Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Goldfinger

Goldfinger
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Ian Flemings syvende James Bond-roman er fin underholdning, men man mærker også en vis træthed i plotstrukturen.

Goldfinger udkom i 1959 som den syvende roman i serien om James Bond. Denne gang er Bonds hovedmodstander guldhandleren Auric Goldfinger, der har planer om verdens mest spektakulære kup: Han vil lænse Fort Knox for USA’s samlede guldreserver!

Lettere utraditionel indledning

Romanen begynder lettere utraditionelt ved, at Bond løber ind i Goldfinger ved et tilfælde. Bond er på vej hjem fra en mission i Mellemamerika, da han i lufthavnen genkendes af én af de velhavere, der i sin tid sad med om bordet på Casino Royale. Manden beder Bond om en tjeneste: At tage med ham til Miami og aflure en vis Auric Goldfinger, der på nærmest magisk vis altid vinder i kortspil.

Bond indvilger, og den følgende del af handlingen udspiller sig meget som i filmen fra 1964: Bond finder ud af, at Goldfinger snyder, og han formår også at finde ud af hvordan og endelig at få sat Goldfinger til vægs.

Da handlingen derefter rykker til England og M giver Bond en ny mission, viser det sig på vildt usandsynlig vis, at Bonds nye mission handler om ingen ringere end Goldfinger. Her må man nok sige, at Richard Maibaum fik løst problemet mere elegant i filmversionen, hvor også indledningen er en del af Bonds egentlige mission.

Happenstance, coincidence, enemy action

Hvorom alting er, må Bond naturligvis prøve at komme tættere på Goldfinger. Her er det passende at henvise til bogens tredelte struktur, hvor første del hedder “Happenstance”, anden del “Coincidence” og tredje del “Enemy Action”. Dette refererer til et mundheld, Goldfinger lever efter:

“Goldfinger said, ‘Mr. Bond, they have saying in Chicago: “Once is happenstance, twice is coincidence, the third time it’s enemy action.'”

Da Bond opsøger Goldfinger anden gang, får Bond det til at ligne et tilfælde, idet Goldfinger under deres første møde havde fortalt Bond, hvor han plejer at spille golf. Dette fører til en golfkamp mellem de to, som Bond ender med at vinde med en smule snyd – vel helt rimeligt, når nu Goldfinger selv snyder i løbet af kampen.

Tredje gang, de mødes, er, da Bond har fulgt efter Goldfingers Rolls Royce igennem Europa til Schweiz, og hvor Bond finder ud af, hvordan Goldfinger får smuglet sit guld ud af England.

Her er det så også, at Bond bliver taget til fange og sammen med Tilly Masterson (søsteren til Jill Masterson, Goldfingers tidligere assistent, som Goldfinger har slået ihjel) tilbringer resten af bogen som Goldfingers fange og modvillige assistent i arbejdet frem mod Fort Knox-kuppet.

Så hvordan får Bond mon afsløret Goldfingers plan, inden kuppet løber af stablen og hvorefter der ikke kan være tvivl om, at Goldfinger planlægger at skaffe både Bond og Masterson af vejen…?

Stor underholdningsværdi med enkelte mislyde

Romanens grundlæggende underholdningsværdi kan der ikke sættes mange fingre på, selvom der er enkelte mislyde undervejs. Den mest graverende af disse er det lange kapitel, der handler om Bonds og Goldfingers golfkamp, og hvor det står meget klart, at golf var én af Ian Flemings egne passioner. Der bruges ganske enkelt for lang tid på golfkampen og ikke mindst på tekniske detaljer, som måske kunne være sjove for golfentusiaster, men som desværre suger fremdriften ud af kapitlet.

Dertil kommer det uheldige greb med, at Bonds indledende møde med Goldfinger tager form af et rent tilfælde, hvorefter det viser sig, at Goldfinger er målet for Bonds nye mission. Det er ganske enkelt lidt for tykt til at være troværdigt, og selvom det er en mindre detalje, irriterer det alligevel.

Dertil kommer den efterhånden meget skabelonprægede handling, som bestemt ikke sænker underholdningsværdien, men som klart afspejler, at Fleming på dette tidspunkt er tydeligt bevidst om sin vinderformel og er betænkelig ved at divergere for meget fra den.

Vi skal frem til The Spy Who Loved Me (1962), før Fleming igen legede med formen, men i både Goldfinger og Thunderball (1961) fulgte han den model, som klart var blevet en del af romanseriens vindende opskrift. Dårligt er det ikke, men de mere legende og småeksperimenterende greb, som vi f.eks. så i From Russia, With Love (1957), er desværre fraværende.

Farlige tematikker

Selv de steder, hvor Fleming bevæger sig ind på mere farligt territorium, vægrer han sig ved at gå all in. Det gælder i dette tilfælde Tilly Masterson og Pussy Galores antydede lesbianisme. For det første er der naturligvis ingen fyldbyrdelse af Tilly Mastersons antydede forelskelse i Pussy Galore; for det andet fremstilles lesbianismen igennem Bonds tanker som noget koldt og unaturligt.

Det betyder, at de to kvinder, selvom de fremstilles som stærke, alligevel portrætteres som “forkerte” og i sidste ende som svage – det gælder især for Tilly Masterson, hvis forelskelse i Pussy Galore er direkte ansvarlig for hendes skæbne.

Ligeledes antydes det, at det er Bonds blotte tilstedeværelse og hans rene maskulinitet, der får Pussy Galore ind på den “rette” seksualitet:

“Bond looked down into the deep blue-violet eyes that were no longer hard, imperious. He bent and kissed them lightly. He said, ‘They told me you only liked women.’
She said, ‘I never met a man before.'”

De tematisk “farlige” elementer ved Goldfinger i kontekst af dens udgivelsesår bliver af samme årsag aldrig rigtigt farlige. I sidste ende er Tilly Mastersons og Pussy Galores lesbianisme rene værktøjer for Flemings traditionelle seksualmoral og for hans portrættering af Bonds evner som ultramaskulin kvindebedårer. Dertil har elementet naturligvis bestyrket Bond-seriens image som sexet og lidt pirrende, så det er uden tvivl også et kalkuleret plotelement, der har styrket romanens salgbarhed.

Ikke helt samme velsmurte maskine

Som sagt er det svært at sætte spørgsmålstegn ved romanens underholdningsværdi, men der er altså også enkelte mislyde undervejs, særligt i plotstrukturen og det overlange golfkapitel.

Goldfinger er på ingen måde nogen dårlig Bond-roman, men den er ikke helt den samme velsmurte maskine som hovedparten af sine forgængere.

4 stjerner

Titel: Goldfinger
Forfatter: Ian Fleming
Forlag, år: Jonathan Cape, 1959
hvid
Anmeldte udgave:
Forlag, år: Penguin Books (Penguin Classics), 2004
Format: Paperback
Sideantal: 264
hvid
Goldfinger er udkommet fire gange på dansk. Første gang var på forlaget Grafisk i 1961 under titlen Døden må vente. Anden og tredje gang var i 1965 og 1967, begge på forlaget Grafisk og begge under titlen Agent 007 contra Goldfinger. Endeligt udkom romanen i 2002 på forlaget Forum under titlen Goldfinger.

Anmeldt i nr. 85 | 13/11/2012

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *