Graffiti Palace

I grunden er A.G. Lombardos debutroman historien om en mand, der skal fra den ene ende af en by til den anden. Det er jo enkelt nok som drivkraft i et værk; nogle vil endda påstå, at det er lidt kedeligt.

Men når manden er en selvbestaltet gadens lingvist, en slags urban semiotiker med speciale i street art, bande-tags og storbylegender, bliver det en dannelsesrejse.

Når historien udspiller sig i gigantmetropolen Los Angeles, kommer fortællingen op på et episk niveau.

Og når rejsen foregår i 1965, under de værste raceoptøjer i USAs blodige historie, og tilføjes en ordentlig sjat sort voodoo og hårde stoffer, ender man med en magisk realistisk actionfyldt, men dybsindig modernisering af Homers Odyssé. Intet mindre!

Odysseen ender aldrig

Lombardo lægger ikke skjul på forbindelsen til det antikke mesterværk. Ligesom i andre nyfortolkninger – af så forskellig karakter som den modernistisk definerende murstensroman Ulysses (1922) af James Joyce og Coen-brødrenes komiske depressionswestern O Brother, Where Art Thou? (2000) – trækkes der meget tydelige tråde mellem det næsten 3.000 år gamle originalværk og det nye skud på stammen.

Monk, hovedpersonen i Grafffiti Palace, støder ind i både sirener og kykloper i sit forsøg på at komme hjem til sin udkårne, som han har efterladt derhjemme, omgivet af uædle bejlere.

Han kastes ud i det ene vanvittige eventyr efter det andet, og klarer sig kun igennem med list, smiger, forræderi og hjælp fra mystiske, okkulte kræfter.

Hvor Odysseen er vor tids indgangsvinkel til et væld af de græske myter og urfortællinger, er Graffiti Palace et indblik i den verden af globale indvandrere, tidlige bandestrukturer, politiske uretfærdigheder og en underklassekultur, der tilsammen fortæller historien om en af klodens største byer.

Los Angeles’ sjæl

Omkring Monk brænder byen ned. Det er ikke for sjov, og Lombardo går, trods en række morsomme, satiriske indslag, ikke på kompromis med alvoren bag det frygtelige raseri, der eksploderede i 1965. Men han langer ud efter alle.

Selvfølgelig er de hvides undertrykkelse genstand for en berettiget og ætsende kritik, men de sorte – foruden de brune og de gule – slipper ikke uskadt.

Med en formfuldendt sans for både politisk retfærdighed, ærlig historieskrivning og skønlitterær sublimitet, formår Lombardo at gøre selve byen til den person, det hele handler om.

Los Angeles består af alle disse mennesker. De mexicanske banditter, de militante afroamerikanske muslimer, de kugleskøre voodoopræstinder, de kinesiske gangstere, de korrupte og racistiske betjente. Men også af uskyldige børn af alle farver, af venlige mennesker, hvis pigmentering ikke er vigtig.

Det er på mange måder L.A., der fortæller historien gennem dens profet, Monk. For en debutforfatter er denne bedrift nærmest ufattelig – det her er sådan en bog, der giver os andre lyst til at gå ud i skuret og hænge os.

Omvendt så går vi jo dermed glip af den næste Lombardo-bog, og det har jeg ingenlunde lyst til!

William Blake vs. Mecha-Godzilla

Nogle læsere vil måske finde sproget og de righoldige mængder af kulturelle referencer, man som læser udsættes for i Graffiti Palace, uudholdeligt højpandet.

Jeg var selv ved at kløjs i det massive, floromvundne, nærmest lyriske væg-til-væg-sprog på de første par sider. Men man hypnotiseres hurtigt, og sproget har sin egen æteriske kadence, som gør bogen umulig at lægge fra sig.

Man kan sagtens læse den, uden at have et indgående kendskab til eksempelvis William Blakes forfatterskab, de finere nuancer af haiku-traditionen, endsige en påskønnelse af de poetiske sider af Koranen.

Man kan læse den uden at have læst Odysseen, på hvilken den er baseret. Men ærlig talt opnår man nok den største fornøjelse, hvis man er grundigt belæst i forvejen. Det ville være synd at sælge et mesterværk på forkerte forudsætninger.

Til gengæld pustes der også ekstra liv i Graffiti Palace, hvis læseren er bekendt med langt mere prosaiske værker som Star Trek (og skaberen Gene Roddenberrys biografi) eller den uendelige række af billigt producerede kaiju-film der fulgte i halen på Godzilla (1964).

Det urbane kodesprog

Graffiti Palace er magisk realisme, men belagt med en tyk fernis af dirty realism – a la Charles Bukowski eller, mere jordnært, Jakob Ejersbo.

Magien er sovset ind i snavs, og mest til stede i form af crack-hallucinationer, mystiske telefonopkald, mafia-overtro og tilfælde, hvor virkeligheden simpelthen bliver for meget, og Monk foretrækker at tro på en mystisk forklaring fremfor en realistisk ditto.

Den er sine steder virkelig morsom – især i dens livtag med det monumentale originalværk. Det ville være ærgerligt at afsløre disse godbidder, men de er der; satiriske, spydige, og lynende intelligente.

Det samme skudsmål kan tildeles den videnskabelige beskrivelse af Monks forskningsfelt: Den tidlige graffiti-kultur, der blev brugt som et kodesprog i ghettoer, en hemmelig lingo, de hvide magthavere ikke kunne aflæse.

Her iblandes den allerede sprudlende genrehybrid en velvoksen portion spionthriller, for alle – politiet, banderne, de militante oprørere, bystyret – vil have fingre i Monks viden, hans ekspertise. Hans hjerne er en rosettasten, der kan blotlægge alle byens skumle hemmeligheder.

Emnet er behandlet med respekt, men givetvis gjort lidt mere dramatisk fantastisk, end det reelt set har været. Men nu er det skønlitteratur og ikke faglitteratur, vi beskæftiger os med her, og det skal ikke lægge Graffiti Palace til last, at Lombardo har pyntet lidt på historien for at skabe noget så dragende, velskrevet, spændende og gennemtænkt som denne roman.

Anmeldt i nr. 155 | 13/09/2018