Gudernes Skat: Helvedskoblet

2 minutters læsetid
Gudernes Skat: Helvedskoblet

Vi befinder os det 6. århundrede efter vores tidsregning, hvor romerriget mere eller mindre er gået i opløsning. Tilbage står kun romerrigets østlige del, det Byzantinske rige. I hovedstaden Byzans regerer den østromerske kejser Justinian, og ved hans side sidder kejserinde Theodora Augusta.

Theodora tilbeder ikke Kristus, som hendes mand, kejser Justinian, gør, men guden Pluton, dødsrigets hersker. Sammen med sin tro tjener, snogen Delenius, sender hun fem personer ud for at finde Gudernes skat.

Nøglerne til Helvede

Anråbelse af Pluton
Anråbelse af Pluton.

Det er dog ikke en tilfældig sammentømret gruppe, der sendes af sted, men en gruppe kaldet “Helvedskoblet”. Dette kobbel består af fem personer. Epidamos, også kaldet Fugl, er krigstroldmand. Haran, kaldet Ørn, er en af kejserens bedste hærførere og i besiddelse af en hjelm, der gør ham uovervindelig i kamp, men som samtidig har vansiret hans ansigt for evigt. Triada, også kaldet Skytten, er Sortehavsområdets bedste bueskytte. Camarine, kaldet Panter, er en afsat prinsesse med et falmende syn. Endelig er der Khorsabad, kaldet Trehånd, der er gruppens tyv.

De fem er spredt for alle vinde, og det er således pålagt Fuglen at samle gruppen i Byzans, inden Helvedskoblet atter engang kan drage på en farefuld færd. I dette første bind af en serie, der i alt vil strække sig over fire, introduceres gruppens medlemmer for læseren.

Hovedvægten ligger dog på Ørn og Panteren, der tidligere har dannet par, men mon ikke der i de efterfølgende bind åbnes lidt mere op for gruppens andre personer. Helvedskoblet præges således også af et flashback omkring Ørn og Panters fortid, hvor historien om Ørns magiske hjelm fortælles.

Opgaven består som tidligere nævnt i at finde gudernes skat, men det er ikke en smal sag, for efter sigende er skatten beskyttet af Pluton og hans hær af dæmoner, skjult i Tartaros, gudernes fængsel, midt i helvede. Dette afskrækker dog ikke Helvedskoblet, og første stop er i Cyrenaika i Libyens ørken, hvor et gammelt Jupiter-Amon tempel befinder sig. Heri opbevares nøglerne til helvede.

Vellykket fransk-dansk samarbejde

Kamp
Kamp.

Historien er skrevet af franskmanden Philippe Thirault, der også har skrevet Miss, der omhandler to lejemordere i 1920’ernes Amerika samt westernserien Mille visage. Tegneren Christian Højgaard har bl.a. tegnet til bogen Harald den rå, og arbejdet sammen med Kim Hagen på historien “Byttehandelen” til gyserantologien Slim nr. 9.

Tegningerne i Gudernes Skat er tydelige og detaljerede, og samtidig formidles historien ganske glimrende i sammenhæng med billederne. Farvelæggeren Jesper Ejsing har specialiseret sig indenfor fantasy-genren, og har bl.a. farvelagt de sidste tre Valhalla-album, tegnet af Peter Madsen.

Lægger godt op til fortsættelsen

Og mere kamp
Og mere kamp.

Gudernes Skat foregår i vores verden, dog tilsat en heftig omgang fantasy, hvilket gør den spændende og ikke helt så klichéfyldt, som man ser det i andre fantasyverdener. Man har som læser en fornemmelse af, at der i historien ligges op til noget stort og episk, men om det bliver således er på nuværende tidspunkt svært at sige, da historien først rigtig er ved at komme i gang da albummet slutter.

Dette skal dog ikke ses som et kritikpunkt, da man er godt underholdt gennem hele bindet, og man ser således virkelig frem til at læse fortsættelsen.

Gudernes Skat: Helvedskoblet er venligst stillet til rådighed af Forlaget Fahrenheit.

4 stjerner
Titel: Helvedskoblet
Originaltitel: Les Compagnons de l’aigle
Seriens titel: Gudernes Skat
Seriens originaltitel: La Meute de L’Enfer
Forfatter: Philippe Thirault
Tegner: Christian Højgaard
Farvelægning: Jesper Ejsing
Albumlængde: 55 sider
Dansk oversættelse: Paw Mathiasen
hvid
Udkom i Frankrig i 2004 på forlaget Les Humanoïdes associés.
Udkom i Danmark i 2005 på Forlaget Fahrenheit.

Anmeldt i nr. 8 | 13/06/2006

Stikord: Fantasy, Helvede

Skriv et svar

Your email address will not be published.