsredaktører ikke var sene til at udnytte og plagiere.

I 1940 var Superman således blevet fulgt af farverige superhelte som The Arrow, Batman, Sandman, Blue Beetle, Amazing Man, the Human Torch, Namor the Submariner og Captain Marvel, samt ikke mindst ligeså farverige superskurke som The Monk, Professor Hugo Strange, The Joker og Doctor Sivana. Men netop det år blev de kulørte hæfter konfronteret af den værste og mest kedelige superskurk – moralismen.

En giftig svampevækst

The Man of Steel gør politiet til grin. 'Action Comics' #8 (1939)

Som så mange andre i tegneseriebranchen med jødisk baggrund vidste Siegel og Shuster mere om de rædsler, der udspillede sig i Europa end de fleste amerikanere. Lang tid før den amerikanske regering tog truslen alvorligt, var superheltene gået i krig. På kun to sider i februar-nummeret af Look Magazine havde Superman bragt Hitler og Stalin for retten i Genève og således effektivt endt krigen.

I noget, der lignede et direkte modsvar, rettede SS-avisen Das Schwarze Korps i april et angreb på amerikanske tegneserier og deres jødiske skabere. Superman blev beskrevet som kropsligt overudviklet og åndeligt underudviklet, mens Jerry Siegel var såvel intellektuelt som fysisk omskåret. Endvidere fandt artiklens forfatter det bekymrende, at den amerikanske ungdom dagligt blev forgiftet af sådanne tegneserier.

Knap en måned efter udtrykte børnebogsforfatteren Sterling North samme bekymring i Chicago Daily News under overskriften “A National Disgrace.” Heri hed det, at tegneserier var en giftig svampevækst, der belastede de uskyldige børns øjne og nerver, hvorfor han anklagede deres forældre for kriminel uagtsomhed. Fascisme var ikke forbeholdt Europa.

“Look! Up in sky! It’s a bird! It’s a plane! It’s … Superman!”

The Ultra-Humanite introducerer sig selv. 'Action Comics' #13 (1939)

I Metropolis sprang Superman ubekymret videre, mens både mytologien og hans karakter blev udbygget i både Action Comics, Superman, avisstriber, radiospil og Max Fleischers tegnefilm. Supermans hjemplanet blev navngivet Krypton, ægteparret Kent blev introduceret, Superman fik røntgensyn og superhørelse, snart kunne han også løfte hele bygninger, modstå atombomber, og i 1943 fløj han hen over himlen: “Look! Up in sky! It’s a bird! It’s a plane! It’s … Superman!” som det allerede da hed i radioprogrammet.

I samme radioprogram var der også faldet kryptonit ned på Jorden, og den ellers usårlige superhelt viste sig at have en Akilleshæl. En ting der ikke ændrede sig var den pikante menage a trois, som udgjordes af Kent, der halsede efter Lois, som til gengæld kun havde øjne for Superman, der imidlertid kun udviste interesse for hende, når hun behøvede hjælp. Eftersom Superman altid var Superman – Kent var Supermans alter ego, ikke omvendt – grænsede det næsten til det skizofrene.

Lex Luthor inden han mistede sit hår. 'Action Comics' #23 (1940)

Rent fortælleteknisk skabte denne sære trekant en slags romantisk frisson, men den tjente tillige til at understrege, at Superman ikke var et menneske. Det er hemmeligheden bag Superman, og når senere forfattere har marveliseret ham – bragt ham ned i øjenhøjde ved at give ham menneskelige problemer – har resultatet været kedelige melodramaer. Superman er ikke en af os, men vi kan aspirere til at blive som ham.

Den mistede uskyld

Man kan næsten høre afsyngelsen af “The Star-Spangled Banner.” 'Action Comics' #14 (1942) med forside af Fred Ray

For at møde efterspørgslen måtte Siegel og Shuster allerede i 1938 ansætte assistenter, mest markant Wayne Boring, som i 50’erne blev en af Supermans faste tegnere. Efter krigen dalede interessen for superhelte, kun Wonder Woman, Batman og naturligvis Superman formåede at fastholde en støt læserskare. I slutningen af 40’erne trak Siegel og Shuster DC i retten for at få en større og ganske berettiget del af profitten; der blev indgået et forlig, hvorefter Donenfeld kvitterede med to fyresedler.

Samtidig begyndte børnepsykiateren Fredric Wertham gennem artikler at bringe ved til det bål, der førte til offentlige tegneserieafbrændinger, Senatshøringerne i 1954 og indførelsen af påtvungen selvcensur – alt sammen af omsorg for de små uskyldige børn. Tegneserier var jo kun for børn, blev det påstået uanset undersøgelser, der viste, at omkring 41 % af alle voksne mænd og 28 % af alle voksne kvinder jævnligt læste tegneserier. “I think Hitler was a beginner compared to the comic book industry,” udtalte den gode dr. Wertham under Senatshøringerne.

Selvom hetzen og censuren var det rene kryptonit for tegneseriebranchen, var det ikke var enden på Superman eller superhelten som idé. Som Morrison skriver: “We love our superheroes because they refuse to give up on us. We can analyze them out of existence, kill them, ban them, mock them, and still they return, patiently reminding us of who we are and what we wish we could be.” Men det var enden på guldalderens Superman, og det var enden på en æra.

Guldalderens Superman er under genudgivelse i DC Archive Editions og The Superman Chronicles. I førstnævnte er Supermans eventyr opdelt i tre serier: Superman: The Action Comics Archives, Superman Archives og Superman In World’s Finest Comics Archives, alle solidt indbundne og trykt på kvalitetspapir.
hvid
Som trade paperbacks er The Superman Chronicles i en mere tilgængelig prisklasse. I modsætning til DC Archive Editions medtager The Superman Chronicles både Action Comics, Superman, The New York World’s Fair Comics, World’s Best Comics og World’s Finest Comics i kronologisk rækkefølge.
hvid
“How Superman Would End the War” er desværre ikke genoptrykt i The Superman Chronicles men kan læses her: http://superman.nu/look/?page=1.

Af: Thomas Strømsholt | 13/10/2011

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *