Michael Lillegaard Larsen
Ingen kommentarer

Godzilla

Godzilla
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Alexandre Desplats score til den nye Godzilla er monsterfilmmusik i særklasse. Desplat viser nye sider af sit talent og understreger sin position som en af tidens bedste filmkomponister.

Den franske komponist Alexandre Desplat hører til en af filmbranchens mest produktive indenfor sit fag. Alene i 2012 lavede han således hele seks scores og til vidt forskellige film, bl.a. Moonrise Kingdom, Argo og Zero Dark Thirty.

Desplat har komponeret filmmusik siden 1980’erne, men fik sin Hollywood-debut og sit store gennembrud med det smukke score til Girl with a Pearl Earring (2003) (dansk: Pige med perleørering). Med årene har han udfordret sig selv på forskellige musikalske måder, alt efter hvilken type film, han har arbejdet på.

Med Godzilla (2014) udfordrer han selv igen og har overrasket mange filmanmeldere positivt med sin musik, som vi har lyttet til og anmelder her.

Har man ikke nået at se Gareth Edwards film, skal man nok lade være med at kigge på nummerlisten i denne anmeldelse, da der er risiko for spoilers. Så er det sagt.

Nyt effektivt Godzilla-tema

De japanske Godzilla-film havde tit glimrende musik af den dygtige Akira Ikufube. Hans klassiske Godzilla-tema er en fantastisk melodi, der klart og præcist gav det radioaktive monster karakter. Mange fans blev forbavset over, at man ikke har brugt det til den nye film.

Men Desplat har formået at skabe sit eget tema med ”Godzilla!” (nr. 1), der i den grad er en Godzilla-film værdig. Det starter på en stille og rolig måde i mørke toner, efterfølges af en solo-trompet, der spiller Godzillas tema på en dyster facon, og så kommer det fulde orkester, som tager over for fulde drøn med masser af horn og slagtøj. Alene det første nummer giver en som lytter et heftigt kick.

Lyden af Japan og kaos

”Inside The Mines” (nr. 2) ulmer af mystik med afdæmpet brug af violiner, lige indtil de begynder at hyle og bliver overtaget af et stor hornsektion, der afløses af voldsomme, japanske trommer. Desplat bruger mange etniske instrumenter, f.eks. taiko-trommer, der jo passer perfekt til Godzillas japanske rødder. De bliver heldigvis aldrig en kliché. I stedet indgår de som en glimrende del af musikkens lydtapet.

Rigelige mængder af action og spænding finder man i ”The Power Plant” (nr. 3), ”Muto Hatch” (nr. 6), ”The Wave” (nr. 8), ”Airport Attack” (nr. 9), ”Golden Gate Chaos” (nr. 14) og ”Two Against One” (nr. 17), hvor Desplat ikke sparer på de store instrumenter og bruger dem med stor gåsehudsfremkaldende effekt. Temamelodien får en fornem thriller-variation med ”Last Shot” (nr. 18), der bliver spillet mere aggressivt end tidligere. Scoret slutter episk og smukt af med finale-cuet ”Back To The Ocean” (nr. 20).

Monsterfilmmusik med et monsterstort M

1

Desplats score er rendyrket monsterfilmmusik med et monsterstort M. Musikken var absolut en af filmens største lyspunkter for mig og var med til at løfte filmen op på et operatisk plan. Musikken har en intens mørke over sig, der skaber gåsehud fra første cue.

Med sit score viser Desplat endnu engang, hvorfor han er en af de bedste filmkomponister i øjeblikket. Han overrasker her med et fremragende score, der fortolker Godzilla og hans ødelæggelser på suveræn vis. Er man til kaotisk, symfonisk filmmusik, så få fat i Godzilla-scoret nu!

Nummerliste:
1. Godzilla! (2:10)
2. Inside The Mines (2:26)
3. The Power Plant (5:50)
4. To Q Zone (2:57)
5. Back to Janjira (6:01)
6. Muto Hatch (3:15)
7. In The Jungle (2:01)
8. The Wave (3:05)
9. Airport Attack (1:49)
10. Missing Spore (3:59)
11. Vegas Aftermath (3:24)
12. Ford Rescued (1:24)
13. Following Godzilla (2:03)
14. Golden Gate Chaos (2:52)
15. Let Them Fight (1:40)
16. Entering The Nest (3:01)
17. Two Against One (4:16)
18. Last Shot (1:58)
19. Godzilla’s Victory (3:04)
20. Back To The Ocean (3:40)

Total spilletid: 60:27

6 stjerner

Titel: Godzilla
Komponeret af: Alexandre Desplat
Dirigeret af: Alexandre Desplat
Orkestrering: Alexandre Desplat, Bill Newlin, Clifford J. Tasner, Conrad Pope, Jean-Pascal Beintus, Nan Schwartz
Komponeret: 2014
Udgivet: 2014
Label: WaterTower Music

Anmeldt i nr. 106 | 13/08/2014

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *